Bag en usædvanlig stor købmandsdisk i Tage Ejes Antik stod en lille, gammel mand, Tage Eje. Disken var helt ny, anskaffet af sønnen, Hans Eje, men bortset fra dét var butikken den samme som i de sidste 50 år. Eje junior havde sidste år overtaget driften og derfor skrottet meget af faderens gamle ubrugelige bras, som han udtrykte det.
   Jeg gættede på, at gamle Eje var omkring 80 år. Han huskede mig godt fra mit sidste køb og hilste venligt, da jeg trådte ind. -- Goddag, hr. Tomsen, kom indenfor.
   -- Mange tak, hr. Eje.
   -- En barsk tur, kan jeg forstå. Er I ved at komme jer oven på ekspeditionen til Storstrup?
   Jeg tabte totalt mælet. Hvordan i alverden kunne gamle Eje kende til Politiets hemmelige ekspeditioner?!
   Tage Eje svarede helt af sig selv. -- Vi så jer i fjernsynet. Jeg anede sandelig ikke, du var ansat hos PET.
   Jeg måbede endnu mere. -- Var vi i fjernsynet?
   -- Ja, i aftes.
   Med kold sved piblende frem på min pande stirrede jeg bange og panikslagen på Tage Eje. -- Så man mig?
   -- Ja, sandelig!
   Gamle Eje følte åbenbart, han burde fortælle mig lidt om udsendelsen. -- "Rejseholdet - Andet end bare rejser?" hed programmet. Vi fulgte jer rundt i varehuset Megasin fra skjulte kameraer, som TV-journalisten, Johannes Skærsild, havde bedt Megasin placere. Meget spændende.
   Jeg satte mig svimmel på skranken. -- Lad mig sige dig én ting ligeud: Kald det paranoia eller konspirationsteori eller hvad pokker du vil, men inspektør Oskar Mortensen blev bortført derinde!
   Gamle Eje stod pludselig som lamslået. Han stirrede forfærdet på mig. (Først senere blev jeg klar over, at grunden ikke var mine ord, men derimod min placering på hans dyre, skrøbelige disk).
   Hurtigt fortalte jeg ham historien om fjendskabet mellem Kontanters Klang og Klingende Mønt, samt de seneste begivenheder, inklusive brødrenes optagelse i Gertsen Global. -- Jeg fik ikke fat på de to banditter i denne omgang, sluttede jeg optimistisk, -- men jeg giver ikke op!
   -- Tager du derind igen? spurgte Eje, stadigt stirrende på sin nye disk.
   -- Øhh.. hvorind?
   -- Æhh.. til Storstrup.
   -- Nej! udbrød jeg skingert og genoplevede for Gud ved hvilken gang mareridtet i Megasin.
   -- Men hvis jeg dog bare kunne få Hasse ud derfra! Ud af byen.
   Jeg rejste mig besværligt og spankulerede tænksomt rundt i Tage Ejes butik.
   Den gamle blev tilsyneladende mere rolig nu. -- Er De ved at planlægge noget, hr. Tomsen?
   -- Måske, eller blot en skør idé, svarede jeg ærligt. -- Men den kunne jo virke, om heldet står mig bi.
   -- Det må vi håbe. Hvad går ideen ud på, om jeg må spørge?
   Jeg besluttede at indvillige Tage Eje i planen. -- Hr. Eje, kan De huske dengang, Krimm brødrene var så besatte af vagabonden Pip Hans' formodede formue?
   Brødrenes trang efter at få fingre i Pip Hans' efterhånden sagnomspundne formue var for længst kendt af alle i vores omegn, og deres udgravninger i forskellige områder var blevet fulgt trofast af lokal-pressen. Gamle Eje huskede godt denne historie. -- Jeg har aldrig set to mænd så besat af en fantasi, ha.
   -- Lad os nu sige, at brødrene Krimm hørte at jeg havde fundet denne skat? spurgte jeg Eje langsomt. -- Ville dét mon lokke dem frem i lyset?
   Gamle Eje tænkte sig lidt om. -- De ville nægte at tro på det.
   Jeg tog direktør Mikkelsens kuffert frem og lagde den på skranken. -- Luk øjnene! sagde jeg dramatisk.
   Tage Eje lukkede øjnene, men holdt dem alligevel lidt på klem, kunne jeg se.
   Jeg åbnede kufferten, og Eje gav et gisp.
   -- Åbn øjnene! sagde jeg.
   Tage Eje stod som forstenet. Så mange kontanter på én gang havde han aldrig nogensinde i sit lange liv stået ansigt til ansigt med. -- Du Almægtige! Han så på mig. -- Hvor i alverden har du alle dem fra?
   -- Reklamelands direktør lånte mig dem, svarede jeg. -- Han er ligeså opsat på at fange Krimm brødrene, som vi andre er!
   Tage Eje stod tilsyneladende et øjeblik og drømte lidt, inden han kom tilbage til virkeligheden. Så rystede han imidlertid på sit gamle hoved. -- Det er ikke nok til at overbevise folk om, at du har fundet Pip Hans' mytiske formue, hr. Tomsen.
   -- Det er lige præcis dér, at jeg har brug for Deres hjælp, hr. Tage Eje, jublede jeg opstemt. -- Jeg ville så forfærdeligt gerne låne et par stykker af Deres kufferter!
   -- Mine kufferter?
   -- Ja! Hvis jeg nu lod mig vise rundt omkring med alle de kufferter, og åbnede én tilfældig, og den var fuld af kontanter, så ville folk jo umiddelbart tro, at alle kufferterne var fulde af kontanter! Selvom jeg bare propper reklamer i de andre, haha.
   Tage Eje forstod hurtigt min plan, men bifaldt den ikke. -- Det går ikke, hr. Tomsen. Mine kufferter bliver ridsede, og så kan jeg ikke sælge dem bagefter til samme pris.
   -- Men jeg behandler dem uhyre forsigtigt! svor jeg oprigtigt.
   -- Hmm, sagde Eje tænksomt. -- Hvorfor ikke bare købe dem? De kufferter er faktisk rigtigt gode at have. Hvor mange drejer det sig om?
   -- Er du vanvittig! udbrød jeg. -- Jeg skal bruge mindst 20!
   -- Du får 0,25% i rabat, lokkede Eje. --Jo flere du køber, jo mere sparer du.
   Jeg tænkte lidt over hans tilbud. -- Kunne jeg ikke bare leje dem?
   -- De bliver jo stadig ridsede.
   Jeg tænkte videre over tilbudet. Måske var det ikke så tosset? En fjerdedel i rabat var trods alt også en slags penge.
   -- Top, jeg køber dem! råbte jeg.
   -- Fint, svarede Eje.

Næste morgen kørte jeg demonstrativt rundt i Storstrup med mine kufferter. Jeg overvejede hvor jeg skulle standse og vise mig frem. Da så jeg Gertsen Hotel og bremsede op.
   Allerede i samme øjeblik jeg trådte ind i hotellets restaurant, bemærkede jeg tilfreds at folk løftede blikkene. Jeg satte sig ved et stort, veldækket bord og nikkede til tjeneren. -- Har De bestilt bord? spurgte denne. Hans stemme var ikke direkte fjendtlig, snarere lidt hånlig. Jeg rettede på min kasket.
   -- Jeg skal fejre det allerstørste der nogensinde er hændt mig! meddelte jeg så højlydt jeg kunne.
   -- Javel.
   Jeg konstaterede med fryd, at flere gæster nu var holdt op med at konversere og i stedet bare lyttede til mine ord. -- Jeg skal have det allerdyreste måltid I overhovedet har! råbte jeg.
   Tjeneren nikkede velvilligt og forsvandt. Jeg så ikke gæsterne direkte glo på mig, men jeg kunne tydeligt mærke, at de gjorde det. -- Og jeres dyreste vin! hylede jeg højt efter tjeneren.
   Få minutter efter kom han tilbage og skænkede et glas rødvin op til mig. Han ville gå igen, men jeg sagde med samme høje stemme som før: -- Bliv her! Jeg agter at købe mere! Jeg lo manisk. -- Ja, for fanden, jeg kan jo købe hele restauranten!
   Tjeneren nikkede skeptisk.
   -- Tror du jeg lyver? spurgte jeg rapt. -- Hvad tror du dette hér er? Jeg løftede min kuffert op på bordet og drejede rundt på kodelåsen. Så fløjtede jeg en fanfare og hev dramatisk op i håndtaget.
   Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så rædselsfulde sekunder som dem, der fulgte nu. Jeg hev atter i håndtaget, men kufferten forblev låst.
   -- Blot De betaler regningen, sagde tjeneren tørt.
   Jeg begyndte at svede voldsomt, mens jeg stadig drejede og drejede på låsen. Jeg havde hverken kreditkort eller kontanter på mig, bortset fra dem i kufferne, og langsomt følte jeg panikken stige til mit hoved. Den var næsten værre end i Megasin, og min puls steg hurtigere og hurtigere. Jeg rystede indvendigt. Jeg måtte væk!
   -- Bare De betaler regningen, gentog tjeneren.
   I næste sekund sprang jeg op af min stol, greb fat i kufferten og spurtede for fuld fart ud af restauranten. Ude på gaden holdt lastvognen, jeg havde lejet. Jeg møvede mig ind på forsædet, startede lastvognen og jokkede speederen i bund.
   -- Kør, vogn! råbte jeg, og lastvognen gav et kraftigt ryk fremad. I det samme sprang kufferten op.
   Jeg måbede. Den var jo låst lige før! Hvordan kunne den pludselig åbne sig selv?!
   Inden jeg nåede at tænke videre, fik jeg øje på de to små metal-dimser som altid skulle presses ned, når en kuffert skal åbnes. Nåh ja! Jeg slog mig for panden og bremsede hårdt op.

Inde i restauranten gloede gæsterne undrende på mig, da jeg lidt efter kom tilbage. Uden at se mig omkring gik jeg direkte hen mod samme bord fra før og satte mig på stolen igen. Da tjeneren kom, fløjtede jeg igen min lille fanfare.
   Tjeneren ville smide mig ud straks da han så mig, men i samme nu spærrede han øjnene op på vid gab.
   -- Værsgo, lidt drikkepenge til dig! sagde jeg skødesløst og rakte ham et bundt sedler. -- Jeg har en hel LASTVOGN fuld af kufferter udenfor! Alle sammen fulde af penge!
   -- Du godeste Gud, hviskede tjeneren hæst. Så mange kontanter havde han aldrig oplevet i sit liv. Han så på mig. -- Du Almægtige!
   Restaurantens øvrige gæster blev stadigt mere nysgerrige, og efterhånden begyndte flere at rykke nærmere mit bord. En lang, ældre mand i havblå skjorte og sort habit spurgte mig direkte: -- Har De noget imod at jeg kigger lidt? Pengesedler og deres historie har alle dage fascineret mig grænseløst, hehe.
   -- Kig endelig! svarede jeg. Jeg genkendte manden fra fjernsynet. Det var spekulanten Arne Pedro Møller. Han ejede en masse flydende valuta og havde i årevis søgt om optagelse i Gertsen Global.
   -- Himmelske Herre, gispede han benovet og lod en finger løbe ned over et bundt sedler.
   -- Og jeg har en hel lastvogn fuld af dem! pralede jeg og hævede mit fyldte glas mod gæsterne. -- Mange mennesker tror skattekister kun findes i fjollede eventyr, men de har aldrig hørt om Pip Hans!
   Jeg slog en hånd for munden, som havde jeg sagt noget, jeg ikke måtte. -- Hovsa, det taler vi ikke mere om! Hahaha.
   Jeg havde hermed sået mine første frø. Nu var der bare at vente på de første, små kvæk.
   -- Nå, men jeg må hjem til mit såkaldte "arbejde", udbrød jeg skælmsk, hvorpå jeg blinkede indforstået til gæsterne og forlod restauranten.

Arne Pedro Møller bremsede op foran Tage Ejes Antik. Han sprang ud af bilen, strøg ind ad døren og skridtede direkte hen til skranken.
   Gamle Eje stod parat. -- De ønsker?
   -- Har en person lige købt en masse kufferter herinde? væltede det ud af Møller.
   Gamle Eje smilede veltilpas. -- En udmærket herre købte i går 20 stykker.
   -- Hvad var hans navn? spurgte Møller åndeløst.
   -- Hvad var det nu... Tomsen øh... Jo, hr. Max B. Tomsen.
   -- Hr. Max B. Tomsen, mumlede Møller, og gentog navnet flere gange.
   -- Ja, han havde åbenbart lige fundet en masse penge. Tage Eje trak en skuffe ud og tog Ugeavisen op. Han fandt frem til næstsidste side og lagde avisen foran Møller.
   -- Læs dér, sagde han og pegede på en lille nekrolog over Pip Hans.
   Møller læste, og imens snakkede Eje. -- Pip Hans var lidt af en særling, for han brugte praktisk talt ingen penge. Af samme grund gik der jo mange historier om den formue, han efterhånden måtte have, og det var præcis denne formue, Max B. Tomsen i går hævdede at have fundet.
   Møller stirrede på nekrologen med blodskudte øjne. Han kunne mærke hvordan det begyndte at banke i tindingerne. -- Milde Messias, hviskede han hæst.
   Gamle Eje fortsatte: -- Og jeg tror minsandten at Tomsen taler sandt, for jeg så faktisk selv hans penge. Jeg skulle hjælpe ham med at fylde dem i kufferterne. Han må have fundet et helt bjerg af kontanter! Han har allerede fyldt hele 20 kufferter op, og han påstår han først lige er begyndt.
   Møller trak vejret tungt og lod en finger løbe rundt inden for flippen. -- Det er altså sandt, alt sammen...
   Gamle Eje lænede sig lidt frem og sagde i en fortrolig tone: -- Jeg tror ærligt talt manden har fundet den formue! Jeg ved at flere andre har ledt meget længe efter den.
   -- Hvem taler vi om?
   -- Kender De brødrene Krimm?
   Møller rynkede panden. -- De to tosser fra TV-reklamerne?
   -- Netop. Disse to har gravet og gravet og gravet efter denne skat i årevis. Hvor må de dog ærgre sig nu, ha.
   Møllers hoved summede som en travl computer af alle disse oplysninger, men én ting var han nu sikker på: Derude et sted befandt sig en formue! Han købte en gammel frakke til sin kone og forsvandt ud af butikken som et lyn.