Det var nu 6 dage siden, Rani have fået bundet sine kræfter og 4 dage siden, han var blevet bedt om at finde et sted i ro, for at finde fred med sine kræfter og lære dem ordentligt at kende. Hans læremester havde sagt, at det var vigtigt at få en god fornemmelse af at bruge dem, inden man begyndte at lære sværere teknikker og besværgelser. Hans yndlingssted var her i denne lille landsby. Ikke fordi landsbyen i sig selv havde noget at byde på, men på grund af roen uden for landsbyen og fordi han havde en gammel ven, der boede her, som han besøgte af og til.
   "Jeg beklager hvis jeg har været utålelig på det sidste," sagde Rani, "jeg sætter stor pris på jeres gæstfrihed. Der er bare nogle frustrationer omkring magien, der gør mig i dårligt humør af og til."
   Kasanuito smilede venskabeligt og klappede ham på skulderen, hvorefter han lukkede det lille vindue i loftsværelset.
   "Jeg sætter pris på din undskyldning," sagde han, "det viser, du alligevel er menneskelig."
   "Hvis enhver anden end dig havde sagt det, ville jeg få ham hængt med det samme," sagde Rani, men kom så til at grine.
   "Burde jeg være beæret nu?" Spurgte Kasanuito og smilede sørgmodigt.
   Rani blev først irriteret over hans utaknemmelighed, men fik så en klump i halsen ved synet af hans sørgmodige blik.
   "Helt ærligt," sagde Rani og satte sig på sengelejet, "det er dig, der gør mig menneskelig."
   "Argh, hold da op for noget sludder," sagde Kasanuito, "jeg tror morgenmaden er klar om 5 minutter. Lad være med at komme for sent. Du ved, hvordan mutti kan blive mopset over sådan noget."
   Han smilede til Rani og forlod værelset.
   Rani lyttede efter Kasanuito, indtil han ikke kunne høre ham på trapperne længere. Rani fik en dårlig smag i munden ved tanken om, hvad han lige havde sagt. En overvældende følelse af svaghed og skam sneg sig ind over ham, kort efterfulgt af en stærk vrede.
   Han trak vejret tungt. Dette var ikke det rette sted til følelsesudladninger.
   Men han blev nødt til at blive mere hårdfør. Når han tog af sted herfra, måtte det blive sidste gang. Et sådant venskab, han havde med Kasanuito, kunne ikke være godt, når han havde så stor indflydelse på Rani.
   Han fattede sig og gik ned for at spise med Kasanuitos familie. Det var et simpelt måltid, dog var det mere end hvad mange andre fik til dagligt. Rani havde også en mistanke om, at de brugte lidt for mange penge fra budgettet, så længe han var her, men han ville ikke kommentere det. Hvis det blev mere ydmygt, var Rani ikke sikker på, han kunne få sig selv til at spise det.
   Efter måltidet takkede Rani for maden, som det var en tradition for enhver gæst i ethvert hjem.
   "Det vil ikke skade dig at hjælpe med at tage af bordet, at du ved det," sagde Kasanuito, da Rani var på vej ud af døren.
   Rani tøvede irriteret.
   "Måske næste gang," smilede Rani sarkastisk og forlod huset.
   Kasanuito vidste udmærket godt at Rani ikke havde tænkt sig at hjælpe til med det huslige. Men han nød at provokere ham, fordi han vidste, at han kunne.

"Vil du ikke nok lade være med at provokere ham?" Hissede Marissa efter, Rani havde forladt huset, "hver gang han sender de øjne, er jeg bange for, han brænder hele huset ned, med os inde i det!"
   "Der sker ikke noget, mutti," forsikrede Kasanuito grinende, "Rani er bare ikke vandt til at folk snakker til ham på den måde. Jeg tror faktisk, det er derfor, han kan lide at komme her."
   Kasanuitos mindre brødre sendte dem urolige blikke ovre fra den anden ende af køkkenet. De delte tydeligvis deres mors holdning til sagen.
   "Så meget desto større grund til ikke at gøre det," svarede Marissa igen, "Hvis han ville blive væk, var vores landsby et meget sikrere sted."
   Kasanuito fjernede de sidste pletter fra spisebordet mens han kæmpede en indre kamp for ikke at sige noget dumt.
   "Rani og jeg er barndomsvenner og vi stoler på hinanden," sagde han bare og greb spanden ved døren for at gå ned og hente frisk vand.

Rani gik behersket ud af den lille landsby og undertrykte et stort behov for, på en eller anden måde, at komme af med vreden. Vreden over den svaghed, der sommetider viste sig i Rani. Folk passerede ham på vejen, men han ænsede dem ikke og de tog respektfuldt afstand. Da han kom ind i skoven, begyndte han at løbe. Han løb så hurtigt, han kunne i omkring 15 minutter, før han forpustet stoppede op, hev sit sværd op af skeden og gik til angreb på det nærmeste træ. Da han havde fået afreageret var han svedig og udmattet og træet havde fået nogle dybe revner.
   Han kiggede på træet et stykke tid, mens han åndede tungt. At Kasanuito havde denne indflydelse på ham, gik ham på. I starten, når han besøgte den lille landsby, var han altid glad for at se ham og de havde det skægt sammen, men med tiden blev han altid mere og mere blødsøden og til sidst kunne Rani ikke holde sig selv ud og blev derfor nødt til at forlade ham. Den tid var ved at nærme sig denne gang også, kunne han mærke.
   Rani smed sværdet på skovbunden, tog trøjen af og lagde sig på skovbunden for at få pusten. Han havde erfaret, at det var lettest at håndtere magien, når man slappede af og fokuserede.
   Da han havde fået pusten, satte han sig på hug.
   Så sank han ind i sig selv. Før han havde fået sine kræfter, var han ikke i stand til det. Men efter han havde fået dem bundet, havde han fundet, at der var et kæmpe lager af magi inden i ham og han var i stand til at føle det. Det var som om, han havde fået en anden bevidsthed, som han var i stand til at vække.
   Formålet med besøget hos Kasanuito var, at han skulle få en ordentlig fornemmelse af, hvor meget magi der var, hvordan han følte på det og hvordan han skulle behandle det, for ikke at bruge det for voldsomt i fremtiden.
   Han var lidt irriteret over det. Det var fint at være forsigtig, men Rani følte lidt, det var at overdrive. Men han havde besluttet sig for ikke at mugge over det, men udnytte det til sin fordel. Jo bedre han fik det med magien, jo bedre var han rustet, når han fik lov at bruge den til noget rigtigt.
   Han var kort blevet undervist i, hvordan han skulle tænke og agere for at bruge magien.
   Han fokuserede på, hvad han ville have magien til at gøre. Han tog en dyb indånding og tømte hovedet for tanker. Med en fredfyldt følelse skubbede han til magien inde i sig og mærkede, hvordan han blev fyldt med energi og årvågenhed. Så tillod han forsigtigt en lille smule energi at komme ud og betragtede, hvordan han fik røde gnister til at slå kolbøtter i lufter. Forsigtigt lukkede han en større portion magi ud og så, hvordan gnisterne denne gang dannede flammer, der bevægede sig opad og slikkende, snoede sig om en usynlig pæl i luften.
   En stor tilfredshedsfølelse fyldte ham og fik ham til at hungre efter at fortsætte med at øve sig.
   Så han blev ved med at fremmane flammer og fik dem til at bevæge sig efter hans ønsker, indtil han til sidst havde så lidt energi tilbage, at han blev nødt til at stoppe for at have nok til at gå hele vejen tilbage igen.

Det gik op for ham, at han havde været inde i skoven i flere timer, så han begyndte at gå ud af den. Mens han gik, tænkte han på sine kår i livet. Han var i sandhed heldig, at han havde fundet sine kræfter, selvom de godt kunne være kommet noget tidligere. Om blot nogle få år, ville han blive respekteret og frygtet af de fleste mennesker i riget.
   Han havde i dag fået en god fornemmelse af sine kræfter. Han havde følt mere på dem end nogensinde og fået en god fornemmelse af, hvordan magien var og hvor meget den fyldte. Han havde erfaret, at der var rigtig meget energi inden i ham. Så meget, at det var svært for ham at begribe, at det hele kunne være inde i ham.
   Han gik langs floden, stoppede og betragtede en frø gøre anslag til at springe i vandet.
   Han ville bruge resten af aftenen på at træne, og den næste morgen. Derefter ville han tage hjem og fortsætte sin træning.
   Frøen forsvandt i vandet. Rani fortsatte med at gå ned langs floden.
   Hvad lavede han her? Modvilligt indrømmede han over for sig selv, at han gik med tanken om at møde Adara igen. Der var noget ved hendes afstandtagen og kølighed over for ham, han fandt behageligt. Det var ikke lige som alle andre her, der vidste, hvem han var, kendte hans temperament og sørgede for høfligt at føje ham i alle henseende.
   Han satte sig på græsset, tæt på det sted han havde rejst sig fra dagen før. Kort tid efter lagde han sig ned på ryggen. Himlen var overskyet, men det så ikke ud til, der ville komme regn. Skyerne var formede i store grupper og hullerne mellem dem, gav forhåbninger om, at solen ville bryde igennem om kort tid.
   Han lukkede øjnene og lyttede til skovens lyde. Dette var en af grundene til, at han godt kunne lide dette sted. Her var det muligt at slappe af og kun lytte til naturen, i forhold til hans hjemby, hvor man ikke kunne lukke øjnene og finde fred uden at blive distraheret.
   Med ét mærkede han solen bryde frem og varme hans krop igennem. Han tillod sig selv at slappe helt af og lade sig opvarme af solen. Kort efter faldt han i søvn.

Da han vågnede igen, opdagede han, at Adara sad på det sted, hvor han havde siddet dagen før.
   Han blinkede et par gange. Hun var der virkeligt.
   Hun betragtede stille vandet i floden og virkede ikke som om, hun havde hørt ham vågne.
   Rani betragtede hende et stykke tid. Hendes lange lyse, let bølgede hår, der godt kunne trænge til en kam, hang løst ned over ryggen. En lang lædersnor var snøret rundt om hendes talje og fremhævede hendes kvindelige kurver.
   "Hvad tænker De på?" Spurgte Rani og satte sig op i skrædderstilling.
   Det gav et sæt i hende, men hun vendte sig ikke om.
   "Gamle tider," svarede hun stille.
   Derefter begyndte de at snakke, som om de ikke havde forladt hinanden dagen før. De snakkede om løst og fast, men endte med at snakke om deres familier og hjembyer.
   Adara havde vendt sig om, så hun kunne se ham. Rani kunne ikke lade være med at beundre hendes øjne. Hun var meget alsidig af udseende og kunne slet ikke måle sig med de rige kvinder, der var i Branyid. Men de havde vel heller ikke andet at tage sig til, end pleje deres hud og hår for at gøre sig til for mændene. Hvis de havde, vidste han ikke, hvad de brugte deres tid på.
   Adara kunne også blive køn hvis nogen tog sig af hende, bemærkede han. Og specielt hendes store, runde øjne, ville få mændene til at kigge efter hende.
   "Undskyld min ærlighed," sagde Adara og rystede Rani ud af sine tanker, "men De burde da ikke have noget at klage over. Har De ikke alt, hvad De kunne ønske Dem?"
   Rani kiggede ned og rodede lidt i jorden med en pind.
   "Der er så mange ting, der generer mig ved min familie," sagde han, "nogle gange har jeg bare brug for at komme væk for at indse, hvor godt jeg egentligt har det. Ofte er det lettere end at komme til at sige eller gøre noget, jeg ville fortryde."

Da de forlod hinanden den dag, var Rani forvirret. Det var dumt at prøve på at narre sig selv. Han kunne tydeligvis godt lide at være i pigens selskab. Men han var i tvivl om, hvad det betød. Måske var det en fælde, hun havde sat for ham for at lokke ham i fordærv og blænde ham af forelskelse, som det var sket for så mange af hans kammerater. Men hvis dette var hendes hensigt, var hun meget god til at skjule det.
   I kongsgården var det tydeligt, når kvinderne prøvede at lokke og charmere. De havde en meget kraftig feminin udstråling og opførsel. Men Adara opførte sig bare naturligt, ja nærmest drenget. Eller det var i hvert fald sådan, Rani opfattede det.
   Han rystede på hovedet. Han nød hendes selskab. Og så længe hun ikke prøvede at sno ham, ville han holde hende med selskab. Dog var det nok alligevel bedst at sige farvel til hende den næste dag. Dette venskab, han var ved at bygge med pigen, havde ingen fremtid. Hvis det havde noget, var det en dårlig indflydelse. Selvom hun ikke umiddelbart prøvede at få ham til at kigge på hende, kom han til det alligevel. Og samtalerne med hende var meget åbne. De var for åbne. Det var en svaghed at åbne sig så meget over for et andet menneske.
   Pludseligt mærkede han, hvordan han blev vred. Selvfølgelig var hun ude på at lokke ham. Det var alle kvinder jo. Men denne kvinde måtte være ekstra snu, når han ikke kunne gennemskue hende lige med det samme. Det var meget genialt, faktisk. Hun opførte sig så naturligt så muligt. Og når så hun begyndte at få hans tillid, ville det blive let for hende at lokke ham.
   'Ærgeligt for hende, at jeg tager af sted i morgen,' tænkte han og smilede for sig selv.

Da han kom tilbage til stedet dagen efter, følte han sig i godt humør og så frem til at vende tilbage til sin læremester i Branyid. Træningen var gået særdeles godt her til morgen. Han havde virkeligt fået en god fornemmelse af at jonglere med magien. Han havde leget med den, lukket lidt af den ud og afskærmet resten, når han selv følte, det var nødvendigt. Han følte, at han nu var i stand til at bruge sin energi og skære af for den, lige netop når det var nødvendigt.
   Da han nåede frem til stedet ved floden, sad hun der allerede.
   Han havde tænkt på dette øjeblik alt for mange gange i løbet af dagen. Han ville ikke lade sig narre, kun gå hen og tage afsked.
   Da han nåede hen til hende, så han, at en tåre løb ad hendes kinder.
   "Hvad er der galt?" Hørte han sig selv spørge.
   Det gav et sæt i hende og hun skyndte sig at tørre sit ansigt, som var hun flov over sine tårer.
   "Ikke noget," sagde hun bare og lukkede af for ham.
   Dette var ikke rigtigt. Han følte en svag vrede over, at hun opførte sig sådan. Dette kunne ikke være en måde at lokke ham på. Derudover følte han sig skuffet. Det var meningen, han skulle være kold over for hende og ikke omvendt.
   Han satte sig ned bag hende, fast besluttet på at få det sidste ord.
   "De vil gerne se byen, ikke sandt?" Spurgte han.
   Hun vendte sig og smilede til ham.
   "Jo," svarede hun, "det ville være spændende."
   "Jeg kan vise den til Dem," sagde han, "jeg er nogenlunde kendt derinde. Jeg kan vise Dem kunstbygningerne og de hellige bygninger og fortælle Dem deres historie."
   Hun betragtede ham lidt og så ud til at overveje det. Han anede et skeptisk blik fra hende og spekulerede på, om hun havde gennemskuet ham. Kunne hun mærke på ham, at han løj?
   "Det kan jeg ikke," svarede hun endeligt, og vendte igen blikket den anden vej, "jeg må vente på min onkel her."
   Rani betragtede hende lidt.
   "Det er ham, er det ikke?" Spurgte han, "De er bekymret over, om han vender tilbage."
   "Det er i virkeligheden lidt fjollet," sagde hun og smilede undskyldende, "det er kun en dag siden, han skulle have været her. Han kan jo sagtens være forsinket, uden at det betyder, han er i fare."
   Pigen havde tydeligvis en stor svaghed, når hun tillod sig selv at have så mange følelser for sin familie og derfor kunne Rani ikke oprigtigt give hende trøst. Når det kom til stykket, følte han nok ikke, at hun fortjente det.
   "Hvorfor skulle han ikke komme tilbage?" Spurgte han for at undgå at skulle trøste hende.
   Hun svarede ham ikke, men blev ved med at stirre ud over vandet.
   "Jeg er så ensom nogen gange," sagde hun stille.
   "De er da for køn til at være ensom," sagde Rani, i et forsøg på at sige noget pænt. Han mente ganske vidst, hvad han sagde, men overbeviste sig selv om, at han udelukkende sagde det for at få pigen til at stoppe med at græde, så han snart kunne tage afsked.
   Hun sendte ham et smil og nogle store, skinnende øjne.
   "Flirter De med mig?" Spurgte hun og kiggede bedømmende på ham.
   "Nej," udbrød han.
   Ordet flirter rystede ham. Aldrig i sit liv var han blevet beskyldt for at flirte med en pige og aldrig havde han haft til hensigt, at det skulle ske.
   "Aldeles ikke," sagde han nedladende, "jeg ser ikke anderledes på Dem, end havde De været en dreng."
   Før han nåede at reagere havde Adara vendt sig om, lænet sig hen mod ham, og kysset ham.
   Hans første fornuftige handling, ville have været at slå hende til jorden og forlade hende uden et ord. En middelmådig ung kvinde, der prøver på at kysse en magikerlærling af Ranis rang, ville minimum blive straffet med døden, hvis Rani begærede det.
   Men kysset overraskede ham i en grad, han ikke havde forventet. En bølge af følelser strømmede gennem ham. En strøm af trykkende følelser. De var knusende og truede med at nedbryde ham, men i stedet for at slippe kysset, måtte han have mere. Selvom følelserne var knusende, var de også berusende og han fandt, at han ikke var i stand til at slippe hende. Hurtigt nærmede øjeblikket sig en slutning og han sugede indtrykket i sig af frygt for, at det måtte ende. Øjeblikket føltes som en evighed, mens Rani blev ved med at kysse hende.
   Da øjeblikket forpassede, var det som at blive trukket ud af en anden verden. Straks blev hans blik mørkt. Han følte sig forpestet og fordærvet. Han stod et øjeblik og betragtede bare Adara. Et øjeblik døde hun i hans øjne og han mærkede, hvordan al hans vrede blev rettet mod hende. Hun måtte have fornemmet hans vrede, da hun krympede sig med et udtryk af angst og sorg i ansigtet. Han trak vejret tungt. Han mærkede hvordan hele hans krop rystede i protest over, hvad den var blevet udsat for. Det gik op for ham, at der kom gnister ud fra hans hænder og tanken om, at han måske ville komme til at skade hende, fik hans vrede til dæmpe sig og gøre plads for en snigende frygt. Han vidste med sig selv, at han ikke kunne leve med, at have skadet hende.
   Ude af stand til at vurdere, hvad han skulle stille op med situationen, vendte han ryggen til hende og gik.

Han måtte aldrig se hende igen, eller komme i nærheden af hende. Dette minde måtte han fortrænge og aldrig tænke på igen.
   Han forberedte sig mentalt på at sige farvel til stedet, til Adara og til Kasanuito for altid. En del af ham havde lyst til at forlade stedet lige med det samme, men en anden del af ham vidste, at hans arbejde her ikke var færdigt. Denne by var forpestet og kunne kun gøre skade på samfundet. Alt for mange gange, under sit korte ophold, havde stærkere magter prøvet at overtage ham. Det havde været specielt slemt under dette ophold og han kunne ikke risikere, at dette steds magt skulle blive større. Det måtte stoppe her. Overalt, hvor sådanne følelser kunne spire, var svaghed og dårlig indflydelse.
   Han hørte for sig, hvad hans far engang havde sagt efter et stort skænderi med fruen: "Kærlighedens magt er for stor og den har kun til hensigt at svække dig. Så hold dig fra den!"
   Han stoppede op et godt stykke inde i skoven og trak vejret tungt, mens han prøvede at ignorere den indre smerte. Et gammelt minde fra Ranis barndom dukkede op i hans erindring.

'Efter festen til ære for, at han var fyldt 12 år, var Rani blevet bedt om at gå til ro. Han havde dog været alt for begejstret over den næste uges hændelser til, at han kunne sove. Han ville gå ind til sin far for at høre, om det virkeligt var nødvendigt at vente en hel uge, før han ville tage ham med til det store bjerg.
   Det store bjerg var enhver lille drengs drøm at få at se. Der var under bjerget bygget kæmpe gange og udsmykkede haller, hvor det efter sigende skulle være muligt at høre de ældgamle myters største magikere hviske til én, hvis man selv var egnet som magiker.
   Hans far havde givet ham turen som en ekstra fødselsdagsgave og havde lovet ham, at de gamle myters magikere ville tale til ham.
   Rani sneg sig gennem de store gange i stormagikerens hjem. Da han kom ud i køkkenet, stoppede han op ved døren. Hans far stod derude sammen med Marianna.
   "Jeg er trods alt drengens mor," sagde hun lavmælt.
   "Men jeg har det sidste ord," sagde hans far med tryk på.
   Stormesteren sukkede og Rani hørte, hvordan han kyssede Marianna.
   "Du ved, jeg ikke kan stå for det blik," sagde han, "du får din vilje. Men hvis nogen spørger, var det min egen beslutning. Det går ikke med flere rygter om min godhed over for dig."
   Marianna fnisede og kyssede ham igen.
   Rani havde da trukket sig tilbage, idet hans humør pludseligt var blevet utroligt dårligt. Han havde ikke lyst til at afbryde dem og han havde ikke lyst til at være i sin mors selskab. Hun var af ringe blod og grunden til, at hans far var blevet svag. Det havde stormesteren selv betroet ham. Derfor holdt Rani afstand til hende.
   Dagen efter fik han at vide, at turen var blevet aflyst, fordi Rani var for ung. Det havde været en af de største skuffelser i Ranis barndom og han havde bebrejdet Marianna. Det var hendes kvindelige magt, der havde gjort Ranis liv surt og svækket hans far.

Rani spjættede ved lyden af en eksplosion nær ved. Han vendte sig chokeret om og så røg bag træerne. Det var i retning af Adara og et kort øjeblik blev han bekymret. Men følelsen fortog sig hurtigt. Han vandrede hurtigt længere ind i skoven for at dulme vreden og for at prøve at få tankerne andre steder hen. I morgen ville denne redelighed af ukontrolleret fjendsk magi være udryddet og Rani ville kunne vende tilbage til det virkelige liv.