Hun opdagede sine kræfter den dag, en af Kongens såkaldte håndhævere af loven kom på sit årlige besøg. Adara var til stede ved denne begivenhed for første gang i 4 år. Hun mindedes sidst, hun havde overværet børnene ankomme. Hun havde kun været 13 år og stadig et barn. Dog havde hun aldrig glemt oplevelsen og da hendes onkel Marti havde opdaget, hvor berørt hun var blevet, havde han sørget for, hun ikke var til stede, de næste gange Kongens mand kom på besøg. Han gjorde det vel for at spare hende for medlidenheden.
   "Det er sådan, det fungerer," havde han sagt, "og det er til det bedste. Børnene er bange nu og afhængige af deres forældre. Men det går snart over."
   Hun havde prøvet at lade være med at tænke på det, for af en eller anden grund havde hun aldrig kunnet acceptere det. Hun var ikke klar over, at det var i dag, han ville komme og hun vidste heller ikke, hvorfor hendes onkel ikke havde sørget for, at hun ikke var hjemme. Måske mente han, hun var blevet gammel nok.
   Hun var lige fyldt 17 for 3 dage siden og var dermed officielt blevet voksen.
   Adara gik fra vinduet hen til døren og åbnede den på klem, så hun kunne se og høre bedre. Hun følte skam over for sin onkel for dette behov, hun havde. Hun havde altid en mening om alting og hun havde tit svært ved at holde den for sig selv. Men det der tyngede hende mest, var, at hun overhovedet havde en anden mening. Det, at hun ikke var i stand til at forstå, hvorfor tingene måtte være, som de var.
   Kongens vagt steg ned fra bukken på hestevognen og åbnede døren ind til capéen. Adara fik en klump i halsen ved at synet af vognen. Den havde et slidt og mørkt udseende med tremmer for vinduerne.
   "I skal af her!" Sagde vagten og trippede utålmodigt, "Kom så."
   Langsomt steg to drenge ud af vognen. De var knap 6 år gamle. Kort efter mistede vagten tålmodigheden og bøjede sig ind i vognen for at trække to drenge mere ud af vognen. Den ene gjorde voldsomt modstand og prøvede at gøre sig fri fra vagtens greb. Han var helt rød i hovedet, som han skreg og vred sig i vagtens hånd. Den anden gjorde ingen modstand. Han græd og en fortvivlet hulken nåede Adaras ører. Da gik det op for hende, at hun ikke huskede episoden for 4 år siden så tydeligt, som hun troede. Det var noget andet, når man stod i øjeblikket.
   Hun prøvede at lade være med at lytte. Men smerten var forfærdelig. Hun kunne næsten mærke drengenes sorg. Deres sorg over at blive skilt fra sine forældre og frygt for at være alene i verden. Hvor meget hun end elskede sin onkel Marti, havde hun svært ved at forstå, hvordan han nogle gange kunne være så kold. Han skulle dermed ikke kun optræne børnene til at blive kongens garde, men også opdrage dem og få dem til at glemme sine elskede.
   "Neej. Hjem. Slip mig."
   Det var de ord Adara var i stand til at forstå mellem barnets hysteriske skrig.
   Hun mærkede først, hvordan kun blev kold i hele kroppen. Tårerne var det varmeste ved hende, og de var lige nu ved at forlade hende gennem øjnene. Det gjorde ondt i hjertet at se de små børn være så fortvivlede.
   En høj lyd gennemtrængte hende og fik følelserne, der strømmede rundt i hende, til at gå i stå, som hvis tiden var gået i stå inden i hende. Vagten havde slået barnet, så det mistede fodfæstet og kun hang i den arm, vagten holdt oppe.
   "Stop!" Hørte hun sig selv råbe. Hun så sig selv bevæge sig hen over grusstien. Hele hendes krop gjorde oprør mod hendes vilje. Hun var ikke i stand til at kontrollere sig selv, før hun kom hen foran vagten og det gik op for hende, hvor tæt hun var på dem. Det gik også op for hende, at Marti stod ved siden af hende på hendes venstre side. Han kiggede forundret på hende, som om, han ikke vidste, hvem hun var. Børnene til højre for hende tiede alle lige med ét og stirrede overraskede på hende. Én havde tre fingre i munden, en anden prøvede at fjerne det snot, han ikke var i stand til at stoppe.
   Adara kiggede op på vagten, der pludseligt var blevet en hel del højere i forhold til, hvor tæt hun pludseligt var på. De var vel blot i en afstand af en meter.
   Tiden gik i gang igen, da vagten satte barnet ned for at konfrontere Adara. Med ét følte Adara sig meget skrøbelig og bange.
   "Slam", sagde det, da Adara blev ramt af vagtens håndflade. Adara faldt bagover på jorden og måtte ligge stille et øjeblik, mens hun af smerte ikke var i stand til at se eller røre på sig. Som synssansen langsomt kom tilbage og smerten blev mildere, mærkede hun vreden overtage dens plads. Hun vidste, at hun igen var ved at miste kontrollen. Vreden overtog den aftagende smertes plads og skubbede den endnu længere væk som svar på den uretfærdighed, hun blev stillet overfor.
   "Uforskammet!" Hørte hun vagten råbe ad hende.
   Hun trak vejret tungt og kiggede væk fra vagten for at undgå at forsvare sig selv. Han havde for høj rang til, at hun kunne tillade sig selv at forsvare sig, selv hvis hun kunne.
   Hun fangede børnenes blik og så da ikke kun frygten og sorgen i deres øjne, men et lille glimt af håb ved Adaras handlinger. Tanken om børnenes håb til hende på trods af hendes magtesløshed var det, der fik hende til at give slip for den sidste snært af kontrol, hun havde haft.
   Hun mærkede en stor lyst til at slå vagten og lige som hun var ved at eksplodere, rettede hun instinktivt armene mod ham, hvorefter hun havde en fornemmelse af, at vreden og frustrationerne blev sluppet løs, kanaliseret gennem hendes arme. Hun så et meget skarpt lys strømme ud af sin krop og hendes arme blev meget varme, mens resten af kroppen blev kold, som tømt for al varme og energi. Lidt efter blev armene også kolde og lyset gik ud.

Rani betragtede sig selv foran spejlet igen. Han prøvede at ignorere sit eget spejlbillede og fokusere på overfladen af spejlet. Det var sådan, de kloge sagde, man skulle gøre for at øve sig i at frigøre sin magi.
   Han koncentrerede sig om overfladen og sit ønske om at knuse spejlet. Og et sådan ønske var der bestemt. Efter alle de gange han havde stået her, håbet på at spejlet ville flække og bare en lille smule energi ville komme ud gennem hans arme. På grund af alle sine skuffelser havde han nu opbygget et grundigt had til dette spejl.
   Der var aldrig sket det mindste og frygten for, at der aldrig ville komme til at ske noget, blev større, for hver dag der gik.
   Han vidste, han havde det i sig. Han var sikker på, at der var masser af magi i ham. Han var trods alt søn af stormesteren.
   Han bed tænderne sammen og gjorde sit bedste for at lukke alt andet ude og kun koncentrere sig om overfladen af spejlet. Han rettede så armene mod spejlet uden at fokusere på det. Han fokuserede kun på overfladen af spejlet. Han spændte alle muskler i et forsøg på at frigive en energi, der skulle være inde i ham.
   Ingenting skete.
   Han sænkede armene og sukkede. Han var stadig en fiasko.
   Han betragtede sit spejlbillede et øjeblik og tillod sig selv at betragte sit udseende. Han var nu en køn dreng, selvom han ikke ville indrømme det. Hans far mente, at det ville blive en fordel i forhold til at charme sig ind på kvinderne. Men det kunne han nu ikke se nogen grund til. Kærlighed og forførelser var en dårlig leg. En leg med en alt for stor risiko; en risiko for at blive forelsket. Han ville nu aldrig lade sig narre af noget så dumt. Kærlighed var den største svaghed og det eneste punkt, hvor hans egen far, selveste stormesteren, var svag.
   Af den grund hadede han sin far. Rani var blevet født som resultat af kærlighed og han var sikker på, det var derfor, han var dømt til at være en fiasko. Lige som han var sikker på, det også var af den grund, hans far aldrig var blevet velsignet med flere børn. Dermed lå alt ansvaret på Ranis skuldre.
   Han ville aldrig rigtigt blive sin fars søn, før hans magi blev sat fri. Og der skulle være meget magi. Hvis det skete, ville hans far måske blive stolt af ham og se ham som sin søn. Men aldrig før.
   Men tiden var ved at løbe ud. Som magiker fik man som regel sine kræfter, når man var mellem 16 og 18 år. Det var lige omkring den alder man blev voksen i. Han havde nu været 18 i 8 måneder og var begyndt at blive bekymret for, at han aldrig ville blive magiker.
   Han havde nu også andre kvaliteter, vurderede han, mens han betragtede sig selv. Han havde en leders ansigt med et godt kæbeparti og øjenbryn, der gav ham et permanent udtryk af viljestyrke.
   Selvom han aldrig blev rigtig magiker, kunne han stadig blive stærk og have meget at sige i Kongens hof. Måske var det på tide at indse, at han måske ikke ville blive magiker og i stedet koncentrere sig om at skaffe sig fordele, ikke kun på kamppladsen men også inden for politik.
   Måske skulle han øve sig i talens kunst, som hans far påstod, var en fordel, når det kom til politik.
   "Du bruger alt for meget tid foran det spejl, Rani," sagde Damion ovre fra døren, "hvis man ikke vidste bedre, skulle man jo tro, at din forfængelighed var ved at tage over."
   Rani smilede til Damion. Hvis nogen, inden for slottets mure, kunne få ham i bedre humør, var det ham.
   "Kom," sagde Rani, og gik hen mod sin ven ved døren, "vi skal ud og træne. Og så må du hjælpe mig med at udpege en passende ledsager til det næste bal."
   "Bal?" Spurgte Damion chokeret, "siden hvornår er du blevet interesseret i at socialisere til bal?"
   Rani åbnede munden for at svare, lige som han blev afbrudt fra den højre side af den store gang.
   "Man skulle næsten tro, De var begyndt at gå op i politik, Rannari," lød det fra Fratuin som var efterfulgt af to andre. Rannari var Ranis rigtige navn, dog kaldte de fleste ham bare Rani. Fratuin var iklædt en lys violet kåbe, som skulle symbolisere, at han var magistuderende. "Har De givet helt op i Deres kamp for at blive magikyndig?" Spurgte han med et smørret smil.
   Rani og Fratuin havde altid været uvenner. De havde altid hakket på hinanden og været i flere slåskampe som små, end Rani kunne huske. Men situationen havde ændret sig nu. Fratuin var blevet magistuderende og havde ikke længere samme rang som Rani. Han kunne bruge sin magi på Rani nu, uden at blive straffet for det. Magikere havde lettere ved at optage viden og ansås derfor som klogere. Selv en magistuderende som Fratuin, der ikke kunne have lært meget endnu.
   Rani følte et stort behov for at gå til angreb på Fratuin, men Damion tog fat i Ranis arm og mindede ham om sin plads. Han beherskede sig. Han skammede sig over at være så fremtrædende. I de finere kredse var tålmodighed en dyd. Men Rani havde altid haft meget svært ved at beherske tålmodigheden. Det var som om, en anden magt tog over inden i ham. Som om fornuften ikke var i stand til at slå igennem. Damion plejede at virke beroligende på ham og få ham ned på jorden. Det hjalp da også lige nu. Hvis ikke Rani beherskede sig, ville Fratuin få grund til at forsvare sig, og der ville ikke være gode odds for Rani i en sådan kamp.
   Det var for en udenforstående ikke en direkte fornærmelse mod Rani. Men Rani og Fratuin havde kendt hinanden længe nok til at vide hvilke tanker, der var bag deres udtalelser. Og Fratuin brugte hvert øjeblik han kunne, på at minde Rani om, hvilken fiasko han var.
   Fratuin smilede og bevægede sig langsomt tættere på, indtil han kun var få meter fra Rani og Damion.
   "Tænk, jeg troede aldrig De ville blive så desperat, at De ville omgås det svagere køn for hjælp," sagde Fratuin og grinede.
   I det øjeblik mistede Rani besindelsen og oplevede sig selv trække sit træningssværd og svinge det oppefra og ned mod Fratuin. Fratuin prøvede at afvige, men blev snittet på højre arm og slynget væk inden han selv fik mulighed for at trække våben.
   Rani snurrede rundt og reagerede instinktivt på manden på højre side af Fratuin, som gjorde antydninger til at angribe Rani. Han ramte den andens sværd og slog det ud af hånden på ham, så det fløj næsten 5 meter væk. Uden at tænke over det, svingede han sværdet tilbage mod manden og ramte ham tværs over brystet. I samme øjeblik mærkede Rani en kæmpe lettelse, idet hans vrede strømmede ud af ham i form af overvældende energi. Et lyst skær strømmede ud af sværdet i form af ren energi og slyngede manden 15 meter baglæns. Han mærkede en kulde inde i sig, som vreden og energien forsvandt. Energien blev ved med at strømme ud af ham. Til sidst havde han ikke nok energi til at holde sig på benene. Han faldt sammen på jorden.

"Det går ikke," hørte Adara Marti sige et sted i nærheden, "der er ingen vej uden om, og det ved du godt."
   Der var stilhed et stykke tid. Adara lå med lukkede øjne og overvejede at åbne dem, men hun var helt udmattet. Det var lettere at blive liggende.
   "Jeg tager med hende," lød det endeligt ovre fra den anden ende af rummet. Adara satte sig op med et sæt.
   "Michold!" Udbrød hun og rejste sig op, hvorefter hun blev overvældet af sin egen kraftesløshed. Hun vaklede og sank ned på gulvet. Michold var hurtigt henne ved hende og støttede hende, så hun kunne rejse sig op. Han hjalp hende op i sofaen og satte sig ved siden af hende.
   "Kære søster," sagde han, "hvordan har du det?"
   "Fint," stønnede Adara, "jeg er bare træt. Hvorfor er jeg det?" Hun kiggede op på Marti, men han svarede ikke. Han betragtede hende bare. Så åbnede han munden for at sige noget, men der kom ikke noget ud. Han lukkede munden igen.
   "Hvor skal jeg hen?" Spurgte hun med stille stemme. De svarede ikke.
   Så kom hun i tanke om, hvorfor hun var besvimet. Hun havde brugt magi. Det måtte være det, der var sket. Hun havde kanaliseret en kraft ud af armene og det var sådan magikere gjorde, bare for det meste med våben.
   "Der er sket en fejl!" Udbrød hun, "jeg kan ikke bruge magi!"
   "Det er ikke det indtryk, du har givet, har jeg hørt," sagde Michold forsigtigt.
   "Men hvad betyder det?" Spurgte hun, "jeg vil ikke gøre tjeneste ved Kongen. Så vil jeg hellere giftes med den skrækkelige Grev Markul."
   "Adara!" Rettede Marti hende, "han er en meget respektabel mand og du burde være lykkelig over, at han overhovedet har fået øjnene op for dig."
   Adara skulede til Marti og fik en klump i halsen. Mange piger var jaloux på hende og hun vidste, hun ikke havde nogen ret til at afvise Grev Markul. Han var meget vel set i deres kredse.
   "Marti og jeg har snakket om det, mens du sov, Adara," sagde Michold stille, "hvis du opgiver dig selv til Kong Orathon er der ingen der ved, hvad han vil gøre. At en kvinde besidder magi er ikke nødvendigvis en god ting for ham. Du kan lige så godt blive brændt på bålet som en heks."
   "En heks?" Udbrød hun.
   "Desuden har du skadet en af Kongens vagter dødeligt og ifølge loven skal enhver i Kongens tjeneste betragtes af høj rang og dermed højere end enhver kvinde."
   Adara følte sig meget bleg i hovedet og måtte tage to dybe indåndinger, før hun kunne sige mere.
   "Hvad skal der ske med ham?" Spurgte hun forsigtigt.
   "Han skal nok klare sig," svarede Mardu, "men han rejser sig ikke fra sengen de næste par dage."
   "Hvilket er til vores held," fortsatte Michold, "det giver os tid til at opsøge nogen andre end Kongen. Nogen som ikke bruger samme metoder."
   "Michold!" Sagde Marti.
   "Men du sagde det jo selv," sagde Michold, "hun må væk herfra, inden vagten vågner."
   "Men 'oprøret' ligefrem?"
   "Vi har brug for støtte," sagde Michold, nu med skarpere og mere beslutsom stemme, "og oprøret er et godt valg efter min mening."
   Marti skulede til Michold, men sagde ikke noget. Michold holdt blikket, indtil Marti vendte ryggen til og kiggede ud gennem vinduet.
   "Pokkers," udbrød han, "Hvorfor i alverden kunne du ikke bare være et almindeligt kvindfolk? Evig og altid skal du være på tværs!"
   Adara sank ned i sædet og trak benene op under kjolen, da det gik op for hende, at han talte til hende. Igen blev den dårlige samvittighed overvældende og hun kunne ikke lade være med at skamme sig.
   "Om forladelse, onkel," sagde hun stille, "jeg har så svært ved at acceptere, at børnene skal glemme deres forældre."
   Han vendte sig om og kiggede på hende. Hans blik var mere mildt og hun skimtede sorg i hans øjne. Han kom hen og holdt hendes hænder.
   "Sådan har du altid været," sagde Marti, "og din mening er jo god. Jeg er bare bange for, at du en dag stikker næsen en tand for langt frem. Jeg er bange for at miste dig."
   Han rejste sig igen og gik hen til skabet i den anden ende af dagligstuen. Han åbnede en skuffe og fandt noget frem.
   "Tag den her med dig," sagde han med vaklende stemme, "den vil bringe dig held, og den vil minde dig om, hvor du kommer fra."
   Adara skælvede da Marti gav hende en halskæde på. Det var en halskæde med en sølvsnor, der var viklet rundt i en cirkel. Adara genkendte den. Den havde været hendes afdøde tantes. Martis afdøde hustrus.
   "Hvor skal jeg hen?" Spurgte hun, "jeg vil ikke nogen steder hen."

Senere den dag, da det så småt var begyndt at blive mørkt, havde Adara sneget sig ned til børnenes soveafdeling. Hun kiggede gennem dørsprækken ind til de nye børn. De fleste af de små lå og sov. En enkelt stirrede ud gennem vinduet, mens han nikkede med hovedet ude af stand til at holde sig vågen. Forsigtigt lukkede Adara døren og vendte sig for at gå tilbage. Hun gik tilbage gennem gangen og ud i køkkenet, hvor hun fandt Marti, der tydeligvis sad og ventede på, hun kom tilbage igen.
   "Der er noget, jeg må snakke med dig om," sagde han og ventede på, hun satte sig ved det lille køkkenbord.
   "Jeg har ikke sagt noget til børnene, det lover jeg." Skyndte hun sig at sige, mens hun satte sig og gned sine hænder af nervøsitet.
   Marti reagerede ikke på hendes udtalelse. Han kiggede ud gennem køkkenvinduet.
   "Der er noget, du skal vide om vores regering, som jeg aldrig har fortalt dig før," sagde han og kiggede hende i øjnene, "lige meget hvad, må du aldrig slutte dig til Kongen."
   Adara blev chokeret over denne udtalelse.
   "Hvad er det dog, du siger?" Spurgte hun, "jeg troede, Kongen ville os det bedste?"
   "Det vil han muligvis også," sagde Marti, "i så fald har han en forskruet fornemmelse af, hvad det bedste er. I nat vil Michold og dig tage ind til byen. Med tiden vil du opleve ting, som langt fra er retfærdige. Det bliver værre jo større byerne er.
   Du vil møde mennesker, der er ejet af andre mennesker og bliver behandlet, som var de ting. Du vil møde vagter, som behandler almindelige mennesker dårligt, bare fordi de kan. Straffemetoderne vil du ikke vide noget om. Du vil finde ud af, at det jeg arbejder med her, kun er en lille ting, i forhold til andre ting der foregår i landet. Og du må altid kæmpe imod det, men ikke for åbenlyst."
   "Men onkel, hvorfor gør du...?" Prøvede Adara at spørge, men Marti fortsatte med at fortælle.
   "Du vil også møde mennesker, der har samlet sig for at gøre modstand i det, der kaldes 'oprøret'. Men lad være med at stole blindt på dem, bare fordi I kæmper for samme sag. Dan dig dine egne meninger og brug ikke andres metoder uden at være skeptisk."
   Han sukkede og kiggede kærligt på Adara.
   "Jeg har lært dig, eller prøvet på at lære dig, at være tilbageholden og vise respekt. Vær ydmyg og lad være med at rode dig ud i noget, der får dig slået ihjel."
   Han kiggede igen hen på vinduet.
   "Men onkel. Hvorfor har du valgt at leve sådan her, hvis du ikke bryder dig om kongens metoder?"
   "På grund af min familie." Svarede han hurtigt, "det er farligt, at have en anden mening end Kongen. Du vil finde mange, der lever på samme måde og bilder sig selv ind, at det er i orden, fordi Kongen mener det og fordi de er bange for, hvad der sker med dem og deres elskede, hvis ikke de gør, som Kongen vil have det."
   I det samme kom Michold ind ad døren med overtøj på og en lærredssæk over ryggen.
   Adara vidste, at det betød, hun måtte sige farvel til sin onkel og hun vidste ikke, hvornår de ville kunne mødes igen. Tårerne pressede sig på, selvom hun kæmpede for at holde dem tilbage.
   I det øjeblik lavede hun et løfte til sig selv. Hun lovede sig selv, at hun ville lære at kontrollere sine kræfter og lære hvordan, hun kunne skjule dem og holde dem i ro. Og så, om flere år når denne episode ville være glemt, ville hun komme hjem igen. 'Jeg lover at komme hjem igen, onkel', tænkte hun.

"Det var et overlagt angreb!" Protesterede manden ovre bag gardinet. Rani blev klar over, at han var vågen og gjorde en indsats for at få åbnet øjnene. Der stod 3 mænd bag det violette, halvgennemsigtige gardin. Sollyset ovre fra vinduet bag dem skinnede gennem gardinet og badede rummet i violette farver. De tre mænds skygger blev reflekteret på gardinet.
   "Om forladelse, mester. Men hvad der har med magi at gøre er utilregneligt, så det er ikke sikkert, at situationen er, som den ser ud," lød en ukendt stemme.
   Violet.
   Rani kom ufortrødent til at trække på smilebåndet.
   Violet, hvidt og sort ville være de farver, der kom til at omgive ham fra nu af. Han smilede og kom straks til at tænke i hævntanker på grund af sine nu uendelige muligheder. Han rystede hurtigt de tanker af sig igen.
   Han gjorde en indsats for at komme op at sidde og blev overvældet over, hvor udmattet han var. Efter anden indsats lykkedes det dog at komme op i en mere oprejst position. Han hvilede overkroppen på albuerne.
   "Man skulle jo fristes til at tro, at det var personlige anklager, De har mod Rannari," antydede en velkendt stemme. Hans fars, stormesterens stemme.
   "Hvad er det De antyder?" Spurgte den første påtaget forarget.
   "De Herrer," afbrød Rani højlydt for at få deres opmærksomhed, "må jeg have lov at forsvare mine handlinger?"
   Gardinet blev hurtigt trukket fra, så solen skar Rani i øjnene. Mændene nærmede sig og Rani mødte sin fars blik. Det var lige så intetsigende som altid. Han var klædt i sin sorte magikerkåbe med guldkanter, som kun stormesteren måtte bære.
   Manden ved siden af ham bar lyst tøj der mest af alt mindede om en tiggers. Han vidste, det var kendetegnet for de lægekyndige. Han bar bukser og slag i lysebrune farver, hvilket skulle være praktisk og gøre deres arbejde lettere.
   Den første mand bar en almindelig blank, mørk violet kåbe. Fra dette kunne Rani kun vide, at han var magiker.
   "Jeg kan huske, at jeg blev irriteret over magikerlærling Fratuin, der hoverede over at være steget i rang før mig," sagde Rani.
   Den første mand, der måske var en magiprofessor, højst sandsynligt et familiemedlem eller underviser for Fratuin, fnøs højlydt i misbilligelse af Ranis påstand.
   "Jeg siger ikke, at det er en forsvarlig grund til at gå til angreb på ham, Mester. Det ved jeg, at det ikke er. Men jeg føler ikke, at jeg er ansvarlig for, hvad jeg foretog mig. Jeg mindes at betragte mine egne handlinger fra sidelinjen. Jeg havde ingen kontrol over mig selv."
   Rani følte en irriterende følelse af selvretfærdighed og væmmedes ved sig selv. Det var ikke specielt tilfredsstillende at argumentere for sandheden.
   Magikeren kneb øjnene sammen og da ingen med det samme kommenterede hans udsagn, tog magikeren ordet.
   "Det er påstand mod påstand," bemærkede han.
   "Det er hørt før," afbrød stormesteren, Ranis far, med et overlegent smil på læben, "at magien har den påvirkning på dens modtagere. Dog kun i tilfælde med personer, der har virkelig stor besiddelse af magi. På grund af dens styrke er magien i tilfælde så stærk, at den er i stand til at tage magten over besidderen."
   Den anden magiker sagde ikke noget, men mistænkeligheden så ikke ud til at være mindsket.
   "Jeg ved ikke, hvordan magikerlærling Fratuin's udsagn lyder," tilføjede Rani, "men jeg vil da mene, jeg fortjener den respekt, at folk ikke tror om mig, at jeg ville være så dum at gå til angreb på en af højere rang end mig selv, blot på grund af en fornærmelse."
   Rani ville aldrig have turdet komme med en sådan udtalelse, hvis ikke han lige var blevet magikerlærling. Nu havde hans ord betydning og ingen kunne længere nægte ham ret til respekt. Han var desuden stormesterens søn og havde dermed den største chance for at overtage sin fars plads, når det var tid. Det vidste alle. Under de sidste 13 valg af stormestre, var den nye stormester blevet valgt ud fra styrke og klogskabsprøver. Og gennem de sidste 4 valg havde det været en fra Ranis slægt, Kantara slægten.
   Indvendigt frydede Rani sig. Nu ville alle begynde at vise Rani respekt. De ville alle begynde at blive venner med ham for at blive gode venner med hans far, og for at stå politisk godt, når han engang overtog sin fars plads.
   "Vi får vel tidsnok at se, hvor kraftig din magi er, magikerlærling Rannari," sagde magikeren, nikkede med hovedet til farvel, først til stormesteren og så til Rani. Han vendte ryggen til og forsvandt hurtigt ud af lokalet.
   Den lægekyndige bukkede for stormesteren og Rani.
   "Jeg vil straks være tilbage," sagde han og skyndte sig efter magikeren.
   Stormesteren og Rani betragtede den lægekyndige forsvinde, hvorefter stormesteren kiggede hen på sin søn.
   "Tillykke med titlen," sagde han, "du vil højst sandsynligt gå gennem bindingsritualet allerede i morgen. Du vil allerede om 2 dage få tildelt en lærermester og starte på din træning. Du vil også få uformel undervisning af mig. Jeg vil senere oplyse dig om tidspunktet."
   Rani løftede øjenbrynene.
   "Hvad vil du lære mig, Fader?" Spurgte han.
   "Det kan være både krævende og farligt at være stormesterens søn og efterfølger. Der er viden du vil få brug for, som kun jeg kan give dig."
   Rani bøjede hovedet i et nik for at angive forståelse, selvom han ikke var sikker på, hvad det betød.
   Stormesteren betragtede Rani og smilede så, da han så hans bekymring.
   "Du skal ikke være bekymret," sagde han, "den her historie vil nok skræmme alle væk det første stykke tid. Ingen tør røre dig, før du har lært at kontrollere dine kræfter. Og så længe du viser selvtillid, er der ingen der tror, de kan besejre dig."
   Rani nikkede langsomt. Det gav god mening.
   Stormesteren vendte sig om for at gå, men tøvede så og vendte sig igen.
   "Der er større forventninger til dig nu, Rannari," sagde han og holdt øjenkontakt, "lad være med at fornærme nogen, og lad være med at være kæphøj. Du har ikke råd til fjender."
   Rani løftede det ene øjenbryn til sin fars sidste anmærkning, mens stormesteren vendte sig og forlod rummet.

Rani tog sin ene hånd ud for sig, men mærkede, at det stadig var anstrengende på grund af manglen på energi. Han vidste ikke, hvordan man brugte magi. Han havde fået at vide, at man bare skulle ønske, at magien ville gå ud af sine hænder på en bestemt måde, og at det så ville ske.
   Han koncentrerede sig om at få sin vilje til at ske, men der skete ikke noget. En svag bekymring kom frem i Rani. En bekymring for at det slet ikke var magi, der var kommet frem, og at han stadig ikke var magiker, men bare en desperat dreng, der prøvede på at knække et spejl.
   I det samme kom den lægekyndige ind igen. Han kom hen foran Rani, bukkede og lagde nogle hvide klæder frem på stolen ved siden af hans seng.
   "Til ceremonien i morgen," sagde han, "jeg skulle informere om, at den starter ved middag og Deres ankomst er forventet mindst en time før."
   "Tak," sagde Rani tørt. De hvide klæder gjorde ham tør i munden. De symboliserede, at han var nybegynder og ikke engang havde fået en lærermester endnu. De lyse violette lærlingeklæder var noget, han så frem til. Han glædede sig til at lære magi og til at forberede sig på den magt, han var forudbestemt til at besidde. Men en tvivl nagede ham stadig. Var han virkeligt god nok? Var det virkeligt magi, han havde brugt?
   "Doktor," sagde Rani og fik med det samme den lægekyndiges opmærksomhed, "ved De hvorfor jeg besvimede i dag?"
   "Ja, Herre," svarede han, "det var dog i går De besvimede. Det skete, da De slap magien løs. De har ikke lært at kontrollere den, derfor brugte De al energien fra Deres krop, indtil der ikke engang var nok tilbage til at holde Dem ved bevidsthed."
   Rani løftede overrasket øjenbrynene. Det ville jo sige, at magien tog næring fra hans egen energi.
   "Men bare rolig," fortsatte den lægekyndige efter Ranis overraskelse, "De vil tids nok blive undervist i at føle, hvor meget energi De har tilbage. De vil så kunne afbryde en magiudladning, når det bliver nødvendigt."
   Rani nikkede.
   Der måtte alligevel være andre ting, der spillede ind. Når nogle magikere havde meget større styrke end andre, måtte det også betyde noget, hvor stærk ens magi var, i forhold til den energi man brugte. Han var i hvert fald sikker på, at hvis det var magi han havde, så ville han kunne blive stærkere end alle de andre, som nogensinde havde udfordret ham på nogen måde.
   Han lavede et løfte til sig selv. Han lovede sig selv, at han ville gøre alt hvad han kunne, for at blive stærk. Han ville træne hårdt både med magi og fysisk træning.
   Verden lå åben for ham nu. Han ville blive i stand til at få enorm magt, 'og når muligheden kommer', tænkte han for sig selv, 'vil jeg ikke tøve med at tage den'.