Rigspolitiets Rejseafdeling -- bestående af syv politimænd i mørke jakkesæt hvoraf den ene tydeligvis var chef -- stod tavst og ventede midt i McDonald's, da kriminalkommissær Knold og jeg næste morgen trådte derind.
   Knold præsenterede mig for chefen, Oskar Mortensen, en lille alvorlig mand med kraftigt overskæg. Jeg trykkede Mortensens hånd og Mortensen spurgte beredt: -- Max B. Tomsen?
   Jeg nikkede. -- Det er mig.
   -- Fra Kontanters Klang?
   -- Ja?
   -- Du har udarbejdet en teori om, at Klingende Mønt står bag hacker-angrebet mod PET?
   -- Øhh, en teori?
   -- Ja, det siger kommissær Knold, at du har.
   -- Nå aha, svarede jeg forvirret og gloede uforstående over på Knold.
   -- Kriminalbetjent Knold har været så venlig at informeret mig om dine vurderinger af Klingende Mønt og deres interesse for virus-programmer.
   Jeg kløede mig forlegent i nakken. Jeg følte pludselig en stærk moralsk pligt, nemlig dén at være ærlig over for ordensmagten: -- Øhm, vi overdrev vistnok en anelse, Aksel og jeg, da vi vurderede de to brødre! undskyldte jeg og lo forsigtigt.
   -- Hvad i alverden mener du? spurgte inspektør Mortensen skarpt.
   -- Æh ...vi aner faktisk ikke rigtigt noget om nogen hacker-angreb, indrømmede jeg flovt. -- Det var bare for æh ...sjov.
   Mortensen kneb øjnene sammen. -- En temmelig grov spøg, hva'?
   Jeg kiggede flovt ned på gulvet, men heldigvis kom Knold mig nu til undsætning. -- Kære kolleger! Sket er sket, og vi må videre! Hvad vi ved i øjeblikket, er at brødrene Krimm er blevet optaget i Gertsen Global. Nu skal vi bare fange de labaner!
   Oskar Mortensen fik ved disse ord et nervøst udtryk i ansigtet, og detektiverne så ligeså forskræmte på hinanden. De var taget afsted i den tro, at de skulle ud på en rutineopgave, og nu blev der pludselig talt om Gertsen Global!
   Kommissær Knold bemærkede ikke deres angst og fortsatte helt ufortrødent: -- Jeg ved tilfældigvis at repræsentanter fra Gertsen Global gerne bor i Storstrup, når de besøger disse kanter, så lad os tage derind nu! Afsted til løvens hule, folkens!

Storstrup var en lille aktiv by i hastig udvikling, med mange nye virksomheder og P-pladser, samt centralt beliggende ud til motorvejen.
   Knold og jeg - samt Rejseholdet med inspektør Mortensen i spidsen - holdt ind ved en tankstation oppe på en bakkehøj. Jeg kiggede overvældet ud over Storstrup, der var smukt beriget med butikscentre og omkranset af bilparker overalt, hvor man så.
   -- Vi får det forbandet svært, sagde Mortensen. -- Der er overvågning overalt, og Gertsen Global ejer det meste af Securitas!
   -- Tror du virkelig Krimm brødrene er i Storstrup sammen med repræsentanter for Gertsen? spurgte jeg nysgerrigt.
   Mortensen tog sig til hagen. -- Gertsen Global ejer det meste af Storstrup, så mon ikke der skulle være en chance, svarede han eftertænksom. --Men pas på! Disse Gertsen-folk advarer ingen først! Han steg ind i bilen, rullede vinduet ned og gjorde en bevægelse med armen. -- Så kører vi, gutter! råbte han. -- Hold for Guds skyld jeres øjne og ører åbne!
   Jeg indså umuligheden af vores opgave, allerede før vi var nået ind på den første P-plads. Pladsen lukkede sig klaustrofobisk om os, og stejle mure med kameraer rejste sig magtfuldt over os, så enhver passager kunne registreres. Jeg forsøgte febrilsk at dreje hovedet væk, men overalt var der kameraer, som fulgte os!
   Vi valgte at køre videre og stoppede i stedet hos McDonald's, hvor vi spiste aftensmad, og langsomt voksede frustrationen blandt os. Vi fandt hverken spor af brødrene eller af repræsentanterne, og da vi ikke turde sove på hoteller af frygt for overvågning, blev vi tvunget til at overnatte i vores kolde biler!
   Næste morgen surmulede vi alle, og efter en gang morgenmad i McDonald's fandt inspektør Mortensen tiden inde for en tilkendegivelse: -- Jeg nægter ganske enkelt at tro, at Gertsen Global er involveret i denne sag!
   Mortensen havde lyttet til sin intuition, og beviset på at denne var defekt, skulle snart komme. Vi befandt os oppe på 4. sal i Megasin, hvor man ligesom i resten af Storstrup fejrede byens årlige Jul i juli, da pludselig et Lucia-optog af syngende børn kom gående. Noget af Megasins' nye julesjov gik ud på, at dette optog skulle omringe en kunde, føre kunden ovenpå og "nisse" vedkommende. Det var hvert år et tilløbsstykke i Storstrup, for voksne såvel som børn.
   Uheldigvis ville tilfældet denne dag, at netop én af Rejseholdets detektiver, Detektiv Osvald Jørgensen, blev omringet. -- Hvad fanden sker her! brølede han forskrækket.
   -- Hvad fanden laver de børn? hviskede jeg bange til inspektør Mortensen.
   -- Aner det sgu ikke, bandede Mortensen tilbage. Han var tydeligvis nervøs. En situation som denne var helt ny for ham.
   Detektiv Jørgensen måtte passivt lade sig bortføre. Han kunne ikke gøre modstand uden at vække opmærksomhed, for blandt kunderne befandt sig også TV-folk. Han gloede forskræmt og spørgende efter sin chef, men før nogen af dem nåede at gøre noget, var Lucia-optoget og detektiv Jørgensen pist væk.
   Kommissær Knold, jeg, Mortensen og resten af detektivkorpset gik op på første sal, men alle spor af optoget var som forduftet nu.
   -- Lad som ingenting! råbte Mortensen, da nogle af detektiverne begyndte at kigge sig tydeligt bange omkring.
   -- Hvor blev optoget af?!! råbte én af dem.
   Jeg kunne hverken høre eller se noget, der mindede om et Lucia-optog, selvom jeg spejdede og lyttede i alle retninger.
   -- Dér, råbte Mortensen. -- Jeg så et glimt af Jørgensen!
   Vi så alle i retningen, men hørte blot et metalisk smæk. Men i det samme fik vi øje på en massiv ståldør, hvorpå det stod: MEGASINS VAGTCHEF.
   Vi stirrede alle forbløffede på den tykke, fængselsagtige dør.
   -- Stakkels hr. Jørgensen, fremstammede Mortensen.
   -- Skal vi hente ham ud derfra? spurgte jeg nervøst.
   Inspektør Mortensen rystede på hovedet. -- Jeg tror dette er en advarsel til statsmagten om at forsvinde! Næste gang bliver advarslen næppe så blid.
   Detektiverne så alle flovt ned i gulvet. Det var tydeligt, at ingen af dem ønskede at blive i Megasin længere.
   -- Hvis nogen af jer vil hjem, kan I tage afsted nu! sagde Mortensen hårdt.
   Mændene smugkiggede lidt rundt. Hvem turde mon takke ja først? Jeg regnede med, at hvis bare én af dem tog imod Mortensens tilbud, så ville de liste afsted én efter én.
   Kommissær Knold brød imidlertid deres pinlige tavshed. -- Folkens! Ingen af jer anede, at det var Gertsen Global vi jagede. Jeg forstår godt, hvis I vil hjem! Men hvis én af jer trækker sig tilbage nu, vil han med stor sikkerhed aldrig nå hjem!
   Enkelte af detektiverne begyndte nu at hulke svagt.
   Kommissær Knold fortsatte: -- Mortensen, du er den eneste som kender denne forbandede by. Efter alt at dømme er det eneste vi kan gøre at fortsætte sammen med dig!
   Mortensen kiggede hårdt spørgende på sine angste mænd, som alle nikkede flovt.
   -- Så fortsætter vi! sagde han beslutsomt. -- Men hold for himlens skyld øjnene åbne!
   Kun langsomt bevægede vi os fremad. Myldretiden var allerede begyndt igen, og folk masede hårdt på. Mortensen befalede at vi holdt hinanden i hånden, så vi udgjorde en lang kæde. På denne måde ville vi undgå at forsvinde fra hinanden. Jeg følte hvordan mine klamme håndflader mødte to andre klamme håndflader, men vi var nødt til det.
   Megasin var i mellemtiden blevet propfuld af mennesker, og mange små børn skreg løs. Mortensen masede sig frem mod rulletrappen og trak mig, Knold og detektiverne efter sig. Skrigende små børn havde altid gået ham frygteligt på nerverne, og i første omgang ville han bare væk fra dem. Heldigvis var der på 4. sal endnu ingen legetøjsafdeling og derfor kun sjældent mange børn.
   Men overraskelsen blev rent ud sagt modbydelig, for hele 3. sal vrimlede med netop små, larmende børn. Mortensen drejede bandende rundt på rulletrappen og prøvede desperat at presse sig imod strømmen, men manøvren var helt umulig. Trappen kørte nedad, og folk masede på samme vej.
   Kommissær Knold, mig og detektiverne holdt stadig sammen i vores lange kæde, og Mortensen styrede os nu målbevidst i retning af en anden rulletrappe. Men skæbnen ville noget andet, for blot 2 meter fra trappen snublede detektiv Børge Madsen, og da han var en stor mand på over 120 kilo, hev derfor i faldet alle os andre med sig!
   Luften genlød af vores skrig. De tilskadekomne prøvede at overdøve hinanden, og de uskadte af os skreg ligeså højt af angst for alt det ukendte vi potentielt ville blive udsat for! Selv inspektør Mortensens ansigt bevægede sig skiftevis i forfærdelse og chok. -- Min Gud! råbte han. -- Vi er fanget i en fælde! Se rulletrappen, nu kører den pludselig opad! Han pegede på rulletrappen, og med en rislende rædsel opdagede jeg, at den faktisk kørte opad nu!
   Hele Megasin var pludselig som et mareridt. Nogen jagtede os tydeligvis og ønskede tilsyneladende ikke, at vi slap levende ud! Jeg følte med rystende hænder, hvordan paranoiaen bredte sig blandt os, da pludselig en velkendt latter trængte gennem al støjen.
   Vi drejede vores hoveder vildt i alle retninger, men kunne ingen grinende ansigter se noget sted. I det samme stivnede Oskar Mortensen. Med munden på vid gab stod han bare og stirrede frem for sig. Hans øjne blev store, mens han forsøgte at holde balancen. Blodet forsvandt fra hans ansigt, og han tabte sin mobil.
   Jeg kiggede i samme retning som Mortensen og fik pludselig øje på dét Mortensen havde set: Megasins julemand?? Et øjeblik beroligedes jeg af synet. Var Mortensen bange for en julemand??
   Inspektør Mortensen drejede om og ville stikke af, men snublede i farten over en af detektiverne. Han prøvede at kravle væk, men i næste sekund var den store, kraftige julemand over ham og proppede ham brutalt ned i sin gavesæk! Jeg glemmer det aldrig! Bagefter forsvandt han i vrimlen med den sprællende sæk slæbende efter sig.
   Kommissær Knold havde modigt prøvet at komme Mortensen til undsætning, men hans fod sad fast mellem to klynkende betjente, der stadig lå sammenklumpet på gulvet. Kun et hurtigt greb i en standerlampe forhindrede ham i at falde forover. Jeg maste mig møjsommeligt hen til ham og strakte min arm frem mod ham.
   -- Hold fast, Knold!
   Beslutsomt sparkede jeg til den ene af detektiverne på gulvet. Han flyttedes kun en anelse, men dog tilstrækkeligt til at Knold kunne trække sin fod fri. Jeg var begyndt at tro, vi aldrig nogen sinde ville slippe ud af dette helvede!
   Vi nåede et forholdsvis bart stykke gulv i mylderet. Knold bed tænderne hårdt sammen af smerter i foden.
   -- Hold ud, Knold! stønnede jeg. Længere henne fik jeg øje på rulletrappen. Den kørte nedad som normalt nu.
   Kommissær Knold og jeg masede os frem til trappen, steg på den, og masede videre nedad. -- Vi klarer det, Knold! Ja, haha!
   Vi var næsten nået helt ned til stueetagen, da det utrolige skete: Rulletrappen begyndte at køre opad igen!
   Nu skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Folk var ligeså forvirrede og ramlede hulter til bulter ind i hinanden, mens de råbte løs. Knold vred om på sin dårlige fod.
   -- Gud, hjælp os! skreg jeg. Sveden haglede ned af mit ansigt. Vi endte igen oppe på 4. sal og blev mast tilbage imod det sted, hvor vi før var væltet omkuld. -- Arrh! udbrød Knold og faldt forover. Han var vredet om på sin dårlige fod igen og faldt nu ned på gulvet. Jeg hev ham hurtigt op i armen, men kommissæren udstødte et brøl og faldt forover igen.
   -- Det hjælper ikke, Max! Du må sgu bære mig! Kommissæren vejede mindst 100 kg, han måtte være bimlende skør. -- Det kan jeg umuligt, Knold! vrælede jeg. -- Jeg tilkalder en ambulance! Og politiet! Lynhurtigt hev jeg min telefon frem og trykkede 112, men til min skræk kom der ingen tone. Forbindelsen var brudt!
   Frygten for min skæbne fik nu for alvor fat i mig. Var vi lokket i et baghold?! Rystende af skræk maste jeg mig tilbage i retning af, hvor kommissær Knold lå. Han var vores eneste faste anker nu! Undervejs mødte jeg flere af detektiverne. Vi fulgtes brutalt ad hen til Knold, der stadig lå på gulvet og bandede på grund af sin fod.
   En af detektiverne udbrød angst: -- Kommissær Knold, hvad i himlens navn skal vi gøre??! Mortensen er væk!!!
   Ved denne kujonagtige fejhed midt i kampens hede blev Knold pludselig afsindigt gal. -- Finde Krimm brødrene, for fanden! Og Gertsen-folkene! De banditter er DYBT kriminelle! Er I små børn??
   -- Vil du have os alle ført i baghold?!! udbrød en anden. -- Vores chef Mortensen er bortført, mand!! Vi kan intet gøre nu! Lad os komme væk herfra!
   -- Kommissær Knold skal først bringes på skadestuen! indvendte jeg bestemt.
   -- Så skal det være nu!!!
   Sammen smurte vi hurtigt ærmerne op, og med kæmpe møje fik vi båret Knold gennem mylderet, indtil vi langt om længe nåede ud af Megasin. Her efterlod vi ham på fortorvet, da en ambulance jo alligevel snart måtte være her. Vi andre styrtede vi tilbage til vores biler. Alle havde ét i hovedet: At komme væk!!!