Skikkelsen løftede sine flagrende hvide lemmer mod ham, som om den var en hvid skygge, der bare strakte og strakte sig ud i en biomassegrøn tomhed.
   "De vil dræbe dig!"
   Så vågnede han med et sæt.
   ***
   Klaus måtte forsøge sig med slipset en fem gange, før end det lignede manden i videoens bare tilnærmelsesvis. Det måtte så være godt nok. Det var trods alt en video-debat, ikke en takketale for Nobel-prisen.
   Ikke at den var uden for rækkevidde. For indtil videre havde man nøjedes med at skrive hypoteser om teleportation. Men han skrev ikke bare - han kunne gøre det. Problemet var blot at "kunne" stadig blev trumfet af "burde", og et stort spørgsmålstegn.
   Heldigvis havde han ordet i sin magt. Oppositionen bestod af én og anden forfatter-flip, samt en præst. Der var intet at frygte.
   ***
   Debatten blev sendt på EF. Det var ikke noget studie han havde et særligt forhold til, men han havde hørt nok om det til ikke at kunne takke nej. Ikke noget godt, vel at mærke - bare nok. Hele studiet var farvet i en klam, syrligt-grøn farve, der mindede ham om den biomasse som maskinen brugte. Værten sad der allerede. Klaus mente nok at han hed Fritz eller Friedrich Beier, eller sådan noget i den retning. Beier vinkede Klaus hen til sig.
   "Dr. Klaus! Hvor er jeg glad for at se dig! Det kommer nok til at fungere bedst hvis du lægger ud med at fortælle om maskinen. Så bliver du overfaldet med spørgsmål bagefter."
   Han smilede, og Klaus kom til at tænke på en tandpaste-reklame han havde set som barn.
   "Jeg tror godt at folk ved hvad maskinen gør," sagde Klaus. "Hvis de er for dumme til at være indforståede med mit projekt, så gider de ikke at se på fire mennesker der snakker om det."
   Beier fik et lidt mere mut ansigtsudtryk, og sagde ikke mere indtil de to øvrige deltagere satte sig.
   Den ene var en ung mand, nærmest bare en dreng, der sikkert ikke var en dag over fyrre. Han havde langt, tyndt, mørkt hår og en hvid tophat, der sikkert alt sammen var til for at han kunne føle sig anderledes. Måske var det en slags etnisk dragt, hvem skulle kunne sige det? Han skulle have skrevet et par romaner og essays, og oversat utroligt mange gamle værker fra dansk til tysk (han tilhørte officielt det danske "mindretal", selv om ingen vist vidste hvad ordet betød længere). Klaus døbte ham blot "Nørden."
   Den anden mand der dukkede op måtte nærmest skrue sit store korpus ned i sofaen ved siden af nørden. Han var en kæmpemæssig, ældre mand i konservativt sort tøj. Eller var det progressivt sort? Klaus havde virkelig ingen anelse. I sin ydre fremtoning var han altså ikke særligt forskellig fra Klaus, bortset fra at han var udpræget mørk i huden, ligesom de fleste præster og deres menigheder.
   Klaus tænkte blot på ham som "Præsten."
   "Dr. Klaus, De skal vide at jeg har stor respekt for deres..."
   Klaus fejede ham væk med hånden.
   "Gem det til debatten."
   De sad i behagelig tavshed (i det mindste for Klaus) et stykke tid, så blev der talt ned - og så var de på. Klaus hørte ikke rigtigt efter Beiers introduktion. Han kendte jo ligesom sig selv ret godt. Alligevel var han lidt fascineret over hvor grundige de havde været. De havde endda fået med, at han havde rejst med den Folkedemokratiske Højhastighedsbane som studerende, og at han havde været ansat i Cargolifter, dengang europæerne troede at de kunne genoplive luftskibet som energibesparende transportmiddel. De vidste også at han havde levet et stille liv i Hamborg i mange år, indtil han selv havde kontaktet Chandra-Tech omkring en alternativ anvendelse for deres replikator...
   Beier måtte vinke til ham, for at signalere at nu, så kom spørgsmålet altså.
   "... men bortset fra det, så har der været en del bekymringer om et par aspekter af udviklingen. For det første:
   Kan man tale om at man dør, når man bliver skilt ad af maskinen? Det er det provokerende spørgsmål der bliver stillet i Josef Knastholms roman Theseus Skib.
   Imens har biskop Herero fået stillet det spørgsmål af mange i sin menighed, om sjælen vil blive transporteret med, når maskinen flytter kroppen. Dr. Klaus, vil du fortælle os din mening?"
   Selv om Klaus havde lidt hoste, ønskede han ikke at rømme sig. Så det første blev lidt grødet.
   "Sådan som titlen på knægtens roman er, er det tydeligt at det er en diskussion der allerede er blevet begravet af de gamle grækere. Min udlægning er: Ja, selvfølgelig dør legemet når vi bliver transporteret."
   Han tillod sig selv at holde en kort, dramatisk pause.
   "Men derefter genskabes vi. Det er vigtigt at vi husker på, at vores krop konstant dør, for så at blive fornyet. Samtlige celler i vores krop bliver skiftet ud flere gange i løbet af vores liv, og dog er vi stadig os selv. Det er kun religiøse mørkemænd der tror at de ikke kan tage imod 'andres' blod. Men vi tager jo ikke noget nyt og fremmed fra andre. Vi ved at blod er blod. Så jeg vil sige at dét simple faktum at vi jo klipper vores hår og negle giver et meget bedre billede af min maskine, end én eller anden båd som en mand har skrevet om engang i bronzealderen. Det eneste min maskine gør anderledes end 'naturen', er at den sørger for at vi skifter cellerne ud langt oftere end vi ellers ville have gjort. Det maskinen gør er altså 'naturligt.' Men selv hvis vi sagde at det ikke var naturligt, så har vi jo allerede ændret på vores 'natur' mange gange. Hvad sjælen angår, så gider jeg ikke engang at tale om den. Vi er biologiske væsener som alle andre - mere er der ikke at diskutere!"
   Nørden nærmest sprang op af sædet.
   "Jeg er stærkt uenig!" råbte han. Han havde en forholdsvis tynd stemme.
   "Vi må alvorligt talt stille os det spørgsmål om psyken - i sin videnskabelige forstand - er kropslig eller ej!"
   "Ævl," sagde Klaus. "Offentligheden trænger til at slippe for at blive omklamret af jeres Jesus-pjank."
   "Dualismen er langt ældre end som så!" sagde Nørden med et smil.
   "Du vrøvler," sagde Klaus. "Selv hvis noget blev mere sandt af at være skrevet af hulemænd, så ville det stadig være pseudo-videnskab. Ligesom 'intelligent design.' Det går du vel også ind for?"
   "Lad ham nu lige forklare lidt mere, dr. Klaus," sagde Beier og smilte, som om han bed fast om noget mens hans ben blev sat af.
   "Man kan nemmest forstå dualismen ved hjælp af et tanke-eksperiment," sagde Nørden.
   "Forestil jer at man er ude for en ulykke, så at forbindelsen mellem hoved og krop er brudt. Hvad er man da? Sig selv, isoleret fra sin krop, eller bare sig selv og sit hoved? Det er ingen god grund til at forudsætte at selvet er identisk med hovedet, bare fordi hjernen..."
   Klaus skulle til at protestere, men værten pegede over på dén i panelet, som slet ikke havde mælet et ord under debatten.
   "Hr. biskop, har de slet ingen kommentarer?"
   Den ældre mand rettede sig lidt i stolen, der klemte lidt om hans store korpus.
   "Det vil måske overraske jer lidt, men basalt set er jeg enig med dr. Klaus," sagde Præsten. "Om end, af helt andre årsager. Men jeg vil dog sige, at vi ganske rigtigt er vores krop, ikke kun vores hjerne, så sandt som at Kristus tog sit legeme og gik. Derfor er det helt forkert at tale om at man kan flytte på en krop, uden at flytte på en sjæl. Det er skam meget vigtigt ikke at forsage legemet. Se blot på mig."
   Alle i salen fik sig en billig latter, over den store mand.
   "Hvis vi fortsætter med den unge mands eksempel, så kan vi måske ikke engang tale om at 'jeg' ligger der mere. Vi er jo summen af hvad vi gør. Men ikke i den vulgære forstand at det er vores arbejde der giver os vores identitet. Nej, jeg taler om at vores gerninger definerer os mere end man måske kan lide at tale om i den protestantiske, sekulariserede verden...
   Vi forsvinder faktisk, med hver del af os selv som vi mister. Det er først hvis man f.eks. ikke længere kan gå sin morgentur, at man forstår hvor sigende, ja, definerende det er for én som menneske, at have sin førlighed. Men..."
   "Nu kommer lavinen," tænkte Klaus.
   "Jeg vil mene at den maskine er meget usund for mennesket," sagde biskoppen. "Hvis vi tager den maskine i brug, så kan det føre os ud på et skråplan hvor kroppen bliver til noget der kan erstattes, individet bliver til noget der kan kopieres, ligesom genstande i en replikator. I dén forstand kan man godt tale om at maskinen kan tage sjælen fra menneskeheden."
   "Jeg må protestere!" råbte Klaus. "Min maskine er kun farlig for overtroen! Som han antyder, så vil den virkelig ikke blot flytte på mennesker - den vil også flytte på menneskets horisont! Så det er klart at mørkemændene er bange!"
   "Nej," sagde biskoppen. "Jeg er bange for at du ikke helt selv forstår hvad det er du har skabt, og at den kan være farlig for dig. Og jeg må sige at det ville være helt katastrofalt at miste en mand som dig, når man tænker på hvordan den Europæiske Union er blevet drænet for gode hjerner."
   Klaus lavede en spruttende lyd med munden.
   "Folk protesterede også over kunstige hjerter og selvgroende tænder, men alle ved at paven har begge dele! Lad mig sige jer, forfattere skulle prøve faktisk at bygge de ting de skriver om," - her pegede han på Nørden - "i stedet for at støtte op om de reaktionære kræfter!" - her pegede han på Præsten.
   "Det er dig, med din nittenhundredetals-scientisme, der er den reaktionære!" råbte Nørden tilbage, og gjorde vilde fagter.
   "Det passer jo ikke," sagde Klaus, og nåede lige at få det ud, inden der under alle omstændigheder blev skiftet til en reklame-jingle.
   ***
   Efter pausen var debatten fortsat i pinefuld tomgang, indtil alle, sikkert også publikum, kunne ånde lettet op over at det var overstået.
   Klaus havde ikke fornemmelsen af at noget havde ændret sig afgørende. Uanset hvad, så skulle han demonstrere maskinen for investorerne så snart som muligt, og så måtte kirkerne og transportfirmaerne jo te sig så tosset de ville.
   ***
   Klaus' investorer var alle sammen så ens, at han ville have troet på det, hvis nogen havde fortalt ham at de var lavet med hans maskines biomasse, efter den samme skabelon. Det var rigtigt nok, at der var tale om en videreudvikling af replikator-teknologien. Strengt taget kunne man kopiere mennesker med maskinen, hvis ikke man også opløste personen i kammeret, og tilføjede vedkommendes råmaterialer til biomassen. Muligheden for at kopiere havde netop været blandt indsigelserne. Men det bekymrede ham ikke. Nu hvor han var blevet klar over det, så kunne han jo tage hånd om det. Maskinerne ville blive fremstillet idiotsikkert.Han begyndte med at forklare overfor investorerne, hvordan hans maskine var baseret på deres patenterede replikator - og alle fem bebrillede hoveder nikkede. Så forklarede han dem om konceptet bag biomassen, og at det potentielt ville kunne bruges til at fremstille syntetisk kød, således at dette marked nemt kunne dækkes, uden at man skulle rydde skove for at skaffe plads til dyrene, eller bruge menneskeføde for at opfede dem. Han var særligt stolt over denne anvendelsesmulighed, men investorerne var meget enige om at dette lå ude i fremtiden. Én af investorerne påpegede rent faktisk at maskinen, ligesom replikatorerne, kørte på Chandra-Techs bio-ethanol. Ville det så ikke kræve at meget store arealer skulle inddrages til produktion af denne?
   Smilende erklærede han at al denne plads bekvemt ville kunne tages fra de hundrede tusindevis af motorbaner der så ville kunne nedlægges. Alt andet lige, så skulle der høre et lager af biomasse til hver eneste enhed. Maskinen ville ganske enkelt skabe en ny krop af biomassen, mens den gamle blev føjet til lageret. Én anden af investorerne spurgte om der ville være noget tab. Klaus bekræftede at der rigtignok ville være et tab af energi, det sagde entropiens lov, men den patenterede biomasse ville altid kunne tilføres - og til en ringe pris for Chandra-Tech! Selvfølgelig var der visse begrænsninger. Ordet "biomasse" indikerede at man rigtignok kun kunne reproducere organisk, kulstof-baseret materiale. Dette gjaldt selvfølgelig stadig for meget tøj, men selv da ville knapper og så fremdeles ikke være organiske, hvorfor alt tøj og ejendele nødvendigvis måtte genskabes separat, med den vanlige replikator-teknologi. Meget gamle forbrugere, der stadig havde kunstige i stedet for bioorganiske implantater, ville ikke problemfrit kunne bruge maskinen. Men de var jo heller ikke ligefrem i målgruppen! (her lo nogle af investorerne)
   Derpå gik han ind i det første kammer, klædte sig af og lagde sit tøj ind i nabokammeret, hvorefter han råbte til sin assistent, Latour, at han skulle aktivere maskinen (det var selvfølgelig irriterende at den endnu skulle aktiveres udefra, hvilket nok ville kræve lønnede operatører et stykke tid, men før eller senere ville det selvfølgelig udligne sig).
   Så slog han øjnene op, og var hundrede meter væk. Det var kun anden gang han havde prøvet på at transportere sig selv, så han var stadig selv lidt overrasket over hvor nemt det gik. Første gang havde han faktisk troet at han stadig befandt sig samme sted, så nu var væggene i den anden enhed blevet farvet stærkt pink, så der ikke kunne herske nogen tvivl. Det gjorde en lille smule ondt da han åbnede sine nye øjne. Han opdagede at han denne gang var blevet genskabt i fosterstilling, og med bare en anelse for meget biomasse, som sad som en tynd, grønlig hinde om hans nøgne krop. Den lod sig dog nemt nulre af. Da han således var færdig med at gøre sig ren, så åbnede han op for nabokammeret, og tog sit perfekt genskabte tøj på. Derpå gik han rank ned ad gangen for at hilse på de glade investorer igen. De hilste nu ikke på ham, ikke lige med det samme - de stod alle sammen med ryggen til, og stod og så ind i det tomme kammer, hvori hans gamle krop var blevet opløst og tilføjet biomassen. Ingen af dem havde turdet træde ind. De var alle sammen slået med total tavshed da de så ham. Men deres øjne, som normalt var så mørke, de strålede ligesom metallet i overførselskablerne. Efter nogle sparsomme komplimenter, så var der dén der spurgte hvad der ville ske, hvis nu der manglede masse. Så, forklarede Klaus, ville systemet simpelthen slå fra. Operatøren havde bare at holde tanken fuld, så der ikke opstod den slags trafikpropper, som maskinen jo skulle afhjælpe!
   Alle lo.
   Alligevel var der ingen der ønskede at prøve maskinen af.
   Investorerne ville alligevel gerne vente og se hvad der skete, hvilket Klaus syntes var bare en lille smule pinligt, eftersom de jo selv havde udviklet replikatoren i første omgang, og derfor ikke burde forvente nogen fejl. Det var dog til at acceptere. Det eneste der virkeligt irriterede ham, var at Latour heller ikke ville prøve.
   For ligesom at være helt sikker på at investorerne forstod mulighederne, så tog han endnu en tur - denne gang sammen med Popper, Latours labrador-retriever. Samtidig.
   Som forventet, så gik det glat - bortset fra det tog meget længere tid at rense biomasse ud af Poppers skinnende pels, end af sin egen rynkede hud. Denne gang klappede investorerne højlydt, men de var også trætte, og måtte videre. Efter at han og Latour havde renset begge maskiner, foruden gået en tur med Karl, faldt Klaus straks i en dyb søvn.
   ***
   Han genkendte den hvide skikkelse. Nu var den ikke længere en misfarvet skygge, men en blæksprutteagtig skabning med tolv lemmer, hvoraf seks strakte sig frem mod ham. Omkring skikkelsen syntes der at være en benzinagtig sø, som om nogen ønskede at mase hans ansigt ned i det brændstof han så desperat ønskede at afskaffe. Denne gang var der et ekko på stemmen, da den fremsagde sin advarsel:
   "De vil dræbe dig!"
   ***
   Det måtte være flere år siden at Klaus havde taget Mai over bordet i universitetskantinen efter lukketid, så det gjorde ekstra godt at kunne se hende i øjnene, og selv fortælle hende at hans gamle drøm nu var virkelighed.
   Hendes første kommentar fik ham til at grine.
   "Men når det nu ikke længere blot er en drøm, har du så overhovedet noget at drømme om?"
   "Faktisk," sagde han "så har jeg sovet ret skidt på grund af spændingen. "Jeg har det samme mareridt hele tiden."
   Hun gjorde store øjne, og lagde sin hånd over på hans, som om hun trykkede ned på et håndtag for at få en virkning.
   "Hvor spændende! Fortæl mere!"
   "Det er jo bare en stress-reaktion - det betyder ikke noget."
   Hun lavede sine store øjne endnu større.
   "Åårh! Fortæl nu!" peb hun. "Hvor meget kan du huske?"
   Han lagde sin egen lab oven i hendes.
   "Jeg kan huske det hele."
   "Det hele?! Du vågnede mod slutningen?"
   "Nej, jeg drømte til ende."
   "Normalt husker man kun godt hvis ikke man vågner!"
   Han flettede sine fingre med hendes.
   "Ingen sagde jo at jeg var helt normal."
   Hun rynkede på næsen, på sin henrivende måde.
   "Du er så sjov, Reinhardt!"
   "Og klog."
   Han fortalte hende om drømmen.
   "Hvad får du ud af dét?" spurgte han.
   Hun så pludselig så bange ud.
   "Reinhardt... hvem er det der har boet i det hus før dig?"
   "Hvad mener du?"
   "Hvad hvis du bliver hjemsøgt?!"
   Han skulede af hende.
   "Skatter... nu begynder du ikke på det pjat igen!"
   "Jamen, ifølge mester Knastholm, så kan sjælens energi ikke bare sådan forgå, og..."
   Han slog hårdt i bordet.
   Hun slog sine kønne øjne ned.
   "Okay så..."
   ***
   Efter at have udfyldt Mai, så tog han S-banen hjem og sov igen. Men hvis han havde håbet på en drømmeløs søvn, så blev denne forhåbning gjort til skamme.
   Skikkelsen var tilbage - denne gang i et helvedessort hav af den olie, som havde fyldt store dele af klodens have, mens skikkelsen nu mest af alt lignede en skolopender, selv om ingen skolopender havde arme der strakte sig frem. Han
   Han troede ikke et øjeblik på Mais idiotiske spøgelseshistorie. Men det skadede vel næppe at undersøge husets historie lidt. Takket være GPS'en, så var det nemt at kalde nogle hurtige fakta frem om byggeriet: Huset var bygget som en liebhaverbolig omkring årtusindskiftet, selv om det aldrig nogensinde havde fungeret som sådan, men i stedet som "residens" og "laboratorium" for den "unionskendte" dr. Klaus. Det sidste måtte være en nylig tilføjelse. Og selfølgelig stod der ikke hvad han angivelig var kendt for. Det var åbenbart ikke så vigtigt. Så langt så godt. Selv om computeren var designet til ikke at give andet lys fra sig, end hvad der skulle møde brugerens øjne, så gav skærmen et genskin, der badede rummet i googlerens regnbuefarver. Han tænkte at han måske kunne få adgang til en gammel arkivbase for at finde ud af hvad der havde været på grunden forud for byggeriet. Heldigvis så var Hamborgs stadsarkiv både nemt og gratis at kalde frem, og han fandt hurtigt ud af at der havde ligget et ret så stort beboelseskvarter lige indtil 1943, hvor den britiske "Operation Gomorra" havde forvandlet både boligblokken og dens indbyggere til støv. Den havde så ligget tom hen i hele 56 år, indtil en entreprenør havde fået den idé at Hamborg snart ville blive udsat for en akut boligmangel. Det var godt nok aldrig sket, så da tiden kom havde Klaus selv opkøbt den store bolig for en slik. Alt andet lige, så var det altså sandt nok at utroligt mange mennesker var døde på stedet. Men det var og blev en underlig forklaring på noget som helst. Selv hvis man så bort fra det åbenlyst absurde i det overnaturlige, så var der jo ikke sket noget med ham. Og der var så mange steder i den Europæiske Union og i Føderationen, hvor hundredetusinder, millioner, var døde under det sidste årtusindes krigshandlinger. Hvorfor lige her? Hvorfor ikke i Dresden eller Sankt Petersborg, eller tusinde andre steder? Eller, skete den slags virkelig? Skete den slags for andre rundt om i landet, lige nu og her? Og når det skete, hvem talte folk så med? Klichéen sagde ham at folk ville gå til medierne, for at opnå berømmelse for enhver pris. Men han kunne faktisk ikke forestille sig at nogen, heller ikke tosser, virkelig ville udsætte sig selv for det. Det som ethvert rationelt eller mere eller mindre skørt menneske ville gøre, var at tilkalde nogen der havde forstand på det. Men hvem forstod i virkeligheden noget om sådanne kræfter?
   ***
   Klaus fik ikke sovet yderligere. Han sad bare i sin yndlingslænestol og prøvede på at læse i hvad end han nu havde ved hånden. Men han kunne ikke rigtigt samle sig om noget. Han var vågen - og så alligevel ikke. I stedet sad han blot og ventede på at det skulle blive lyst og sent nok til at foretage et opkald.
   ***
   "Det er Klaus. Reinhardt Klaus," sagde han som det første. Der dukkede ikke noget billede op af Præsten på Klaus' skærm, så enten havde han bevidst fravalgt det, eller også var bare han meget gammeldags. To årsager, én virkning.
   "Hvad skylder jeg æren?" spurgte Præsten.
   "Kan vi tale sammen under fire øjne?"
   "På forhånd undskyld," sagde Præsten og lød oprigtigt ked af det "men jeg har en meget stor flok, og kun lidt tid. Vi talte jo sammen i sidste uge."
   "Det var faktisk i forgårs!"
   "Virkelig? Min hukommelse er vist ikke hvad den har været. Men hvad drejer det sig om?"
   "Noget rent... åndeligt? Måske kan vi godt klare det over telefonen. Jeg vil bare gerne have din mening om noget."
   "Udmærket Jeg kan tale med dig en gang i aften. Jeg kalder dig selv op når jeg har tid."
   ***
   Klaus følte at det burde have givet ham ro at han nu i det mindste havde en aftale. At han både kunne og burde tage sig en ordentlig lur fra formiddag til eftermiddag. Men han kunne ikke narre sig selv. Det var værre end alverdens sten i skoen, eller blister på tungen. Han lagde sig på sin sofa, da han alligevel følte sig noget omtåget, og kaldte sin kalender frem. Det var lørdag - ergo var Mai ikke på arbejde i cafeteriet. Han skulle til at foretage et opkald, da det gik op for ham at han aldrig havde haft hendes opkalds-ID liggende nogen steder. Han var jo bare kommet forbi når det havde passet ham. Et hurtigt opslag på borgerbasen viste at hun ikke havde registreret sig. Med alle de forskellige typer computere og selskaber, så var registrering for længst ophørt med at være automatisk. Han kunne altså ikke engang lægge en besked til hende. Men han spekulerede på om hun ikke ville have bifaldet den løsning han havde i tankerne?Han brugte googleren til at lede efter noget med"skib" og ""Knausholmer."Han kom ingen vegne indtil han kom i tanke om at lede på en side om græsk mytologi. I en farvestrålende leksikon-sektion kaldet "Plutarch i populærkulturen", dukkede Theseus Skib af Josef Knastholm op. Det viste sig selvfølgelig at den unge lømmel heller ikke var at finde på borgerbasen. Hvorfor var der sådan et sammenfald i mellem aldrende mennesker, og så unge og utjekkede mennesker? Han fandt dog ud af at snøblen var registreret på en netværksside af den slags som Klaus altid selv havde skyet. Efter for første gang i sit liv at have været tvunget til at registrere sig for at se Nørdens kontaktoplysninger, kunne Klaus med et dybt suk lægge en forespørgsel "om vi kunne tale sammen om det beskrevne problem", som uden tvivl ville blive forlagt sammen med hundrede tusinde andre tåbelige mails. Derfor var det så meget desto mere oprivende straks at blive ramt i ansigtet af en besked der lød:
   "Klart. Men hvis jeg skal nå til Hamborg i dag, så tager det mindst to timer med tog. Og jeg er flad, så du bliver nødt til at overføre nogle penge til mig først. Mit transportkortnummer er..." Klaus bed tænderne sammen, og overførte en klækkelig sum yuan. At tænke sig: Hvis bare produktionen allerede var i gang, så kunne Nørden have teleporteret sig over til ham på ingen tid!
   ***
   Da den lovede ventetid på to timer efterhånden blev til fire, og Klaus ikke længere kunne udholde at vandre frem og tilbage over stuegulvet, så flåede han gadedøren op og stirrede ud, som om det på mirakuløs vis ville få Nørden til at materialisere sig.
   "Så kom du endelig," lød Nørdens tynde stemme.
   Han havde åbenbart stået udenfor og røget pibe et stykke tid. Selvfølgelig røg han lige pibe, og ikke cigaretter. Enhver lille ting der kunne adskille ham fra mængden, det var sikkert lige noget for ham!
   "Kom inden for," sagde Klaus - og Nørden gik lige ind med sko på, uden så meget som at tørre dem af ved indgangen.
   "Har du læst min bog?" spurgte Nørden.
   "Nej," sagde Klaus. "Jeg har ikke tid til den slags."
   "Nåh," sagde Nørden. "Men hvis du havde, så havde du egentlig sparet dig selv for at skulle tale med mig. Ikke at det gør mig noget. Men alligevel."
   "Hvad mener du så om det her spøgelseshalløj?"
   Klaus prøvede på at tage lidt af alvoren med lidt humor, men den unge mand så nærmest bister ud.
   "Er du klar over hvilke kræfter du måske har sluppet løs? Vis lidt respekt! Du kan tale om ånder og dæmoner hvis du absolut skal have et populært udtryk, men lad være med at forfalde til platheder!"
   Han gik indenfor og begyndte at se sig omkring, som om han ledte efter noget.
   "Maskinen befinder sig i underetagen," sagde Klaus.
   "Det bliver ikke nødvendigt," sagde Nørden. "Vi klarer det heroppe."
   Han stoppede op, som om han kom i tanke om noget.
   "Hør, hvis ikke du har læst min bog, har du så i det mindste læst nogle af mester Wulffs skrifter?"
   "Hvem?"
   "Glem det. Du må i det mindste kende til Zohar."
   Klaus rystede på hovedet.
   "Jeg har ingen anelse om hvad du taler om."
   Et øjeblik blev Nørden ildrød i hovedet.
   "Hvordan kan du tillade dig at bygge en maskine der opløser og skaber ting, uden at have sat dig bare det mindste ind i kabbalaen?! Har du da ingen proportionssans? Hvem ved hvad din overdrevne tro på videnskaben har bragt til verden?!"
   Nu var det Klaus' tur til at blive rød i hovedet. Han gestikulerede mod Nørden.
   "Jeg trak dig ikke herover for at blive fornærmet! Jeg troede at du havde en seriøs løsning!"
   Nørden trak sin tophat af med begge hænder, og smed den på gulvet, hvor den bulnede let.
   "Jeg er dødalvorlig! Fortæl mig hvorfor du byggede den infernalske maskine!"
   "Det talte jeg allerede længe om til interviewet."
   "Ja. Det er bare meget vigtigt at jeg ved hvad du har på hjerte - hvis jeg skal finde ud af om det er rent, eller om det er besat af noget."
   Klaus sukkede så højlydt, at han selv blev lidt overrasket over volumen.
   "Jeg retter den fejl man begik, da man overplastrede landskabet med autobahns, og man fældede jordens lunger for at få hamburgers. Tilfreds?"
   "Nogenlunde. Men det er meget typisk for en uddannet, men udannet, person at være opmærksom på problemet, men ikke på årsagen. Du burde være klog nok til at have indset at det er den uhæmmede dyrkelse af troen på videnskab og fremskridt, og åh-hvor-er-vi-klogere-end-de-sidste-fem-tusinde-år, der har ført os ud i det nuværende dødvande. Alligevel så kommer du og siger at løsningen på for meget videnskab bare er at dynge mere videnskab oven på. Og du som skulle være et geni! Hvis du bare havde så meget som scrollet igennem min bog..."
   Klaus vred sine hænder.
   "Nu har jeg fået nok! Hvad er det der står i din roman, som kan forklare det her?!"
   "Det er faktisk ikke en roman," rettede Nørden ham. "Det kalder de det godt nok, men det er vel en art selvbiografi. Jeg er indviet af sjette grad, ved du nok."
   "Nej. Det gør jeg virkelig ikke," sukkede Klaus.
   "Som jeg forklarer i min bog, så er problemet med en maskine som din, at den kun tager højde for to ud af ti 'sephiroth', eller emanationer af skabelsen, som beskrevet i Zohar. Din maskine prøver at tage springet fra 'gevurah', ødelæggeren, direkte til 'malkuth', ordet gjort til kød. Men der er altså hele fire trin før, og fire trin i mellem de to!"
   "Og i praksis, hvad betyder det så?" spurgte den i stigende grad utålmodige Klaus.
   "At jeg er bange for at sjælen ikke vil kunne finde kroppen igen, under genskabelsen. Det giver de Ældste en chance for at benytte sig af det tomme hylster. Og det er dét der giver dig en følelse af at være hjemsøgt."
   "Siger du at jeg er blevet besat?!"
   "Enten dig - eller hele stedet her. Heldigvis findes der et ritual vi kan udføre, for at finde ud af om du stadig er dig - eller om der skulle være kommet noget med over fra den anden side."
   Han løb straks over til Klaus' køkkenskuffer, og begyndte at trække ud i dem.
   "Stop! Hvad er det du leder efter?!"
   "Noget skarpt. Selvfølgelig. Medmindre du har nogle blodprøver på lager, af én eller anden mærkelig grund."
   "Hvad pokker skulle jeg dog have dét for?!"
   "Hvis én af de Ældste har taget bolig i dig, så vil den formentlig lade sig drage af sæd og blod. Jeg har selvfølgelig noget med hjemmefra, men vi skal også bruge noget af dit til at lave en kontrolprøve med. Kan du gøre det selv, eller skal du bruge en hånd?"
   ***
   Hovedøren åbnede sig, og en ret stor mand, midaldrende og med mave, kom slæbende ud med en anden mand, der var yngre, mere langhåret, og noget lettere. Alligevel var han tydeligvis en tung byrde at kæmpe med. Den unge mand blev slynget ublidt ud på jorden.
   "... og så holder du din lille bøsserøv væk herfra, er det forstået?!" råbte den store mand.
   Nørden kom straks på benene igen.
   "Dine dæmoner tage dig, din arrogante, andenrangs positivist!"
   Dr. Klaus smækkede blot døren hårdt i, og satte sig tilbage på sofaen for at vente.
   ***
   Han syntes ikke at han kunne få øje på flere arme på monstrummet - der nu boblede rundt i en blodrød pøl - i stedet følte han at han nærmest fløj ned og hen langs det, så han kunne se det fra en anden vinkel.
   Det gik op for ham, at han hele tiden havde set på det forfra. Det som han havde troet var ét monstrum med flagrende lemmer, det var i stedet en hel række af spøgelsesagtige væsener på rad og række, der hele tiden hujede og vinkede mens de svævede rundt om deres egen akse. De flød dog for meget ud til at han kunne skelne nogen træk på dem.
   ***
   Klaus vågnede med et sæt, da opkalderen vækkede ham. Han var åbenbart endelig faldet i søvn, da han ikke længere prøvede på det.
   "Det er mig," sagde Præsten. "Hvad er det så at du ville spørge om?"
   Klaus var helt rundt på gulvet, og han vidste at han var nødt til købe lidt tid, for at sige noget bare nogenlunde fornuftigt.
   "Det lyder måske dumt, men..."
   "Ingen forbehold."
   "Findes der spøgelser? Kan et hus være hjemsøgt?"
   Klaus kunne næsten høre biskoppen fugte læberne.
   "Du får mange af den slags spørgsmål, gør du ikke?" spurgte Klaus.
   "Jo," sagde biskoppen. "Og forespørgsler om exorcisme. Du har ingen anelse. Ja, undskyld at jeg udtrykker det på den måde. Men du har virkelig ingen anelse om hvor mange fortabte sjæle og deciderede tosser der kommer til mig."
   "Det forstår jeg," sagde Klaus. "Men hvad mener du?"
   Biskoppen trak vejret tungt. Klaus var helt bange for at han skulle få et anfald af en art.
   "Hvis du mener sådan med liglagner og raslende kæder, så nej. Men mennesker hjemsøges ofte af fortiden, og det kan være meget alvorligt."
   "Hjemsøgt af fortiden? Såsom at der har boet nogen i huset før mig?"
   "Nej. Som i din egen fortid. Gud og Djævlen henvender sig altid personligt og engageret til den enkelte, ligesom at man selv bør henvende sig til Gud som en ven eller en søn. Ikke som en tilbeder der underkaster sig. Så svaret er ja. Men du ved nok bedst selv hvad der hjemsøger dig. Jeg kan godt hjælpe dig med at finde ud af det, men det er i sidste ende dig selv der kender svaret."
   Klaus havde lyst til at hamre røret på.
   "Så det er det hele? Det er den jesu kraft der driver dæmoner ud? Snak?!"
   "Det jeg prøver på at forklare dig, det er at de virkelige mirakler sker i sindet. Og ja, de udløses af tale. Så lad os finde ud af hvad det egentlig er der plager dig. Kan det have noget med din maskine at gøre?"
   "Nej!" råbte Klaus. "Jeg har demonstreret den, og den virker perfekt!"
   "Perfekt?" spurgte biskoppen. "Hvordan har du det?"
   "Jeg har det som jeg plejer. Maskinen gjorde præcis hvad den fik besked på."
   "Præcis?"
   "Præcis!"
   "Og bekymrer det dig på nogen måde?"
   "Nej - det kan jeg ikke sige at det gør."
   "Godt. Men hvad præcis er det din maskine gør?"
   "Det ved du udmærket."
   "Nej. Forklar mig det i detaljer."
   "Godt så. Når man træder ind i maskinen, så bliver legemet nedbrudt til biomasse. Et nyt legeme bliver så skabt af biomasse andetsteds."
   "Hvordan kan du så sige at du har det som du plejer?"
   "Hvadbehager?"
   "Hvordan ved du hvordan du plejer at have det, hvis den dr. Klaus jeg talte med i studiet er blevet opløst, og du kun har fandtes i et eneste døgn?"
   "Nu kommer du ikke med dét igen! Det er uddebatteret!"
   "Det siger du. Men har du virkelig ro i sjælen?"
   "Jeg lægger på!"
   "Det gør du vel. Men må jeg ikke først spørge dig om hvorfor du har bygget en maskine der rejser så mange spørgsmål?"
   "For at tjene penge på den, selvfølgelig!" bed Klaus ham af.
   "Dr. Klaus! Alvorligt talt: Du ringer mig op, og så forgiver du ikke engang at tage dig selv seriøst."
   "Det er fordi jeg mener at jeg har forklaret mig selv til bevidstløshed! Takket være replikator-teknologien, så kan mennesker og varer transporteres over uanede afstande! Ting kan endda holdes tilbage, som ren data. Forstår du? Ingen lagre, ud over den komprimerede biomasse. Ingen veje. Ingen forurenende transport, for energiforbruget er lavt. Ingen pladskrævende kødproduktion. Al den lagerplads kan frigøres til beboelse. Vejnettet kan udlægges til både naturparker og energiproduktion. Ingen dyr vil skulle krydse dem med fare for sit liv. Jeg siger ikke at det vil være paradis. Men det vil løse mange problemer, økologiske som økonomiske."
   "Mener du virkelig dét?"
   "Af hele mit hjerte!"
   "Hvorfor har du så aldrig sagt det højt før?"
   "Det er vel lige så åbenlyst: Ingen borgere vil i virkeligheden høre på gamle flippere. Viljen er der, men hvor langt rækker den, når de står nede i supermarkedet og skal vælge i mellem at trække over eller at betale huslejen? Forstår du hvor jeg vil hen? Jeg gør det rigtige valg til det billigste valg. Det er dét der betyder noget i praksis."
   Der indtraf en lang pause.
   "Dr. Klaus," sagde Præsten. "Jeg har aldrig været i tvivl om at dit hjerte sidder på det rette sted. Men er du virkelig rede til at dø for din sag?"
   "Tusinde gange, om nødvendigt!"
   Det var biskoppens tur til at være meget tavs.
   "Jeg vil gerne have at du spørger dig selv om det virkelig er sandt. Gud beder ikke noget menneske om at dø for nogen sag. Ikke tusind gange, ikke fire gange eller to gange, eller en eneste gang."
   "Jeg synes nu ellers at din usynlige ven har fået slået rigeligt med mennesker ihjel - både i Biblen, og andetsteds!"
   "Vil du i det mindste overveje det, og melde tilbage?"
   "Vi får se."
   Klaus lukkede for telefonen. Han følte sig helt udtømt.
   ***
   Skikkelserne var nu helt tydelige. Endelig befandt Klaus sig i et defineret rum. Han troede først at han var vågen, og på sit eget badeværelse, men han kunne se ind i et spejl på hver side af sig, hvor hvert spejl genspejlede Klaus. Men selv om han bevægede sig, så stod de alle sammen stille på hver sin side af ham, og pegede på samme måde ind mod midten. Så gik han ligesom igennem spejlet, det var som tæt røg eller tåge, og ned langs rækken af Klaus, der strakte sig i uendeligheden, og blev mindre og mindre for hver spejling. Så så han tilbage på sig selv, der selv var gået ned ad den anden række af Klaus på den anden side. Han havde hidtil stået med ryggen til, men nu vendte han sig om for at skrige:
   "De vil dræbe dig!"