Jeg kørte ind på vor parkeringsplads, hoppede ud af bilen, låste døren, skubbede kasketten om i nakken og begav mig over P-pladsen i retning af vores kontor, men pludselig standsede jeg brat op. Henne ved indgangen stod politimanden fra dagen før og bankede igen på døren! Jeg ville tilbage i bilen, men nåede det ikke. Han havde set mig og vinkede voldsomt.
   Jeg sukkede og vandrede hen til ham. Jeg havde ikke spor lyst til at snakke med politiet igen. Det var kun en dag siden første besøg, og jeg regnede med, det stadig var om Uffe.
   -- Hejsa, sagde jeg påtaget positivt. -- Er det angående Uffe? Jeg kunne ikke skjule uroen i min stemme. Hele aftenen forinden havde jeg spekuleret over Uffes alt for iltre temperament, og jeg mente at det før eller siden måtte ende galt.

-- Hvad fanden vil han nu? spurgte Aksel, da vi nåede ind i køkkenet, hvor han og Ole holdt kaffepause.
   -- Hør nu, Aksel, sagde jeg skarpt. -- Vi kan ikke bebrejde politiet. De gør jo bare, hvad de får besked på.
   -- Ja ja, okay da, svarede Aksel træt og nikkede til betjenten. -- En kop kaffe?
   -- Ja, en enkelt er nok, gryntede kommissæren og placerede sin politihat på køkkenbordet. Han satte sig tungt ved bordenden. -- Hold da kæft. Denne gang er det store sager. Nu er vi også i politiet blevet angrebet med hackervirus! Det skete i går, hos PET. Det var nær endt i ren katastrofe!
   Han bemærkede vores skeptiske hoveder. -- Jeg har det direkte fra politimesteren! Prøv ikke at fortælle mig, at det er løgn!
   Det lød som om Aksel var ved at kvæles, da han forsøgte at svare: -- Kommer du igen og anklager Uffe?!
   Politimanden så forbavset på ham. -- Uffe? Jeg anklager ikke nogen, ikke endnu i hvert fald. Men jeg vil forbandet gerne stille jer et par spørgsmål. Jeg vil meget gerne vide, hvornår I sidst har set brødrene Krimm?
   -- Brødrene Krimm?
   -- Ja! svarede Steen Knold bestemt. -- Som sagt, jeg anklager ingen, men alle muligheder må overvejes, og hvad I fortalte mig forleden, fik mig til at tænke over sagerne!
   Jeg frydede mig ærligt talt over betjentens mistanke på Hasse og Kurt og svarede: -- Vi snakkede med dem i mandags. Det drejede sig om denne her dumme gæld vi har..
   -- Hvad bygger du egentlig din mistanke på, om jeg må spørge? spurgte Aksel.
   -- Ikke så meget endnu, indrømmede Knold, -- andet end hvad I fortalte mig. Min chef siger jeg er gal.
   Aksel stirrede gudfrygtig på manden. Tænk hvis denne godtroende tosse af en strisser kunne pudses direkte i flæsket på Krimm brødrene! Han fremsagde højtideligt: -- Jeg tror bestemt du har fat i noget, Hr. Brødrene har aldrig ligefrem været uskyldige børn, så derfor er din mistanke afgjort en mulighed, man bør overveje og efterforske nøje, som jeg ser det!
   Kommissær Knold rystede på hovedet. -- Så tæt på opklaringen er jeg desværre ikke. Jeg véd bare at disse to brødre er suspekte typer. Samt at de interesserer sig for virusser. Han kløede sig i nakken. -- Mere har jeg sådan set ikke.
   Jeg fangede Aksels idé og sagde: -- Men det er dog noget! Typer der begår SÅ grove forbrydelser, findes der ikke mange af.
   Politimanden så skeptisk over på mig. -- Jeg skulle nu ellers mene, at der findes mange mistænksomme typer alle mulige stder i landet.
   Jeg stod fast. -- Næppe mange i samme grad som brødrene Krimm. De er simpelthen i en kategori for sig!
   -- Hmm, jeg må godt nok indrømme at det begynder at se forbandet mistænksomt ud, sagde han lavt. -- Først angrebet på Konkurrencestyrelsen, og nu Gud hjælpe mig på PET. Han tilføjede eftertænksomt: -- Jeg aner selvfølgelig ikke, om brødrene Krimm overhovedet er involveret i sagen. Min chef siger jeg har arresteret for mange tilfældige i tidens løb, men det afholder jo ikke en fra at bruge sin intuation, vel!
   -- Nej, og selvom brødrene skulle nægte, er der jo stadig den mulighed, at de faktisk alligevel har gjort det.
   Kriminalkommissæren så et øjeblik på mig, så lyste han pludselig op i hele ansigtet. -- Dér siger du jo faktisk noget! udbrød han begejstret, og før nogen af os nåede at sige mere, var han ude af døren.
   -- Dér sagde du jo faktisk noget! sagde Aksel med et undertrykt grin. Han var kommet til at se mindst 10 år yngre i løbet af den korte tid betjenten havde været på besøg. -- Jeg troede godt nok ikke, sagde han klukkende, -- at de kære Krimm brødre ville slå ind på dét spor, hahaha!
   -- Nej, men ingen af os har jo nogensinde vidst, hvad der foregår oppe i deres skæve hoveder, indvendte jeg med høj latter.
   Aksel spyttede sin kaffe ud i et stort grin. -- Den panser bliver en sand pestilens for de to, haha!
   Vi lo højt og længe, for oven på vores utallige bekymringer havde vi alle brug for et forløsende grin.
   Kort efter fik Aksel dog et tænksomt udtryk i sit hoved. -- Nu, vi taler om hackere, sagde han stille, -- kender I så ham "Dullen"?
   -- Kun rygterne, sagde Ole. Han var kommet tilbage i køkkenet efter at have arbejdet ved computeren, imens vi snakkede. Han er nok i virkeligheden vores firmas eneste funktionsdygtige motor.
   Imidlertid var mit ansigt blevet mørkt ved at høre Dullens navn. -- Du kan du bande på jeg kender ham, mumlede jeg ærgerlig. -- Jeg kender den skid personligt. Hvalpen solgte mig sidste år otte crackede programmer og påstod alt var i fineste orden! Han skylder mig stadig alle mine penge tilbage!
   -- Hvor meget betalte du?
   -- Alt for meget!
   -- Hvorfor opsøger du ham ikke bare? spurgte Ole.
   -- Det gør jeg sgu også, allerede nu i dag! Folk skal ikke bare løbe fra deres gæld!
   -- Jeg tager med dig, Max! lød en velkendt stemme. Vi vendte os forbløffet og fik øje på Uffe, der ligeså ubemærket var kommet tilbage. -- Hvis du ellers gør holdt ved Reklameland. Jeg må se Angela!

Skyerne trak op i horisonten da Uffe og jeg 10 minutter efter kørte mod Reklameland. -- Jeg giver pokker i brødrenes opkrævnings-metoder! sagde jeg med eftertryk. -- Men de pønser på at ruinere Kontanters Klang, og jeg har jævnligt mareridt om det. Jeg ville med glæde give dem begge en gedigen omgang klø for alle de bekymringer, de volder os!
   Uffe nikkede enigt. Det samme ville han. Han ville tilføje nogle detaljer, men kom pludselig i tanke om et spørgsmål. -- Hvad mener du om kommissær Knolds teori? spurgte han ivrigt. -- Tænk hvis nu brødrene står bag de hacker-angreb!
   -- Absurd teori, Uffe, afslog jeg. -- Hasse og Kurt er jo amatører i alt, hvad de foretager sig.
   Efter en time i tæt trafik gjorde vi holdt ved Reklameland, hvor Uffe steg ud af bilen. -- Du skal ikke gå med op, Max. Hun trænger til mig privat, tror jeg.
   -- Så tager jeg over til Dullen så længe, sagde jeg forstående. Jeg lo indvendigt. Uffe savnede vist rigtignok Angela. -- Smut du bare. Jeg henter dig klokken to.
   Folkeskolen som jeg havde aftalt med Dullen at mødes ved, var flere steder faldet sammen, men jeg følte mig alligevel ved godt mod. Jeg havde i min besked til ham givet mig ud for at være en ny kunde, ikke et ord om min sande hensigt, nemlig langt om længe at opkræve mine penge!
   Jeg kløede mig i nakken, imens jeg ventede. Dullen skulle sidde efter til klokken halv to denne dag, og jeg anede ikke hvad jeg skulle lave så længe. Jeg tog min medbragte hamburger frem og begyndte at æde.
   Endelig ringede klokken, og en blandet flok elever kom væltende ud, hvoraf Dullen måtte være den sidste af dem. Jeg genkendte ham hurtigt, for hans hår var stadig fedtet som en klump slim.
   Jeg sprang ud af bilen og piftede højt.
   Dullen så dovent og uinteresseret på mig.
   -- Du kender mig! råbte jeg aggressivt og højt. -- Mit navn er Tomsen! Max B. Tomsen!
   Drengen nikkede modvilligt. -- Okay?
   -- Du skylder mig penge! Mange penge, sønneke!
   Dullen gloede åndsfraværende på mig. Så rystede han afvisende på hovedet. -- Det mindes jeg ikke, mister.
   -- Men det gør jeg til gengæld! knurrede jeg. -- Du solgte mig pirat-kopier!
   -- Har du bevis på det?
   Jeg kunne mærke vreden vokse i hver en muskel jeg havde, og i næste nu sprang jeg ufrivilligt frem og greb vredt fat i drengens krave. Jeg klemte så hårdt til, at alle mine knoer blev helt blå.
   Dullen rallede og prøvede med sine blege, spinkle hænder desperat at løsne mit jerngreb, men ganske uden virkning. -- Rrrrrrr, gispede han.
   -- Kom med mine penge! krævede jeg grådkvalt. -- Giv mig dem, eller jeg skal klemme dem ud af dig!
   -- Rrrrrrrr, stønnede Dullen.
   Jeg kunne se, at mine anstrengelser ikke førte nogen vegne. Jeg kunne kvæle ham til døde, uden at jeg ville få noget. Jeg skubbede ham opgivende fra mig, men skubbet var dog kraftigt nok til, at knægten røg bagover og klirrede en reklamesøjle.
   -- Av! jamrede Dullen.
   Jeg stirrede stærkt forarget på ham og rystede så på hovedet. Derpå vendte jeg mig og vadede tilbage mod bilen. Jeg ønskede mig inderligt, at knægten ville sige et eller andet provokerende, så jeg havde et påskud til at give ham hvad han fortjente, men til min ærgrelse sagde han ikke et muk.
   Jeg smækkede bildøren hårdt i og sad lidt og tænkte, før jeg startede motoren. Så rullede jeg vinduet ned og råbte: -- Grådige pengegriske møgunge!
   -- Fede fjols, svarede Dullen svagt, men højt nok til at jeg mente at høre det. Jeg trampede ned i bremsen, men Dullen var allerede væk!
   Jeg blev faktisk mere og mere gal på ham, imens jeg kørte tilbage mod Reklameland. Jeg overhalede en politibil, kom til at tænke på kommissær Knold, og pludselig faldt en lys idé mig ind: Jeg ville antyde for kommissæren, at Krimm brødrene og Dullen måske havde talt sammen! At Dullen jo havde solgt programmer til Kontanters Klang, imens brødrene stadig var vores kollegaer. Dét ville med garanti sætte politimandens hjerne i omdrejninger! Ha!
   Jeg tog en slurk af min cola og parkerede bilen ved Reklamelands hovedindgang. Jeg håbede ved Gud, at Uffe havde haft det sjovere hos Angela, end jeg havde hos Dullen!