Jeg går frem og tilbage i cellen, tre skridt den ene vej og tre skridt den anden. Her er sparsomt møbleret, et skrivebord, en seng, en reol. Hænderne kører gennem håret, jeg har lyst til at tage fat i det, flå til, så det gør rigtig ondt. Mine skrig må kunne høres langt væk. Men ingen reagerer.
   Døren går op. Det er vagten med mad.

Den første gang det skete var jeg kørt ud i skoven. Dagen havde været særlig slem i skolen. Pernille og rosset havde været efter mig igen. De stødte ind i mig på cykel og væltede mig. Da jeg kom hjem med sår på knæet og albuen og tårerne som to rene streger i mit snavsede ansigt, var ydmygelsen total. Mens jeg rensede sårene, rasede jeg.
   "Dumme møgtøser. Hvad bilder de sig ind? Hvem tror de, de er? Jeg skal vise dem, jeg skal lære dem."
   Jeg måtte ud til mit fristed, skoven, og strøg ud til cyklen, blot for at opdage, at hjulet var blevet slået skævt efter styrtet.
   Tårerne kom tilbage, mens jeg sparkede på min uskyldige, nye cykel. I skuret stod den gamle. Jeg kastede mig op på den og begav mig mod skoven.
   Jeg kørte rundt på må og få, vidste ikke hvad jeg skulle, men så fandt jeg stedet.
   Det var midt i en lysning. Høje træer dannede et værn, og en lille sø var der også. Fuglene fløjtede og alt var friskt og grønt. Det var maj måned og skoven var lige sprunget ud. Træerne stod høje og majestætiske. Ikke en vind rørte sig, trætoppene lignede et maleri.
   Jeg satte mig ned ved kanten af søen, som ikke havde en krusning. Skoene røg af, og jeg dyppede tæerne i det kølige vand. Efter et par skridt fandt jeg ud af, at jeg vist også havde fået et sår på skinnebenet, for det brændte og sved da min hud kom i berøring med vandet. Atter følte jeg vreden koge og ulme inde i mig. Det var så uretfærdigt.
   De havde ikke altid været efter mig, men siden Pernille var flyttet til, var der kommet kliker i klassen. Jeg havde aldrig været en, som indordnede mig, så Pernille udså mig hurtigt. Da jeg ikke reagerede på verbal mobning, gik hun mere fysisk til værks.
   Jeg begyndte at fryse om de våde ben, igen sved såret. Der var helt vindstille, ikke en fugl sang lige nu. Luften var tyk, den var som ladet med en eller anden sær form for energi. Jeg følte en pludselig tørst, en uimodståelig trang til at drikke af søen. Jeg gik ned i knæ, så munden var i vandoverfladen, så åbnede jeg den og drak begærligt. Pludselig var der et lilla lysglimt, som et lynnedslag, det fyldte hele himlen og alt omkring mig. Trætoppene bevægede sig som havde en bombe ramt området.
   Jeg blev ikke bange. Selvom jeg burde være blevet rædselsslagen, følte jeg kun en vis opstemthed, en forventning. Mit blik blev trukket ned i søens overflade, hvor små krusninger bredte sig. Hårene i nakken rejste sig og nu frøs jeg på armene. Jeg kiggede rundt på træerne, stadig ingen vind, men hvor kom så krusningerne fra? Som en forbipasserende efter et trafikuheld kunne jeg ikke løsrive mig, og jeg måtte stirre ned i vandet. Krusningerne lavede underlige skygger, skyerne foroven og træernes kroner, der vred og vendte sig, trods de i virkeligheden stod blikstille. Noget i vandet ændrede sig, og pludselig var det som en film blev afspillet under overfladen, med søens spejlflade som lærred. Jeg så en lastbil, som kom kørende af landevejen, med alt for høj fart. Den kørte op over en bakke, jeg kendte stedet, det var lige her uden for byen. Men hvad var det? På toppen af bakken mistede vi noget af udsynet, og pludselig var der en cyklist, alt for tæt på bilen. Chaufføren dyttede, han prøvede at trække ind mod midten, men for sent, cyklen væltede. Jeg kom tæt på cyklisten, som om vandet zoomede ind, og jeg genkendte Pernilles røde jakke og lange lyse hår. Hendes cykel lå oven på hende, benet lå i en akavet stilling. Der kom blod ud af næsen.
   Med et sæt rettede jeg mig op, som var en trance blevet brudt. Et øjeblik troede jeg, at nogen spillede på trommer et sted i nærheden, indtil det gik op for mig, at det var mit eget hjerte. Jeg stod helt stille og ventede på det faldt til ro. Jeg turde ikke kigge ned i vandet, turde ikke, men jeg vidste, at jeg måtte. Bølger af kvalme stod ind over mig, og jeg var ved at falde. Jeg havde ikke lyst, men tvang mig selv til at kigge ned i vandet. Det var blankt som skærmen på min mobiltelefon, og ingen biler eller væltede cykler var at se.
   Da jeg cyklede hjem, var jeg stadig meget nervøs. Mor var kommet hjem, men far arbejdede over, så vi spiste alene. Hun plejede altid at spørge mig om min dag, men i dag var hun helt anderledes stille, hvilket passede mig fint. Jeg kunne ikke få billedet af Pernille og lastbilen væk fra nethinden eller tankerne, så ikke en lyd blev sagt.
   Efter maden mumlede jeg, at jeg var træt og vistnok også havde nogle lektier. Mor så lige så lettet ud som jeg følte mig, og jeg fortrak ind på mit værelse. Underligt nok faldt jeg hurtigt i søvn.
   Næste morgen vågnede jeg tidligt med en sær følelse i kroppen. Jeg havde næsten fået bildt mig selv ind, at det hele bare var fantasi. Ovre i skolen spejdede jeg hele tiden efter Pernille, men hun dukkede ikke op. Efterhånden som tiden gik og det ringede ind, og hun stadig ikke var kommet, begyndte en kildrende fornemmelse i nakken, en følelse jeg huskede fra jeg var mindre, når jeg havde gjort noget jeg ikke måtte, og bare gik og ventede på at blive opdaget.
   Vores lærer kom for sent til undervisningen, hvad der slet ikke lignede hende, og da hun endelig dukkede op, så hun meget alvorlig ud. Den kildrende fornemmelse havde nu bredt sig til hovedbunden, skuldrene og det øverste af ryggen.
   "9. A, jeg har noget meget alvorligt at fortælle jer. Det drejer sig om Pernille. Hun... hun er kommet ud for en ulykke. I går aftes blev hun kørt ned af en lastbil og ligger på hospitalet med et meget kompliceret benbrud."
   Lettelsen, der som en tidevandsbølge skyllede ind over mig, var lige ved at vælte mig, og sukket, der kom over mine læber, var tydeligvis meget hørbart, for pludselig kiggede hele klassen på mig, vores lærer med rynkede øjenbryn og en sammenrimpet mund.
   "Hvad smiler du af, Sanne? Synes du, der er noget sjovt i den nyhed?"
   Jeg studerede lynhurtigt mine skosnuder, mens jeg mumlede: "Nej, nej, selvfølgelig ikke!" Jeg kunne føle varmen i ansigtet helt op til ørerne. Men jeg var så lettet over, at hun ikke var død.
   Timerne føltes lange den dag, og da det endelig ringede ud, strøg jeg ud til den gamle cykel og styrtede hjemad. Jeg var igen alene, så jeg gik direkte ind på mit værelse og lagde mig på sengen. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvad var der sket i skoven dagen før? Var det mig, der havde udløst ulykken, eller...? Men det kunne jeg jo ikke, eller kunne jeg? Spekulationerne gjorde mig træt og jeg faldt i søvn.
   Jeg vågnede først, da mor kom ind og sagde at vi skulle spise. Far arbejdede igen over, og måltidet var som dagen før.
   Ugerne gik, Pernille kom tilbage, og tingene var som før. Eller næsten, for Pernille lod mig være i fred. Hun virkede næsten bange for mig, og jeg forstod det ikke, men jeg nød det. På hjemmefronten var der heller ingen forandring, far blev ved at arbejde over, men så en aften skete der noget. Jeg var gået i seng, men pludselig hørte jeg mor og far skændes.
   "... hvor kunne du dog gøre det? Og så din sekretær, hvor banalt kan det blive?"
   "Jeg ved det virkelig ikke, Birgit, det skete bare. Vi arbejdede tæt sammen så længe, og så..."
   "Tak, spar mig for detaljerne. Men hvad har du så tænkt dig?"
   "Det ved jeg ikke, så langt har jeg ikke tænkt."
   "Nej, det er jo det, som er problemet. Du tænker ikke. Hvad så med mig? Og Sanne?"
   Jeg trissede tilbage i seng, mens tårerne løb ned af kinderne. Far havde en anden, og så hans sekretær! Skulle de så skilles? Og hvad så med mig? Jeg græd mig i søvn den nat.
   Næste dag var det lørdag, solen skinnede og jeg vågnede tidligt. I lang tid lå jeg bare og kiggede op i loftet, mens jeg tænkte på det jeg havde hørt aftenen før. Følelser af afmagt og frustration steg op i mig og gjorde mig rastløs, og jeg mærkede en trang til stedet ude i skoven. Mindet om hvad der var sket sidste gang holdt mig tilbage, men mit behov voksede, jeg begyndte at ryste over hele kroppen, og pludselig var det som om kroppen tog over. Jeg styrtede ud i køkkenet, hvor jeg fandt et par skiver brød og noget vand, og så ud til cyklen. Jeg havde fået skiftet mit hjul, vejret var skønt og vejen hurtigt tilbagelagt.
   Jeg havde ikke været ude i skoven siden den dag, og håbede inderst inde, at jeg ikke kunne finde lysningen, men cyklen førte mig direkte derud. Bladene var blevet grønnere og frodigere siden sidst. Fuglene sang stadig, og igen var der ikke en vind, der rørte sig i lysningen. Atter blev jeg tiltrukket af den vindstille sø, og da den med ét blev fyldt med krusninger, kiggede jeg med en blanding af skræk og forventning ned i den. Som sidst begyndte en film at køre i vandet. Det var en ældre dame, som jeg ikke kendte. Hun stod på en stol i en lejlighed og forsøgte at nå noget højt oppe på en hylde. Men så stivnede hun pludselig, hendes ansigt fortrak sig i smerte og angst, og hun styrtede til jorden.
   I første omgang var jeg sikker på, at det var fars sekretær jeg ville se, men det var ikke hende. Jeg anede ikke hvem hun var, men jeg var ligeglad i det øjeblik, bare lettet over, at det ikke var en jeg kendte. Jeg fløjtede på vej hjem.
   Da jeg kom hjem, talte far i telefon i køkkenet. Han så alvorlig ud. Efter samtalen gik han ind i stuen til mor, og jeg lyttede ved køkkendøren.
   "Det... det var Lajla. Hun siger op. Hendes mor har fået en hjerneblødning og er faldet, så hun rejser tilbage til Jylland for at være sammen med hende."
   Med et lettet suk lukkede jeg døren, inden jeg gik tilbage til mit værelse. Jeg forsøgte at analysere hvad der var sket, men fandt ingen svar. Var det i virkeligheden ikke også ligegyldigt? Uanset hvad der var sket, havde jeg jo ikke noget med det at gøre. En lille stemme inden i mig sagde, at det vist ikke var helt rigtigt, men den fortrængte jeg.
   Jeg blev færdig med skolen og kom i lære i den lokale tøjbutik. Jeg tog ikke mere ud i skoven, og efterhånden som tiden gik, lykkedes det mig næsten at få overbevist mig selv om, at det hele bare var noget jeg havde drømt eller indbildning. Efter overstået læretid fik jeg fast arbejde i butikken, og en dag trådte Kenneth ind i den. Han skulle købe en gave til sin søster, som lige var flyttet til byen med sin familie, og han ville gerne have det blev noget, som kunne byttes. Jeg kendte godt Susanne og hjalp ham med at vælge en lækker bluse med nederdel til. Han sagde, at hvis hun kunne lide det, ville han invitere mig ud. Det var dog kun blusen, der faldt i hendes smag, men han inviterede mig ud alligevel. Vi gik ud sammen et halvt års tid, så flyttede han ind hos mig, og året efter blev vi gift.
   Vi ville gerne have børn, helst mange, og gik i gang med den sjove del af det. Desværre udeblev den endelige belønning, og efter et besøg hos lægen måtte vi se i øjnene, at vi aldrig ville få børn sammen. Det blev vores store sorg, men vi arbejdede os ud af den. Vi gik meget op i det lokale kulturliv, vi gik ud og hørte levende musik, gik i biografen og teatret, og når der ikke var noget i vores nærområde, tog vi endnu længere væk. Vi tog også på lange rejser, krydstogter, USA, Thailand, Afrika, og pludselig holdt vi kobberbryllup, uden at vi forstod, hvor tiden var blevet af.
   En lørdag morgen, hvor sommeren netop var kommet efter et køligt forår, vågnede jeg tidligt og følte mig frisk. Der var noget i luften, det var den første rigtige varme dag, græsset var grønt og fuglene sang vidunderligt, som var det sidste gang de ville få lejlighed til det. Jeg måtte ud på cyklen, og hvorfor ikke tage en tur i skoven. Jeg havde ellers holdt mig væk siden den dag, men nu måtte jeg en gang for alle overbevise mig selv om, at der ikke var sket noget overnaturligt dengang. Dagen før fyldte jeg 34 år, og i gave havde jeg fået en ny cykel, så den måtte naturligvis afprøves. Kenneth var på arbejde, han havde noget, der skulle være færdigt inden mandag, så jeg klarede hurtigt den resterende oprydning fra dagen før samt rengøring og fik sat en maskine tøj over.
   Og så op på cyklen og af sted i fuld fart gik det. Vejen gik forbi de åbne marker, og insekterne summede matte i varmen, som var kraftig på trods af det stadig kun var tidlig formiddag. Solen varmede på mine blege ben i shortsene, og jeg fløjtede en glad melodi. Det sidste stykke var op af bakke, og jeg mærkede lårmusklerne anstrenge sig, for at trække både mig og cyklen opad. Formen var gået lidt tabt under en lang vinter og et dårligt forår, men nu var varmen der, og jeg skulle ud og cykle.
   I skoven kørte jeg ad de store velkendte stier, mens jeg tænkte på alt og ingenting. Vera, som ejede butikken jeg arbejdede i, overvejede at sælge den og gå på pension. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at købe, men vidste samtidig, at det ville indskrænke vores muligheder for at tage ud og rejse, et gode, som jeg meget nødig ville give afkald på. Mens jeg spekulerede, kørte jeg rundt på må og få, og stor var derfor min overraskelse, da jeg drejede rundt i et sving og foran mig så... min lysning. Først tænkte jeg: 'nej, det kan ikke være det samme sted, det lå slet ikke her, og det er så længe siden, det må havde forandret sig.' Men da jeg fik set ordentligt på det, var der ingen tvivl om, at det var det samme sted. Jeg kunne genkende nogle af træerne, den måde de stod på i forhold til hinanden. Og søen. De store sten, som lå ude i kanten, var også de samme. Ikke en vind rørte sig, men jeg begyndte pludselig at fryse.
   Jeg stod af cyklen og gik ned til vandkanten. Sandalerne røg af, og pludselig soppede jeg i det lune vand. Forundret kiggede jeg mig rundt, jeg havde slet ikke bemærket, at jeg var gået ud, før jeg mærkede den bløde fornemmelse af det lune vand mod min hud. Jeg vendte mig rundt, der var et par meter ind, og med ét var jeg ikke bange mere. Forventningsfuld kiggede jeg ned i vandet, og jeg blev ikke skuffet. Der kom krusninger på vandet, og efter et øjeblik kom filmen igen. Men jeg begyndte at fryse, da jeg så hvad søen viste mig.
   Det var et soveværelse, jeg ikke kendte. Et par lå i sengen, ingen tvivl om hvad de foretog sig. Men pludselig gik det op for mig, at der var noget bekendt ved kvinden, hvis ansigt jeg kunne ane. Hun lagde nakken tilbage og lo, og så løftede hun hovedet og kiggede lige frem, som var søen et kamera, hun kunne kigge i. Jeg gispede. Det var Pernille, min plageånd fra folkeskolen. Hun boede stadig i byen, og jeg havde hørt, at hun lige var blevet skilt. Men hvem var det hun var sammen med? Den nakke og den ryg virkede også underligt bekendt.
   Så fik jeg dagens andet store chok, for det var Kenneth, min elskede mand, som var på arbejde lige nu! Hvordan kunne det dog gå til?
   Jeg rystede på hovedet. Nej, det kunne ikke være rigtigt, søen måtte tage fejl. Men de første to gange havde det jo været rigtigt nok.
   Mens jeg stod og vaklede, usikker på hvad jeg skulle gøre, betragtede jeg stadig filmen, som kørte foran mig. Jeg stivnede. En skygge kom ind foran mig, så jeg ikke kunne se mere, en skygge, som havde form af et menneske. Jeg kunne ikke se skikkelsen ordentligt, men det så ud som om den trådte hen imod parret i sengen. Så begyndte Pernille at skrige, og billedet blev utydeligt.
   Jeg kneb øjnene hårdt sammen og stirrede ned i søen igen, jeg måtte se mere. Men søen forblev tavs og tillukket, ingen billeder viste sig. Hvad skulle jeg gøre? Med ét mærkede jeg kulden, små knopper som et månelandskab stod ud på huden, og jeg lagde armene over kors for at få varmen. Jeg måtte op af vandet.
   Lysningen, som før havde virket så venlig, så nu ud som om den hånede mig. Træernes barkafmærkninger lignede forvrængede mundvige, der vendte nedad, grinede af mig, fjolset, med den utro mand. Hurtigt kom jeg op på cyklen og bevægede mig ud af lysningen, væk derfra. Jeg ville aldrig mere tilbage hertil. Selvom solen stadig bagte ned og cyklede hurtigere end jeg nogensinde havde gjort før, frøs jeg, som et dyr, der lige har opdaget slagterens kniv. Og som dem kunne jeg heller ikke undvige.
   Da jeg kom hjem, forsøgte jeg at ringe til Kenneths arbejde. Telefonen gik øjeblikkelig over på telefonsvarer ('Det er fordi, det er uden for almindelig åbningstid, skat. Hvis folk vidste jeg tog telefonen, ville de ringe hele tiden, og jeg ville ikke få arbejdet') Eller også er det fordi du er hjemme hos din veninde? Mobilen var selvfølgelig slukket. Rasende travede jeg op og ned af gulvet. Så fandt jeg telefonbogen frem og fandt frem til Pernilles adresse.
   Ud på cyklen igen og af sted. Pernilles hus lå i den anden ende af byen. Hun var blevet boende efter skilsmissen med deres to børn. Det var et hyggeligt bondehus med første sal og stråtækt tag, slet ikke som jeg ville have forestillet mig. Da jeg stod ude foran døren, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Kenneths bil var ingen steder at se, men det havde selvfølgelig også været lidt for åbenlyst. Måske stod den i garagen? Der stod et par børnecykler ude foran, men ingen lyd var at høre nogen steder. Bortset fra... oppe på første sal stod et vindue åbent, og var det ikke dæmpet kvindelatter? Jeg lagde hovedet på skrå og lyttede. Jo, og så var der en lidt dybere mandsstemme. Det var for utydeligt til at jeg kunne genkende den. Jeg måtte indenfor.
   Jeg gik rundt om huset, tog i hoveddøren, som selvfølgelig var låst. Så gik jeg rundt om huset. Terrassedøren stod åben og jeg listede indenfor. Stemmerne mumlede stadig, men blev lidt højere, dog stadig utydelige.
   Det næste jeg husker er, at jeg står oppe i soveværelset. Stemmerne bliver højere og højere, manden med ryggen til skygger for mit udsyn til kvinden, indtil han rykker sig og hun får øje på mig. Først ser hun chokeret, så vred ud og til sidst skriger hun. Det er først der jeg opdager, at jeg har en kniv i hver hånd, jeg ser den ene, da jeg hugger den ind i ryggen på Kenneth. Pernille bliver ved at skrige, først da jeg hugger den anden kniv i hende tier hun stille. Så begynder skrigene igen, manden er faldet om på sengen og landet på ryggen, den røde plamage på lagenet bliver større og større, og jeg ser, at det ikke er Kenneth. Det går op for mig, at skrigene er mine egne. Så bliver alt sort.

Jeg kiggede på Kenneth. Han så træt ud med poser under øjnene, furer om øjne og mund og med grå og ru hud. Øjnene var trætte og munden en smal streg af bekymring og vrede.
   "Men, Sanne, jeg forstår stadig ikke, at du kunne gøre det, hvad tænkte du på?"
   Et øjeblik overvejede jeg om jeg skulle fortælle ham om søen og dens film, men nej, det var slemt nok som det var.
   Politiet havde afhørt mig i timer og timer, og jeg havde svaret på deres spørgsmål efter bedste evne. Nej, jeg vidste ikke hvem den mand i Pernilles seng var, men jeg troede det var min mand. Nej, jeg havde ikke nogen psykiske lidelser, og jeg vidste ikke hvorfor jeg troede det var min mand, hun var sammen med. Spørgsmålene fortsatte i timevis, indtil min advokat krævede, at jeg fik en pause.
   "Jeg ved det ikke, jeg troede jo det var dig," sagde jeg træt til Kenneths spørgsmål.
   "Mig?" Stemmen steg til falset, så gned han sig i øjnene. "Hvorfor troede du det? Jeg kendte hende jo overhovedet ikke."
   Han undgik mit blik og studerede billedet på væggen bag mig påfaldende længe, men jeg havde allerede gennemskuet ham. Søen løj ikke.
   "Men det var åbenbart hendes mand, ham, hun skulle skilles fra, som... som lå der. Som jeg tidligere har sagt, jeg husker ikke ret meget af det. "
   "Ja, det var hendes mand, de var ved at finde sammen igen."
   "Sikke velinformeret du er, jeg troede ikke du kendte hende."
   Han rødmede. "Det... det er hvad jeg har hørt."
   Med hver eneste fiber i kroppen vidste jeg, at han løj. Jeg vidste, at han havde været sammen med hende, at de havde haft et forhold. Selv hvis jeg ikke havde set det, fortalte hans opførsel mig, at han var skyldig.
   Jeg tog en dyb indånding og kiggede direkte på ham.
   "Jeg vil have, at du går nu."
   Han kiggede overrasket på mig. "Går? Men vi skal jo planlægge dit forsvar?"
   "Det klarer jeg med min advokat. Jeg vil godt have du går."
   Han kiggede ned, mens han kløede sig i håret, så mødte han mine øjne igen, og blev åbenbart overbevist, for han bankede på døren for at komme ud. Han kiggede hovedrystende på mig, mens han ventede på, døren blev åbnet, så forlod han lokalet.

Vagten har mad med til mig, hønsekødssuppe og hamburgerryg med kartofler, gulerødder, ærter og smørsovs. Han sætter bakken fra sig og kigger mærkeligt på mig. Så skynder han sig hen til døren og lukker den bag sig, uden at blikket har forladt mig et sekund. Jeg smiler, nogen gange kan det være en fordel at have et vist rygte.
   Jeg sætter mig foran tallerkenen med suppe, men inden jeg når at sætte skeen i, begynder jeg at fryse. Jeg betragter suppen, som begynder at få krusninger på, som om der bliver pustet på den. Som tryllebundet kigger jeg ned i den. Jeg ser en film, som bliver afspillet i min celle: døren går op og vagten kommer ind for at fjerne mit tomme service. Jeg tager min gaffel og jager den lige i øjet på ham, hvorefter jeg løber ud af døren. Vandet bliver sløret igen og en ny film udspiller sig. Det er min sø, som jeg på en gang elsker og frygter. Jeg ser mig selv gå ud i den, jeg står ude på midten og ler. Langsomt bliver jeg trukket ned i den, som står jeg i kviksand, men jeg er ikke bange og jeg kæmper ikke imod, jeg står helt stille og bare ler og ler. Til sidst er jeg suget helt ned under overfladen, der er intet tilbage. Filmen gør mig glad og opstemt. Den første film har jeg ikke lyst til. Men jeg ved, at jeg må gøre det.
   Jeg skynder mig at spise færdig og sætter mig til at vente.
   Så hører jeg lyden af vagten, der nærmer sig. Han åbner døren og spørger: "Er du færdig med at spise?"