Hasse bankede let på døren til Angelas kontor og ventede. Under højre arm havde han en pakke med en kjole. Han kiggede på klokken og ville banke på igen, da pludselig, i ét hæsblæsende ryk, døren blev revet op af Maren Blomberg, som ville hun overraske en tyv.
   -- Maren? måbede Hasse.
   Maren så mistænksomt på Hasse, og dernæst på kjolen.
   -- Er Angela på arbejde? spurgte Hasse.
   -- Ja, svarede Maren råt. Stemmen røbede en markant modvilje.
   -- Må jeg komme ind?
   Maren stirrede hårdt og trodsigt på Hasse. -- Nej! Angela arbejder. Hun har ikke tid.
   -- Er direktør Mikkelsen på arbejde i dag?
   -- Hvorfor?
   -- Jeg ville bare hilse på ham.
   -- Han er til møde. Du kan bestille tid i slutningen af næste uge.
   Hasse rystede hurtigt på hovedet. -- Nej, så vigtigt er det heller ikke. Vi når det nok. Han sagde ordene højt forbi Maren og ind i kontoret.
   I næste sekund overdøvedes de af et højt hyl: -- Er det dig, Hasse!
   Hasse blinkede triumferende til Kurt.
   Angela kom løbende ud af døren forbi Maren Blomberg og fløj Hasse om halsen. -- Hasse, åh, Hasse!
   Hasse svingede hende lystigt rundt i en cirkel, og bevægelserne bragte dem ind på kontoret, hvor Hasse sparkede døren i efter sig, efterladende Maren og Kurt udenfor. Han standsede, tog kjolen frem og rystede den ud af folderne. -- Du elsker jo lyserøde kjoler, ikke skat?
   Angelas øjne blev store og fulde af tårer. Hendes ansigt blomstrede op i en henrivende grimasse. Hun hev kærligt kjolen ud af hånden på Hasse og holdt den op foran sig. -- Åh, hvor er den vidunderlig! kurede hun. -- Og farven!
   -- Kærlighedens fortryllende kulør, sagde Hasse kælent.
   Angela udstødte ved Hasses ord et højt skrig, omfavnede ham påny og overdængede atter en gang sin gavmilde "ven" med kys.
   I samme øjeblik fik Maren sprængt døren og brast ind på kontoret. -- Hvad i alverden foregår her! brølede hun højt.
   Normalt ville Angela være blevet flov i en situation som denne, men nu blev hun tværtimod gal: -- Jeg har altså lov til at modtage gaver, Maren! svarede hun trodsigt og holdt kjolen frem.
   Maren så som en tirret tyr på den lyserøde kjole. -- Midt i arbejdstiden! prustede hun vredt. -- Hvad tror du direktør Mikkelsen siger!
   Nu fik Angela nok. Hun skreg af sine lungers fulde kraft: -- Jeg er ligeglad med direktør Mikkelsen! Dette er mit liv! Og min kjole!
   Hun er jo helt fra snøvsen, tænkte Maren chokeret. Hun overvejede at passivisere Angela på stedet, men inden hun nåede at foretage sig noget, hørtes en banken på døren.
   -- Jeg lukker op! sagde Maren fast og pegede vredt på Angela. -- Dette her er ikke overstået endnu, unge dame. Vi to har meget at tale om!
   -- Det kan du glemme alt om! peb Angela efter hende. -- Du skal ikke bestemme over mig! Jeg er en voksen kvinde nu!
   Maren gik hårdt og bestemt hen til døren. Angela havde altid været vanskelig, men nu tog hysteriet da helt overhånd. Hvor ville dette vanvid ikke ende?
   Hun åbnede døren, og al hendes mod forsvandt. Udenfor stod den sidste person, hun ønskede at se netop nu.
   Uffe så nysgerrigt på hende. -- Er der noget galt, Maren? Du ser helt mærkelig ud?
   Maren rystede stift på hovedet.
   Uffe så undersøgende på hende og spurgte så: -- Er Angela på arbejde?
   Stemmen som Maren svarede med, var mekanisk og hård. -- Angela arbejder. Hun har ikke tid. Du kan besøge hende en anden dag.
   -- Der er noget helt galt her, konstaterede Uffe alvorligt. -- Jeg må se hende omgående. Luk mig ind!
   Han ville træde indenfor, men Maren blev standhaftigt stående i døråbningen.
   -- Jeg forlanger at se hende! brummede Uffe og masede sig frem. Han greb med begge hænder fat om Marens to kraftige overarme og maste sig gennem døråbningen, så han og Maren efter en kortvarig, men voldsom kamp væltede ind på kontoret. Uffe fik først øje på Hasse, og i næste sekund opdagede han Angela. Han gloede uforstående fra den ene til den anden.
   -- Uffe, det er overhovedet ikke, som du tror! fablede Angela. Hun greb ham i armen. -- Kom, lad os snakke om det. Så forstår du, hvad vi...
   -- Til helvede! råbte Uffe rødglødende. Han rystede hendes hånd af sig og stirrede som en hidsig tyr på Hasse. -- Jeg bad dig holde dig væk! brølede han hæst, mens hans vanvittige ansigt kogte faretruende.
   -- Hvad i alverden ævler du om, fede? spurgte Hasse på sin sædvanlige, hånlige måde.
   Uffe skulle til at eksplodere, da han hørte et klynkende snøft fra Angela og påny rettede sin opmærksomhed mod hende. Han bemærkede den lyserøde kjole, hun stadig holdt op foran sig. -- Hvad i alverden er dette? udbrød han ved synet.
   Angela blev pludselig dybt forarget. -- Uffe, du EJER mig altså ikke! Du kan ikke bestemme, om jeg må modtage gaver eller ej!
   Uffe prøvede med al magt at beherske sin harme, men forgæves: -- Jeg skal vise dig, hvad jeg synes om gaver fra ham! brølede han vildt og flåede i næste sekund kjolen ud af hånden på hende, hvorefter han i ét ryk rev den midt over.
   Angela stod et øjeblik som lamslået. De andre i kontoret blev også stille. Et par sekunder gik. Så skreg Angela, højt og hjerteskærende.
   -- Hvad fanden laver du, Uffemand! råbte Hasse.
   Uffe svarede ved at give ham et knusende kæbestød, så denne vaklede baglæns ind i køleskabet. Han faldt og blev liggende på gulvet, blinkende forvildet med øjnene.
   Uffe sprang opildnet i vejret og var dernæst over ham som et frådende vildsvin. -- Rejs dig! gryntede han rasende. -- Eller jeg tramper dig i småstykker, din satan!
   Hasse blev dybt skræmt, da han så Uffes infame, ja ligefrem forrykte, udtryk i hele hovedet. I en blanding af rædsel og panik greb han ud efter en badevægt, der stod ved køleskabet, og holdt den op foran sig som et beskyttende skjold. Uffe sparkede i samme sekund og ramte vægten med fuld kraft.
   Hele kontoret rungede, da Uffe skreg. Han humpede baglæns og kæmpede for at holde balancen. -- Du svin!!! stønnede han. -- Du...
   -- Uffe, Uffe, Uffe! hulkede Angela.
   Uffe forsøgte at fremsige noget, men kunne kun grynte. Hvert forsøg gjorde, at blodet steg ham til hovedet, og i samme nu baldrede han baghovedet mod et spejl på væggen og sank bevidstløs om.
   -- Du har dræbt ham, Hasse, gispede Kurt. -- Du har dræbt Uffe. Han er død!!! Kurt var på sammenbruddets rand.
   Hasse gned ømt sin kæbe og så sig tåget rundt i lokalet. Han fik øje på Angelas opløste ansigt og indså, at hun hvert øjeblik ville kunne begynde at skrige igen. Han øjnene også Maren Blomberg, der -- når hun var ovre det værste chok -- uden tvivl ville tilkalde hjælp.
   -- Lad os komme væk herfra, hviskede han hurtigt til Kurt. Samtidig greb han Angela fast om munden. -- Tag hendes ben, Kurt.
   Angela blev så paf over denne uventede handling, at hun helt glemte at gøre modstand, men i mellemtiden var Maren kommet sig af chokket og havde anbragt sig i døråbningen. -- Stop! I bliver her! brølede hun.
   Kurt følte sig pludselig som et vilddyr fanget i en fælde. Han blev rædselsslagen, greb panisk fat i Angelas badevægt og slog Maren oven i hovedet. Hun så et øjeblik helt forbløffet ud, men 2-3 sekunder efter besvimede hun.
   Nede i bilen på Reklamelands P-plads startede Hasse hidsigt motoren, bakkede brutalt ud og forsvandt med sin bror og Angela i en kulsort røgsky.