Jeg kørte gnavent ind på Reklamelands P-plads, klemte mig ud af Kadetten og traskede træt ind i den høje bygning. Jeg håbede sandelig, at Uffe var færdig med at pludre med Angela nu, for efter mit mislykkede møde med Dullen ville jeg bare hjem til firmaet i en fart og koble helt af. Jeg vadede tungt hen ad gangen til Angelas kontor på 1. sal og bankede på døren.
   Da ingen åbnede, rynkede jeg panden. Pigen i receptionen havde udtrykkeligt sagt, at Uffe var oppe på Angelas kontor. Jeg kløede mig i nakken og bankede på igen, nu temmelig hårdt.
   -- Hallo? råbte jeg anspændt. -- Uffe? Angela?
   -- Uhu, sagde en stemme svagt derinde fra.
   Jamen, var det ikke Marens stemme??
   Jeg tog et kort, men stærkt tilløb, væltede gennem døren og tumlede ind på kontoret. Jeg blinkede et øjeblik forvirret med øjnene, før jeg igen kunne se tydeligt. Hvad jeg derpå så, sendte mig i en rædselsfuld tilstand af chok. Alt lå hulter til bulter og flød! Tæt ved indgangen sad Maren på sin bagdel og så sig omtåget omkring. Halvt inde under skrivebordet lå Uffe. Der var en stor, blå bule i Marens pande, og Uffe blødte fra baghovedet.
   -- Du godeste Gud, hviskede jeg forfærdet.
   Min kære Maren var tilsyneladende lige vågnet. Jeg pustede hårdt på hendes bule. -- Er du okay, Maren!!?
   Min kone nikkede fraværende og fortalte, hvad der var hændt, så godt hun kunne huske. Da hun var færdig, spurgte jeg: -- Havde Hasse sin lort af en lillebror med, Maren?
   Maren ville rejse sig, men skar sig på et glasskår. -- Ja, han havde, bandede hun. -- Og Angela tog med dem! Pokker til pigebarn!
   Jeg mærkede hvordan harmen steg mig til hovedet. Dette her skulle Hasse ikke slippe godt fra!
   -- Tag Angela med tilbage! råbte Maren fra vinduet, da jeg straks efter spænede ned til min bil på P-pladsen. Jagten på gidseltagerne kunne starte nu! Fanden tage dig, Hasse Krimm! tænkte jeg, imens jeg kørte sammenbidt rundt og ledte. Det var ikke et menneske jeg jagede, det var et monster! Et afsindigt ondt svin.
   Jeg anede hverken i hvilken retning de var taget, eller hvor jeg skulle begynde min jagt. Hvis brødrene var taget hjem til deres forbandede forretning, kunne jeg godt droppe det hele, for Klingende Mønt var ganske vist udadtil et venligt og åbent firma, men indadtil var det en borg!
   Jeg greb min mobiltelefon og ringede til forretningen. En gnaven sekretær meddelte mig, at brødrene ikke var til stede, og af en eller anden grund troede jeg på det.
   Jeg begyndte at køre tilfældigt rundt i kvarteret. Jeg spejdede intenst efter lømlerne alle vegne, men pludselig fik jeg øje på en helt anden uven: Dullen!
   Jeg bremsede hårdt i og manøvrerede bilen ind mod fortovet, hvor knægten kom slentrende. -- Har du set Hasse?!!! råbte jeg vredt og højt ud af vinduet.
   Drengen gav et spjæt og gloede forskrækket på mig. Han faldt dog hurtigt til ro igen. -- Aner ikke hvad du ævler om, mand.
   Jeg bremsede bilen hårdt, sprang som en gal prop ud og greb påny fat i kraven på ham. -- Lyv ikke for mig, hvalp!
   Dullen prøvede at gøre sin hals tyndere for at få vejret. -- Tag det roligt! gispende han.
   -- Du kender udmærket Hasse Krimm fra Klingende Mønt! hvæssede jeg. -- I to plaprede løs om jeres skide programmer, dengang jeg købte din forbandede mus! Og hvis du ved hvor slynglen befinder sig, må du hellere spytte ud NU, sønneke!
   Kresten Dallelund følte sig mere og mere svimmel og snappede heftigt efter vejret. -- Jeg aner... intet! Hans stemme var gurglende og næsten uhørlig hæs.
   Modløsheden greb mig pludselig. Jeg løsnede opgivende mit stramme greb. -- Måske har du ret, indrømmede jeg. -- Men finder jeg ud af, at du har løjet, kommer jeg tilbage, og så vanker der! Jeg sendte knægten et advarende blik, før jeg klemte mig vredt tilbage ind i Kadetten og kørte videre.
   Jeg svingede skarpt om næste gadehjørne og begyndte at spekulere. Dullen havde ikke løjet, sagde jeg til mig selv. Det var han alt for skræmt til. Men heldigvis var der steder, hvor jeg med en vis sandsynlighed kunne finde Hasse Krimm.
   Jeg besøgte dusinvis af natklubber, dyre restauranter og computer-forretninger, og det tog en evighed. Men hvert sted fik jeg samme frustrerende svar: Ingen havde set ham, og ingen anede, hvor han var.
   Jeg var mildest talt udmattet, da jeg kom tilbage til Reklameland for at hente Maren. Som svar på hendes spørgende ansigtsudtryk rystede jeg bare på hovedet: -- Jeg har ledt overalt, forklarede jeg tungt. -- Ikke det mindste spor af bæstet.
   Jeg gættede hvad Maren nu ville sige, og skyndte mig at svare på forhånd: -- Jeg holder ikke op med at lede! fastslog jeg. -- Ikke før den satan har fået sin straf!
   Maren nød tonen i min stemme nu, kunne jeg mærke. Det gør hun altid, når jeg bliver vred på nogen, sært nok. -- Har du fået noget at spise, Max? spurgte hun.
   Jeg rystede på hovedet. -- Kun en pakke mælkesnitter. Jeg fik pludselig øje på stakkels Uffe, der stadigvæk lå samme sted som før. -- Har Uffe bare ligget dér hele tiden?
   Maren fik et helt modløst udtryk i ansigtet, da jeg nævnte Uffes navn. -- Han vågnede mens du var væk, men bankede hovedet op i bordpladen og besvimede igen. Jeg har lagt Angelas kjole over ham.
   Jeg tænkte på hvor anstrengende, ja ligefrem umuligt, det ville blive at få Uffe båret ned i bilen. Jeg forsøgte at løfte ham op i armene, men måtte opgive. -- Gider du hente hjælp mig, Maren? spurgte jeg stønnende.
   Maren kunne godt se, at jeg ikke magtede opgaven alene. Hun forlod kontoret og kom lidt efter tilbage med to kraftige kollegaer, der først så undrende på Uffe, og derefter mistænksomt på mig.
   -- Stress, stress! forklarede jeg forberedt og pegede på Uffe. -- Han fik et ildebefindende og faldt pludselig om! Han skal bare hjem og have ro!
   Sammen med de to skulende mænd fik jeg båret Uffe ud af kontoret og hen i elevatoren. Vi nåede til sidst ud på P-pladsen, hvor vi sammen fik presset Uffe ind i bagagerummet på min Kadett.
   Jeg startede motoren, rullede vinduet ned og takkede Marens to kollegaer for hjælpen. Så vinkede jeg farvel til Maren, som til svar nikkede kort.
   Jeg kunne høre at Uffe var begyndt at grynte omme i bagagerummet, så jeg trampede hårdt på speederen og fløj med et ryk gennem gaderne, så jeg kunne komme hjem til firmaet med ham i en fart.

Aksel havde åbenbart set os ankomme, for han stod udenfor og ventede, da vi kørte ind på vores P-plads.
   Jeg steg ud af bilen og fortalte hurtigt Aksel alt, hvad der var hændt. Bagefter var Aksels ansigt som forstenet. -- Har du ledt overalt efter det svin?!!
   -- Jeg forsøgte virkelig, Aksel, svarede jeg træt. -- Jeg gennemsøgte hver en flække! Jeg tror han gemmer sig for os!
   Aksel kaldte på Ole, og sammen fik vi båret Uffe ind i kontoret, hvor vi lagde ham på den gamle sofa i hjørnet.
   Vreden trængte så voldsomt frem i Aksel, at han måtte gå ud i køkkenrummet. -- Jeg laver noget mad! sagde han vredt.
   Jeg fulgte efter ham ud til køkkenbordet. Vi sad længe og talte sammen over kaffe og pandekager. Vi havde alle brug for lindring og ro. Dagene havde været voldsomt stressede, men lige nu virkede det heldigvis som om, der langsomt var ved at skabes en situation og stemning, hvor vi ikke behøvede være på konstant vagt over for chok.
   Med ét vibrerede luften pludselig af et øredøvende skrig. Vi væltede i forskrækkelse bordet med kaffen og pandekagerne, så jeg ramte op i næsen med min gaffel, og Aksel og Ole knaldede hovederne sammen, da sprang op.
   Vi alle skreg i smerte, men skriget inde fra kontoret fortsatte blot og overdøvede os alle tre. Chokerede vaklede vi derind.
   Det voldsomme skrigeri kom fra Uffe. Han var vågnet op i sofaen. -- Min fod er brækket! hylede han rød i hovedet. Sveden piblede frem overalt i hans ansigt, og smerten stod ham ud af øjnene.
   Jeg åndede lettet op, trods alt. -- Det tror man altid, Uffe. I virkeligheden er den bare forstuvet. Jeg har selv prøvet det.

Overlægen trådte ind i det overfyldte venteværelse. Jeg kiggede nervøst op på ham. Hjemme på kontoret var Uffe fortsat med at skrige, så til sidst havde vi kørt ham på hospitalet. Nu havde Uffe imidlertid været i behandling over en time, og jeg var begyndt at blive lidt nervøs. Kontanters Klang havde trods alt temmelig travlt i denne tid. Aksel og Ole var kørt tilbage til arbejdet, mens jeg var blevet for at tage Uffe med.
   -- Foden er brækket, meddelte overlægen kort og forsvandt igen.
   Jeg sprang forskrækket op, blev stående på stedet og kunne hverken handle eller tænke. Ville vores travle firma klare en sygeperiode med kun tre mand??
   Gennem mange minutter stod jeg som forstenet i venteværelset og tænkte, da jeg en høj, grov hosten pludselig vækkede mig.
   Jeg vendte mig forvirret, og hele mit hoved blev til et spørgsmålstegn.
   -- Kommissær Knold? udbrød jeg.
   Knold gryntede: -- Jeg kommer lige fra din virksomhed. Dine to kollegaer har fortalt mig alt om slagsmålet mellem Hasse Krimm og Uffe Rolfdal Buk.
   Jeg så mig beklemt om i venteværelset. Det var musestille og fuld af mennesker, som nysgerrigt lyttede med.
   -- Ja, det er noget værre rod, brølede betjenten og kradsede sig i sit store skæg. -- Jeg må vide ALT om jeres rivaliserende firmaer, Kontanters Klang og Klingende Mønt, nu!
   Jeg ønskede mig langt væk og forsøgte at gøre mig så lille som en mus. -- Kunne vi ikke snakke et andet sted? hviskede jeg til ham.

Køerne var både tykke og lange, og børnenes råb øredøvende, da kommissær Knold og jeg få minutter senere trådte ind hos McDonald's, der ganske belejligt havde en restaurant lige ved hospitalet. En halv time senere fik vi bestilt vores burgere, hvorefter vi fandt et ledigt bord ved legepladsen.
   Jeg fortalte tungt og trist om forholdet imellem Kontanters Klang og Klingende Mønt og kunne have fortsat længe om dette håbløst fjendtlige forhold, men Knold blev imidlertid stadigt mere utålmodig. -- Er der noget du gerne vil fortælle mig? spurgte jeg undrende.
   -- Det kan du fanden gale mig tro der er, sagde Knold. -- Min gode gamle chef gennem 40 år, Walther Koch, besøgte i aftes Casino Bingo i Storstrup. Han tabte en hulens masse penge og bemærkede i den forbindelse en flok skumle mænd ved bordenden, hvoraf han genkendte flere repræsentanter fra Gertsen Global! Kommissær Knold tog sig eftertænksomt til hagen. -- Og med i dette selskab var brødrene Krimm.
   Mit hjerte gav et hop. -- Brødrene Krimm??
   -- Ja, de to klaphatte fra TV-reklamerne.
   Jeg tænkte så det knagede, og Knold gættede mine tanker. -- Lad være at opsøge Krimm brødrene på egen hånd, hvis de er blevet optaget i Gertsen! advarede han. -- Du må benytte dig af al den hjælp, du overhovedet kan skrabe sammen. Lad mig i den forbindelse sige, at min chef faktisk har talt med Oskar Mortensen, som er leder af Rigspolitiets Rejseafdeling, blandt befolkningen også kaldet "Rejseholdet". Et lille skarpsindigt hold detektiver i absolut særklasse, som nu gudskelov er blevet genskabt. De tager sig netop af sager som denne her!
   Jeg fandt nu tiden inde til en tilståelse. Jeg fortalte Knold, at jeg faktisk ikke havde nogen grund til at tro, at brødrene Krimm havde noget som helst med nogen hacker-angreb at gøre. Jeg sluttede lidt rørt: -- Jeg er frygtelig ked af, at jeg fremstillede det sådan, hr. kommissær Knold. Vi gjorde det bare for at pudse dig på dem! Jeg undskylder virkelig!
   Steen Knold gloede uforstående på mig. -- Vil du høre hvad inspektør Oskar Mortensen fortalte mig?
   -- Åh ja, svarede jeg lettet.
   -- Mortensen vil sammen med sit detektivkorps være i byen i morgen. Jeg kontakter dem. Vil du med?
   -- Ja, det kan du da tro, udbrød jeg lettet og forbavset.
   -- Men det bliver en hård kamp! advarede han. -- Og jeg ved ikke hvor længe den vil vare! Men syv kloge hoveder ekstra tænker trods alt bedre end mit kloge hoved alene. Vi skal nok få fat i de lømler!
   -- Jeg tager med! slog jeg fast.
   En gummibold kom i det samme susende og ramte min næse. -- Uff!
   -- All right, så mødes vi hér i morgen tidlig, fastslog Knold og kylede gummibolden hårdt tilbage imod de legende børn.
   -- Hvad tid?
   -- Syv!