Kære kunde.

Hermed den fantastiske historie bag vort fascinerende firma, Kontanters Klang, fortalt efter hukommelsen af mig, kunderådgiver Max B. Tomsen.
   Kontanters Klang (KK) forhandler som bekendt moderne kasseapparater og har gennem nu fire år specialiseret sig i helhedsløsninger inden for detailhandlen. Vi håber med historien hér at kunne tilfredsstille folks voksende interesse for vores firma.
   Historien om Kontanters Klang går faktisk lang tid tilbage, men lad os for overblikkets skyld først lige hoppe tilbage til sommeren sidste år.
   Som mange nok husker, havde vi en fantastisk juni måned, og en af de første dage i måneden kørte jeg da også i herligt humør ind på vor lille parkeringsplads, hoppede ud og gav min Kadett et kærligt lille klap bagi.
   -- Se på den, nynnede jeg højt. -- Fuld af kraft og energi. Den ved også godt, vi snart bliver rige!
   Min kollega, Uffe Rolfdal Buk, der samtidig ankom i sin Audi, slukkede for bilradioen og mumlede trist: -- Jeg er glad for, at nogen tror på det!
   Ganske få ting skilte Uffe fra mig. Han var lidt yngre, men lignede mig meget, og vi havde det som kollegaer ganske fint.
   Jeg lo stadig. -- Op med optimismen, Uffe! Du lyder jo snart som Hasse og Kurt!
   Ak ja. Selv i Paradis er man ikke helt fri for slanger. Hasse og Kurt Lundegaard Krimm var to kyniske, selvglade mænd (og det er de for så vidt stadig, tør jeg godt sige). Det var dem alene, som lige nu gjorde Uffe arrig.
   Indtil for nylig havde disse to fupmagere været vores venner og kollegaer i firmaet, men under den årlige messe i Storstrupcenteret juni sidste år, hvor vi havde en stand med præsentation af vores kasseapparater, var alt desværre gået fuldstændigt galt. Hasse og Kurt Krimm havde med giftige bemærkninger tirret Uffe så meget og vedvarende, at vores fremvisning endte i slagsmål for øjnene af folk, heriblandt ulykkeligvis mange børn. Totalt uværdigt for os. Som mange vil vide, kom politiet efter noget tid og greb ind, og lad mig blot fastslå det nu: Den opførsel fra Hasses og Kurts side - deres provokation af Uffe Buk - var simpelthen dråben, som fik vort bæger til at flyde over. Vi fik nok!
   Kort fortalt: Næste morgen skiltes vores veje. Brødrene forlod uden varsel Kontanters Klang og startede kort efter deres eget firma, Klingende Mønt, som ja, - ganske rigtigt sælger kasseapparater ligesom os.
   -- Sig det ikke! svarede Uffe. -- Var jeg som de to banditter, gravede jeg mig ned i jorden af hensyn til alle omkring mig!
   Jeg lo hjerteskærende. -- Det ville vi værdsætte! kluklo jeg. Krimm brødrene var stadigvæk en forbandelse i vores firma. De var evig og altid tvære og konfliktsøgende. Hvor tit havde jeg ikke ønsket at banke bare en lille smule munterhed ind i de to lømler! Kun et par hundrede, tænkte jeg modvilligt.
   -- Hvor fanden gemmer de bæster sig for tiden? udbrød Uffe i det samme. -- For satan, hviskede han, -- er de mon ovre i Reklameland? Hans ansigt var pludselig blevet helt rødt.
   Jeg vidste hvad der nu var galt med Uffe. Hver gang han hørte at brødrene Krimm var i nærheden af reklamebureauet, Reklameland, gik han fuldstændigt ud af sit gode skind. Ak ja, den jalousi!
   -- Hør nu her, Uffe, sagde jeg påtaget rolig. -- Brug nu fornuften i stedet for følelserne. Lad os sige at brødrene er derovre. Dét behøver jo ikke betyde, at Hasse vil nærme sig Angela, vel?
   -- Jo, gu' vil han så! svarede Uffe hårdt. -- Han trasker op på hendes kontor hver gang!
   Jeg sukkede indvendigt. Der var vitterlig ikke noget værre i denne verden end jalousi. Det triste var bare, at Uffe havde ganske ret i sine bekymringer: Hasse var ALT for interesseret i Reklamelands nye elev, Angela Petit, og interessen var blot blevet endnu større, så snart han hørte om Uffes følelser for hende. Af ren og skær ondskab ville Hasse opsøge Angela, simpelthen bare for at såre Uffe og hidse ham op!
   Dette var Hasse og Kurt i en modbydelig nøddeskal. Hvis de opsnusede hvor inderligt en person ønskede sig noget, ja så ønskede de sig nøjagtigt den samme ting. Hverken mere eller mindre. En skønne dag, håbede jeg, måtte dette begær blive deres grav!
   -- Tag det nu roligt, Uffe. Du lader jo fantasien løbe af med dig! forsøgte jeg at berolige ham.
   -- Måske! brummede Uffe. -- Men jeg kender jo den satan! Jeg har sendt ham mindst 10 beskeder om, at han er yderst uvelkommen hos Angela, men har du nogensinde set ham -- eller hans forbandede hvalp af en lillebror -- tage imod et godt råd!
   Ak, dette måtte jeg desværre svare nej til. Brødrene Krimm følte ligefrem en slags pervers henrykkelse ved at krænke andres følelser. Alene Uffes besked til Hasse om at holde sig væk fra Angela, ville faktisk være nok til, at det stik modsatte ville ske!
   Noget ved denne sag bekymrede mig. Uffes advarsel til Hasse var fuldstændig nytteløs. Advarslen måtte komme direkte fra Angela selv, hvis det skulle virke. Hvis hun sagde til Hasse, at hun ikke mere ønskede at se ham, ja så ville han få noget at tænke over. Men ville hun mon det?
   Jeg tvivlede stærkt. Angela Petit var en køn lille pige, og hendes rastløse lille ungpigevæsen opsøgte konstant udfordringer. Ja, faktisk: Jo flere dumme mandfolk som viste interesse for hende, jo mere himmelrykt blev hun! Dette vovede jeg dog ikke at fortælle Uffe, for han anså Angela for at være det mest yndige og uskyldsrene på hele Guds grønne jord!
   Jeg sukkede ved tanken om de stormvarsler, jeg så for mit indre øje. -- Du gør dig unødvendige bekymringer, Uffe! løj jeg trøstende. -- Angela behøver jo bare at kigge på dig og så sammenligne dig med Hasse. Hun er da ikke så dum og blind, at hun ikke kan se forskel...
   Uffe følte sig ikke beroliget af mine ord. -- Jeg siger dig Max, brummede han vredt, -- hvis han opsøger hende igen, knækker jeg ganske enkelt nakken på ham!
   Jeg tog Uffe i armen. -- Lad os gå ind og få noget kaffe! sagde jeg beroligende. -- Og fedte gummerne!
   Sludrende nåede vi bygningen og gik indenfor. Der var ikke meget plads, når vi alle var her samtidigt. Aksel var i færd med at rode i vores nye computer, da vi kom ind. Han så sig over skulderen: -- Hvad fanden var I to oppe at skændes om? Jeg kunne høre jer derude!
   -- Vi skændtes ikke, sagde jeg afvægrende. -- Vi blev faktisk enige!
   Aksel Plovgardt Kram vendte sig fra computeren og humpede over i sofaen. Han var en gammel, bitter mand med mager krop og forblæst ansigt. Noget af det skyldes nok alder, men rynkerne i panden skyldtes hovedsageligt hans bekymringer over KKs regnskab.
   Han brummede lidt, mens han lagde højre hånd i en mindre smertefuld stilling. En dum lille museskade sidste år havde markant ændret hans liv. Efter utallige gange at have skrevet til Netdoktoren havde denne til sidst opgivende svaret: "Det er en forbandet alvorlig skade, Aksel. Den vil volde dig en fandens masse smerte fremover!" Og på dette punkt havde doktoren fået fuldstændigt ret.
   -- Hvad helvede ævlede I om! spurgte han os igen.
   Vi talte bare om, hvor "fantastisk" det går for firmaet, svarede Uffe tørt.
   Aksel studerede Uffes ansigt. -- Sikke muntre vi er i dag, hva'! Tror du da succes er noget, man får forærende!?
   Uffe stirrede mut ned i sin kaffekop. -- Det er det for mange, mumlede han mørkt. -- Bare se på Klingende Mønt!
   Aha!!! svarede Aksel hurtigt. -- Du vil altså stadigvæk tale om Hasse og Kurt! Nuvel ja, sandelig om de klarer sig beundringsværdigt! Lad os bare glemme deres totale mangel på troværdighed og deres hæmningsløse leflen for Gertsen Global!
   Jeg så ængsteligt på Aksel og Uffe. Nu da Gertsen Global også havde bredt sig til vores branche, var denne gigantiske koncern blevet et utåleligt emne i vores firma.
   -- Ønsker du måske at optages i Gertsen! spurgte Aksel skarpt Uffe. -- Og at score kassen, hva?! Måske endda blive personlig ven med selveste Hans Højhed, Dan Gertsen? Jeg siger dig Uffe, penge splitter folk ad! Det eneste der duer i en virksomhed som vores, er sammenhold! Se på Kirsten og mig! Vi har knoklet og knoklet og knoklet og mistet ALT, men alligevel har vi holdt sammen!
   Et øjeblik blev Aksels øjne helt melankolske. Sidste forår var hans kone gennem et halvt liv, Kirsten, faldet pladask for den skabning på kloden, han afskyede allermest af alle: Hasse Lundegaard Krimm! Utroskaben var sket midt under fejringen af KKs 1-års fødselsdag, og dagen efter havde hun forladt ham (og atter to dage efter blev hun selv forladt af Hasse, med den begrundelse at hun var alt for gammel til ham).
   En dejlig duft fra firmaets lille køkken blev stærkere, og jeg snuste sultent.
   -- Kogte hanrejer, snøftede Aksel.
   Pludselig kom jeg til at tænke på Angela Petit og hendes faste veninde, Maren Blomberg. Disse to piger var så forskellige som dag og nat. Det vidste jeg af egen erfaring, for Maren var (og er) min kone. Hun var (og er) ufattelig stærk og beslutsom. Måske har hun ikke Angelas påfaldende ydre, men alligevel foretrækker jeg Marens ydre. Den er langt mere bestemt, synes jeg.
   Angela, derimod, knævrede uafbrudt, og både Aksel og mig undrede os tit over, at Uffe kunne holde det ud. Men han tilbad hende åbenbart, og det skal han da have lov til.
   Aksel rejste sig, gik hen til gryden og stak lidt i rejerne. -- De bliver godt kogte i dag, sagde han.
   -- Hvad fanden er der galt? spurgte han nysgerrigt og så over på mig. Jeg var åbenbart ikke klar over, at jeg sad og smilede. -- Der er intet galt, Aksel, hahaha. Jeg kom bare til at tænkte på, hvor forskellige vi mennesker kan være, hahaha.
   -- Ja, det er utroligt Max, sagde Aksel.-- Se bare på dig og Uffe! Han rystede på hovedet. -- Den ene en glad gris, og den anden et surt løg!
   -- Du behøver jo ikke ligefrem hakke i det! protesterede Uffe. -- Mange gange er du fandme ikke selv for lystig!
   Jeg skulle lige til at sige noget, men vendte så hovedet og lyttede forbavset. En bil kom drønende ind på vores parkeringsplads udenfor. Det må være Ole! sagde jeg.
   Ole F. Clausen var vor fjerde mand i firmaet. Han var en fantastisk ørn til computere, men havde måttet bruge hele dagen i går på bryllup med konen. I dag ville han til gengæld komme så hurtigt, han overhovedet kunne.
   -- Vi skal også i gang med at knokle! Vi har drevet den af længe nok nu! sagde Aksel og tændte sin computer. Jeg tændte også min, men gloede forvirret, idet dørklokken pludselig kimede løs.
   Var det ikke Ole, vi havde hørt? Jeg gik hen og åbnede døren. Og jeg tabte min underkæbe i forfærdelse og chok.
   Brødrene Krimm! Begge to i egen hæslige skikkelse!
   Hasse vadede ubehøvlet og skødesløst ind, og hans lille sure lillebror, Kurt, fulgte lige i hælene. Jeg forsøgte at fremstamme en sætning, men måtte opgive.
   Ved første øjekast ville man tro, at brødrene Krimm var to alvorlige, men dog anstændige og høflige forretningsmænd. I vores firma vidste vi imidlertid bedre. Hasse Krimm var ganske enkelt bare ondskabsfuld, og det samme var hans fem måneder yngre bror, Kurt Krimm. De surmulede evig og altid, smilede stort set aldrig, og hvis det skete, kun modvilligt og tvært. Det eneste der rigtigt kunne gøre dem glade og få dem til at grine, var faktisk kun når andre græd og led.
   -- Nå, hvad laver børnene så? spurgte Kurt hånligt.
   Jeg ville svare, men Uffe standsede mig. Hans ansigt var blevet helt rødt igen. Blot synet af Hasse fik Uffe til at syde indeni af raseri. -- Hvad fanden vil I hér! drævede han ud mellem tænderne.
   Stuen blev helt stille. Kun computernes summen hørtes.
   -- Ja, hvad tror du, din tumpe! svarede Hasse arrigt. -- Vi vil ha' vores PENGE, tyksak!
   Uffe sprang rasende fremad mod Hasse, som hurtigt veg nogle skridt tilbage.
   -- Uffe! råbte jeg. -- Du glemmer, hvad vi har lovet hinanden!
   Modstræbende satte Uffe sig ned igen, men han rystede stadig af bare harme. Jeg var sikker på, dette ville ende galt. Så behersket og rolig jeg kunne, sagde jeg: -- Gode gamle kollegaer. Vær ikke bekymrede, I skal nok få jeres penge!
   Hasse og Kurt stirrede ondt og vurderende på mig. De blev altid let fornærmede og glemte aldrig en virkelig eller blot en selv-indbildt fornærmelse. -- Tro ikke vi mangler noget! Vi skal bare ha' vores penge! råbte Hasse vredt.
   -- I får skam jeres penge, bare rolig, forsikrede jeg hurtigt. Jeg håbede stadig de to kunne mildnes. -- Det var min fejl dengang! undskyldte jeg højt.
   -- NEJ gu' fandme, det var ikke din fejl, Max! råbte Uffe nu. -- Det er de to pengegriske svin dér! Det var deres egen dumme fejl!
   Jeg følte hvordan lokalet frøs til. Jeg ville sige noget beroligende igen, men endnu før jeg overhovedet nåede at tænke et ord, var alting pludselig kaos. Kurt Krimm var pludselig i gået løs på Uffe.
   -- Stop for helvede, I to! skreg Aksel, men inden han kunne stoppe dem, stødte de to kæmpende ind i bordet med vores nye, dyre computer, så maskinen et par sekunder stod og vippede faretruende på bordets kant. Alle undtagen Uffe og Kurt fulgte dens vippen frem og tilbage. Til sidst vippede den fra bordet og faldt på gulvet med et tungt brag.

Kurts og Uffes slåskamp stoppede brat. Alle stirrede vi chokerede på den knuste maskine.
   Jeg mærkede hvordan det strammede i mine næver. Hvor havde jeg dog lyst til at banke fornuft ind i de to! Men heldigvis fangede jeg advarslen i Aksels vanvittige blik og tvang mig selv til at slappe af.
   Aksel brød til sidst stilheden: -- I kommer begge to, Kurt og Uffe, til at betale for en ny! brølede han.
   -- Satans pis! brummede Kurt. Så bandede han igen nogle gange og fulgte efter sin storebror, der allerede var gået sin vej.

Computeren var gået fuldstændigt i stykker. Selv harddisken var beskadiget.
   -- Den er totalt smadret! hulkede Uffe. Tårerne trillede hjerteskærende ned ad hans kind.
   -- Hvad pokker var det, vi gav for den? spurgte Aksel.
   Jeg undlod at svare, af hensyn til Uffe.
   Aksel tænkte videre. -- Vi skal have en ny computer inden på mandag! Og Kurt, den lille lede orm, skal betale sin del!
   -- Men vi skylder dem jo 20 gange så mange penge, som den computer koster! indvendte jeg opgivende.
   -- Det må vi forhandle om! sagde Aksel hårdt. -- Jeg ringer til satanerne!
   -- Jeg myrder dem begge, hvis de kommer tilbage! skreg Uffe.

Brødrene kom tilbage klokken 18 om aftenen, netop som vi skulle til at spise. Vi blev tit i firmaet til om aftenen og fik lidt mad, især når vi havde travlt, eller konerne derhjemme havde familie på besøg.
   Jeg mente ærligt talt ikke, at Hasse og Kurt havde fortjent at spise med, men jeg tilbød dem alligevel lidt. Sådan var jeg nu engang opdraget, og de var trods alt vores gamle kollegaer.
   -- Er det nok, Hasse? spurgte jeg, da jeg havde fyldt dennes tallerken op.
   Hasse så undrende på mig, men mente dog ikke, at der var tale om en fornærmelse, og brummede så: -- Ja ok, nok for nu!
   Jeg satte gryden med rejerne tilbage på kogepladen og skar en skive wienerbrød. Jeg bar derefter kaffe og franskbrød hen til bordet og skænkede kaffen rundt, før jeg selv satte mig ned.
   I nogle minutter åd vi i tavshed. Da den værste sult var stillet, spurgte jeg: -- Hvordan går det ellers med jer, Hasse og Kurt? I er i fuld swing ovre i Reklameland, hører jeg? Er det ikke sjovt at lave reklamefilm? Når man ser reklamer i fjernsynet, ser det vildt sjovt ud.
   Hasse så mistænksomt på mig. -- Hvad fanden mener du? spurgte han tvært.
   Jeg forbandede mit spørgsmål. Man kunne spørge Hasse om vejret og få et uforskammet svar!
   -- Jeg mener vel ikke noget særligt, svarede jeg og prøvede at holde min stemme rolig. -- Jeg tænkte bare, det måske var sjovt at lave.
   Hasse smilte pludselig skævt. -- Sjovt? Det sjove skulle da lige være i pauserne sammen med Angela. Uha uha, hehehe!
   I stilheden der fulgte denne ondskabsfulde bemærkning lod Hasse hensynsløst sine ord bundfælde sig. Først et halvt minut efter fortsatte han: -- Desværre havde jeg ikke tid til at besøge den lille dame denne gang.
   Jeg var bange for at det lettelsens suk jeg udstødte, kunne høres. Jeg vovede at kigge over på Uffe. Denne trak gudskelov vejret næsten normalt igen.
   -- Til gengæld oplevede vi noget andet sjovt! sagde lillebror Kurt nu pludselig og så sig forventningsfuldt rundt som et barn. -- Vi mødte en repræsentant fra Telkar Titan!
   Kurt fik et næsten ærefrygtigt udtryk i stemmen, idet han nævnte Telkar Titan. -- For pokker en kapacitet, mand, og han roste vores firma, Kilngende Mønt, hele tiden!
   Tavsheden blev direkte ubehagelig nu. Jeg så hvordan Aksel smertefuldt prøvede at beherske sig. Aksel var en ærlig mand og så RØDT hver gang han hørte om Telkar Titan. Hvis en anstændig tone skulle bevares, tænkte jeg, måtte samtalen omgående drejes i en anden retning. Jeg brød ind:
   -- Har I forresten hørt, hvad der er hændt gamle Pip Hans? Jeg læste i lokalavisen forleden, at han efter lukketid var fundet død i Ikea. Han var åbenbart faret vild derinde. Jeg rystede trist på hovedet. -- Stakkels, gamle Pip Hans. Den mand passede jo bare sig selv og gjorde ikke en flue fortræd. Hvor mange gange mon han i tidens løb har vandret fra sin kolonihave ude i Grønløkke og ind til byen og tilbaws igen, haha!
   Pip Hans var faktisk med tiden blevet en sand legende. Hans rigtige navn kendte ingen længere, bortset fra skattemyndighederne. Han bar et kæmpe hvidt fuldskæg og vandrede altid rundt i beskidt, hullet tøj. Selvom han var en gammel olding, havde han iltre øjne og kunne snakke selv unge, ambitiøse politikere af banen. Han var måske nok en smule usoigneret, og altid lidt gnaven, men mange blev temmelig forbløffede, da han pludselig en dag vadede rundt inde i byen og hængte plakater op alle vegne. Han havde stiftet REALISTERNE, som åbenbart var en slags ny sekt, men uden medlemmer endnu, indrømmede han, bortset fra ham selv. Alle var dog hjerteligt velkomne, mod betaling.

Pip Hans vandrede sine månedlige ture ind til byen, når han skulle hente fornødenheder eller hænge plakater op, og en skønne dag var han -- til de to brødres forargelse -- trasket op til deres nye firma og banket på døren til deres kontor. Hasse og Kurt var begge i kontoret og ville omgående smide ham ud, men inden de fik rejst sig, begyndte Pip Hans at snakke så heftigt og ufatteligt hurtigt, at de måtte sætte sig ned igen og glo måbende på ham.
   Pip Hans ønskede åbenbart et reklamebanner på deres hjemmeside! De afslog naturligvis øjeblikkeligt, men i næste sekund tilbød han at betale fem gange så meget som alle hjemmesidens andre annoncører tilsammen!
   Hasse og Kurt vred sig helt bogstaveligt i stolene. Denne ulækre bums' banner på deres hjemmeside!? Det ville aldrig gå an! Hjemmesiden var firmaets ansigt udadtil, og de havde brugt formuer på den! Hvad ville folk ikke tænke! -- "Bumsen og brødrene"? De så overskrifterne for sig og korsede sig!
   Men pengene trak.
   Efter svære overvejelser bad brødrene Pip Hans om en dags betænkningstid. Pip Hans accepterede, og da han var gået, begyndte brødrene at spekulere på, hvor i alverden denne vamle bums havde så mange penge fra?
   Hasse mente, at Pip Hans måske havde fundet en nedgravet formue i sin kolonihave, måske udbyttet fra noget narkosalg af en tidligere ejer? Kurt mente - dum som han er! - at Pip Hans havde røvet en tankstation eller en bank.
   Men brødrene viste sig naturligvis at være alt for grådige, og til sidst besluttede de derfor at acceptere Pip Hans' tilbud.
   Imidlertid havde den gamle mand dog i mellemtiden fundet et andet firmas hjemmeside at reklamere på og fik derfor ikke brug for brødrenes, haha! Mens jeg tænkte tilbage, kom jeg spontant til at udbryde: -- Hvor i alverden mon gamle Pip Hans gemte sin formue, hahaha!
   Ak og ve, hvornår mon jeg nogensinde lærer at tænke, før jeg åbner min dumme kæft! Hasse opfattede selvfølgelig det jeg sagde som en hånliggørelse, og hans ansigt blussede op i arrigskab. -- Bare vent, I svin! Vi skal nok finde den forpulede oldings formue!
   -- Nå, selv en fiktiv formue virker tiltrækkende, hva'? spurgte Aksel nu med et sarkastisk smil. Han nød at se brødrene i pine.
   Aksels spydighed efterfulgtes af en foruroligende stilhed.
   Langsomt fik Hasse et snedigt, ondskabsfuldt udtryk i øjnene. -- Nå, folkens. Jeg tror sgu snart, jeg smutter hen og besøger lille Angela. Jeg tror den lille dame trænger til lidt sjov...
   -- Til helvede! råbte Uffe og sprang op. -- Jeg advarer dig!!!
   -- Advarer du mig, haha? hånede Hasse.
   -- Stop så I to! brølede Aksel højt. -- Man sku' fandme tro I var børn!!!
   Hasse så trodsigt over på Aksel. -- Kom med vores penge nu! udbrød han pludseligt skingert og truende.
   Aksels øjne blev hårde og smalle. -- Truer I os, så ringer vi til bæsterne på B.T! hviskede han stille, men gennemskærende.
   Hasse så rædselsslagen på Aksel. Bæsterne på B.T. smurte altid tykt på. Men kort efter blev hans udtryk igen spekulativt og ondt. Han nikkede til sin lillebror, og uden et mælende ord rejste de sig op, traskede demonstrativt ud til deres biler, startede dem hårdt og forsvandt i en ildevarslende sky af sort røg.