Næste morgen sad brødrende på deres kontor og stirrede på deres computere. -- Hvorfor lige Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen? spurgte Kurt gnavent.
   -- Fordi Gertsen Global hader dem! svarede Hasse krakilsk. -- Man vil garanteret hos Gertsen blive taknemmelig for alt grusomt der måtte hænde den styrelse!
   Deres computere stod ved siden af hinanden, så de kunne følge med begge steder samtidigt. Hasse havde valgt morgenen som tidspunkt, da KFST's digitale kommunikation var størst og dermed mest sårbart på det tidspunkt. Han hævede en advarende hånd. -- Jeg synes der sker noget nu. Send din fil. Jeg tager SecWay 4c. Pas nu på. Jeg kender ikke antallet af sweepere.
   Kurt gøs. For første gang kom han til at tænke på hvor farligt dette kunne blive. Hvis programmørerne i KFST fik held til at spore angrebet tilbage til Klingende Mønt, ville han, Kurt Krimm, blive anholdt. Han svedte voldsomt ned ad nakken, da han med rystende fingre sendte maskeringsfilen afsted.
   Stadig flere meddelelser viste sig på skærmen. Den første AX-virus havde allerede ædt sig ind i KFST's sikkerhedssystem og ville nu med en lille, i og for sig uskadelig, effekt bane vej for BaX-virusen, der var langt, langt værre. Kurt så nervøst på tabellen. Hasse havde nu blokeret buffer-cachen, kunne han se.
   En rød indikator i højre vindue begyndte at blinke. Det betød at trafikken på KFST's kontaktservice nu overgik serverens kapacitet.
   Kurt svedte. Dette var hans første medvirken i en rigtig forbrydelse. Han hørte Hasse bande, men det gjorde Hasse altid, også når noget gik godt.
   Serveren trak læsset i lang tid, men trafikproppen virkede efter hensigten. KFST's CGI-program forstod ikke informationerne, så alle deres reserve-RAM måtte slide ekstra, og halvvejs gennem data-behandlingen var al feedback gået næsten totalt i stå.
   I dette øjeblik valgte Hasse at slå til. Han hævede højt sin hånd og råbte: -- Nu!
   Kurt sendte BaX-virusen ind gennem parallelport 2a, som lige nu var inaktiv for normal trafik. Nu rystede han ikke mere. -- Tyg på den, KFST-svin! bandede han koldt og barsk.
   Effekten var enorm. De skyndte sig ind på styrelsens hjemmeside for selv at opleve den og troede knap deres egne øjne. Alt hvad de klikkede på, faldt fra hinanden! Den originale HTML-kode blev påvirket af alle besøgende, og det påvirkede igen den indre data-lagring, så tusindvis af fortrolige oplysninger røg frem til offentligt skue!
   KFST's egne IT-folk forsøgte i panik at reparere skaderne, men til sidst vadede de klodset rundt som elefanter i en porcelænsbutik og forværrede blot alting.
   Brødrene jublede.
   -- Lad os surfe lidt rundt og se på ødelæggelserne, sagde Hasse stolt. -- Vi har lov at nyde, hvad vi selv har ydet!
   De surfede rundt i godt en time, før Hasse gik med til at standse. Kurt var frygtelig nervøs og ville gerne ud af systemet, og siderne på KFST var alligevel efterhånden smuldret helt væk.
   Hasse lænede sig tilfreds tilbage. -- Var det ikke let? spurgte han triumferende.
   -- Lettere end jeg havde troet, indrømmede Kurt.
   -- Hvor meget i databasen fik vi ødelagt?
   Kurt hentede en kopi frem og talte. -- Mere end jeg havde troet, sagde han målløs. -- Tres procent og tyve ekstra i konfigurationen.
   Hasse smilede. -- Hvor meget i stikker-kartoteket?
   Kurt talte også dette og så imponeret på broderen. -- Over 7913 terrabite!
   -- Ja, de kender alt til deres håndlangere, konstaterede Hasse. Så tilføjede han frydefuldt: -- Og det gør alle andre også snart, haha!
   Selvom Kurt nødig ville spolere Hasses opstemthed, kunne han ikke længere skjule sin bekymring: -- Nu vil KFST bare spekulere på, hvem hackerne er. Man vil...
   -- KFST har ingen mellemværender med Klingende Mønt, bed Hasse ham af. -- Ingen vil se nogen forbindelse der!
   Hasse fordybede sig atter i spekulationer, hvilket ofte bragte Kurt uheld, så denne brød hurtigt ind: -- Hvad nu med Angela? Hun fortæller garanteret galningene i Kontanters Klang, at det er os, altså Klingende Mønt, der har fået Studie 2 reserveret! For helvede, mand!
   -- Pyt, svarede Hasse ubekymret. -- Det afgørende er at Kontanters Klang ikke får Studie 2 i næste uge.
   -- Men de accepterer aldrig den begrundelse Angela gav dem! protesterede Kurt og forestillede sig ængstelig, hvordan især Uffe ville reagere.
   -- Nej, netop ikke, svarede Hasse og grinede skævt, -- og kender jeg hidsig-proppen Uffe ret, så ryger der grovheder gennem luften mod Reklameland!
   -- Og så bliver Kontanters Klang og Reklameland uvenner? spurgte Kurt skeptisk. Han tvivlede stadig på storebroderens plan.
   -- Uden tvivl, svarede Hasse selvsikkert. -- Og det er netop meningen! En produktion fra Studie 2 kunne let bringe Kontanters Klang tilbage på banen, og det skulle nødigt ske, nu hvor vi er lige ved at knuse dem!
   Kurt brød sig generelt ikke om at give Hasse ret, men her måtte han bøje sig. Han nikkede modvilligt. -- Det kan jeg da godt se.
   -- Men dette hér skal være meget større, Kurt. Vi har alt for let spil mod Gertsen Globals små ubetydelige kritikere, vi skal have ram på deres virkelige fjender!
   -- Hvem er det? spurgte Kurt og gøs lidt.
   -- Gæt!
   Kurt gættede løs. Efter snesevis af forkerte gæt gav Hasse ham omsider svaret: -- PET!
   Hasses øjne skinnede af visioner. -- Et hacker-angreb på selveste PET ville Gertsen Global i dén grad sætte pris på! De ville straks byde os indenfor i varmen, Kurt!
   Kurt smilte grådigt, men bange.

Kriminalkommissær Steen Lykkegård Knold sprang ud af sin patruljevogn foran Kontanters Klangs kontor. Han havde et bastant udseende med sin gamle politikasket trukket grundigt ned i panden. Under sin tykke næse havde han et bredt, sindrigt snoet overskæg.
   Han trykkede på dørklokken, der ingen lyd gav, hvorefter han hårdt bankede på døren.
   -- Nogen hjemme?! råbte han.
   Jeg åbnede op. -- Politiet? gispede jeg forskrækket.
   -- Kriminalpolitiet! slog Steen Knold fast, trak sit politiskilt frem og trampede beslutsomt ind i entreen.
   Jeg spekulerede på, om vi mon havde gjort noget kriminelt, uden at ane det.
   -- Kom endelig ind og få en sodavand, tilbød jeg.
   -- Tak, gryntede Steen Knold og fulgte efter mig ind til køkkenrummet, hvor Aksel og Ole sad ved bordet og holdt pause. Aksel fik et olmt udtryk i øjnene ved synet af politi-uniformen.
   De sidste sodavand var netop drukket, og jeg skænkede i stedet en kop kaffe, som politimanden tømte i én mundfuld. -- Ah! Skønt som isen smelter om de gamle knogler, pustede han veltilpas.
   Aksel blev nysgerrig. -- Jeg vidste nok at vi var slemme, men at myndighederne ligefrem har os i kikkerten, dét kommer sgu bag på mig!
   Kriminalkommissæren frembragte et stort smil. -- Vi har skam ikke nogen i kikkerten! Jeg kommer såmænd bare for at meddele, at én af jeres kolleger, Uffe Rolfdal Buk, i aftes blev anmeldt for injurie. Bag anmeldelsen står landets største reklamebureau, Reklameland.
   -- Jeg henter Uffe! sagde Ole og skyndte sig ind i computerlokalet, hvor Uffe sad med høretelefoner på og knoklede med en ordre.
   Aksels øjenbryn havde ved politimandens ord trukket sig sammen i en spids, og han lænede sig trodsigt frem over bordet. -- Har I strissere da slet ikke andet at foretage jer? Uffe blev bare gal i skralden over et forbandet urimeligt aftalebrud fra Reklamelands side, og jeg forstår ham fandme godt! Uanset hvad Uffe har sagt til de plattenslagere, så er det SANDT!
   -- Jeg troede også at politiet havde andet at bestille, nu hvor Gertsen Global har bredt sig til detail-branchen, tilføjede jeg høfligt til kommissæren. At Gertsen Global brugte hårdhændede metoder, var noget alle vidste, men ingen turde sige højt.
   -- Vi har skam masser at bestille! udbrød Knold, -- men tag nu bare for eksempel dette virus-angreb på Konkurrencestyrelsen i går. Tro mig: Det havde Gertsen Global intet med at gøre!
   -- Hvorfra ved man det? spurgte jeg forsigtigt.
   -- Det...øh.. det som Gertsen Global af og til beskyldes for, kan man dog skimte et motiv bag, men dét som Konkurrencestyrelsen i morges blev udsat for... Kommissæren slog et kors for sig, -- jeg har aldrig i mit liv set noget lignende!
   Politimanden trommede restløst i bordet med fingrene. Han ville sige noget, men vidste ikke rigtig hvordan han skulle få det sagt.
   -- Hvorfor kommer du ikke bare ud med det? spurgte Aksel.
   Kommissær Knold tøvede først, men så kom det. -- Må jeg være så fræk at spørge hvem det egentlig er, I skylder penge?
   Jeg stivnede. Var Krimm brødrende ligefrem gået til politiet pga vores gæld til dem??
   Jeg prøvede at bevare roen. -- Hvad får dig til at tro, at vi skylder penge til nogen? spurgte jeg ham med bævrende stemme.
   -- Det faktum at der står en person nede på gaden, svarede kommissær Knold, -- klædt ud som en kanin, og med et skilt med ordene: KONTANTERS KLANG SKYLDER MIG PENGE!
   Aksel og jeg sad et øjeblik og stirrede vantro på politimanden. Gjorde han grin med os? Ville Hasse og Kurt virkelig bruge sådanne metoder? Udstille vores gæld offentligt? Vi så bange på hinanden. Så sprang vi op af vores stole og styrtede hen til vinduet.
   Da Aksel fik øje på kaninen, var det som fik han et slag i hovedet med et bordben. -- Forbandede Krimm-brødre! brast det ud af ham. For sent kom han i tanke om betjentens tilstedeværelse.
   -- Øhh, mener du brødrene Krimm fra Klingende Mønt? Dem fra TV-reklamerne? spurgte kommissær Knold nysgerrigt.
   -- Vi kan lige så godt indrømme det, sukkede jeg. -- Vi skylder jo Klingende Mønt en smule penge, og...
   -- De brødre er sindssyge! råbte Aksel oprevet. -- Det er typer som dem, der angriber offentlige styrelser med virus!
   Kommissær Steen Knold så forundret på Aksel. -- Milde Moses! Mener du ligefrem, at det er brødrene Krimm der står bag?
   Aksel ville først undskylde sin udtalelse, men i samme øjeblik fik han en lys, uventet idé. Naturligvis kunne Hasse og Kurt umuligt stå bag sådant et hacker-angreb, men tænk engang hvis denne brutalis af en panser kunne bringes til at tro, at de stod bag! Han blinkede hemmelighedsfuldt over til mig og svarede politimanden: -- Ja, faktisk snakkede brødrene tit om virusser, sagde han henkastet. -- De gik meget op i den slags.
   -- Aha, mumlede Steen Knold og fik et tænksomt udtryk i ansigtet.
   Ole kom forpustet og lettere oprevet tilbage fra computerlokalet. -- Uffe blev stiktosset og kørte sin vej! Han vil overhovedet ikke snakke med politiet!
   -- Jamen, så må vi jo snakke med os selv, mumlede Knold stille. Han tænkte stadig på hvad Aksel lige havde fortalt ham om brødrene Krimm.
   Da han kort tid efter sagde farvel og tak, kunne vi næsten høre hvordan hans kraftige hoved knagede af teorier om hackertyper, KFST og Krimm brødrene. Og Aksel havde næsten ingenting sagt. Kun antydet lidt uden at lyve! Hahaha, sikke en grinetur vi fik!

Kurt hadede at programmere. De fleste af programmerne fra Dullen var i virkeligheden selv programmer til at lave andre programmer af, og Kurt kunne snart ikke se hvordan det skulle bringe dem nogen vegne. Hasse, derimod, elskede det tydeligvis, og hans glæde fik Kurt til at hade det endnu mere. -- Hvad hedder næste procedure? spurgte han vrissent.
   -- Koks8, svarede Hasse kvikt. -- Den vil kunne føre os luks til centrallageret, og det er præcis hvor vi vil hen!
   Kurts arrigskab blev pludselig afløst af angst. -- Tror du vi kan klare det, Hasse? Man bryder da ikke sådan bare ind i PET?!
   -- Selvfølgelig gør man det, min dreng.
   Kurts nervøsitet blev siddende i halsen på ham. -- Ved du tilstrækkeligt om det, Hasse?
   -- Selvfølgelig gør jeg det, Kurt Mus.
   -- Jeg håber fandme, du ved hvad vi gør!
   -- Jeg ved alt, sønneke, svarede Hasse med et arrogant grin.
   Koks8 var en lille procedure ved siden af UniPac-proceduren, der lå mellem Che- og Cas-kontrollen. Hasse og Kurt fodrede Koks8 nøje med variablerne, og Hasse jublede hver gang han så resultatet. Kurt anede dårligt nok, hvad Hasse jublede over, og håbede blot, de slap godt fra det!
   Efter Koks8-proceduren tjekkede Hasse FerroRazo-funktionen. Han betragtede længe rangeringen af resultaterne, og pludselig nikkede han som havde han gjort en stor opdagelse. -- Automatisk sammenkobling, forklarede han Kurt. -- Gad vide hvordan systemerne bliver koblet fra hinanden igen, hmm..
   Konklusionen på Hasses grubleri blev, at Kurt tilbragte de næste to timer med at stirre på et pop-up vindue ved navn Rangerzone. Det var nemlig nødvendigt at de reagerede hurtigt, når M-signalet dukkede op, mente Hasse.
   -- Nu ved jeg, hvordan systemerne kobles fra hinanden, meddelte Hasse triumferende. -- Man skal blot gentage den syvende makro tre gange!
   Kurt bed tænderne sammen. Han skulle i hvert fald ikke forsøge at koble systemerne fra hinanden, imens de sammenkørte. Han så for sig hvordan de fejlede og PET'erne sporede sig frem til deres IP!
   Hasse lo ondskabsfuldt, da han så Kurts ansigtsudtryk. -- Er lille Kurt blevet bange igen?
   -- Du får mig ikke til at gøre det, imens de er i gang! slog Kurt fast.
   -- Du godeste, hvor er du dog tyk og fed bag ørerne, Kurt, svarede Hasse hånligt. -- Kan du slet ikke se, hvad FerroRazo-funktionen gør? Har du ikke set formationen omkring Koks8?
   Det havde Kurt, men det havde intet sagt ham. Han rystede på hovedet.
   -- Hvad kommer efter den lange fragmentering? spurgte Hasse og svarede selv: -- Masser af spredte data!
   Kurt nikkede uden at forstå noget.
   -- Det er flow-systemet vi er ude efter, forklarede Hasse tålmodigt. -- Det er dér, lagerne med S-koder gemmer sig. Mens systemet er i flow, kan man sagtens gentage makro 7. Sekvensen fortsætter, og det frakoblede system bliver tilbage. Et eller andet sted på den intakte formation vil det allokere sig automatisk. Fatter du det nu, knægt?
   -- Hvordan ved du om lageret har de S-koder? Og hvad hvis det slet ikke er den rigtige system-gruppe? spurgte Kurt skingert, uden at vide om han rigtigt havde forstået det.
   Hasse slog ud med hænderne. -- Hvor tåbelige spørgsmål kan du stille!? Der er altid S-koder i PETs flow-systemer. Det er jo dét, de er beregnet til. Og der er altid kun én gruppe med et eller flere flow-systemer. Nu gælder det bare om at finde det rigtige. Du kan vel nok finde ud af at klikke på musen, når du ser signalet i pop-up vinduet? Eller er det for meget at forvente af dig??
   -- Hold din forbandede kæft, svarede Kurt fornærmet og satte sig beslutsomt til at vente på signalet, stirrende skarpt på skærmen.
   Der kunne godt risikere at gå to timer, havde Hasse advaret, og ganske rigtigt: først efter to lange timer kom signalet. Kurt klikkede hårdt med musen og råbte.
   Hasse sprang henrykt op af sofaen og løb hen til skærmen. Med strålende øjne så han, at begge flow-systemer blev koblet til alle tolv BAT-systemer. -- Det er dét, vi har ventet på! Lad os begynde nu! beordrede han.
   Kurt var skrækslagen og havde smerter i øjnene. -- Systemet kører fra os, Hasse!
   Hasse så hånligt på Kurt. -- Vi skal jo ikke surfe om kap med det, Kurt. Vi går ind i det, imens de første data fra det fragmenterede område hentes ind! Har du nogensinde prøvet at tænke? Jøsses!

Da flow-system 1 kørte, opdagede den tilsynshavende PET-vagt en lille besked på skærmen. En besked der tilsyneladende kom fra hans øverste chef? Han klikkede OK.
   Hasse klikkede OK tilbage. -- Han tror jeg er hans chef, haha! Han skulle bare vide, hvad der lige om lidt sker med hans flow-system, lo Hasse skadefro til Kurt.
   Han satte større hastighed på CGI'en, og Kurt fulgte trop. -- Det bliver ren barnemad at bryde ind i systemet, grinede Hasse. -- Bare vent og se.
   Kurts hjerte sad helt oppe i halsen, da han så Hasse nærme sig systemet, rette i CGI'en og elegant navigere uden om både RaZ-detektorerne og password-kontrollen. Hasse blinkede overlegent til Kurt, markerede et lille knap-panel og kopierede indstillingerne over i et tomt felt uden nogen specifikation, trykkede Enter og forlod sin base i CGI-redigeringen.
   Herefter lykkedes det ham med et klik at åbne en ny side fra det tomme knap-panel. Han grinede til Kurt, hvorefter han forsvandt ind mellem flow-systemet og det tilstødende TAC-system.
   Kurt havde for travlt til at se mere. Han overtog som aftalt Hasses CGI og nedsatte nøje hastigheden, før han atter kiggede på Hasse. Et øjeblik troede han ikke, det var lykkedes for ham, for systemerne arbejdede roligt videre. Men i samme øjeblik så han flow-systemet begynde at arbejde baglæns - først langsomt, men snart hurtigere og hurtigere - tilbage mod det fragmenterede område. Hasse forlod det tilstødende system og fandt tilbage til Dullens base.
   Kurt iagttog med store øjne flow-systemet, der nu med voldsom fart kørte i skrupforkert retning. -- Hvordan pokker gør du det, Hasse? spurgte han fuld af beundring.
   Hasse svarede ikke. -- Vi må videre, sagde han kort. -- Vi mangler stadig en masse.
   Kurt havde troet at arbejdet nu endelig var overstået, men nu lød Hasse som om, de først lige var gået i gang..!
   -- Men hvad mangler vi da??! hulkede Kurt.
   Hasse tog en slurk cola og begyndte at læse nogle beskeder på skærmen. Så skrev han selv en besked og tog en slurk til. -- Kom med APM-krypteringen, beordrede han.
   Kurt gav ham krypteringen. Han havde troet at Hasse ville prøve at holde trit med flow-systemet, men Hasse mente åbenbart ikke, de behøvede at skynde sig. Det var nok klogt, tænkte Kurt, for CGI'erne var så vidt han kunne se godt overbelastede. De måtte hellere skåne dem lidt.
   Resten af arbejdet med at spore sig ind på flow-systemet forløb problemfrit, og til brødrenes held var systemet oven i købet helt inaktivt, da de lidt senere nåede dets grænseflade.
   Hasse klikkede sig frem til password-kontrollen, der på grund af isoleringen nu burde være åben for enhver, men den reagerede ikke...
   -- Fandens også! udbrød Hasse. -- Der er nogen der har spærret kontrollen! Jeg må i kontakt med vedkommende.
   -- Er du sindssyg, Hasse! Så opsporer de os jo! hvinede Kurt, hvis panik nu blussede op påny.
   -- Ikke fra et afkoblet flow-system, dit fæhoved! svarede Hasse og skrev beskeden "Hej, hvem du så er, så må du hellere lukke den password op, hvis du har dit job kært" og sendte den.
   Fire-fem sekunder efter kom et svar på Hasses skærm: "Hej, hvem du så er, så gå ad helvede til".
   Hasse knyttede næverne. Han tænkte lidt og svarede så: "Du er helt alene, dit fæ. Vi har koblet dit system fra".
   Lidt efter modtog brødrene en besked, der åbenbart skulle åbnes før den kunne læses. Kurt pegede på linket med musen og skulle til at klikke, da Hasse skreg op, væltede sig ind over ham og rev ham væk fra tastaturet.
   -- Det er en virus, dit fæ! brølede han. -- Sådan nogle har PET også! Lad os hurtigt få slettet det møg!
   Kurt havde aldrig set Hasse så rasende, som da han besvarede vagten med: "Tænk dig om, Pansersvin! Vi har adgang til lønafdelingen når Flow 1 er koblet fra! Hvis du ikke åbner password-kontrollen, hæver vi hele din forpulede løn! Og det vil se ud som om, det er dig selv, der har hævet den!".
   En kort tavshed fulgte. Så dukkede vagtens svar op: "Jeg åbner nu, mister."
   Hasse blinkede stolt til Kurt. De havde ingen adgang til lønafdelingen, men det kunne vagten i flow-systemet jo umuligt vide.
   Kontrollen blev åbnet, og Hasse gik ind i systemet. Kurt følte det tog en forfærdelig tid. PET kunne jo hvert øjeblik få genskabt forbindelsen til flow-systemet, og så var Hasses geniale plan intet værd! Det ville være sikrest at forsvinde herfra nu!
   Kurt ville til at spørge, hvorfor det varede så længe, da Hasses arbejde pludselig gav resultat. -- Ja, for fanden! råbte Hasse.
   Synet var fantastisk for dem. Hele systemet gav sig til at hoppe rundt som i et mareridt.
   Hasse rejste sig triumferende og lo til sin forbløffede bror: -- Du troede jeg løj, hva'! Hvis du havde fået din feje vilje, ja så sad vi med håret ned ad nakken nu! Hahaha.
   Kurt så benovet på systemets grafiske status-opstilling. Det var slået fuldstændig til pindebrænde! PETs nye IT-funktion i bedrageri-afdelingen var totalt ude af kontrol, og hele dens database opløst, for til trods dens omfang var den startet som en tilføjelse til flow-system 1.
   En slukøret besked dukkede frem på deres skærm: "Du er professionel, ik'? Men vi skal nok få dig bag tremmer, din satan!".
   Hasse lo: "Gå ad helvede til", svarede han spydigt.
   Brødrene klikkede sig grinende rundt og betragtede det ødelagte system fra forskellige vinkler. På et tidspunkt standsede Hasse imidlertid op og stirrede på et splintret binær-system der, så vidt Hasse kunne se, havde forbindelse til centralstyringen. Små, spredte stykker af dets data var nemlig begyndt at samle sig igen...
   -- Hva' fanden? stammede han forvirret.
   Vagten i flow-systemet havde tilsyneladende også opdaget processen, for lidt efter dukkede der en besked frem: "Du troede du var så pokkers smart, hva'?! Ved du hvad det er, du kigger på, mister? SR -- Selvstyrende Reorganisering! Havde sgu helt glemt det gamle lort. De 30.000 enheder du har blæst ud over det hele, samler sig til præcis samme struktur som før, lille hackerboy :-)"
   Hasse blev ved denne besked rød overalt i hovedet, og derefter blå. Hans knoer blev hvide. Øjnene stod stive i hovedet på ham, og han følte det som skulle han kvæles. Så tog han en dyb indånding, rejste sig langsomt og greb fat med begge hænder om computeren.
   -- Hasse? mumlede Kurt måbende. Men inden Kurt forstod hvad der var ved at ske, slyngede Hasse deres nye computer tværs ud gennem vinduet og slog sin målløse lillebror med en knytnæve midt i hovedet.