På den syvende dag i den nye måne omkom to tredjedele af hele menneskeheden. Det var et mudderskred, der begravede dem alle. Det begravede dem så dybt, at ingen nogensinde fandt dem igen. Nogle af Menneskets største begavelser var blandt de forsvundne:
   Mosekonen, der vidste alt om hvad der var giftigt, og hvad der var godt for børns vækst. Tordenspyd, helten, hvis krigere aldrig nogensinde var blevet besejret i sangkampen.
   Nu nu var de hos forfædrene, sammen med et utal af tidens dygtigste jægere, håndværkere og fortællere. Gråpelsede oldinge og glatragede yndlinge.
   Mennesket sad og skuttede sig indenfor i klippehulen, deres sidste og eneste ly for uvejret. Hulen var overmalet med billeder af bytte, der havde eksisteret engang i tidernes morgen:
   Okser højere end mennesker, snabeldyr med stødtænder så lange som arme, vildokser med flæsk nok til at made hele menneskeheden.
   Engang havde disse billeder inspireret dem til udføre store bedrifter, ligesom deres forfædre. Lige nu mindede billederne dem kun om hvor små, usle og frysende og fåtallige de var.
   ***
   Den Ældste rejser sig op. Han skuer ud over menneskeheden, og udpeger tre af dem efter tur.
   "Stærkarm," siger han, og løfter en kroget finger mod en høj mand med et vejrbidt fjæs, og med lange arme, der allerede er blevet knudrede. "Det skal være dit jægernavn nu. Med din styrke kan du slå ethvert bæst for panden."
   Så peger den Ældste på en tynd yndling, der er lav og tætbygget, med bredde lægge. "Rapfod. Det skal være dit jægernavn nu, thi med din hurtighed kan du løbe ethvert bytte træt."
   Endelig retter den Ældste sit blik mod en ranglet skikkelse, hvis hoved virker for stort til den spinkle krop. "Og dit jægernavn skal være Skarpsind. For træner du din ånd, så den aldrig sløves, så vil du en skønne dag lægge flere fælder, og kende flere urter end selv Mosekonen gjorde."
   Så gør den Ældste en pegende bevægelse mod hulens snævre åbning. "I har fået jeres navne. Drag nu ud og søg bytte, at menneskeheden må overleve!"
   ***
   De tre nys navngivne unge drager nu ud i verden. Overalt hvor de kommer er der græs.
   Skarpsind kigger op i mellem de lange græsstrå. "Der må komme dyr for at græsse. De kan ikke alle være blevet begravet af mudder. Nogen må have overlevet." Han peger på en klippeblok, som ligger midt i græshavet; som om de fjerne bjerge havde født en unge, blot for at overlade den til sig selv. "Den klippe vil give os udsyn når vi klatrer op."
   Rapfod forstår straks meningen, og han sætter i løb mod klippeblokken. Med et kraftspring er står han oppe på den. De andre to kan se hans næsebor vibrere; han har fået færten af noget. Nu kan Stærkarm også lugte det; en ram lugt af svedig pels. Han råber en advarsel, men Rapfod spæner allerede alt hvad han kan.
   En stor støvetgrå kat, større end selv Stærkarm, kommer til syne på klippen. Den sætter i fuldt firspring efter Rapfod. Stærkarm gør straks mine til at kaste sit spyd. Det er kort, og har en æg af skarpe sten. Men Skarpsind lægger sin flade hånd på Stærkarms behårede skulder.
   Rapfod er nu tæt på sine kammerater, men kattedyret er endnu tættere på ham. Skarpsind brøler, og peger fremefter med hånden. Han ser Stærkarm i øjnene, og Stærkarm forstår. Han efterligner Skarpsinds bevægelse, med brøl og det hele, og slynger sit spyd fremefter. Det flyver nogle få skridt, og rammer kattedyret på siden af halsen i farten, inden det borer sig ned i jorden. Det er kun et strejf, men spyddets stenæg er skarp, og Stærkarm har lagt alle sine kræfter i kastet. Blodet pumper ud af såret på kattedyrets hals, og det kollapser for fødderne af de tre jægere.
   Skarpsind og Stærkarm brøler endnu højere, og de omfavner hinanden af glæde, mens Rapfod sætter sig ned på sine rystende ben.
   Stærkarm sætter sig på hug, og giver sig til at løfte kattedyret over sine skuldre. Hans skuldre er bredde; han kan bære det. Men Skarpsind vifter afværgende med sine hænder, og gnider sig på maveskindet mens han hyler. Det er sket før at de hungersultne har spist rovdyr af nød, og de blev plaget af orm. Risikoen er for stor, menneskeheden er svag, og der må være byttedyr et sted i verden.
   Stærkarm knurrer over Skarpsinds beslutning, men lader ham få ret. For var det ikke ham, Stærkarm, der gjorde det af med kattedyret? Var det ikke ham, Stærkarm, der reddede Rapfod? Stærkarm tænker at han ikke behøver at adlyde Skarpsind hver gang.
   ***
   De tre jagtkammerater sidder oven på klippeblokken. Der er ikke flere kattedyr i nærheden; Skarpsind siger at dyret, der angreb Rapfod, må være kommet bort fra sin flok. Det er kun derfor at det var sultent nok til at angribe Rapfod. Skarpsind siger at kattedyr normalt er for kloge til at angribe mennesker.
   Stærkarm er ligeglad. Han peger på bjergene i horisonten, og laver smaskelyde. Der er bukke deroppe; de er Stærkarms foretrukne føde. Skarpsind er ikke glad. Han siger at bukkene er svære at fange, og at de risikerer at blive dræbt af endnu et mudderskred. Han peger mod lavlandet, men Stærkarm griber fat om Skarpsinds arm og vrider den om. Rapfod tager selv fat i Stærkarm, for at få ham til at slippe, men Stærkarm dasker ham væk som en flue. Stærkarm er glad. Han ved nu, at han ikke behøver at adlyde Skarpsind.
   ***
   Stærkarm fører an mod bjergene, mens det støvregner let. Bag ved ham sjosker Skarpsind med en øm arm, der dasker langs siden. Rapfod går bagerst; han tager sig til en blodig næse. Stærkarm har allerede glemt deres lille kamp; det har Skarpsind og Rapfod ikke. Stærkarm stopper op og snuser luften ind. Den dufter sødt og en smule råddent. Det er duften af bjergene. Stærkarm elsker den. Der er farligt i bjergene - og det elsker Stærkarm endnu højere. Han spørger de andre to om de kan lugte noget bytte. Rapfod svarer surt at han intet kan lugte mere.
   På vej op ad bjergene vandrer de igennem en tæt bevoksning af stikkende træer. Mennesket hader dem. Deres frugter kan ikke spises, og de stikkende nåle sætter sig i pelsen. Men Stærkarm stopper op og smiler bredt. Stanken lugt af gæret urin skyller ind over ham. Kun ét dyr stinker så slemt. Stærkarms bedste mad. Bukkene. Stærkarm går hurtigere; for sit indre øje ser han dem alle tre sidde om et bål, med kødfedt fra et måltid drivende ned over deres tynde skæghår. Stærkarm peger opefter med sit spyd. De er tæt på nu.
   Selv om han var imod at gå i bjergene, banker Skarpsinds hjerte også af forventning, da de får øje på bukken. Den står ene på toppen af et mosklædt klippefremspring, der er omgivet af spalter. Den er hvid som sne, med bagudvendte, sorte horn, og et langt skæg. Dens ru tunge slikker på klippen. Den hverken ser, hører eller lugter de tre jægere.
   Stærkarm hæver sit spyd i en kastebevægelse, og peger på sig selv. Så peger han på Rapfod, og derefter på bukken igen. Han gentager bevægelsen, og gør sig klar til kaste. Skarpsind lægger hånden på hans skulder, og ryster på hovedet. Han peger nedad, på klippespalterne. Stærkarm spytter Skarpsind i ansigtet og kaster spyddet.
   Kastet er perfekt. Spyddet gennemborer bukken. Stærkarm hyler højt, mens han slår sig på brystet. Så glider bukkens klove, og det døde dyr får overbalance og tumler ned i en dyb klippespalte, sammen med spyddet. Der bliver meget stille.
   Stærkarm peger igen på Rapfod, og så på klippespalten. Rapfod ryster på hovedet.
   "Hent dyret og mit spyd," siger Stærkarm.
   "Hent det selv," snerrer Rapfod.
   Stærkarm kaster sig mod Rapfod for at give ham et bjørnekram, mens Rapfod er for hurtig. Han springer ud efter fremspring i klippen, og Stærkarm springer efter. Rapfod glider på den mosbeklædte sten, men han kommer hurtigt på benene igen. Stærkarm lander uden at glide, men han er stadig bag ved Rapfod.
   Rapfod springer fra fremspring til fremspring, med Stærkarm lige i hælene. De er sikre på benene begge to, men for hvert spring kommer Rapfod længere foran. Efter flere spring end han kan tælle på sine hænder, lander Rapfod på en lille skrænt. Den giver en smule efter. Han mærker ingen jord under sine trætte fødder, kun men jord og sand, der er skyllet ned fra bjergene. På hans ene side skyder flere klipper op; de er højere end han kan bestige. På hans anden side er der frit fald ned i en skov af nåletræer. Lige bag ved ham lander Stærkarm. Der er mord, og ikke udmattelse i de mørke øjne.
   "Du er hurtig, men jeg er stærkere," siger han.
   "Du er også tungere," siger Rapfod.
   Stærkarm løber frem mod ham, men jorden smuldrer mellem hans tæer. Først løber lidt sand ned, så knækker et stort stykke jord af skrænten og taget Stærkarm med sig i dybet.
   ***
   Rapfod kan næsten ikke stå på sine ben, da han endelig sætter sig ved siden af Skarpsind igen. Skarpsind har ikke sat sig i ly. Støvregnen har gennemblødt ham, og en iskold vind rusker i hans pels. Han har heller ikke gjort noget forsøg på at tænde bål.
   "Han er død," siger Rapfod. "Vi er reddet."
   "Nej," siger Skarpsind og ryster bedrøvet på hovedet. "Vi er døde. Svar mig på dette: Kan du kaste, og ramme hver gang? Kan dit slag flække panden på en okse? Kan dine skuldre bære på en buk? Den Ældste sendte tre ud. Stærkarm forstod ikke hvorfor. Det gør jeg. Og nu er det for sent."
   ***