Jeg lo. Rygtet om mine fyldte kufferter ville snart nå Krimm brødrene, for gæsterne i restauranten ville uden tvivl snakke løs. Nu var der blot tilbage at vente på, at gribbene kom og åd min lokkemad.
   Jeg sprang op i lastvognen og fortsatte ned ad Alex Brask Thomsens Allé, indtil jeg nåede McDonald's. Stolt som en sejrrig konge stavrede jeg ind og kiggede på køerne. Jeg valgte den korteste.
   -- Herren ønsker? lød det fra ekspedienten, da jeg en time senere nåede frem til skranken.
   -- En Big Max, beordrede jeg.
   -- En Big Max, skreg ekspedienten til folkene i køkkenet.
   -- Og en lille tjeneste, tilføjede jeg.
   -- En hvad?? spurgte ekspedienten forundret.
   -- En tjeneste. Jeg får brug for sådan én. Jeg tror nemlig at her i løbet af meget kort tid kommer et par lømler og vil stjæle min lastvogn! Jeg grinte, da jeg bemærkede det foruroligede udtryk i ekspedientens øjne. -- Dér kommer vi til tjenesten! fortsatte jeg frejdigt. -- Kunne jeg få lov at holde øje med lastvognen herfra McDonald's?
   Jeg kunne se, at ekspedienten ikke var glad ved situationen. -- Risikerer vi ballade herinde? spurgte han, og selvom jeg benægtede på det bestemteste, var ekspedienten stadig ikke tryg. -- Jeg må tale med driftslederen.
   Nej! tænkte jeg desperat. Men pludselig fik jeg en idé. Jeg lagde kufferten med kontanterne op på disken og åbnede den lidt på klem. -- Hvis du er stille, så er jeg gavmild, hviskede jeg slesk og blinkede indforstået til ekspedienten.
   Ekspedienten spærrede øjnene op på vid gab. -- Du godeste gud! hviskede han hæst, -- det er en aftale! Han skyndte sig ud i køkkenet og kom snart tilbage, forsigtigt bærende på den største burger, jeg nogensinde har set.
   -- Jeg håber De finder den velsmagende, sagde han indsmigrende.
   -- Det gør jeg nok, svarede jeg veltilfreds.
   Ekspedienten guidede mig høfligt hen til vinduet mod P-pladsen. Alle bordene hér var optaget, men myndigt hundsede han en familie væk fra deres bord, under henvisning til nye regler om hensyn til enlige.
   Jeg satte mig tilfreds. Når jeg drejede hovedet lidt, kunne jeg se lastvognen derude, og man ville ikke bemærke mig derude fra.
   Tre af familiens halvspiste burgere lå stadig på bordet. Jeg var sulten og skyndte mig at spise dem før servitricen kom. Jeg slog mig på maven og bøvsede lidt. Bestilte cola.
   Jeg fandt ud af hvad folk mente, når de snakkede om at tiden sneglede sig afsted. Jeg blev træt af at sidde og bare glo. Jeg rejste mig nogle gange og klemte mig rundt om stolen. Jeg bestilte en Big Max mere. Jeg tjekkede min telefon. Jeg pillede næse. Denne ventetid var det værste af det hele!

Klokken ti om aftenen fik jeg imidlertid en mærkelig, højst uventet overraskelse. Kriminalkommissær Knold trådte pludselig ind i restauranten og spejdede rundt blandt kunderne. Han fik øje på mig ved vinduet. -- Ah dér! råbte han højt. -- Tomsen!
   -- Knold? gispede jeg forvirret.
   Med venstre fod i gips marcherede Knold hastigt over til mig. -- Du får brug for hjælp, unge mand!
   Dette var præcis, hvad jeg frygtede. En bjørnetjeneste fra kommissær Knold kunne smadre hele min plan. -- Tusind tusind tak, hr. kommissær, men jeg klarer denne lille opgave fint alene. Hold du bare fri fra tjeneste. Det har du fuldt ud fortjent, min ven.
   -- Ikke tale om! brølede Knold. -- Det går aldrig godt, hr. Tomsen. Jeg var tilfældigt inde i Tage Ejes Antik, hvor indehaveren helt af sig selv fortalte mig om dit foretagende med de kufferter! Ud fra dét kunne jeg jo hurtigt gætte, hvad din plan var: At lokke Krimm brødrene til ådslet! Men du ser frygtelig søvnig ud, min dreng! Lad hellere mig holde øje med lastvognen, så snupper du dig en lur. McDonalds har døgnåbent. Jeg vækker dig, hvis banditterne dukker op!
   Jeg blev helt rørt over Knolds tilbud. -- Hvad med dig selv? spurgte jeg betænksomt. -- Du ser også frygtelig træt ud.
   -- Når du engang vågner, så kan jeg tage en lur, svarede Knold beslutsomt. -- Så kan vi skiftes ad.
   Manden var jo genial, tænkte jeg. Havde jeg selv skullet klare det hele, og det trak ud, så ville jeg garanteret komme til at slumre, og så risikerede jeg at de kom og stjal lastvognen, imens jeg sov!
   -- Tusind tak, Knold! udbrød jeg lettet og glad. Jeg følte mig ærligt talt også søvnig. -- Jeg lukker bare øjnene et halvt minuts tid...
   Knap havde jeg lukket øjnene, før jeg forbavset slog dem op igen. For i samme sekund gik McDonalds' dør op med et smæld, og Maren, min elskede kone, stod pludselig i restauranten. I hånden havde hun en kæmpe madkurv. Hun lignede en engel.
   -- Maren! Jeg sprang op og ville kysse hende, men snublede så lang jeg var over Knolds gipsbelagte ben.
   Maren lo en varm, hjertelig latter, hilste elskværdigt på kommissær Knold og rakte mig kurven. -- Jeg tror at denne gode fugl vil kunne vække dine slumrende livsånder, lille Max.
   Jeg tog dugen af kurven, og mine øjne blev så store som tallerkener, da jeg opdagede den skønne kylling. -- Til mig!? udbrød jeg begejstret.
   Maren nikkede kærligt.
   Henrykket greb jeg fat om kyllingen og åbnede munden. Jeg lukkede samtidigt øjnene og ville bide sammen, da jeg i næste øjeblik mærkede Knolds grove hånd, som kraftigt ruskede i mine skuldre. -- Vågn op, Tomsen! Du drømmer, for fanden!
   Jeg så mig forvildet omkring. Hvor i alverden var jeg henne? Jeg havde åbenbart sovet tungt som en sten ved bordet.
   -- Hvad søren er klokken nu? spurgte jeg forvirret.
   -- Tre om natten, hviskede Knold kort. -- Og der kommer lige nu tre skumle mænd gående i retning mod din lastvogn!
   Jeg blev med ét lysvågen. Jeg gned søvnen ud af øjnene og skimtede rigtigt nok tre mørke skikkelser luske mistænksomt hen ad P-pladsen. Og de havde kurs direkte mod min lastvogn!
   Kommissær Knold kunne ikke genkende personerne, men jeg var helt sikker: Brødrene Krimm! Og den tredje mand var spekulanten Arne Pedro Møller!
   Jeg maste resten af min Big Max i munden og mumlede heftigt: -- Det er dem, Knold! Så er det nu!
   Kommissæren var allerede på benene. -- Jeg snupper dem fra den modsatte side, Tomsen! Så har vi dem!
   -- Perfekt, mand! Vi ses om lidt, Knold.
   Henne ved indgangen smækkede vi døren op og løb som aftalt i hver sin retning.
   Tågen lå tæt over P-pladsen, og de tre mørke skikkelser var nu næsten helt henne ved lastvognen.
   Situationens alvor taget i betragtning var det faktisk utroligt, så sikker jeg følte mig indvendigt, og så lysende klart jeg tænkte! Ventetiden og anspændelsens tid var ovre nu!
   Jeg nærmede mig nu hastigt lastbilen og de tre skikkelser fra venstre, og om et øjeblik ville Knold dukke op fra højre.
   -- Så er spillet ude, Hasse! råbte jeg, idet jeg nåede frem.
   Alle tre skikkelser standsede forbløffet op og kiggede på mig. Jeg kunne ane hvilket chok mit bagholdsangreb måtte være for dem.
   -- Jeg har en ting eller to at fortælle dig, makker! råbte jeg hårdt og nådeløst. -- Interessante ting!
   -- Nå, det er bare dig, lille Max, haha. Lad os få de kufferter ned, råbte han grådigt til sine to medsammensvorne, og i næste sekund var de alle tre nået hen til lastvognen.
   Jeg ville stoppe dem, men i det samme fik jeg en anden idé. -- Lad dem bare, hehe! tænkte jeg skadefro og forestillede mig deres måbende ansigter, når de engang fik kufferterne åbnet. Ha!
   Jeg iagttog deres griskhed med et skævt smil, mens de læssede kufferter ned, men i næste nu stivnede jeg. Det var trods alt temmelig mange penge, jeg havde betalt Tage Eje for disse 20 kufferter. -- Lad dem ligge! skreg jeg og styrtede panisk frem mod lastvognen.
   -- Smut hjem og vug, lille Max, svarede Hasse mig uanfægtet. At jeg med voldsom fart nærmede mig lastvognen, anede han intet om, eftersom han stod med ryggen til mig. Hans to grådige hænder greb fat om hver sin kuffert og ville kaste dem ned, men videre kom han ikke. Jeg slog ham simpelthen så hårdt over skinnebenet med min medbragte cola, at han skrigende faldt ned fra lastvognen og bankede hovedet imod bilen ved siden af.
   -- Hasse! råbte Kurt forskrækket.
   -- Opgiv, Kurt! advarede jeg koldt. -- Det går dig ligesom Hasse!
   Men tåben Kurt hørte ikke efter. Han tog frådende fat i en kuffert og løftede den op for at smide den efter mig. Heldigvis var jeg forberedt som en smidig kat og flyttede mig lynhurtigt. Kufferten ramte i stedet asfalten, hvor den åbnedes og reklamerne i hundredvis væltede ud!
   Kurt stirrede et øjeblik vantro på dette syn. Så rystede han benægtende på hovedet, trådte et skridt bagud, men faldt derved ud over ladets kant og røg selv ned på asfalten, hvor han landede hårdt på ballerne og albuen. -- Av av av av av! skreg han vildt.
   Møllers øjne stod bogstavelig talt på stilke. Han var nærmest i chok. Dette kaos var sket alt for hurtigt, til at han kunne fatte det.
   Jeg løftede atter min flaske truende op. -- Vil du gøre Hasse og Kurt følgeskab?!! skreg jeg skummende af vrede.
   Møller så på mit rasende ansigt og skælvede af frygt. -- N-nej tak, skån mig, skån mig! fremstammede han.
   -- Hænderne op og bukserne ned! beordrede jeg.
   Møller så uforstående på mig.
   -- Hænderne op OG bukserne ned! gentog jeg barskt.
   Møller trak flovt sine bukser ned om fødderne og rakte hænderne i vejret. -- Hvad fanden er du u-ude på? peb han.
   -- Overgive dig til ordensmagten! sagde jeg resolut. -- De har garanteret så mange anklagepunkter mod dig, at de kan beholde dig til evig tid! Sammen med disse to slyngler dér!
   Pludselig hørtes hjulspænd, og jeg kiggede mig forbavset om. En blankpoleret BMW fejede med rasende fart hen over P-pladsen. Jeg kunne ikke se føreren, men en lille lys stemme lød inde fra bilen: -- Du har slået Hasse ihjel! Du har slået Hasse ihjel! Du skal dø!!!
   Hårene rejste sig på hovedbunden af mig. Det var Angela! Jeg forsøgte at råbe hende til fornuft, men larmen fra motoren overdøvede mig fuldstændigt, og køretøjet strøg fremad mod mig med hæsblæsende fart!
   Angela drønede fremad i vild ophidselse. Ved ren og skær held ramte hun forbi mig, så kun bilens lufttryk strejfede mig, dog alligevel så kraftigt at hele min krop af rædselschok slyngedes voldsomt til side.
   Jeg ramte lastvognen, faldt forlæns og tabte colaen. Jeg kom på benene igen, men skvattede over en kuffert. Alting blev uklart for mine øjne, og jeg følte smerte i mit skinneben.
   Angela var drønet forbi, men drejede nu omkring og accelererede påny i retning mod mig!
   Gispende forsøgte jeg at kravle i sikkerhed om bag lastvognen. Jeg skimtede lige Angelas grådopløste ansigt, og indså klart at intet i verden kunne stanse dette pigebarn. Enten bragede hun frontalt ind i mig, eller også kørte hun ind i lastvognen, hvorved vi alle måske røg i luften!
   -- Angela! hulkede jeg. -- Brug dog din forstand. Jeg har ikke...
   Mere fik jeg ikke sagt, for i mellemtiden havde Angela trådt speederen helt i bund og fløj med en frygtelig hast lige mod mig! Jeg indså hurtigt at hun umuligt kunne høre mig, og at hun alligevel kun havde ét i tankerne: At hævne Hasse!
   Jeg prøvede at kravle væk, men kunne ikke. Jeg snublede og skred og faldt i dynger af reklamer, og det sortnede for mine øjne.
   Bedende en sidste bøn og blændet af bilens skarpe lys greb jeg tilfældigt fat i et reklameblad og kastede det afmægtigt imod det fremstormende køretøj, men alt var omsonst. I næste nu sank mørket ned over mig som et kulsort tæppe. Jeg nåede lige at høre et skingert, højt skrig fra et fjernt, mystisk univers. Så blev alt sort.
   Bang!