Da de endelig kom ud af skoven, bredte store marker sig ud foran dem, så langt de kunne se. Michold standsede midlertidigt hestevognen, så de kunne betragte udsigten. Et par enkelte landsbyhuse var synlige ude i horisonten, omgivet af et par enkelte træer og en å, men ellers var terrænet helt bart. Solen stod højt på himlen og var endeligt stoppet med at skære i øjnene. To fugle i det fjerne slog kolbøtter i luften og landede ved åen tæt ved en mark.
   "Det her er udkanten af Harroldstad," sagde Michold og brød tavsheden, "alt hvad der bliver dyrket her, går til forstadsmændene inde i byen. Der er kun et par kilometer, til vi kan se byen."
   "Men det må da være utroligt meget mad, der kommer ud af det," undrede Adara sig.
   "Ja, nu skal der jo også være nok til hele byen," sagde han og smilede, "jeg tror ikke du er klar over, hvor stor byen egentligt er."
   Michold satte de to heste i gang igen og fik hestevognen til at bevæge sig i et roligt tempo, videre hen ad den brede sti.
   Adara stirrede ud i horisonten. Hendes nysgerrighed var blevet vækket nu. Hun havde godt nok aldrig været i Harraldstad før. Det var en meget stor by, havde Michold sagt.
   "Der er lige nogle ting, vi skal snakke om, inden vi kommer ind til byen," sagde Michold.
   Adara betragtede Michold og bemærkede, hvor alvorligt hans blik var blevet. Det var et meget fjernt blik, som så ud til at se mere end bare udsigten over markerne. Måske endda et bedrøvet blik.
   "Jeg har nogle bekendte, som vi kan bo ved et lille stykke uden for byen. Det er bedst, at du ikke tager med ind i byen."
   "Men Michold!" Udbrød Adara, "får jeg så slet ikke byen at se?"
   "Det ved jeg ikke endnu, Adara," sagde han og mødte hendes blik, "din magi er upålidelig. Den er ikke blevet bundet ved en ceremoni endnu, så du har ikke nogen kontrol over den. Derfor er det bedst at blive uden for byen. I hvert fald indtil du har fået den bundet. Jeg vil overlade dig hos min gode ven, indtil jeg har fundet nogen, som kan hjælpe os inde fra byen."
   Adara kiggede fremad igen.
   "Min magi er ikke upålidelig," påstod hun og sukkede tvært men træt.
   "Adara," sagde Michold skarpt, "hvorfor kan jeg så ikke få hestene til at gå hurtigere, lige meget hvad jeg gør?"
   Det tog nogle sekunder før Adara forstod hans spørgsmål og hvorfor han spurgte hende om det. Hun kiggede undrende hen på hestene og det gik op for hende, at hun spændte i hele kroppen. I det samme hun tillod sin krop at slappe af, begyndte hestene at sætte i trav, så de begge forskrækkede var ved at falde bagover på bænken foran på hestevognen.
   Michold lo højt, så Adara blev rød i hovedet.
   Hun følte sig fortabt og vidste ikke hvad hun skulle stille op med sig selv.
   "Hvor lang tid tror du, det tager? Hvor længe skal vi være her?" Spurgte hun.
   "Måske en uge. Måske længere," svarede han, "jeg bliver nødt til at være forsigtig. Vi må holde lav profil."
   "Hvor vil du starte?" Spurgte hun stille, men nysgerrigt.
   "Det har jeg ikke besluttet endnu. Jeg bliver nødt til at finde en måde at kontakte oprøret. De vil kunne hjælpe os, for de magikere der ikke er i Kongens tjeneste, er der."
   Adara sukkede. Hvorfor skulle hendes skæbne være så ond?
   "Jeg har ikke lyst til at bo ved en fremmed familie i mere end en uge. Jeg har ikke lyst til at komme i kontakt med oprøret og jeg har slet ikke lyst til at være magiker."
   Michold betragtede Adara og kunne ikke lade være med at smile. Adara undrede sig over hvorfor, men spurgte ikke. Hun slog armene over kors og trak sig ind i sig selv. Hun kunne ikke se noget godt ved situationen.

De nærmede sig et lille hus med stråtag, da en ældre mand trådte ud og hilste på dem.
   "Goddag Hirestol," sagde Michold og præsenterede Adara og Hirestol for hinanden.
   "Michold," smilede Hirestol og bød dem velkommen, "hvad bringer Jer hertil?"
   Adara kiggede Hirestol over skulderen og fik øje på en pige, der stod i døren bag ham og var ved at tørre sine hænder i sit forklæde. Hendes tøj var meget simpelt og kun hendes forklæde og hendes lange hår, opsat i en sjusket hestehale, antydede noget feminint. Hun så yngre ud end Adara, men hendes positur og bevægelser fik hende til at virke ældre.
   Hun så nysgerrigt efter dem, men forsvandt hurtigt fra døråbningen.
   "Vi har brug for et sted at overnatte," hviskede Michold og kiggede sig over skulderen, selvom landskabet var øde i flere kilometers omkreds, "mens jeg prøver at kontakte oprøret."
   I samme øjeblik oprøret blev nævnt, begyndte Hirestol bekymret at gnide sine hænder og febrilsk kigge sig over både Micholds skuldre og sine egne.
   Adara løftede øjenbrynene. Det virkede for hende lidt overdrevet at være så bekymret, når ingen var i nærheden.
   "Lad være med at sige det så højt," hissede Hirestol bekymret.
   "Argh, hold nu op," sagde Michold, men virkede nu alligevel ikke helt ubekymret, "hvis der er lagt en besværgelse på ordet, er det lige meget hvor højt, jeg siger det. Vil De hjælpe os?"
   Hirestol kiggede på Michold med et eftertænksomt blik. Han stod helt stille i næsten et minut.
   "I må hellere komme med ind," sagde han endeligt.

"Mit navn er Karain," sagde Hirestols datter og nejede, før hun serverede the for de nye gæster, "og hvis I får brug for noget, må I endeligt sige til, så skal jeg prøve at hjælpe Jer."
   Hun forsvandt hurtigt ud af den lavloftede stue igen.
   Det var ikke noget imponerende hus. Stuen var fyldt ud med møbler; spisebord med stole, reoler rundt langs væggene og adskillige flere små borde, men de fleste var slidte og så hjemmelavede ud.
   "For alle tilfældes skyld kalder vi... den forsamling De nævnte, for 'den forbudte forsamling'. En sikkerhedsforanstaltning."
   "Men Hirestol dog," sagde Michold, "hvorfor så forsigtig lige pludseligt? Og nu vi er ved det, hvorfor er ruterne så næsten tomme?"
   "Har De ikke hørt det?" Spurgte Hirestol og betragtede Michold. Da han ikke fik noget svar, forklarede han sig:
   "Der kommer flere og flere regler. Den forbudte forsamling er blevet mere aktiv, de har spioner ved Kongen overalt. Derfor har Kongen sat 1000 Donier på alle hoveder, der har været eller er en del af den forbudte forsamling, overvejer at blive det, eller bare kender nogen, som er med."
   "1000?" Spurgte Michold chokeret.
   Adara rykkede frem i stolen. 1000 Donier var en formue.
   "Hvor mange er der med i ... den forbudte forsamling?" Spurgte hun.
   Hirestols blik flyttede sig til Adaras og Adara krympede sig under hans blik med en følelse af, at han forsøgte at trænge ind i hendes hoved.
   "Ingen ved det. Kun dem der er med," sagde Hirestol, "de er meget forsigtige med hvem de betror sig til, og de får større og større grund til det."
   Han flyttede sin opmærksomhed til Michold igen.
   "Men det er ikke det eneste," sagde han, "Riget spreder rygter om alle mulige nye besværgelser. De har forbudt ordet, du ved det ord du brugte for den forbudte forsamling. De har allerede hængt over 25 personer på det store torv i byen, fordi de skulle have sagt ordet for mange gange. Ingen ved om Kongens magikere rent faktisk kan gøre alle de ting de påstår, som at holde styr på hvem, der siger forbudte ord. Men ingen tør tage chancen. Nu bliver ordet for gruppen skiftet ud med jævne mellemrum. Jeg ved ikke, hvad de selv kalder sig for tiden.
   Michold var helt stum og så ikke ud til at vide, hvad han skulle sige.
   "Forstår De nu, hvorfor jeg er nervøs?" Spurgte Hirestol indtrængende, "det er farligere at være venner med den forbudte forsamling, end det var førhen. Og derfor må De forstå, at jeg ikke kan skjule jer her."
   Michold sagde stadig ikke noget. Han lænede sig tilbage i stolen og rørte sin hage uden at tage blikket væk fra Hirestol.
   Hirestol fjernede sit blik fra Michold og stirrede ned i bordpladen, mens han nervøst gnubbede sine hænder. Adara anede et glimt af dårlig samvittighed.
   "Det er ikke fordi, jeg ikke vil hjælpe Dem. Det ved De da. Vi er jo venner. Og nok skylder jeg Dem en tjeneste, men bed mig ikke om dette. Jeg frygter for min datter. Hun er den eneste, jeg har tilbage, ved De nok."
   Michold sænkede sit blik og kiggede nu også ned i bordpladen.
   "De har ret," sagde han endeligt, "lad da blot Adara bo her i en uges tid. Jeg skal nok lade være med at dukke op igen, før vi er klar til at drage videre."
   Hirestol stirrede betænksomt på Michold igen. Han så ikke ud til at bryde sig om tanken.
   "Det er kun en uge," fortsatte Michold, "hun kan være en kusine til Karain. Hvis De gør dette for mig, er De mig kvit."
   Hirestol betragtede Adara igen.
   "Nuvel," sagde han endeligt, "det er vel rimeligt."
   En antydning af et smil og en lettelse viste sig i Micholds ansigt.
   "En uge!" Påpegede Hirestol, "og med al respekt, så bliver De nødt til at tage af sted snart."
   "De vil ikke have en forklaring?" Spurgte han forsigtigt.
   "Jeg vil vide så lidt så muligt," sagde han og rejste sig med ryggen til.
   "Nuvel," sagde Michold, "Adara vil du følge mig ud?"
   Hirestol kiggede efter de to, da de gik ud af hoveddøren samme vej, som de var kommet ind.
   "Er det virkeligt nødvendigt at forlade mig her?" Spurgte Adara sørgmodigt.
   "Adara," sagde Michold og sukkede bedrøvet, "jeg havde håbet på, at være hos dig hver nat, men Hirestol har ret i, at det er for farligt for dem, at jeg kommer tilbage hertil hver aften."
   Adara kiggede ned i jorden.
   "Men han ved ikke, at det rent faktisk er farligere for ham at have dig her," nærmest hviskede han, "undgå følelsesudbrud, vil du love mig at prøve på det?"
   Adara kiggede undrende på ham.
   "Som sagt, er din magi upålidelig," sagde han, "den reagerer uden for din kontrol, men sammen med dine følelser."
   Adara mærkede, at hun endnu engang måtte kæmpe for at holde tårerne inde.
   "Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?" Spurgte hun, "hvorfor må jeg ikke have et almindeligt liv?"
   Michold kiggede medlidende på hende, men smilede så.
   "Hey," sagde han kvikt, "tænk på, at du er fri for at ægte Grev Markul."
   Adara smilede bedrøvet og gav Michold et kram.
   "Jeg skynder mig at finde en løsning," sagde han, "vi får snart bundet dine kræfter."

Michold modstod trangen til at se sig tilbage over skulderen, som han efterlod Adara ved den gode Hirestol. Han vidste jo, at han kunne stole på Hirestol.
   Michold følte dog en frygt for, at noget ville gå galt. Derudover følte han en sørgmodighed over fjendtligheden fra Hirestols side. De havde engang været nære venner, men omstændighederne fik Hirestol til at tage afstand til Michold. Det kunne han dog ikke bebrejde ham. Han elskede sin datter over alt på jorden og ville gøre, hvad han kunne for at holde hende i sikkerhed.
   Michold rynkede panden og tog alligevel et enkelt kig over skulderen, hvor han så Adara betragte ham. Bare hun nu ikke tiltrak sig unødig opmærksomhed, som hun havde haft en tendens til, lige siden hun blev født.

Adara betragtede Michold, som han red bort. Han gav hende et sidste blik hen over skulderen. Det var et bekymret blik. Hun var lidt i tvivl om, om der var noget, Michold ikke havde fortalt hende. Han virkede mere bekymret, end hun var selv. Måske var det bare fordi, han frygtede for, at hendes magi ville afsløre hende. Men det kunne også være, han bare var bekymret for, at hun ville gøre noget dumt.
   Den bekymring var nu ikke helt ubegrundet. Hvor ofte havde Marti ikke sagt til hende, at hun havde en evne til at lave dumme og ugennemtænkte ting?
   Men det var Adara nu ikke selv bekymret for. Hun var blevet ældre og mere moden. Det var alvor nu, så hun vidste godt, at det ikke duede at lave sjov.
   "Adara," kaldte Karain bagfra, "skal jeg ikke vise Dem, hvor De kan sove?"
   Adara smilede til Karain og fulgte efter hende ind i huset igen.

På tredjedagen bad Adara af restløshed om lov til at tage med Hirestol på arbejde. De foregående dage var gået med at plukke blomster, tælle skyer og spejde efter Michold og Adara havde erfaret, at det gav alt for meget tid til at tænke og bekymre sig om Michold, Marti og fremtiden. Hun havde kun snakket en smule med Karain og hjulpet til med nogle småting, men hun kunne hurtigt fornemme, når hun var i vejen. Karain var en fåmælt pige, der kunne lide at få noget for hånden. Hun arbejdede så hurtigt i sine rutiner, at Adara følte sig overflødig. Om eftermiddagen forsvandt hun, uden at Adara vidste hvorhen, men kom tilbage i god tid til aftensmaden. Her var Hirestol kommet hjem, og de snakkede da hen over maden, som enhver hengiven familie, bortset fra den akavede tavshed, der nogle gange opstod som følge af at have en fremmed gæst ved bordet.
   Adara fortrød næsten hun havde spurgt, om hun måtte komme med, da hun mærkede Hirestols skeptiske blik på sig.
   "Har De før arbejdet i marken?" Spurgte han, mens han begyndte at tage støvler på.
   "En gang i mellem," tøvede Adara.
   "De vil få mere ud af at hjælpe Karain her," sagde han, rejste sig op for at tage vest på og smilede let til hende.
   Adara sukkede.
   "Men hun har ikke brug for min hjælp," sagde Adara, "og jeg vil gerne gøre lidt nytte."
   Hirestol stoppede op og kiggede på hende.
   "Jeg er sikker på, De kommer til at gøre mere gavn end os i fremtiden, hvis De har tænkt Dem at slutte Dem til den forbudte forsamling," sagde han, "De burde fokusere på at træne."
   "Træne?" Spurgte hun forundret.
   Hirestol smilede.
   "Vi ses i aften," sagde han og forlod hende med sine redskaber over skulderen.

Da Adara bevægede sig ud i køkkenet, var Karain i fuld gang med at rengøre grøntsager.
   Efter et stykke tid stoppede hun og kiggede på Adara.
   "Er noget galt?" Spurgte hun og smilede forsigtigt.
   "Nej," svarede Adara hurtigt, "men ved De, hvad Hirestol mener med, at jeg burde træne? Hvilken slags træning mener han?"
   Karain gav sine grøntsager opmærksomheden igen.
   "Han mener, at vi ikke er mandige nok til at arbejde i marken," sagde hun nærmest undskyldende. "Han mener, De burde træne kampsport og være i stand til at forsvare Dem selv i nærkamp, hvis De skal være en del af den forbudte forsamling.
   Adara havde aldrig overvejet, at hun måske kom i en situation, hvor hun ville få brug for at forsvare sig selv. Hun var trods alt en pige, og piger burde jo ikke træne kampsport.
   "Kan De... " tøvede hun, "kan De forsvare Dem selv?"
   "Jeg træner hver eftermiddag," svarede hun og besvarede Adaras blik, "tæt på, i en åbning i skoven, så ingen ser det.
   Adara betragtede Karain. Hun var en slank og ordinært bygget pige. Det var svært at forstille sig, at hun skulle kunne forsvare sig selv mod en fuldvoksen mand.
   "Er det Deres alvor?" Spurgte Adara skeptisk.
   Karain smilede uden at se op.
   "Tag med mig i eftermiddag," sagde hun, "så skal jeg vise Dem, hvordan jeg træner."
   Adara efterlod Karain med sine grøntsager. Det ville vel ikke skade at kunne forsvare sig selv, selvom hun var en kvinde. Men Hirestols og Karains bagtanker ved det, forstyrrede hende. De mente, hun burde træne for at slutte sig til oprøret, eller den forbudte forsamling, som de kaldte det. Adara havde ikke lyst til at slutte sig til oprøret. De gjorde modstand mod styret, som Adara hele sit liv, havde fået at vide, fungerede som det skulle. At oprøret pludseligt skulle være de gode, var svært for hende at forstå. Men det var ikke det eneste. Som Hirestol havde sagt, levede alle fra oprøret med en konstant risiko for at miste livet. Dette var ikke et liv, Adara ønskede. Hun ønskede at kunne passe sig selv, hjælpe sin onkel og måske få egen familie engang.
   Adara kiggede ud gennem det lille vindue tæt ved entréen, hvorfra hun kunne se den bakke, Michold var reddet bort over, på vej ind mod Harroldstad.
   Når hun havde fået bundet sine kræfter, ville hun vende tilbage til Marti og fortsætte sit liv, som før det var blevet afbrudt. Hun havde været i gang med at opdrætte en ung hingst. Hun havde dedikeret al sin tid til ham, men nu fik hun måske ikke mulighed for at færdiggøre hans træning.

Senere den eftermiddag betragtede Adara forundret, hvordan Karain svingede et sværd rundt om sig selv, som om hun kæmpede mod en usynlig fjende.
   Solens stråler skinnede ned på hende i tynde stråler gennem trækronernes blade og fik hendes bevægelser til at blive yndefulde som i en dans, omend en noget kantet dans.
   De var i et oplyst område inde i en tæt skov, så de var skjult fra alle sider.
   "Far er ikke vild med, at jeg træner," sagde Karain efter noget tid, "men han ved, det er nødvendigt. Så længe jeg kan nå at holde rent og lave mad, kommenterer han det ikke."
   "Men... er det virkeligt nødvendigt?" Tøvede Adara, "piger behøver normalt ikke at kunne forsvare sig."
   Karain stoppede op og kiggede stift på Adara. Så smilede hun.
   "Det er der mange piger, der mener," svarede hun, "specielt når De kommer fra de finere kredse. Men jeg har kun min far til at beskytte mig, skulle der komme vagter, gardere eller andre røvere. Og det meste af dagen, er han ikke hjemme. Jeg har bare besluttet mig for, at jeg ikke vil lade Dem styre alting. Jeg vil også have noget at skulle have sagt."
   På grund af de ord, fik Adara en helt ny respekt for Karain. Den unge pige, med det lange, glatte, mørke hår samlet omme i nakken og bukser beregnede til mænd, fik en helt ny værdighed i Adaras øjne, som hun stod der med et svær i hånden, rank ryg, og et beslutsomt udtryk i ansigtet.
   Adara samlede det ekstra sværd op og kiggede på det et stykke tid. Det var meget simpelt men tungere end hun havde regnet med. Med en anstrengelse samlede hun det op.
   "Der er jern indeni," forklarede Karain, da hun så Adaras forundring, "for at gøre vægten mere realistisk."
   "Hvad skal jeg gøre?" Spurgte Adara.
   Karain smilede bredere, end hun havde gjort hele dagen.
   "Først skal De lære at stå rigtigt," sagde hun, "hold sværdet med højre hånd over venstre. De styrer med den højre og støtter med den venstre."
   Det tog lang tid for Adara at lære, hvordan hun skulle stå og hvordan hun skulle holde sværdet.
   "Hey!" Udbrød Adara forvirret, da Karain skubbede til hende, så hun væltede bagover.
   "De stod ikke rigtigt," påpegede Karain, "hvis De havde stået rigtigt, kunne jeg ikke have skubbet Dem så let."
   Adara rejste sig op, børstede sit skørt rent og stillede sig klar igen. Denne gang bøjede hun mere ned i knæene, og gik mere op i ligevægten mellem benene, for at kunne holde balancen, hvis Karain havde tænkt sig at skubbe hende igen.
   "Armene ind til siden," sagde hun, "den første bevægelse De vil lære, er denne."
   Karain viste hende en bevægelse med sværdet og Adara gjorde den efter, og prøvede nøje at følge de rettelser, som Karain kom med løbende.
   Træningen optog hurtigt Adara og hun følte virkeligt, hun lærte noget af Karain. De brugte flere timer på at øve øvelser og gentage dem langsomt. Af og til væltede Karain Adara omkuld, så hun kunne blive mindet om ligevægten i benene.
   "Det er fint at gå bagud, hvis man bliver ramt af et tungt slag. Mænd slår jo som regel rimeligt hårdt. Men det er vigtigt at gøre det med ligevægt, så man ikke bliver slået ud af kurs."

Udmattet lod Adara sig falde om i den lave seng.
   Adara var forundret over, hvordan Karain kunne have en sådan energi og ikke mindst viljestyrke til at arbejde så hårdt hver dag. Fra hun stod op, til hun gik i seng, havde hun noget i hænderne. Hvis ikke det var til rengøring, var det et sværd eller strikkepinde.
   Efter de første par dage hvor Adara var begyndt at lære at bruge et sværd, var hun udmattet og måtte tvinge sig selv ud af sengen. Men bortset fra det, havde hun det godt. Hun var mere ivrig efter at hjælpe Karain med de huslige pligter, så hun kunne komme med hende ud i skoven og træne mere. Hun var øm i hele kroppen, men for ivrig efter at lære mere, til at tage sig synderligt af det. Førhen ville hun ikke have været så begejstret for at arbejde og træne. Men nu følte hun, det havde et formål. Desuden, fik det hende til at bekymre sig mindre, når hun ikke havde tid til at tænke alt for meget.
   Hun var også begyndt at kunne snakke med ved aftensbordet. På trods af, at de to fik dagene til at gå med stort set det samme hver dag, havde de altid noget at snakke om. De pjattede og fortalte om bagateller. Men det hyggede de sig med.
   Først om aftenen, når Adara lå i sin seng, fik hun rigtigt tid til at tænke på Marti og Michold. For hver dag blev hun mere bekymret over, at Michold ikke var kommet tilbage, hvilket var fjollet, når han havde sagt, der ville gå en uge. Måske ville der endda gå et par dage mere. Det var nu den femte nat, hun lå i denne seng.
   Hun vendte sig i sengen og ømmede sig over sine ømme skuldre.
   Hun var heldigvis udmattet nok, til at hun ikke skulle ligge længe, før hun faldt i søvn.

Dagen efter var de blevet hurtigt færdige indenfor og som følge af Adaras ønsker, var Karain gået med til at tage en times træning allerede inden middagsmaden.
   "Av," skreg Adara, "da hun igen blev tvunget baglæns på bagen."
   De var langsomt begyndt at træne med træsværdene og Adara forstod nu, hvorfor det var så vigtigt at holde en god ligevægt mellem benene og flytte dem rigtigt under en kamp.
   Endnu en gang rejste hun sig og gjorde sig klar til en ny omgang. Karain smilede og rejste også sit sværd til endnu en kamp.
   Adara vidste ikke hvorfor, men hun følte, hun befandt sig i en anden verden. Det var som om, hendes instinkter var forstærkede mange gange og det gav hende en berusende følelse at bruge energien i kamp.
   Karain gjorde pludseligt et udfald og selvom Adara, et eller andet sted, genkendte det som en finte, tændte det en lyst i hende, en lyst til at modangribe. Hun huggede ud efter Karains skulder, men Karain undveg let hendes angreb og indledte et sving mod Adaras modsatte side. Uden at Adara kunne nå at tænke over det eller forstå hvad der skete, svingede Adara sværdet i en naturlig bevægelse rundt under dem for at afværge hendes angreb.
   Karain kiggede overrasket og forvirret op på Adara. Så smilede hun.
   Hun gik mere aggressivt til værks nu, og svingede sværdet hurtigere for at vælte Adara omkuld igen.
   Adara mærkede, hvordan nervøsiteten sneg sig ind på hende, men skyndte sig at lukke den ude, mens hun var i stand til det. Hun tillod sig selv at synke ind i en unaturlig skarp tilstand, hvor hun reagerede udelukkende på instinkter. Rusen overvældede hende og hun mærkede, hvordan hun kæmpede for at vinde. Hun havde svært ved at overskue andet end at forsvare sig mod Karain, men da hun et øjeblik så en mulighed for at ramme hende, overtog øjeblikkets rus hende og hun jog med al sin energi ud efter Karains ben, selvom Karain havde set det og svingede sit eget sværd for at forsvare sig.
   Adara mærkede, at en enorm varme strømmede ud af sig, som om den blev kanaliseret ud gennem træsværdet. Ude af stand til at reagere eller undgå det følgende, måtte hun betragte, hvad hun allerede havde indset, ville ske. En rødlig energibølge omkransede hendes sværd og jog ind i Karains venstre lår, lige gennem Adaras sværd, som om det ikke var der.
   Adara ænsede kort at Karains sværd gik i to dele, mens Karain selv sank om på jorden, før det blev sort og svimlede for Adaras øjne. Hun prøvede at holde balancen og overvinde den panik, der prøvede at overtage hende. Hun fik synet tilbage for et øjeblik og så, at Karain lå sammenkrøbet på jorden og holdt om sit ben. Der var blod, men Adara var ude af stand til at se, hvor slemt det var. Hun stavrede lidt tættere på hende, men blev da bevidst om, hvor kraftesløs hun netop var blevet, som hun mistede bevidstheden.

Karain skreg. Der kunne ikke være gået mere end nogle sekunder, før Adara var kommet til bevidstheden igen. Hun åbnede øjnene og blev klar over, at hun først nu var i stand til at høre Karains skrig.
   Hun rejste sig op og så Karain ligge en meter fra hende selv. Hun fik sig trukket hen til Karain og blev klar over alvoren i situationen. Der var meget blod. Karain hulkede og skreg, mens hun prøvede at holde om sit ben.
   Et øjeblik var Adara helt blank og slet ikke klar over, hvad hun skulle stille op med situationen. Panikken strømmede ind over hende. Det var hende, der var skyld i dette. Hun havde fremkaldt magien, fordi hun havde været så ivrig efter at vinde duellen. Hvis Karain forblødte nu, ville det være hendes skyld. Hun ville være skyld i, at Karain døde.
   "Her," skreg Adara panikslagent, trak det lånte forklæde af og pressede det mod hendes lår. Adaras tanker var pludseligt blevet klare i kraft af adrenalinen og den tilbagevendende energi.
   "Pres det her mod benet," sagde hun hårdt og tvang Karain til at holde stoffet mod såret.
   "Det er vigtigt!" Råbte Adara ad hende, da det var vanskeligt at få hendes opmærksomhed.
   "Hør her," blev hun ved, "pres det her mod såret, så du ikke forbløder. Jeg kommer tilbage, så hurtigt jeg kan."
   Hun kom snublende op at stå og begyndte at løbe. Hun snublede flere gange af kraftesløshed, og mærkede panikken langsomt overtage igen. Hvis Adara besvimede nu, ville Karain ikke være godt stillet.
   Langsomt mærkede Adara, at hun fik mere energi og efterhånden holdt hun op med at snuble og blev mere sikker på benene. De værkede og gjorde ondt, men i det mindste var hun i stand til at holde sig over jorden.
   Hun løb ud over markerne, og minutterne føltes som timer, mens sveden sprang frem på panden. Tanken om at Karain ville dø og at det var Adaras skyld, gav hende ekstra kræfter.
   "Hirestol!" Råbte hun langt om længe, da hun kunne se ham ude på den tredje mark.
   Fjerde gang hun råbte hans navn, vendte han sig om for at kigge efter hende. Han fornemmede hurtigt at noget var galt, smed hvad han havde i hænderne og løb tilbage mod hende.
   Da han nåede hende, stoppede hun op og hendes ben sank rystende sammen under hende.
   "Det er Karain..." stønnede Adara, "hun er såret... vi trænede.. magi... vi må skynde os."
   Hirestol nåede ikke at sige noget, inden han var løbet af sted for at finde Karain. Adara prøvede at rejse sig for at følge efter ham, men hendes ben knækkede sammen under hende. Først efter nogle minutter, kunne hun samle kræfter nok til at løbe efter ham.
   Da hun kom tilbage til huset, havde Hirestol båret Karain derind. Hun lå midt på gulvet og Hirestol var omringet af lægemidler, papir og indbindinger.
   Et øjeblik stirrede Adara fortvivlet på dem, mens Hirestol var i gang med at klippe Karains bukser op for at komme ind til såret. Adara blev klar over, at hun græd og skyndte sig at tørre tårerne væk. Retten til at græde var ikke hendes.
   Hun bevægede sig hen til dem og satte sig på den anden side af Karain. Karain havde lukkede øjne. Hun holdt med begge hænder om et stykke stof, som hun havde i munden. Tårer rendte ned ad hendes øjne og hun trak vejret stønnende.
   "Det gnitrer fra såret," sagde Hirestol og kiggede bebrejdende op, "har her været andre end Jer?"
   "Nej," svarede Adara og krympede sig, "det var et uheld."
   "Ikke i mine fjerneste forestillinger havde jeg troet, at det var grunden til, at Michold ikke ville have Dem med ind i byen," vrissede han og kiggede hårdt på hende.
   "Er der noget, jeg kan gøre?" Spurgte Adara, "kan jeg hente en lægekyndig?"
   "Nej!" Svarede Hirestol hårdt, "magien er for tydelig. Vi må klare os selv."
   Adara betragtede dem fortvivlet.
   Hirestol kiggede op.
   "Jeg vil foretrække, at De tager afstand," sagde han, "det er for risikabelt, at De er her."
   En kulde fyldte Adara, så hun skælvede og denne gang havde kulden ingenting med magi at gøre. Hun følte sig nu kold og ked af det. Hun rejste sig op og skyndte sig ud af huset. Hun betragtede landskabet. Hvor skulle hun tage hen? Hun var ikke ønsket. Hun var for risikabel at være i nærheden af.
   Hun mærkede nu ikke længere kun sorgen og frygten for ensomhed, men også vreden. Det var jo ikke hendes skyld. Hun havde ikke bedt om at være et misfoster, der var til fare for andre mennesker.
   Hun blev opmærksom på at gnister føj ud af hendes hænder, hvilket tilsyneladende afkræftede hende, så snart hun fik lidt energi. Hun trak vejret dybt og tvang sig selv til at slappe af.
   Ligeglad med hvor hun skulle ende, begyndte Adara efter lidt tid at gå. Hun bevægede sig ned mod åen, der i horisonten snoede sig ind mod Harroldstad, der virkede meget stor, fordi man ikke kunne se enderne, der var skjult af store skovområder i begge sider.

Efter hvad der føltes som en evighed, kom hun ned til åen, der, tæt på, lod til at være en lille flod, der strømmede lystigt ind mod Harroldstad. Adara fandt en lav bred ved floden, der var flad og tydeligvis blevet brugt ofte. Hun satte sig på hug og prøvede at fange et spejlbillede, men det var umuligt. Vandet var for lystigt og brusende. Det gik op for hende, at hun havde blod ud over sine hænder og skyndte sig at prøve at få det af. Hendes hænder rystede ved synet og mindede hende igen om, at hun ikke vidste, hvordan det ville gå med Karain.
   Hun kiggede sig omkring og da der ikke var andre end hende, et egern i det nærmeste træ og to fugle der huggede i jorden tæt ved floden, begyndte hun at græde.
   Hun havde lyst til at gå tilbage for at hjælpe Karain, men Hirestol havde sagt, hun skulle forsvinde, fordi hun var for risikabel at være i nærheden af. Måske var hun dømt til at være ensom. Pludseligt ønskede hun mere end noget andet, at Michold ville komme tilbage. Han ville hjælpe hende med at fået bundet sine kræfter.
   hendes tårer dryppede ned ad kinderne og gjorde hendes tøj og hendes hår vådt, men det betød ingenting. Det der betød noget, var lettelsen over at lukke følelserne ud og lade tårerne trille.
   "Hvorfor græder De?" Lød en stemme bag hende. Det gav et sæt i hende, men hun vendte sig ikke om for at se, hvem det var. Hun gjorde en indsats for at holde tårerne tilbage, og tørrede de sidste væk fra ansigtet. Så vendte hun sig for at betragte sin forstyrrer.
   Det var en ung mand, nogenlunde på hendes egen alder. Han havde halvlangt, mørkt hår, men stilet. Han havde brune øje, der udstrålede nysgerrighed men mest af alt beslutsomhed. Hans kæber var fremtrædende og hans ansigt var pænt og rent for urenheder. Hvis ikke det havde været for hans tøj, ville Adara ikke have troet, at han hørte til her. Han bar lærredsbukser og en mat farvet, blå trøje med trekvart ærmer, der bar præg af at være blevet brugt lidt for længe, lige som alle andres.
   "Det er lige meget," svarede Adara og kiggede væk igen.
   "Hold da op," sagde han og satte sig ved siden af hende, "når De græder, tvivler jeg på, det er lige meget."
   Adara fornemmede noget underligt ved ham. Igen fik hun følelsen af, at han ikke hørte til her. Hans holdning og hans accent talte for sig selv.
   "Det er bare..." tøvede Adara, "det er svært at forklare."
   Hun havde en pludselig lyst til at fortælle ham alting. Det var ikke fordi han udstrålede nogen form for tillid eller tryghed. Tværtimod virkede han anderledes og spændende, men som en person man burde tage afstand til, ikke betro sig til. Alligevel havde hun en forfærdelig lyst til at betro sig til netop denne dreng.
   "Prøv," sagde han og smilede.
   Men det var ikke noget behageligt smil. Det var hverken tillidsfuldt eller venligt. Det var nærmere et facadesmil, der måske endda antydede, at han ville gøre grin med hendes svar.
   Adara tøvede.
   "Jeg savner min onkel," sagde hun og mødte hans blik, "det er såmænd det hele."
   "Aha," svarede han, men han provokerede hende ikke.
   Hun kiggede lettet ud over vandet igen og ventede på, han ville sige noget mere.
   "De ligner ikke typen, der har let til tårer," erklærede han og betragtede hende spørgende.
   Adara kiggede ham i øjnene.
   "De ligner ikke typen, der hører til her," sagde hun spydigt, "De lugter ikke som en, De taler ikke som en, og De sidder ikke som en."
   Drengen gjorde store øjne et øjeblik, før han fattede sig.
   "Det var da helt utroligt," sagde han hårdt og rejste sig, "lige meget hvor sød man prøver at være, er det helt umuligt at komme ind i varmen i dette forpulede hul af en landsby."
   Han vendte ryggen til hende, viftede med armen, som var hun en irriterende flue, og bevægede sig væk fra hende i den modsatte retning, end han var kommet fra.
   Adaras humør mildnedes lidt efter drengens reaktion. Det, at andre også havde problemer, fik hende til at føle sig lidt mindre ensom. Han gik længere og længere væk, og lige som han var ved at gå ud af hendes synsvinkel, satte han sig ved en stejl bred med benene ud over vandet, så det brusende og skvulpende vand lige netop ikke kunne nå hans fødder.
   Adara betragtede ham lidt og vendte sig så igen mod sine egne fødder. Langsomt mærkede hun ensomheden komme snigende igen og tårerne pressede på. Uden at tøve rejste hun sig op og gik hen for at gøre drengen med selskab, i håb om at få sine egne sorger lidt på afstand.
   Da hun var bag ham, tøvede hun lidt, men satte sig så ned ved siden af ham.
   "Undskyld," sagde hun forsigtigt, "er De inde fra byen?"
   Drengen kiggede på hende.
   "Fra byen ja," svarede han endeligt, "men ikke denne by. Jeg kommer fra Branyid. De ved, hovedstaden."
   Adara løftede sine øjenbryn af forundring.
   "Men det ligger langt herfra," sagde hun, "hvad laver De dog her?"
   Han drejede hovedet og kiggede på hende med et løftet øjenbryn.
   "Åh, undskyld," sagde Adara hurtigt og mærkede, hvordan hun langsomt rødmede, "det der med formaliteter... De behøver ikke svare. Det er ikke noget, som kommer mig ved."
   Så smilede han og så for første gang ud som om, han mente det.
   "De skal ikke undskylde. Jeg spurgte jo også ind til Dem.
   Jeg er her, fordi jeg blev træt af min familie. De er lidt snobbede og nogle gange bliver det for meget. Så kommer jeg her for at besøge en gammel ven. Det plejer at virker fortrinligt, da jeg hurtigt kommer til at savne mit rigtige liv igen."
   "Er her så forfærdeligt da?" Spurgte Adara uden at skjule en vis forargelse.
   Drengen smilede igen.
   "Nej," svarede han efter lidt tid, "bare meget anderledes."
   Adara løftede sine øjenbryn, men ville ikke spørge mere ind til det. Det liv hun havde haft ved Marti, havde aldrig været overdådigt, men Adara havde heller aldrig ønsket mere. De havde haft, hvad de havde brug for.
   "Det er simpelt," fortsatte han og løftede sit ene ærme op for at vise det, "det er hårdt, ikke for træningens skyld eller for at holde sig i form, men for overlevelse. Og så er folk her alt for afvisende over for andre end deres egen slags."
   "Er VI afvisende?" Spurgte hun forarget, "vi ville da ikke have en chance i Jeres kredse!"
   "Der er forskel," sagde han affejende, "jeg fortæller bare om mine erfaringer. Det er ikke første gang, jeg er her."
   Han kiggede væk igen, satte det ene knæ op til hagen og begyndte at pille ved græsstråene ved kanten af græsset.
   Adara vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun spekulerede på, hvad drengen havde gjort for at gøre sig fortjent til folkets kolde skuldre. Hun var sikker på, at ingen ville lukke en mand ude, hvis han bad om lidt varme, men hun ville ikke køre mere i det. Drengen var tydeligvis alt for egen.
   "Jeg hedder Adara," sagde hun lidt efter for at bryde den pinlige tavshed.
   Drengen sendte hende et kort blik før han svarede.
   "Rani."
   Da han ikke sagde mere, gjorde Adara tegn til at rejse sig.
   "Adara," sagde han, da hun skulle til at vende ryggen til ham.
   Hun stoppede op og vendte sig om mod ham.
   "Hvad er den virkelige årsag til at De befinder Dem her?" Spurgte han og kiggede hende i øjnene.
   Adara tav et øjeblik, mens hun ledte efter ord.
   "Det lader til, jeg er farlig at omgås," sagde hun koldt, før hun vendte sig og gik tilbage mod huset.
   Hun mærkede hans øjne i nakken, men turde ikke vende sig for at se, om han rent faktisk kiggede efter hende.