"Mig mod min bror. Mig og min bror mod min fætter. Mig, min bror og min fætter mod hele verden."

***

Det er nu fem år siden at jeg opdagede at denne planet har en tvilling. Men det er først nu at jeg er klar til at gøre forsøget med at krydse over. Da det er svært at forklare for en uindviet, vil jeg lade en filosof tale for mig:
   "Tiden er forskudt og rummet er bøjeligt"
   Der ligger en anden verden forskudt fra vores, på en anden frekvens. Resonatoren vil hjælpe mig med at tage springet.
   Jeg ved endnu ikke hvad jeg kan forvente.

***

Jeg er straks overrasket over præcis hvor forskellig denne tvilling er fra vores verden, på trods af den ringe afstand i tid og rum. Det er ikke sådan at jeg havde forventet at møde en anden udgave af mig selv, men jeg havde alligevel forventet noget mere genkendeligt. I samme øjeblik jeg ser bygningerne, ved jeg at vores tvillinge-verdens beboere er anderledes end os. Deres byggemateriale er primært stenarter, og deres fødevareproduktion vokser udenfor, overladt til elementernes rasen. De lader ikke til at have en så skarp adskillelse i mellem kultur- og naturlandskab, for deres bygninger og marker er placeret iblandt hinanden, og der vokser andre grønne planter tæt på.
   Jeg når kun lige at gøre disse iagttagelser, da jeg får øje på to mænd. De har begge meget langt skæg, og langt, krøllet hår der vokser ned foran deres ører. Jeg antager dem for at være ledere, for hvem har ellers den luksus at kunne bære uklippet hår og skæg? I løbet af mit ophold får jeg dem aldrig helt til at forstå, at det har været nødvendigt for mig at fjerne alt hår af hensyn til laboratorie-sikkerheden. Bortset fra det, lader denne og vores verdens mennesker til at være de samme.
   "Du dér!" råber den ene af den, som jeg snart lærer at kende som Stern. "Hvor er du fra?"
   "Jeg er jeres nabo," siger jeg selvfølgeligt. Jeg tænker at det er den nemmeste måde at vænne dem til tanken om en tvillinge-verden på.
   De kigger begge to underligt på mig, som om de aldrig har set en fremmed person før.
   Hvad laver du her?" spørger ham som jeg har lært at kende som Schmidt.
   "Jeg besøger jer, så jeg kan lære noget om jer."
   De to udveksler blikke igen.
   "Vi har ikke fået noget at vide om noget besøg," sagde Stern "og desuden er du ikke klædt på til fest."
   "Det er jeg da hvor jeg kommer fra," siger jeg, og hiver ud i min hvide kittel.
   Stern peger på mig, men Schmidt afværger det.
   "Lad nu bare være," siger han. "Vi er jo alle i familie. Hvad nytter det at bygge endnu flere mure op? Vi har ikke haft besøg fra dem, så længe jeg kan huske tilbage. Jeg tror faktisk at det kunne blive helt sjovt."
   "Han burde være hjemme hos sin egen familie på en dag som i dag," siger Stern.
   "Du ved da udmærket at de ikke er oprigtige derovre," siger Schmidt. "Så meget desto bedre at han har vovet sig herover, for at se hvor godt vi har det."
   Så rækker Schmidt sin hånd frem mod mig, for at tage den.
   "Velkommnen til New Bethlehen, nabo. Jeg er Jacob Schmidt, og dette er min ven Isaac Stern. Hvad er dit navn?"
   "Adam," svarer jeg.
   "Bare Adam?" spørger han undrende, som om han forventer mere.
   "Adam," gentager jeg.
   "Fint," siger Stern. "Hvis det absolut skal være på den måde. Men nu kommer vi for sent, hvis ikke vi skynder os."
   Det er spændende bare at følge dem på vej. Tvillinge-planeten kan ikke siges at befinde sig på et tidligere stade, men virkelig helt "ved siden af." Ikke alene har de deres afgrøder udenfor, og huse i mellem deres afgrøder, alle husene er kun i én etage, som om de har ubegrænset plads til dem - hvad de bestemt ikke har! Jeg får også øje på adskillige æsler på et meget lille, indhegnet stykke land. Der er ingen anvisninger på hvad de bruges til.
   Schmidt og Stern er altså på vej til fest. Jeg håber på at det ikke vil skævvride mine studier, at jeg ikke får set dem til hverdag først.

***
   Jeg tror at der i hvert fald er hundrede mennesker til festen, og de er alle sammen i forskellige aldre. Højst usædvanligt.
   Én af dem er klart ældre end alle de øvrige.
   "Vi kalder ham for Metusalem", siger Schmidt, og skubber til mig i siden med sin albue. Det virker lidt agressivt, men det er heller ikke ublidt - og han klukler.
   Stern er allerede gået hen til oldingen.
   "Oldefar, hvorfor er det at vi holder denne fest?"
   [Her er du selvfølgelig nødt til at ty til Esthers Bog]
   De svælger og nedsvælger druesaften, som jeg aldrig har set nogen gøre det før.
   "Jacob!" råber Stern. "Sig det!"
   "Forbandet være..." mumlede Schmidt. "... forbandet være Hannam [?]! Velsignet være Mordekai!"
   "Jeg kan stadig høre forskel!" fniser Stern. "Vi må have mere vin!"
   Derefter bryder de begge to ud i latter.
   På et tidspunkt i løbet af aftenen skal jeg tisse helt afsindigt. Mine to nye kammerater er i samme situation, så vi går alle sammen ud på samme tid.
   Da er det at jeg første gang får øje på den. Jeg tror at de har været skjult af træerne indtil nu.
   Den er i al fald ti gange så høj som nogen af af os, og helt grå. Det er formentlig en slags beton den er bygget af. Det er meget underligt at de har murværk i den højde, når alle deres huse er i én etage.
   Vi begynder alle sammen at lade vores vand samtidig.
   Jeg ser op på murværket foran os, og spørger:
   "Hvad bruger I den til?"
   De bryder begge to ud i grin, indtil jeg gentager spørgsmålet, og de forstår at jeg taler i ramme alvor. Og så sker det, at de begge to kigger ned på samme tid. Og så glor de, som om de aldrig har set en penis før. Begge deres hænger ud mens de måber, og da går det op for mig at deres ser noget anderledes ud end min. Der mangler et stykke af forhuden.
   "Det kan ikke passe!" udbryder Stern. "Så ugudelige kan de ikke være blevet i New Gallilee, at de ikke engang er omskåret!"
   Da jeg spørger hvad "New Gallilee" er, ser de begge to helt forfærdede ud.
   "Gode Gud! Er du fra den anden side af muren?!" spørger Schmidt.
   Jeg ryster på hovedet, og begynder at forklare dem om resonatoren. At vores verden ligger en smule forskudt i tid og rum fra deres, således at det blot er et spørgsmål om svingninger, at tage på et visit. Deres ansigtsudtryk fortæller mig at de ikke rigtigt forstår mig, og at de er forbløffende hurtigt er blevet ædru.
   "Vi er nødt til at lade Emmanuel," tage sig af det her. "Han er den eneste der ved hvordan her var før muren kom til. Han må da kunne se hvor er fra?!"
   Schmidt slår bare ud med armen, og tager så fat i min ene arm. Det samme gør Stern, og de begynder at trække af sted med mig, i retning af festen igen. De stopper kun op, for hurtigt at stoppe deres kønsorganer inden for tøjet igen. Så trækker de mig hen til manden de kaldte for "Metusalem."
   "Det er en ære at møde dig, Metusalem," siger jeg.
   Stern smækker sin åbne håndflade mod sin pande. Jeg ved stadig ikke hvad det betyder, men i løbet af mit ophold lærer jeg at de har mange "ritualer", handlinger som de ikke altid ved hvorfor de udfører.
   "Han... han er stadig fuld, Emmanuel," siger Schmidt.
   "Oldefar, jeg tror ikke at han er herfra," siger Stern. "Jeg mener; ikke fra New Gallilee, måske ikke engang fra den anden side af muren. Men langt væk fra."
   "Nu kommer du ikke og siger at han er en engel, gør du vel?" spørger oldingen, mens han børster en stor del af måltidet ud af sit lange skæg.
   "Hvad er engel?" hører jeg mig selv spørge.
   "Godt," siger han, og ånder tydeligt lettet op. "For jeg ved at det vil gå Sodom og Gomorrah nådigere end os, hvis du er en engel. Se bare på de to knøse der: Femogtyve begge to, men endnu ingen tegn på at de vil gifte sig!"
   Stern knytter sine næver.
   "Oldefar! Det her er dyb alvor!"
   Så ser han på mig.
   "Prøv at forklare Emmanuel, hvad du forklarede os," siger han meget forsigtigt, som om han vil prøve sig frem med sine ord.
   "Jeg kommer fra en anden verden. Den minder meget om jeres, men vi har bare ikke opfundet de samme ting. Jeg vil meget gerne vide hvad muren er for noget."
   "Men... det er muren som skal holde folkene adskilt," siger Schmidt.
   "Hvem er folkene?" spørger jeg.
   "Det må da være en syg spøg!" råber Stern. "Det må det være! Hvordan taler han vores sprog, hvis han aldrig har været her før?!"
   "Hvad er et sprog?" spørger jeg.
   Jeg lærer rigtig, rigtig meget igennem min samtale med de tre.
   Metusalem (som de først kaldte ham), eller Emmanuel eller Oldefar (som de kalder ham, lige siden vi kom tilbage til festen), bliver ved med at sige til mig, at jeg vil lære mest af at få tingene at se hvad selvsyn, mens Stern og Schmidt spørger mig om flere ting end jeg kan huske.
   Jeg siger selv meget lidt, men selv om jeg ikke kan få dem forklaret hvor jeg helt præcis er fra, så forstår de da at jeg kommer udefra.
   Men Emmanuel forklarer da en smule om muren. Hvis jeg har forstået det korrekt, så satte "Gud" muren efter en stor "krig" i mellem "folkene." Og denne "krig" begyndte i deres "hjem" kaldet "Israel."
   Så meget står klart, at "Gud" er en magt der står over dem - hvis nu vores egen regering skulle stå til ansvar overfor noget meget mægtigt, som endda er en art fælles forfader der stadig lever. Jeg vil vende tilbage til dette emne.
   "Krig" er et meget voldsomt skænderi, som fører til vold på en umådelig skala. Det er ligesom et mord, men hvis vi nu forestiller os at morderne ikke bliver straffet, fordi en midlertidig lov siger at dem de er uenige med, ikke er mennesker lige så længe som "krigen" står på.
   "Folk" er når en gruppe af mennesker har mere til fælles med hinanden, end med en anden gruppe af mennesker. Forskellige "folk" er uenige om hvordan de hverken skal leve eller tale, således at de ikke har samme "sprog", og altså ikke kan forstå hinanden. Så langt er det jo ikke helt umuligt at forklare, for deres verden er jo ikke som vores verden. Men der er så stor forskellighed i deres verden, at hvert større eller mindre område adskiller sig lige så meget fra hinanden, som to verdener. Dét der til gengæld er svært at forklare, er hvordan de kan have et "hjemland", som ligger et helt andet sted, som ingen af dem nogensinde har besøgt.
   Jeg spørger dem selvfølgelig: "Hvis Israel er jeres hjem, men jeres hjem ikke er her, hvor er vi så overhovedet?"
   Og Emmanuel svarer at det mere er sådan at de havde en familie i Israel, men at de vistnok alle er døde. Dette sted blev kaldt for "De Forenede Stater" da Emmanuel var meget ung, men det er ikke forenet længere, og det består ikke at stater. Så spørger jeg hvad det så består af, og Emmanuel forklarer mig at vi lige nu er i "den jødiske zone", og at der er mange andre zoner for andre folk, men de ved ikke hvor mange der er, for alle zonerne er beskyttet af en mur, så folkene ikke kan komme forbi og gøre hinanden noget, og føre krig påny.
   Så er jeg nødt til at spørge om hvad de er så uenige om, siden de skulle gøre hinanden noget?
   Emmanuel svarer at det er fordi folkene i de andre zoner er "nogle ugudelige røvhuller." Så siger han dog straks: "Men det er de sekulære idioter fra New Gallilee også, så jeg kan ikke se hvad muren skal nytte."
   Jeg spørger om de nogensinde er så uenige med "idioterne", at de skændes. Emmanuel siger, at det er de ikke. "Men sgu da kun fordi vi aldrig taler med dem mere."
   Jeg tænker mig om et øjeblik, og spørger om de nogensinde talte med dem på den anden side. Oldingen siger at "keruberne" ikke vil tillade det.
   Så spørger jeg om hvad de skal bruge muren til, hvis ikke de hverken taler eller skændes med det andet "folk."
   Emmanuel beder de to unge om at vise mig muren endnu en gang. Så får jeg øje på noget der blinker rødligt i aftenmørket, og hører en dyb basstemme.
   "Holdt! Det er ikke tilladt at træde tættere på muren!"
   De to standser brat op. "Stop!" siger Stern. "Keruben skyder, hvis blot du går ét skridt nærmere!"
   Jeg ved på det tidspunkt ikke hvad "skyder" vil sige, så jeg går blot tættere på muren. Og der sker intet. Schmidt prøver på at løbe efter mig. Jeg hører et højt skrald, og ser en masse støv flyve op omkring Schmidt.
   "Dette var et varselsskud," kommer det fra det røde lys, dét som Stern kaldte for "Keruben."
   "Den ser ham ikke!" råber Stern. "Hvorfor?"
   "Den så i hvert fald mig," siger Schmidt for sig selv. "Han må være anderledes... meget, meget anderledes! Han ser bare så ... så..."
   "Så hvad?" spørger Stern.
   "Han ser så normal ud!" Det sidste råber Schmidt.
   "Ser ud?" spørger Stern. "Jeg synes slet ikke at han ser ud af noget!" Han tænker sig om et øjeblik, og vender sig så om mod mig. "Hvor var det at du sagde du var fra igen?"
   "Verden," siger jeg selvfølgeligt.
   Stern sukker opgivende.

***

Det næste stykke tid følges jeg med Stern og med Schmidt. Jeg ser dem arbejde, og vi kommer et godt stykke rundt langs muren. Stern tøver før han tager mig nogen som helst steder hen, mens Schmidt enormt erne vil have mig med til "New Gallilee", og hvad de nu ellers kalder det. Der er måske fem andre samfund i deres "zone." Vi kører i kærre nogle af dagene. Andre dage går vi til fods, selv om vi går længere end vi kører de andre dage. En dag er vi på ven til "synagoge." Under os skifter vejen fra grus til asfalt. At tænke sig at de bruger asfalt - selv om vi dårligt kan sammenlignes, er de virkelig på et tidligere stade. Netop på grund af asfalten, så får jeg mig en overraskelse da noget stort og aflangt svæver ned i nærheden af os.
   "Hej, I to ortodokse tosser," hører jeg en nasal stemme sige. Der åbner sig et lille vindue i det aflange fartøj - for et fartøj er hvad det er - og et smilende ansigt med mørke briller kommer til syne. Hans hoved er meget rundt. "Hvem er dét I har med på slæb?"
   "Ikke nogen du kender, Rothstein," siger Stern skarpt.
   "Ville jeg spørge hvis jeg vidste det?"
   "Ja, det ville du," siger Stern, og denne gang lyder han virkelig træt.
   "Godt ord igen," griner Rothstein.
   Jeg afbryder de to i deres muntre mundhuggeri. "Hør," siger jeg. "Hvorfor må han svæve rundt i det fartøj?"
   "Fordi Rothstein er et sekulært røvhul," griner Schmidt. Nu griner Rothstein dog ikke mere.
   "I lærer det virkelig aldrig, gør I?" snerrer Rothstein. Han er overraskende brysk, det klæder ikke det runde, buttede ansigt. Han rækker ned under sit sæde. Så holder han en flaske med vand frem. "Der står at man kun må lade sig transportere over vand på en sabbat! Og det her er fandeme vand!"
   "Ugudelige regelknepper," hvisker Stern.
   "Reaktionære hulemand!" råber Rothstein højt. De puster begge to ud et stykke tid.
   "Rothstein, kan du tage ... Adam... her med dig rundt?"
   "Det ved du at jeg kan. Men hvorfor? Hvem er han, og hvor har I gemt ham i al den tid?"
   "Jeg tror at det er nemmest hvis ... Adam selv forklarer det," sagde Schmidt.
   "Aha..." sagde Rothstein bare. "Jeg regner med at vil have ham retur i samme stand?"
   "Helst," sagde Stern, og endelig smilede han også. En stor åbning kom til syne i Rothsteins fartøj, og han vinkede mig ind. Næsten med det samme, så lagde jeg mærke til at han havde de samme rødlige mærker og bandage på hænderne, som nogle af de stakkels børn til festen.

***

Hvis jeg vidste at New Gallilee var en bebyggelse med tusinder af indbyggere, og at den end ikke var den største, så havde jeg ikke været så hurtig til at bedømme denne "zone" som værende på et tidligere trin. Snarere synes alle særhederne ved Sterns og Schmidts dagligdag at have karakter af at bevidst tilbagefald. Jeg er faktisk direkte imponeret over New Gallilee. Ikke over deres, trods alt, primitive svævere, replikatorer og læsere, men over deres rationering og deres energibesparelse. Deres koldfusion og deres genbrug af affald (som der endda er meget lidt af) imponerer mig faktisk. Det allermest fascinerende er nu spisetid. Det er igen de begreber de bruger! Kone, familie og Gud. Det sidste ord nævner de gerne før måltidet. Jeg var nødt til at få Rothstein til at forklare det flere gange: At han har en kone, det betyder at han har en mage på livstid, og sammen med deres søn og deres datter, så giver det en familie. En dag spørger jeg Rothstein hvorfor de ikke forsøger sig med andre seksualpartnere. Rothstein siger, at det nok er fordi han aldrig har overvejet andet, men at han jo kun kunne tale for sig selv. Hans kone, Esther, slår ham relativt hårdt. Senere forklarer han mig at de "holder sig på måtten", fordi det er vigtigt for dem at blive sammen og "opdrage børnene i den rette tro" (her kommer "Gud" ind igen). De dage jeg er sammen med dem, de minder en del om hinanden. Der er visse ting som de gør igen og igen og igen ("kultur"), og som de finder en særlig glæde i, fordi det ikke alene knytter dem særligt til hinanden, men også til denne "Gud", som jeg endnu aldrig har set, men som de taler til når de er kede af noget. Jeg har mange spørgsmål til dem, men så spørger sønnen, David, mig hvilke skikke vi har i min by. Jeg går i baglås, siger intet. Når jeg tænker over det, tror jeg ikke at nogen i Verden gør noget lige så forskelligt, som alting bliver gjort forskelligt i New Bethlehem og i New Gallilee. Når jeg tænker endnu nærmere over det, så giver det mig en underlig følelse i kroppen, en følelse jeg ikke rigtigt kan placere. Det må jeg tænke nærmere over. I mellemtiden får jeg tiden til at gå med tænke over hvad jeg kan gøre for dem. De har jo givet mig tøj på kroppen, et tag over hovedet, rigeligt med mad at spise. Ja, de har jo nærmest behandlet mig som om at jeg var "familie." Faktisk tror jeg at jeg har en anelse om hvad jeg kan gøre. Både Stern, Schmidt og hele familien Rothstein har spurgt mig om hvad jeg laver, og svaret er at jeg er doktor. De tror straks at jeg mener "læge", hvilket ikke er helt rigtigt, men så meget er jo sandt at jeg interesserer mig for medicin. Jeg tænker at jeg, med adgang til deres udstyr, kan hjælpe dem med at gøre noget ved den hudsygdom som jeg allerede har hæftet mig ved flere gange.

***

Her i New Bethlehem og i New Gallilee, så oplever jeg meget arbejde, mange fællesspisninger, familiemåltider og disse besøg i "synagogen." Jeg begynder at forstå hvad det er for en følelse jeg har nogle gange, når jeg bliver spurgt til min familie og mine skikke. Det er misundelse. Hjemme, så har jeg på mange nætter haft mange forskellige kvinder på lige så mange forskellige værelser. Rothstein har kun haft én eneste kvinde, men han opdrager sine egne børn, og han hører til lige præcis hvor han bor. Selv hvis ikke muren omkring Zonen er der, så tror jeg ikke at nogen ville flytte. Men efter at jeg har fået lov til at tage en masse prøver (jeg ved ikke hvorfor, men sædprøver er vanskeligere at skaffe end andre slags prøver). Jeg opdager at disse nok to tusinde mennesker i Zonen må nedstamme fra en gruppe på mellem 100 og højest 1000 mennesker, som jeg forestiller mig har været nært beslægtede. Det forklarer hvorfor den samme flid findes i New Bethlehem såvel som i New Gallilee, den samme flid og sparsommelighed, endda nogle af de samme fysiske ligheder. Og det forklarer sygdommen. Den er blevet nedarvet igennem generationer, og ligger muligvis latent hos dem alle sammen. Det er næsten givet at alle i næste generation vil udvikle det. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få det sagt, men det gået op for mig at Emmanuel ikke kun er tipoldefader for alle i New Bethlehem, men også for mange andre i hele Zonen. Hans afkom er - så at sige - så talrigt som himlens stjerner.

***

Det er enormt svært at forklare situationens alvor for de ti borgmestre (flere af dem er kvinder, hvilket volder Emmanuel visse kvaler, men han accepterer det dog). Nu er det dem der ikke forstår de ord jeg bruger: Biodiversitet, recessive træk, og så videre og så videre.
   "Sig mig, påstår du at vi er indavlede?" spørger borgmesteren af byen kaldet Hollywood. Jeg svarer hende at jeg ikke helt forstår hvad hun mener, men at så meget er sandt, at de er i overhængende fare for ikke at kunne bremse sygdommen, hvis ikke de mindsker risikoen for at de samme træk går igen. Emmanuel virker først vældigt tilfreds. "Jeg har jo hele tiden sagt at fornuften må råde i ægteskabet. Jeg har flere drenge, der har nølet med at finde sig en kone."
   Jeg er desværre nødt til at ødelægge Emmanuels gode humør, ved at fortælle ham, at selv om antallet af mennesker er meget højt, så "stammer alle byggematerialerne fra det samme træ." Jeg er nødt til at forklare dem alle, at hvis ikke de får børn med nogen udenfor Zonen, så vil deres byer ikke overleve mere end nogle generationer til. Flere af dem spørger rasende, grædende, hvordan "Gentiles" skulle kunne være bedre end dem, og jeg svarer at det ikke har noget at gøre med at være "gentile" eller ej (det er deres ord for folk udenfor Zonen), men om at have nogle andre tipoldeforældre. Emmanuel er først vredladen, men han dæmper faktisk gemytterne ved at sige "moderen ved man jo altid hvem er." Her stiller de mig en masse spørgsmål, der dog i det store og hele kan sammenfattes til: "Hvordan kommer vi over muren og tilbage igen?" Og jeg svarer:
   "Med en stige." Jeg ved simpelthen ikke hvad de havde forestillet sig. Jeg har jo set dem bære rundt på sådanne, der sagtens ville kunne nå hele vejen op.
   "Men keruberne!" er der én der råber. Jeg svarer, at jeg ikke har oplevet at keruberne har skudt på mig. Vi ved dog ikke keruberne ville skyde på nogen der er i selskab med mig. Vi har ikke afprøvet det - og der er faktisk ingen der foreslår sig selv til det. Jeg siger at jeg måske kan spørge Rothstein, ud fra den logik at han er hårdt ramt af sygdommen, og næppe bliver meget ældre end han er nu. Mange i mødesalen er dog forfærdede over dette foreslag, og nægter at diskutere det yderligere, og jeg forstår hvor tåbeligt det har været af mig, at fjerne Rothstein fra hans familie, selv om det det kunne være et nyttigt offer for hele familiens overlevelse. Så spørger Emmanuel selv hvorfra sygdommen egentlig stammer. Jeg svarer at jeg ikke er sikker, men at den sandsynligvis stammer fra ham selv.

***

Emmanuel siger at hele Zonen er mødt op for at se på, da Emmanuel følger mig ud foran Keruben. Jeg bærer på stigen. Den vejer næsten ingenting, og den kan foldes ud og klappes sammen. God Rothstein-kvalitet. Først sker der ikke noget. Vi kommer helt tæt på, og i gang med at sætte stigen op, da Keruben siger sit "Holdt!" Vi standser helt op, og jeg breder armene ud foran Emmanuel, der går lige bag ved mig. Min bevægelse får Keruben til at holde inde med sin advarsel. Jeg kan næsten ikke komme væk, jeg er nødt til at dække ham helt, for at det ikke skal sætte gang i Keruben igen. Jeg beder Emmanuel om at gå lidt væk, så jeg måske kan kravle op og tage Keruben i øjesyn. Men han insisterer på at følge efter mig, med mig som skjold foran sig, også hele vejen op ad stigen. Jeg ved ikke hvordan en Kerub bør se ud, men uanset hvad jeg havde forestillet mig, så bliver jeg overrasket over at få øje på en rødligt lysende kugle, omkring hvilken to jul kører inden i hinanden. Jeg kan ikke se hvorfra den angiveligt skulle skyde. Den reagerer ikke da jeg prikker til den. Jeg ser hen over muren - landskabet ligner fuldstændig Zonen som jeg kender den. Det er grønne, men lidt støvede landskaber. Der er en smule skov, men ikke meget. På den anden side af muren, der kan jeg hverken få øje på bygninger, eller nogen andre tegn på beboelse. Da jeg kom tlbage over muren igen, så holdt vi rådslagning. Jeg spurgte hvor mange andre folk der var derude. Åbenbart var der ikke så få zoner, men vi grænsede op til både en "WASP" (også kaldet "angelsaxisk") zone, en "Hispanic"-zone og en "Afro"-zone. Jeg havde åbenbart været et smut ovre i den "angelsaxiske" zone. Vi vil snart prøve igen.

***

Jeg beder både Stern og Schmidt om at overveje at følge med mig. Egentlig mest fordi jeg kender dem, og jeg ved hvordan de vil reagere. Jeg ville også gerne bede William Rothstein Senior og Esther Rothstein om at følge med mig, men jeg frygter at Rothesteins sygdom kan gøre rejseaktivitet farlig for ham. Esther ville være et godt valg, men jeg ved ikke om det ville være tilrådeligt at lade William opdrage børnene alene og syg. Man kan ikke dele en familie op. Det forstår jeg nu. Hverken Stern eller Schmidt har nogen børn, så det vil være enklere for dem at tage af sted. Alt andet lige ønsker både Stern og Schmidt at følge med mig, så jeg beder dem om at spørge Gud om han også ønsker at gøre os følgeskab. De ser på mig, som om de ikke ved hvad de skal svare.

***