Helle Vinterberg åbnede kirkens tunge dør, gik gennem det kølige våbenhus og ind i kirkerummet, som lå tomt hen. Oppe ved alteret hang Jesus på sit kors, med et lidende udtryk i ansigtet. Helle Vinterberg følte sig præcis som Jesus så ud. Hun stoppede midt i kirken med en klar fornemmelse af, at hvis hun fik det meget værre, ville et eller andet i hendes krop slå fra, som en overbelastet sikring, og hun ville dø på stedet.
   Døden var slet ikke noget dårligt alternativ, tænkte hun, og kigger op i en forestilling om at Gud hang deroppe under kirkeloftet og lyttede til hendes tanker. Hun så dog ikke andet end bunden af det modelskib, som var kirkens stolthed. Hun sukkede.
   - Kære Gud. Jeg har ikke mere at leve for her på jorden. Du har taget alt jeg holder af. Tag også mig, bad Helle Vinterberg og sank ned på knæ.
   En håndfuld puds og kalk dryssede ned fra loftethvælvingen og landede som sne rundt om hende. Hun kiggede forskrækket op men kunne igen kun se bunden af skibet. Et højt smæld rungede gennem kirken, da en mursten gav sig og krogen som holdt modelskibet oppe, smuttede ud af loftet.
   - Hvad i himlens navn ...
   Mere nåede Helle Vinterberg ikke at sige før bunden af skibet ramte hende i panden og bankede hende til jorden. Skibet lå som pindebrænde omkring hende og en varm strøm af blod løb ned over hendes ansigt. Hun så forvirret op, og blev i det samme ramt af en faldende mursten, præcis samme sted som skibet havde ramt.
   Helle Vinterberg nåede end ikke at takke Gud, før sjælen forlod hende krop. Godt det samme. Gud sad i den syvende himmel og havde travlt med at sorterer gårsdagens knap en milliard bønner efter indhold og vigtighed.

Et stykke derfra gik Maria ned af en sti, som snoede sig hyggeligt mellem blomstrende rosenbuske. Dejligt vejr var det også. Hun nynnede mens en lun vind legede med hendes lange, mørke hår. Hun var på vej til den ugentlige hymnesamling, hvor de alle var samlet for at synge i kor. Hun håbede at de skulle synge tostemmigt idag.
   - Vent Engle Maria, råbte en stemme og Maria så det var Gustav. Hun ventede til han nåede op på siden af hende.
   - Vær hilset.
   - Guds fred, svarede Gustav og tilføjede: - Hvo'n skær'n?
   - Meget fint, svarede Maria og fortalte, hvordan hun i et stykke tid havde fulgt en familie med sociale problemer, men nu havde hun hjulpet lidt til, så moderen havde fået et job og faderen havde skåret ned på både øl og cigaretter, så nu mente hun de klarede sig.
   - Sådan en familie havde jeg også engang, brummede Gustav, som havde været fisker på Vesterhavet, inden en storm gjorde det af med både skib og besætning. - Jeg lod dem vinde 100.000 i lotto, hvilket gjorde dem vældig glade.
   - Et mirakel er et mirakel, svarede Maria selvom hun dog havde sin personlige mening, om hvordan man bedst hjalp folk i nød.
   På hymneengen var en god del af områdets engle allerede samlet, og de sidste strømmede langsomt til. Engle Maria hilste på Ærkeenglen Johannes, som var områdets øverste ansvarlige og som svarede direkte til Gud. Han havde været leder for det nordlige område i et par hundrede år, lige siden han var faldet i søvn under en paveindsættelse. Gud havde som straf placeret Ærkeengel Johannes i dette liden religiøse hjørne af verdenen. Ærkeenglen blandede sig ikke meget i englenes arbejde, han tulrede mest rundt og dyrkede tomater og agurker i sin baghave.
   Maria satte sig i det bløde græs og ordnede sine hvide vingefjer, imens de sidste engle dukkede op. Til sidst manglede kun en enkelt engel, nemlig Mathias, men Ærkeengel Johannes mente godt at det kunne forsvares, at de alligevel begyndte sangen. Engle Mathias havde stadig sit første ti-års jubilæum til gode som engel, så han havde nok bare glemt tiden, mente Ærkeengel Johannes og lo fjoget. Tid havde de jo nok af.
   De lagde ud med en smuk hymne om naturens egne mirakler og derefter en salme af Brorson, men bedst som de var i gang med andet vers, gik en skygge for solen. Maria kiggede op og så silhuetten af en skikkelse flyve ned mod dem. Væsnet landede med et bump ved siden af Ærkeenglen, og ganske af sig selv standsede sangen. Maria gøs. Det var Døden og han så vred ud.
   - Jeg finder mig ikke i det! brølede den lille mand med overraskende stor fylde i stemmen. Han var iført et sort jakkesæt, en stribet skjorte og et slips som ikke rigtig passede til. Hvis man lige så bort fra de spidse, øgleagtige vinger, lignede han faktisk en forjaget advokat.
   - Altså, vi var lige ved at syng ..., svarede Ærkeengel Johannes.
   - Men nu taler jeg, afbrød Døden. - Og jeg finder mig ikke i det!
   - Øh, hvad finder du ...
   - Nogen har taget en sjæl! En sjæl! Ved du, hvem der tager sjæle her?
   - Ja, øh, det gør ...
   - Hold din mund! råbte Døden, så bladene raslede af rosenbuskene og græsset visnede i flere hundrede meters omkreds. - Det er mig der tager sjæle her. Ikke andre, vel? Det er mig der bestemmer, hvor og hvornår og hvordan folk skal dø. Ikke andre!
   - Faktisk er der nogle koter, som ...
   - Det er mig der bestemmer, skreg Døden. Hans ansigt var begyndt at skifte farve til det mørkerøde. - Og en eller anden har taget sjælen fra Helle Vinterberg. Lige her i dit område. Hvad har du at sige til dig forsvar?
   Døden placerede en lang, spids finger i brystet på ærkeenglen.
   - Insuni ... insuin ... antyder du, at det er én af os, der har noget med det at gøre?
   - Det er ikke en antydning. Det er en anklage! Du skal for Fanden vide hvad der sker i dit lokalområde, ikk'?
   - Det ... det kender jeg ikke noget til. Jeg har ikke set noget.
   - Om du så tabte alle dine vingefjer, ville du ikke opdage det, vel? Men nogen har snuppet en sjæl i dit område. Men jeg kan godt sige dig én ting, ærkeengel. Hvis ikke den skyldige bliver stillet til ansvar over for Gud, så er jeg færdig med at tage liv i den nordlige sektor.
   Der var et øjebliks tavshed mens både Døden og englene tænkte over truslen. Så rystede Døden vredt på hovedet og rettede sig selv:
   - Hvis ikke den skyldige bliver fundet, slår jeg alle ihjel! Så kan I lære det.
   - Det... det kan du da ikke. Du må ikke overskride Guds koter.
   - Hold nu kæft med de koter, hvæsede Døden. - Jeg kan gøre hvad jeg vil. Jeg er ikke bange for Gud. Og det er dit ansvar, hvis der udbryder en fuglepest eller noget andet dødeligt i den nordlige sektor. Gud ved godt at man ikke pisser på Døden, så gæt selv hvem der bliver ærkeengel i et eller andet gudsforladt arktisk område, hvis ikke du finder den skyldige.
   Ærkeengel Johannes havde åbenbart ikke mere at sige og da Døden havde millioner at ting at se til, og fløj væk hurtigere end nogen kunne nå at sige amen.
   Ærkeengel Johannes blafrede et par gange med vingerne, vel mest for at få klaret tankerne. Så bad han om tavshed blandt engleflokken, som allerede var brudt ud i mumlende småsnak.
   - Jeg antager at ingen har hørt eller set noget til denne manglende sjæl, sagde han ud over forsamlingen. Ingen svarede, så derfor fortsatte han selv: - Dette er alvorligt. Jeg har ikke lyst til at blive forflyttet ... igen ... og så er der jo alle de der mennesker Døden vil tage livet af. Vi må løse det, uden at blande Gud ind i det.
   Forsamlingen syntes enig.
   - Hvem er den ældste her?
   - Det er du, Ærkeengel.
   - Bortset fra mig.
   - Så er det Maria, svarede Engle Gustav.
   - Nå, men så kan hun nok hurtigt få opklaret, hvad der er galt. Tag en snak med Sankt Peter. Han må have set den manglende sjæl. Var det tredje vers vi var kommet til?

Engle Maria vidste ikke rigtig, om hun skulle være stolt over dette tillidshverv eller angst over ansvaret. Mens hun svævede med udstrakte vinger hen over en flok hvide lammeskyer, rettede hun lidt på sin hvide dragt og forsøgte et sætte håret. Hun måtte i det mindste se ordentlig ud, når hun skulle møde selveste Sankt Peter.
   Hun kendte ikke Sankt Peter, men vidste at han sad for enden af himmeltrappen, som gik fra jorden op til himlen. Ved den store port til himlen ventede Sankt Peter. Han så på hver enkel sjæls liv og vurderede, hvem der kom ind og hvem der ikke havde gjort sig fortjent. For dem der ikke havde opført sig ordentligt, gik turen ned til helvede, hvor djævlen tog imod alle med åbne arme og fast arbejde. Det var i hvert fald, hvad Maria havde hørt.
   Maria kom forbi en sky, og så trappen længere fremme. Den var bred og skinnende hvid og startede så langt nede, at hun ikke kunne se begyndelse. Hun så nogle mennesker, eller deres sjæle var det rettere sagt, gå op ad trappen. Nogle bevægede sig i fuld firspring, andre med gik med slæbende skridt, sikkert fordi de godt vidste hvor rejsen endte. Maria fløj op langs trappen til hun til sidst nåede en elegant port. 'Velkommen til himlen' stod der med store, venlige bogstaver hen over portdøren. Nedenunder havde nogen tilføjet 'eller helvede'. Maria landede på afsatsen foran porten og bankede forsigtigt på.
   - Smut, jeg køber ikke ved dørene, lød en stemme fra den anden side af lågen.
   - Hallo, er det Sankt Peter? spurgte Maria og foldede vingerne sammen på ryggen.
   - Ja, og jeg har heller ikke bestilt pizza. Du må have fået en forkert adresse.
   - Men jeg skal bare tale med dig, forsøgte Maria igen. - Det er mig, Engle Maria.
   En ældre mand med et stort gråt skæg og dybe smilerynker omkring øjnene åbnede porten på klem og så ud.
   - Det ved jeg godt. Jeg så dig komme så smukt svævende. Kom ind, kom ind. Dig har jeg jo allerede givet adgang, omend der er er gået en del sjæle gennem porten siden. Hvad skyldes æren?
   Han førte Maria gennem porten og bad hende tage plads ved et enormt skrivebord, hvor det flød med papir. Maria fortalte hvad Døden havde sagt, og at hun nu måtte forsøg at finde hoved og hale i denne historie, inden han tog livet af alle i den nordlige sektor.
   Sankt Peter rodede i alle sine papirer og kløede sig i skægget.
   - Der var en Helle Vinterberg for 14 år siden, men det er vel næppe hende? Ellers har jeg ikke set nogen.
   - Tror du hun er på vej? Måske er hun et sted ude på trappen?
   - Nej, det er hun ikke, for jeg får besked gennem mine himmelske kanaler, så snart en sjæl er på vej. Folk forventer jo et hurtigt svar, når de endelig når herop, klukkede Sankt Peter.
   - Men hvor kan sådan en sjæl så gemme sig? sukkede Maria.
   - Ja, det er sinkedusemne er et godt spørgsmål. Vi plejer da at have rimelig styr på varerne her i butikken. Jeg har faktisk ikke lavet rod i den siden den sorte død, hvor jeg lukkede en håndfuld dæmon-aspiranter ind i himmeriget. Sikke en ballade vi havde med dem. Men hvis den kvindes sjæl ikke er her, er der næsten kun ét andet sted jeg kan komme i tanke om. Fanden må have taget hende. Det her er helt sikkert hans værk.
   - Det kan næsten ikke være andre, bemærkede Maria. - Men så må jeg jo tage en snak med Djævlen.
   - Helvede er ikke lige stedet for en yndig og charmerende engle som dig, svarede Sankt Peter med en pludselig alvor i stemmen. - Lad heller Gud ordne den slags storpolitiske sager.
   Maria nikkede og rejste sig. Hun takkede for hans hjælp. I det samme bankede det på porten, og Sankt Peter skyndte sig hen og åbnede, mens papirene fløj om ørerne på ham. Udenfor stod en lille, firkantet mand med et brødebetynget udtryk i ansigtet.
   - Velkommen, Igor Bukchov, sagde Sankt Peter hjerteligt og tilføjede: - Eller skulle jeg nærmere sige: God tur' ned. Du skal lige rundt om hjørnet og ned af trappen. Du kan ikke tage fejl. Og i næste liv skal du holde dig til sandheden og lade værre med at slå din kone, ikk'.
   Igor Bukchov nikkede bedrøvet og begyndte at gå ned af den anden trappe, som Sankt Peter havde peget på. Den var smal, trinene var slidte og virkede i det hele taget ret misvedligeholdte.

Engle Maria fløj hen og lagde sig i den nærmeste hvide vatsky. Hun havde brug for at tænke. Helvede var helt sikkert ikke et sted for engle, men så kom hun til at tænke på Døden og alle de mennesker, han truede med at slå ihjel, hvis ikke hun løste sagen. Døden var ikke til at spøge med. Det var den sorte død, den spanske syge og en håndfuld diktatorer tydelige eksempler på. Maria havde ikke noget valg.
   Hun fløj hen til trappen til helvede, og fulgte den ned. Snart mødte hun Igor, som allerede så ud til at fortryde alle sine synder. Det glædede Maria, og hun bad en stille bøn for at han efter næste liv ville blive lukket ind af Sankt Peter. Som de kom ned, blev det mørkere og varmere, og til sidst var trappen så dårlig at Igor trådte forkert og røg ud over kanten. Med et hyl forsvandt han ned i en sort, svovllugtende sky. Maria cirklede som en ørn ned gennem skyen, til hun til sidst kom ud under den. Under hende lå en verden af skarpe klipper, sorte floder af giftig væske og dampe der skød op fra undergrunden. Stanken var uudholdelig og varmen kvælende. Til sin lettelse så Maria at Igor var i god behold, omend han sprællede noget mens to dæmoner slæbte af med ham.
   Maria landede på en klippe som ikke så alt for skarp ud. Hun så sig om efter nogen at tale med, da en stemme rungede ud over sletten:
   - Mine nakkehår rejser sig. Hvad er det jeg mærke? Det er vel ikke ... godhed?
   Maria sank og slog hurtigt korsets tegn for sig tre gange, da hun opdagede et stort behåret, rødligt væsen springe på sikre klove hen mod hende. Den lange piskeagtige hale og hornene i panden gjorde hende sikker på, hvem det var. Det var underverdenens enehersker, vogter over fortabte sjæle og hans hær af dæmoner. Det var Djævlen.
   - En engel i min forhave, sagde han. - Jeg tror dårligt mine øjne. Er du blevet træt af al den ulidelige godhed eller har du bare trådt i Vorherres eget spinatbed?
   Maria tog en dyb indånding og fortrød det straks, da hun var ved at kløjes i det.
   - Jeg er udsendt fra himlen for at undersøge en sag om en forsvunden sjæl.
   Djævlen klaskede sig på lårene af grin. - Nå, så er der gået rod i Sankt Peters papirer igen. Der går snart ikke en dag uden at det sker. Den gamle klovn burde trække sig tilbage og finde sig en fredelig lund, hvor han lægge kabale dagen lang.
   - Men denne sjæl har slet ikke været hos Sankt Peter. Faktisk er Døden den der er mest tosset, for han ikke har taget denne kvindes liv endnu. Så jeg tænkte at du måske vidste et eller andet?
   - Anklager du mig for at stjæle sjæle? råbte Djævlen med lynende øjne.
   - Ved Gud nej, det kunne aldrig falde mig ind, undskyldte Maria.
   - Nå, ikke. Nej, det kunne det vel ikke. Og hvad hedder denne forsvundne sjæl så?
   - Helle Vinterberg.
   - Javel, ja, er frøken Vinterbergs sjæl forsvundet, sagde Djævlen og så pludselig snedig ud. - Hvad siger Gud så til det?
   - Gud er ikke blevet indblandet endnu, mumlede Maria.
   - Er han ikke? Nej, det vil I heller ikke bryde jer om. Det kan godt være, at det er mig der er den såkaldte onde her i efterlivet, men når det kommer til Guds vrede, så syner mine små værker ikke af meget. Måske gør mine dæmoner livet surt for menneskerne en gang i mellem, men tror du der var krig på jorden, hvis Gud ikke ønskede det? Al den død bare for at lære menneskeheden en lektion. Det kalder jeg en barsk lærermester. Heldigvis er mange flinke til at gøre mig ansvarlig, så jeg klager ikke, lo Djævlen med en dæmonisk latter.
   - Sådan er Gud ikke, svarede Maria. - Gud ved hvad der er bedst for os alle.
   - Har du spurgt Jesus om han er enig i det?
   - Je ... Jesus?
   - Ja, Guds enbårne søn, du ved. Men til forskel fra alle andre sønner, så kommer han aldrig til at overtage familiedynastiet, vel. Sidst jeg så ham, sad han forklædt som menneske på én eller anden tropeø og tågede rundt med de andre turister. Og det var ikke Guds ord, der kom ud af hans mund. Nærmere røgskyer.
   - Jesus sidder ved sin fars side og hjælper ham med stort og småt, svarede Maria.
   - Hvis du siger det.
   - Men har du set den sjæl? spurgte Maria.
   - Måske, måske ikke. Og hvad hvis jeg har?
   - Så vil jeg gerne bede om at få den med, så Døden kan gøre det han skal gøre.
   - Og hvad får jeg så i retur? Jeg driver jo ikke en gavebod, er du nok klar over.
   Maria mærkede jorden brænde under sig og blafrede sig et par meter væk til et andet klippestykke. - I retur? Jeg har ikke noget at give i retur. Vi handler ikke i himlen.
   - Men det gør vi her! Og du har en udmærket ting at handle med, nemlig dig selv. Du kunne blive dronningen blandt mine dæmoner. Måske kunne jeg give dig vinger af ild, det tror jeg vil klæde dig. Din sjæl for Helle Vinterbergs sjæl er vel et rimeligt bytte?
   - Men ... men ..., stammede Maria.
   - Men hvad? Føler du dig ikke ond nok? Det skal du ikke bekymre dig om. Du vil få den bedste læremester, grinede Djævlen. Men hans grin forsvandt da han lænede sig frem mod Maria og råbte hende ind i hovedet: - Eller er du ikke villig til at betale prisen! Måske du skulle have overvejet det inden du kom!
   Maria skreg og fløj forskrækket op. Hun kiggede ned på Djævlen, som blot stod med hænderne i siden og gloede olmt efter hende. Da besluttede Maria at der ikke var mere at komme efter her, og begyndte den lange flyvetur tilbage til himlen.

Maria fulgte helvedestrappen op. Sikke noget møg. Hvad skulle hun nu sige til Ærkeengle Johannes og ikke mindst Døden? Hun havde ikke opnået noget som helst. Hun tænkte på alle de dejlige mennesker, som nu kunne se frem til en snarlig død. Hun havde lyst til at bande, men gjorde det ikke.
   - Dine vinger ser mig lidt tilsodet ud, sagde Sankt Peter da hun endelig nåede porten. Han stod ude på kanten af trappeafsatsen. - Jeg advarede dig.
   Maria landede ved siden af ham og fortalte, hvad der var sket.
   - Jeg har været en skuffelse for Ærkeengel Johannes, mumlede hun.
   - Ah, mon? Se nu ikke så trist ud, svarede Sankt Peter og børstede støvet af hendes tøj. - Du gjorde det eneste rigtige. Du udspurgte djævlen og fik svar.
   - Skulle jeg have ofret mig selv? hviskede Maria med tårer i øjnene.
   - Nej, søde. Djævlen har slet ikke den sjæl. Det er helt sikkert. Hvis han havde haft den, ville han aldrig have indrømmet det. Han prøvede bare at lokke dig. Og hvad skulle djævlen med en engel som dig i helvede. Det ville have været langt værre for ham end det var for os, da jeg fik lukket et par dæmoner ind i himlen. Han kunne aldrig få pillet det gode ud af dig.
   - Tror du virkelig ikke at han har sjælen?
   - Så sikker som amen i kirken.
   - Men hvad så? Så er jeg jo lige vidt. Døden bliver rasende. Han vil vide hvad der er sket.
   Sankt Peter kløede sig i skægget. - Øhm, bøhm, tja ... jeg ved det faktisk ikke. Måske skal du bare tale med Gud. Han kan jo et eller andet med at overskue det hele på ingen tid. Har aldrig forstået hvordan han gør, men det er vel derfor at jeg passer døren mens han passer resten af forretningen.

Maria sagde farvel til Sankt Peter og takkede ham for hans hjælp. Hun havde ikke rigtig lyst til at tage tilbage til Ærkeengel Johannes og fortælle ham den dårlige nyhed. Og hun havde endnu mindre lyst til at opsøge Gud, med en lille petitesse som en manglende sjæl. Hun ville aldrig tilgive sig selv, hvis han startede en orkan eller en skovbrand i raseri. I stedet tog hun ned til jorden, hvor hun var usynlig for de levende og derfor kunne gå rundt i fred med sine tanker.
   Hun mærkede dog straks at der var brug for hende, og hendes fornemmelse førte hende hen til en gammel mands hus. Hun svævede gennem huset, og fandt til sidst den gamle mand liggende på gulvet i køkkenet. Han var faldet og havde brækket benet. Maria fløj ind til nabokonen, hos hvem hun plantede en tanke om at det da også var længe siden, hun havde set til naboen. Maria sørgede også for at nabokonen ville kigge ind ad køkkenvinduet, når døren ikke blev åbnet.
   Med en god fornemmelse i kroppen, fløj Maria videre. Det var altid noget at hun stadig kunne udøve disse hverdagsmirakler, når hun nu tydeligvis ikke var skabt til at lege detektiv. Så mærkede hun noget trække i sig igen. Hun søgte mod stedet og snart kom hun til en kirke. Der var en begravelse i gang. Maria satte sig på bagerste række i kirken. Ud over hende selv var der kun en håndfuld mennesker. Først da Maria hørte præsten tale oppe fra prædikestolen, gik det op for hende, hvis begravelse det var.
   - Helle Vinterberg havde en lille omgangskreds og ingen familie, men var alligevel et vellidt menneske. Jeg har personligt haft mange samtaler med Helle, ikke mindst i de svære år efter at hendes mand, Mathias Vinterberg, døde efter kort tids sygdom for fem år siden. Helle kom sig aldrig over sin mands alt for tidlige død, og eneste formildende omstændighed ved den tragiske ulykke der dræbte Helle lige her i kirken, er at hun nu endelig er sammen med sin mand i himlen.
   Maria rynkede panden. Mon Helles mand, Mathias, havde noget med den manglende engel at gøre? Selvfølgelig var der tusindvis af mennesker som bar dette navn, men Engle Mathias havde kun været i himlen i omkring fem år. Dette var ikke godt. Havde Engle Mathias virkelig været på jorden for at dræbe Helles jordiske krop? Hvis det var ham der havde taget Helles sjæl med til himlen, forklarede det hvorfor Sankt Peter ikke havde set sjælen.
   Imens talte præsten videre:
   - ... og i min drøm så jeg Jesus velsigne Mathias og Helle. Jesus viste dem en plads i himlen, hvor de to sande elskende kunne være sammen til evig tid. Når jeg fremover tænker på Helle, vil jeg glemme de triste år Helle havde efter Mathias' død, og mindes de lykkelige år de havde sammen på jorden, og den lykkelige evighed de nu deler i himlen.
   Maria var målløs. Kunne det virkelig være sandt at Jesus var involveret? Maria vidste alt for godt at en drøm som den præsten omtalte, ikke kom ud af det blå. På den anden side havde hun hverken set eller hørt noget til Jesus de sidste totusinde år.
   En ældre kvinde på første række begyndte pludselig at råbe om hjælp og folk omkring hende kom på benene. Præsten tog sig til brystet, slingrede lidt og drattede så ned fra prædikestolen. Maria var straks på vingerne for bedre at kunne overskue situationen, men kirkegængerne fra første række var allerede henne ved præstens livløse krop.
   Så opdagede Maria en lille mand med mørkt hår og spidse vinger, som stak ud af jakkesættet. Han sad på alteret med en sort bog i den ene hånd og med den anden hånd pegede han ud mod kirkegængerne.
   - Hvorfor skulle han dø? råbte Maria til Døden og holdte sig svævende over præsten. End ikke hendes mirakler kunne bringe præsten til live og kirkegængernes forsøg på genoplivning var nytteløst.
   - Jeg advarede jer, svarede Døden mens han skrev sirligt en note i bogen. Så pegede han på den ældre dame der havde råbt op. Hun blev grå i ansigtet og sank sammen på gulvet ved siden af præsten.
   - Stop det! Du er jo vanvittig, skreg Maria.
   - Ikke det mindste. Du havde chancen for at finde ud af hvad der var sket, men det kunne du ikke, vel? Nu gør jeg bare mit job.
   Døden pegede igen og endnu én sank om. De tre sidste personer i kirken begyndte at løbe rundt som forvildede høns.
   - Hvis du standser, fortæller jeg, hvordan det hænger sammen, bad Maria og kastede et blik på korset med den lidende Jesus. I alle disse år Maria havde været engel i himlen, havde hun ikke givet sig lov til at tænke på Jesus, men lige nu ønskede hun ikke andet end at have ham ved sin side.
   - Jeg har ikke tid til dine bluf, svarede Døden og pegede hurtigt på de tre sidste personer, som faldt døde om. Han satte tre hurtige krydser i bogen.
   Maria drejede rundt i luften og så med tårer i øjnene på alle de døde mennesker.
   - Hvad fik du ud af at dræbe disse uskyldige mennesker?
   Døden rejste sig og lagde bogen i lommen.
   - Du har ret, svarede han og løftede hånden. Hans finger pegede lige på Maria. - Mit sjæleregnskab passer stadig ikke.
   - Jesus! skreg Maria. Så blev hun omsluttet af et blændede lysglimt og hun nåede lige at fornemme at hun faldt mod kirkegulvet, inden alt blev sort.

- Vågn op, søde, hørte Maria en stemme sige langt væk. Hun havde sovet men solen måtte være stået op, for hun kunne mærke dens varme. Hun mærkede også en anden varme strømme gennem sin krop. Det var en følelse af lykke, som altid kom, når hun hørte hans stemme.
   Når hun om et øjeblik åbnede øjnene, ville hun se Jesus gå omkring i deres lille hus. Han ville sikkert være i gang med at lave morgenmad til den halve landsby mens han skrev stikord ned til en tale. Den mand var altid i gang.
   - Klarer hun den? spurgte en kvinde.
   Så huskede Maria pludselig. Hun var ikke i huset ved Geneseras Sø sammen med Jesus. Hun var en engel på jagt efter en sjæl, og Døden havde til gengæld taget hendes. Hun satte sig op og blinkede. Hvor var hun?
   - Velkommen til Paradisets Have. Eller Kærlighedens Have, som jeg har tænk mig at kalde den, sagde Jesus. Han sad i græsset ved siden af Maria.
   - Hvad med Døden? spurgte Maria.
   - Jeg hørte dit kald, og nåede frem lige tidsnok til at få talt et alvorsord med ham. Han vil ikke genere dig mere.
   - Og vække mine begravelsesgæster, sagde kvinden som stod bag Jesus. Engle Mathias holde kærligt en arm om hendes skuldre.
   - Helle Vinterberg. Hvad laver du her?
   - Jeg er sammen med min elskede. Og Jesus har åbnet Paradisets Have for os. Ingen har brugt den siden Adam og Eva, men nu har Jesus åbnet den. Er det ikke herligt?
   - Hvad har du? spurgte Maria og så på Jesus.
   - Se ikke så strengt på mig. Denne have skal fra nu af være et mødested for alle elskende i himlen. Og Mathias og Helle er mine første gæster. Sjældent har jeg set større kærlighed mellem to mennesker.
   - Sjældent?
   - Maria Magdalene. Intet slår hvad jeg føler for dig. Hverken dengang eller nu. Og selv Gud kan ikke holde mig fra dig længere. Vil du blive sammen med mig her i haven?
   Hun kunne ikke svare men omfavnede Jesus og knugede ham ind til sig, som havde hun ikke set ham i totusinde år.