Jeg gabte højlydt og vendte min dovne krop besværligt på den alt for lille drømmeseng. Måske ville jeg bare blive liggende og lumre videre. Vi havde arbejdet til klokken fire om natten, og computerne stod stadig og summede løs. Det skete tit, at vi overnattede her på vor kære arbejdsplads, i hvert fald når der var travlt.
   Jeg åbnede et øjelåg og skimtede svagt Uffe, som lå og snorkede på den lille grønne sofa.
   En liflig duft sneg sig pludselig ind ude fra køkkenet. Jeg stak næsen op i luften og snusede med velbehag. Aksel var åbenbart i gang med at lave pandekager. Nu måtte jeg op!
   Jeg ruskede heftigt Uffe, som gloede forvirret op på mig med sammenknebne øjne. -- Du må hellere have en god grund til at vække mig, surmulede han.
   -- Snus!
   Uffe snusede og vågnede også straks. -- Vent på mig! gispende han og var snart oppe af sofaen.
   Aksel gik kævlende rundt i køkkenet, skoddede sin cigaret og smed to tallerkener med pandekager på køkkenbordet. Uffe og jeg satte os til rette og hældte sukker og syltetøj på. Jeg tog den første mundfuld og lukkede saligt øjnene. Uhmm!
   Jeg ville tage en mundfuld mere, da jeg fuldstændigt uden varsel blev brutalt revet ud af min lykkefølelse. Den djævelske kimen fra telefonen føltes som et skrækkeligt stød gennem hele min uforberedte krop. Mine ben sprang op og løb i retning af lyden. Aksel og Uffe sprang efter mig. -- Jeg tager den, jeg tager den! råbte jeg tilbage over skulderen.
   Jeg nåede telefonen først og greb røret. -- Hallo!
   Ingen svarede. -- Hallo!!! gentog jeg.
   Mange sære sekunder gik. Et halvt minut gik. Så sagde en stemme i røret pludselig:
   -- Vi skal ha' vores penge.
   Jeg kunne høre det var Kurt. Stemmen fortsatte:
   -- Vi har taget en bil.
   -- En bil? svarede jeg måbede. -- Er det dig, Kurt? Hvad i alverden mener du?
   -- Vi har taget Uffes bil, som pant.
   Jeg gispede.
   Røret blev lagt på.
   -- De har taget... din bil, Uffe, stammede jeg uovervejet. I næste nu ønskede jeg inderligt, at jeg havde holdt min uforbederlige kæft, men da var det bare for sent. Alt for sent:
   Uffe blev først hvid i ansigtet, så blev han ildrød i hele hovedet. Så maste han pandekagen han havde i hånden.
   -- Tag det roligt, Uffe! galede jeg, men Uffe kastede sig målrettet ind over køkkenbordet, greb fat i Aksels bilnøgler og sprang ud af døren.
   -- Uffe! skreg Aksel, men for sent. Uffe sad allerede i hans Ford og hvinede ud af indkørslen.
   -- Hurtigt, efter ham! hylede Aksel forfærdet. Vi skyndte os ud i min Kadett, men i panikken havde jeg glemt mine bilnøgler.
   Jeg spænede ind igen, fandt nøglerne og ville spæne tilbage, da jeg pludselig gled i noget. Jeg faldt, og jeg skreg. Jeg skreg som jeg aldrig før har skreget, for smerten var simpelthen enorm.
   Aksel kom lettere chokeret tilbage. -- Hvad fanden i helvede sker her, Max!
   -- Jeg har brækket min fod! Smerten stod vistnok malet overalt i hele mit fortrukne ansigt. Jeg var åbenbart gledet i en pandekage og havde forvredet min venstre fod.
   -- Den er bare forstuvet, Max! Kom nu, vi må afsted! Uffe går amok! Kom nu, Max! råbte Aksel febrilsk.
   -- Ring efter en ambulance nu! skreg jeg. -- Jeg kan ikke!
   -- For fanden, Max! Du kender Uffe! Han går totalt fra forstanden! Kom, lad mig støtte dig!
   Han fik mig langsomt på benene og hjulpet mig ud i bilen, hvor vi optog forfølgelsen.

-- Tak for sidst, børnlille, haha! smålo Kurt skadefro og slukkede telefonen. -- Nu betaler de vatpikke snart deres gæld!
   -- Og går konkurs, smilede Hasse.
   Brødrene lo. Sådanne øjeblikke var kortvarige og sjældne, for normalt snerrede de konstant ad hinanden. Selv deres gamle halvbror, Kalle Krimm, sloges de både økonomisk og korporligt med, og indbyrdes gjorde de hver dag livet et helvede for hinanden. Men i dag chikanerede de andre, og så fandt de sammen i en fælles sag. Pengeafpresning ville man kalde deres gerning imod os, men sådan noget havde de ingen som helst skrupler over, tværtimod.
   -- Lad os tage en racer-tur i Uffes Audi, vedtog Hasse triumferende.
   -- Ja, mand! Go' idé Hasse Brormand! Kurt elskede at køre hurtigt og kunne knap vente af bare spænding.
   Snart var de nede på P-pladsen foran deres firma, hoppede ind i Uffes Audi og skulle til at starte, da pludselig en hvinende Ford drønede ind i gården.
   Hasse forsøgte at låse bildøren i en fart, men før han nåede det, var en kraftig krop sprunget ud af Ford'en, og i næste nu greb den fat i Hasses strube og trak ham brutalt ud af bilen, så han faldt ned på asfalten. Han slog hovedet mod en kampesten og blinkede omtåget med sine øjne.
   -- Forbandede møgsvin! skreg Uffe. Han var vild af raseri og stadig flammende rød i hovedet. Han tog fat i Hasses krave og hejste ham op på benene.
   -- Slap nu af, mand! råbte Hasse bange. Han blev skræmt over det forrykte udtryk i Uffes øjne og fremstammede med rystende stemme: -- Kurts bil brød sammen! Vi troede bare, vi kunne låne din!
   Denne elendige undskyldning gjorde blot Uffes raseri endnu mere afsindigt. Han svingede højre næve, slaget ramte hårdt, men desværre lidt for højt. Der var dog slagkraft nok i det til at sende Hasse bagover, så han ramlede ind i kampestenen fra før og ned igen på asfalten.
   Hasse så dobbelt i nogle sekunder, men bevarede sin bevidsthed. -- Hvad fanden sker der for dig! mumlede han og blinkede med øjnene.
   Kurt sad stadigvæk inde i Uffes Audi, men følte nu, at han burde komme sin storebror til undsætning. -- Ingen skal slå Hasse! råbte han tøvende og trådte ud af bilen og nærmede sig forsigtigt Uffe.
   Imens begyndte Audien i al ubemærkethed at trille ned ad P-pladsens skråning.
   -- Du også! brølede Uffe. Han rettede et hårdt slag mod Kurts hage, så Kurt faldt bagover i et blomsterbed, hvor han gav sig til at hyle, mens han holdt med begge hænder om sin hage.
   Uffe smilede et øjeblik veltilfreds, men hørte i næste nu Hasse skrige på en sær, uhyggelig måde. Han vendte sig nysgerrigt om, men synet der mødte Uffe, fyldte ham med forfærdelse og gru. Hans dejlige Audi trillede langsomt, men støt ned ad P-pladsen med direkte kurs mod Hasses BMW, sammenstødet ville snart ske!
   -- Neeej! Åhhh neeej! Uffe skreg som han aldrig før havde skreget, men katastrofen var simpelthen umulig at standse. P-pladsen var skånselsløs stejl, og braget rungede få sekunder efter i både hans og Hasse Krimms ører.
   Sekunderne tikkede videre, men både rummet og tiden stod stille. Hasse faldt ned i knæ, lamslået. Uffe stirrede i chok på skrotbunken, der kort før var hans Audi. Han vendte uforstående blikket op mod himlen.
   I næste nu begyndte det at øse ned.

Hvinende på to hjul nærmest fløj min Kadett ind på P-pladsen foran Klingende Mønts forretning. Knap havde jeg bremset, før Aksel sprang ud og smækkede bildøren i, mens jeg med sin smertende fod blev siddende i bilen.
   -- Sig mig, hvad fanden er der foregået her! råbte Aksel undrende. Han kiggede kort på de forkomne og fik dernæst øje på de smadrede biler. -- Milde Moses! udbrød han ved synet af de to skrog.
   Hasse og Uffe befandt sig stadigvæk i dyb trauma, og Kurt lå stadig og hylede i bedet. De havde det alle rent ud sagt rædselsfuldt.
   -- I skulle ha' en omgang tæsk mere! skreg Aksel til brødrene. -- Tror I Uffe bare er ligeglad med sin nye bil?!!!
   Hasse blev ved disse ord så harmdirrende gal, at han næsten ikke kunne få et ord frem. -- Hvad fanden er det du siger, mand!!? Uffe har lige smadret min BMW!!!
   -- Nu er det satme nok!! udbrød Aksel. -- Jeg har kraft æde mig fået nok af jeres brok nu! Glem alt om penge fra os! Vi skylder jer intet som helst mere! Kom, Uffe!
   Da det gik op for Hasse, hvad Aksel faktisk sagde, blev han krid hvid i ansigtet. -- Det mener du ikke, mand!! Vi har KRAV på de penge!!!
   -- Det skal VI nok afgøre! brølede Aksel vredt. -- Kom, Uffe!
   Hasse stirrede i chok efter Aksel og Uffe, da de humpede tilbage til mig i Kadetten. Derefter stirrede han i fortsat chok på sin knuste bil.
   Så gav han sin stadigt hylende lillebror et hårdt spark i maven og skreg hysterisk efter os: -- Bare vent jer, svin!

Senere samme dag kørte Krimm-brødrene ud til reklamebureauet, Reklameland. På vej derud i bilen sagde Hasse: -- Jeg skal også lige ha' hilst på dullen Angela.
   Hasse så det ængstelige glimt i Kurts øjne og spurgte: -- Er du bange, min lille dreng?
   Kurt rystede afvisende på hovedet. -- Jeg tænkte bare på Uffe, den sindssyge galning, og alle hans fucking latterlige advarsler. Han sagde, at hvis du ikke holder dig fra hende, så vil han...
   Hasse spyttede ud af vinduet. -- Du er bange, lille Kurt, konstaterede han hånligt. -- Bange som en mus. Lille Kurt er bange.
   -- Hold din kæft, svarede lillebroren, såret.
   De nåede Reklameland, gik ind i forhallen og standsede ved receptionen. Dens overdådige desk var fuld af tekniske detaljer, og Hasse noterede sig fabrikatet. Han betragtede også med interesse marmorgulvet og spejlene i loftet og på væggene. Rige svin, tænkte han.
   Receptionisten smilede imødekommende, og brødrene smilede sjofelt tilbage. -- Så er vi parate. Er Studie 2 parat? spurgte Hasse kækt.
   -- Ja, svarede pigen venligt, -- men teknikerholdet er her først klokken 10.
   -- Nå, men skal vi to, du og jeg, så ikke liste derind og lege lidt med udstyret indtil da? spurgte Hasse og blinkede frækt til den unge pige. -- Kurt hér skal nok passe din disk imens. Da han konstaterede at pigen ikke morede sig synderligt, spurgte Hasse: -- Er Angela Petit på arbejde?
   -- Ja, hun er på sit kontor. Skal jeg ringe hende op?
   -- Nej, nej, hun skal ha' sig en overraskelse! hviskede Hasse og løb sammen med Kurt hen til elevatoren.
   Kurt grinede bekymret, for når Hasse besøgte Angela, var der altid en risiko for at Uffe pludselig også dukkede op.
   Hasse klukkede. -- Lad mig sige det, der skal siges, sagde han før han bankede på.
   Brødrene gemte sig som aftalt på hver sin side af hendes dør.
   Angela lukkede op. -- Uhu, er her nogen? spurgte hun.
   Brødrene sprang frem med et voldsomt "bøh!" og Angela skreg.
   -- Hasse! udbrød hun. -- Sikke et chok jeg fik!
   -- Hej smukke, smilede Hasse og knugede hende hårdt.
   Angela gjorde sig rødmende fri af Hasses favn. -- Hej Kurt, sagde hun forlegent. -- Kom indenfor. Gud, hvad er der dog sket, Hasse?! Hun havde fået øje på et plaster på hans kind.
   -- Åh, en forvokset tyk hundehvalp bed mig, da jeg ville ae den, svarede Hasse. -- Pyt med det.
   Hasse tog hende i hånden og trængte sig indenfor. Kurt syntes Angela var temmelig mager, men hendes feminine væsen stod da godt til den maskuline Hasse. De to ville passe perfekt sammen, hvis bare den bavian til Uffe ville passe sig selv!
   -- Hvad har du at byde på? spurgte Hasse Angela.
   Kurt bemærkede et køleskab henne ved reolen.
   -- Jeg har kun broccoli, Hasse.
   -- Har du ikke noget KØD til et par sultne reklame-stjerner? spurgte Hasse. -- Vi fik ingen morgenmad i dag.
   -- Gud, det var da forfærdeligt, udbrød Angela. -- Sæt jer ned. Jeg henter nogle sandwicher i kantinen. Jeg kommer straks tilbage. Hun skyndte sig ud af døren.
   Hasse og Kurt satte sig i det lille kontor. Hasse blinkede pralende til sin duperede bror. Kurt så sig ængsteligt om i kontoret. Det var mærkeligt møbleret, syntes han, og plakaterne var også mærkelige. Han kunne ikke se, hvordan Angela skulle kunne hjælpe dem med at få penge ud af Kontanters Klang, sådan som Hasse havde påstået i bilen, men Hasse havde åbenbart en plan.
   -- Er hun liderlig i dag? spurgte Kurt forsigtigt. Han kunne aldrig vide, om Hasse syntes, han stillede dumme spørgsmål.
   -- Hun er min, sagde Hasse.
   -- Har hun sagt det? spurgte Kurt.
   -- En mand ved sådan noget.
   Kurt ærgrede sig, da Angela i næste øjeblik kom tilbage på kontoret. Det var sjældent Hasse fortalte så meget, og Kurt var nysgerrig.
   Angela bar et stort fad sandwicher med den ene hånd og havde en kaffekande i den anden.
   Kurts mave rumlede, da han nappede en sandwich, og Hasse hviskede: -- Du er ikke en sand witch, men en sand engel, Angela.
   -- Åh du, sagde hun knibsk, men det var tydeligt at hans ord gjorde indtryk på hende.
   Da Angela satte sig, var næsten alle sandwicherne spist. -- I var sørme sultne! udbrød hun hjerteligt.
   Hasse lo. -- Uden mad og drikke dur skurken ikke!
   De to sad og så hinanden i øjnene, men Kurt blev stadig mere bekymret. Hvert øjeblik kunne Uffe brase ind ad døren, og Kurt frygtede hvordan Uffe ville reagere, hvis han så Hasse her. -- Ser du noget til Uffe for tiden? spurgte han henkastet Angela.
   Hun rystede på hovedet. -- Uffe har utrolig travlt. Han arbejder altid, også de dage han er syg, og når han så er blevet rask igen, så arbejder han så hårdt, at han igen bliver syg!
   Kurt sukkede lettet. Hans store bekymring var forsvundet. Nu var der kun en lille bekymring tilbage. Angelas veninde og kollega, Maren Blomberg (= min kone), arbejdede i konceptafdelingen, og Kurt var blevet voldsomt betaget af hende. Problemet var, at hun ignorerede ham fuldstændigt totalt. Det virkede faktisk nærmest som om, hun rynkede på næsen ad ham. Derfor ville han gerne være forberedt, næste gang han mødte hende, så han kunne planlægge en mere personlig stil at være på. Lige nu ville han derfor helst ikke møde hende.
   -- Er Maren på arbejde? spurgte han henkastet.
   -- Desværre, Kurt. Hun er på kursus i denne uge.
   Kurt åndede lettet op. Han skænkede sig en kop kaffe til, nappede sig en sandwich mere og lænede sig tilbage i stolen.
   -- Hvorfor fik I dog ingen morgenmad? spurgte Angela alvorligt.
   Hasse så bedrøvet på hende. -- Det er en sørgelig historie, Angela. Du kender jo Uffe Buk. Han ventede til hun nikkede. -- Han og resten af slænget på Kontanters Klang skylder mig og Kurt en masse penge. Det gjorde vi dem høfligt opmærksomme på, og hvad sker der så? Uffe går helt fra snøvsen. Han kommer pludselig og smadrer min BMW! Han råber og skriger. Derfor måtte vi tale alvorligt med ham.
   Angela stolede på hvert ord, Hasse fortalte hende. -- Åh nej, udbrød hun. -- Kom nogen til skade? Hvad med stakkels Uffe, åh nej?
   -- Uffe er beskyttet af et tykt lag SPÆK, beroligede Hasse. -- Han har det godt.
   Kurt klukkede indvendigt. Hasse var snart den største løgnhals i verden, haha! Han tager et par løgne, tilsætter nogle flere løgne, plus lidt flere igen, og får hele herligheden til at lyde som Den Store Sandhed. Kurt havde altid beundret Hasse meget for denne evne.
   -- Hvad vil I så nu gøre, Hasse? spurgte Angela bekymret.
   Hasse vred hænderne. -- Det er lige præcis problemet, Angela. Som du jo allerede er klar over, så betyder det ALT for Kurt og mig at få vores reklame færdig til jul. Problemet er bare at nogle andre pludselig har reserveret Reklamelands Studie 2, og kan du gætte hvem disse andre er? Væmmelsen stod frit frem i Hasses ansigt. -- Kontanters Klang! vrissede han. -- Dem af alle! Hvor får de pengene fra? Hvorfor lige samtidig med os?!
   -- De gør det af ren ondskab! hvæssede Kurt.
   Hasse så sørgmodigt på Angela. -- Tænk, så skruppelløse nogle mennesker kan være. Den reklame betyder ALT for vores firma, Angela. Vi har glædet os som sindssyge til at få den lavet, og så gør disse egoister dette mod os! Hasse vred igen hænderne. -- Kunne vi bede om dig en lille bitte tjeneste, Angela?
   -- Ja, Hasse, svarede Angela grådkvalt. Hun havde tårer i øjnene.
   Hasse holdt en kunstpause. -- Kunne du ringe til Kontanters Klang og forklare dem, at Studie 2 er blevet reserveret til Klingende Mønt i stedet for til dem?
   -- Men det passer jo ikke, Hasse! udbrød Angela. -- Jeg kan da ikke lyve over for Uffe! Det gør jeg altså ikke!
   -- Angela, du ved hvad dette her betyder for Klingende Mønt. Men hvis du virkelig ønsker at ruinere os, så kan ingen jo hindre dig i det. Blot skal du vide at du både skaber sorg og skuffelse med dit afslag, Angela. Virksomheder består af mennesker, mennesker med følelser, Angela. Hasse fortsatte sådan i lang tid, og til sidst blev Angela overbevist af hans ord.
   -- Angela, du ER en engel! smilede Hasse slesk og kyssede hende blidt på kinden.
   Angela rejste sig og gik hen til telefonen. -- Jeg må have det overstået med det samme.
   -- Du er vidunderlig, Angela.
   -- Jeg bekymrer mig alt for meget for jer, svarede hun. -- Men hvis et lille opkald kan klare problemet, skal det da gøres!
   Hasse blinkede til Kurt, som stirrede benovet på sin storebror. Hasse kunne bilde denne tøs hvad som helst ind!
   Angelas opkald varede et minut, så lagde hun røret på med tårer trillende ned af kinderne. -- Uffe råbte og skreg. Og han græd!
   Hasse undertrykte et tykt grin. -- Tag det ikke så tungt, Angela. Det er jo ikke din skyld.
   -- Jo, det er! svarede hun grædende. -- Jo, det er!
   -- Tja, måske lidt, medgav Hasse.
   I næste sekund bankede det hårdt på døren, og Angelas kollega og overordnede, Maren Blomberg, trådte ind på kontoret. Hun var større og bredere end Angela, og knap så medgørlig.
   -- Jamen, Angela dog, udbrød hun, da hun så Angelas forgrædte ansigt. -- Hvad i alverden er her sket? I det samme fik hun øje på brødrene. -- Sig mig engang, hvad laver I her?!!!
   Kurt så lamslået på hende. Havde Angela ikke lige fortalt, at Maren var på kursus hele ugen?? Han forsøgte at lave en hurtig taktik på stedet, men var alt for nervøs. Han vidste at Maren ville eksplodere, hvis Angela fortalte hende om opkaldet til Uffe, og om løgnen om Studie 2.
   -- Ved du hvad der er sket, Maren? udbrød Angela snøftende, men før hun nåede at fortsætte, brød Hasse lynhurtigt ind: -- Der er sket dét, Maren, at Uffe Buk har overfaldet os! Altså mig og Kurt. Han klappede sig forsigtigt på kinden med plasteret, inden han fortsatte: -- Kontanters Klang skylder os penge, og Uffe gik helt fra forstanden, da vi høfligt bad om dem!
   -- Det tror jeg ikke et øjeblik på, sagde Maren barskt.
   -- Det er sandt! sagde Hasse krænket. -- Han ville overhovedet ikke høre på os. Det skete ganske som jeg sagde. Han forsøgte også at køre os ned!
   Maren rystede afvisende på hovedet. -- Uffe kan godt blive vred, men aldrig uden en god grund!
   Hasse løftede hænderne og lod dem hjælpeløst falde ned igen. -- Gid folk havde tillid til hinanden, sagde han bedrøvet. I sit stille sind jublede han imidlertid fornøjet, for samtalen var elegant drejet væk fra Angelas telefonopkald.
   Og Angela var nu blevet fornærmet på Maren. -- Du skal ikke kalde Hasse en løgner, Maren! Jeg er desuden træt af, at du hver eneste dag kommanderer rundt med mig!
   -- Vent lidt, protesterede Hasse, -- I må endelig ikke komme op at skændes på grund af os.
   Men en ventil for indestængte frustrationer var allerede blevet åbnet, og nu strømmede det ud. -- Sådan opfører Maren sig altid over for mig! klagede Angela, -- hun prøver aldrig at finde ud af hvad der virkelig er galt. Det gør du aldrig, Maren!
   Marens ansigt var blevet hårdt som granit og blev hårdere og hårdere som Angela fortsatte.
   Imens listede Hasse og Kurt sig lydløst ud af døren. -- Hold da kæft, en "kvindekamp" de får sig! fløjtede Hasse kynisk og lo.

Reklame-indspilningen gik godt for brødrene, og det samme gjorde den eferfølgende foto-session. Hasses hudafskrabning på kinden blev sammen med Kurts bumser fjernet på computer, og deres underfundige glimt i øjnene fangedes godt af kameraerne, syntes de.
   På vejen hjem til deres firma kom Kurt til at tænke over dagens begivenheder. -- For pokker, Hasse! De lede rotter opdager snart, at vores reservation af Studie 2 er rent bluf! Hvad gør vi så??
   Hasse rystede roligt på hovedet.
   -- Hvordan fanden ikke? spurgte Kurt. Han kunne ikke fordrage, når Hasse holdt ham hen i uvished.
   -- Du får se, sagde Hasse.
   Kurt bed tænderne sammen. Han tav, men undredes da Hasse pludselig drejede ned ad en skummel lille sidegade. -- Hvad fanden skal vi her?
   -- Vi skal i skole, svarede Hasse hemmelighedsfuld. Han havde parkeret uden for en gammel, forfalden folkeskole. -- Der er nogle hvalpe derinde, som sidder efter til klokken halv fem. Altså tre minutter endnu.
   -- Skal vi spilde tiden med at vente på pattebørn? prustede Kurt utilfreds.
   En klokke ringede, og få sekunder efter kom en larmende flok børn i alle aldre væltende ud af bygningen. De fleste løb og skrålede. -- Det er ham den sidste, ham den slentrende, sagde Hasse og pegede.
   -- Hvem? Kurt gloede uinteresseret.
   -- Ham den blege med det fedtede hår, sagde Hasse og rullede vinduet ned. -- Hallo, Kresten!
   Kresten Dallelund så sløvt på dem, som havde de vækket ham fra en dyb søvn. -- Hallo, sagde han. Næsten hver uge blev han kontaktet af folk, han ikke kendte. -- Hvad vil I?
   -- Forsøde din tilværelse, svarede Hasse slesk. -- Hvis du har de rette varer på hylden!
   Drengen viste sine bøjler i noget der lignede et grin. Sådan begyndte de fleste af hans faste kunder. Han havde dusinvis af dem.
   -- Hvilken slags varer?
   -- Hvilke slags laver du? spurgte Hasse.
   Kresten trak et krøllet papir op af sin skoletaske, og Hasse vaklede et øjeblik baglæns, da han så priserne.
   -- Tror du vi går rundt med guld i lommerne! gjaldede han provokeret. -- Du må gå ned i pris!
   -- I ønsker altså ikke at købe? spurgte drengen uanfægtet.
   Hasse betragtede ham skulende. Han hev papiret ud af hænderne på ham og så grundigt på symbolerne. -- Laver det rigtigt rav i systemet? spurgte han.
   Kresten Dallelunds dovne øjne fik ved dette spørgsmål et lettere krænket udtryk. Ingen havde nogensinde betvivlet hans evner. Han var landets dygtigste producent af vira, kendt under dæknavnet "Dullen", selvom han lignede alt andet end en dulle.
   -- Vil I købe eller ej? spurgte han.
   Snerten i hans stemme fik Hasse til at rødme aggressivt. -- Du er fandme høflig, hva'! Får vi hjælpeprogrammer med?
   -- Ja, mod betaling, svarede drengen. -- Vil I handle nu?
   -- Ja, hvad havde du tænkt dig, brummede Hasse. -- Vi skal i gang omgående!
   -- Så er jeg tilbage om et kvarter, sagde Dullen med et lille smil og forsvandt ud af skolen. Imens han var væk, kørte brødrene hen til en bank ved siden af skolen og hævede kontanter.
   Tre kvarter efter kom Drengen tilbage med programmerne, og Hasse betalte ham modvilligt. -- Jeg håber for dig at lortet virker! hvæssede han truende, inden han sammen med sin lillebror forlod den tomme skolegård.
   -- Du ruinerer os, Hasse! klagede Kurt, da de atter sad i bilen.
   -- Tværtimod, svarede Hasse arrogant.
   -- Men du gav ham jo en formue! Og straffen for den slags, kender du den?!!
   Hasse smilede skævt. -- Ved du, lille Kurt, at Gertsen Global sætter stor pris på dygtige programmører?
   Kurt forstod først ikke, hvad Hasse mente med dette, men pludselig gik en prås op for ham. Han sank dybt. -- Du vil sige til Gertsen Global, at vi to har lavet Dullens viruser??
   -- Noget i den retning, svarede Hasse med et drevent grin. -- Dullen er blandt de skrappeste i landet, så hvis Gertsen Global tror at vi -- brødrene Krimm! -- har lavet disse virusser, ja så vil de tigge os om at arbejde for sig! Og så skal vores skide skyldnere sgu nok betale os, bare vent og se! Han tilføjede lavmælt og næsten liderligt ondt:
   -- Også skvathovederne i Kontanters Klang, hehe!