1
   Vinden fandt vej til sprækker og sammenføjninger på bjælkehytten og fyldte dens indre med syngende toner. Flemming stod og kiggede ud på træerne som omgav hytten. Han lyttede bekymret, mens han observerede hvordan den dobbelte ladeport klaprede i vinden. Han kunne klare den storm der var udenfor, men han var knap så sikker i sin sag, når det gjaldt den der var ved at udvikle sig indenfor. Han skævede til det yndige pigebarn han havde kaldt sin kone i to år nu. Hun var næsten nøgen, havde kun et par små trusser på, men hun var, i modsætning til ham, ren.
   - Hvorfor Fanden skulle det også gå sådan? Spurgte hun igen. Hun stillede sit vinglas hårdt på bordet. Flemming var sikker på at det ville gå itu, hvis hun vedblev at udsætte det, for så hårdhændet behandling.
   Henry (en forkortelse af hendes virkelige navn Henriette) lavede en lille arrig dans på gulvet. Hendes bevægelser var komiske og på et hvert andet tidspunkt ville de have fået ham til at smile. Nu gjorde dansen ham bange i stedet. Hun greb glasset og tog en slurk. Ikke et lille sip, men en ordentlig tår, som om det var iskoldt vand efter en ørkenvandring. Glasset tog endnu et slag mod egebordet.
   - Sig sgu da noget, du står bare der som en anden meteorolog og glor ud på vejret. Hun strøg en hårlok væk fra øjnene. Hendes hår var allerede ved at være helt tørt. Hun havde ikke slået et håndklæde om det efter badet. Han brød sig ikke om de flammer han så i hendes øjnes grønne dyb. Vrede.
   - Vi kunne ikke undgå det, prøvede han. Hun gloede på ham som om han var en Marsboer, og hun nu prøvede på at regne ud, om han tissede eller talte.
   - Flemming, man har altid et valg. Hendes tone var ildevarslende. Hun var på randen til et sammenbrud.
   - Og hvad med den der? Hun pegede på en blodtilsølet bamse, der lå som en skamplet på sofaen og grinede til dem med knapøjne.
   - Smid den ud, sagde han opgivende. Pludselig var han bange for at blodet skulle smitte af på sofaens hvide betræk. Han kunne egentlig være ligeglad, eftersom at han ejede sofaen lige så lidt, som resten af hytten. Desuden var det deres mindste bekymring nu.
   Ved siden af bamsen lå en ældre kvinde. Hendes øjne mindede om bamsens. Livløse og opspærrede i et tomt blik. Blodplamagerne omkring hende, fortalte hvor irrationel hans tanke om at bamsen skulle smitte af var; sofaens ryglæn, var i forvejen mere rødstænket end hvid.
   - Jeg mener, de havde børnebørn ikke? Ellers ville de jo ikke have en bamse. Vi har ikke bare myrdet et ældre ægtepar. Vi har myrdet børns bedsteforældre. De var forældre, havde venner... Henry brød sammen. Hun plumpede ned i en af stolene som en sæk kartofler og hulkede. Stormen er aflyst et par sekunder, tænkte Flemming lidt lettet og flov over at han var det. Udenfor tog vinden til. Den storm var ikke aflyst.
   - Vi rydder op, gør rent og forsvinder. Vi har aldrig været her. Er det forstået? Flemming prøvede at overtage kontrollen, hvor hun havde sluppet den. Han så med det samme at forsøget kuldsejlede før det var søsat.
   - Niksen, jeg er færdig. Vi melder os. Siger det hele var et uheld. Hun rejste sig, samlede hendes lyse hår i nakken og lod det falde over skuldrende igen. Vanddråber fra håret løb over hendes skuldre og en dråbe tog fart over hendes ene brysts bløde kurve.
   - Uheld? Flemming kiggede sigende på liget i sofaen. han tænkte på Alfred i køkkenet, den detalje havde hun selvfølgelig ikke med i sine beregninger. Hun havde ikke set hans tilstand endnu. Det blev svært at dække begivenhederne og to maltrakterede lig ind under begrebet "uheld".
   - Hør her. Vi kender ikke disse mennesker, der er ingen forbindelse mellem os og dem. Ingen. I det hele taget, så kan vi ikke engang forbindes til området. Vi kan bare køre hjem og lade som ingenting en tid og så... Han trak på skuldrene.
   - Det kommer aldrig til at gå, Sagde hun. Hørte han tvivl i hendes stemme? Han kendte hende, men havde haft svært ved at læse hende siden mordene.
   Man kender ikke sin kone før man har myrdet sammen med hende! Tanken var absurd, men den borede sig ind i ham og sprællede, som en borebille klemt fast i fugtig bark. Der overlevede den resten af hans korte levetid.
   - Vi tager Alfred først, han vejer ikke så meget. Vi graver dem så lang ned at der ikke er risiko for at de nogensinde dukker op igen.
   - Det ville gøre os til rovmordere, Sagde hun. Hendes stemme rystede, men han kunne mærke at hun var ved at genvinde fatningen lidt.
   - Nej, det skridt er taget. At grave dem ned ændrer det ikke. Jeg skal nok gøre det, bare du hjælper med at smide dem ud i deres bil.
   - Skal vi nu også stjæle bilen? Henry kiggede på ham; Lille morder vil ikke stjæle biler, fortalte hendes bange øjne. Han smilede til hende, håbede hun fangede det paradoksale i hendes modstridende opførsel. Hun godtog ikke smilet. Trodsigheden stod malet i hendes ansigt.
   - Vores egen er punkteret, husker du?
   Hvilket var den forbandede årsag til de var her nu. Punkteringen og hele den sindssyge ide med flugten. Henry studerede ham, og han krympede sig en smule under hendes vrede blik. Følte sig som et insekt, der langsomt blev dissekeret, under hendes syns skarpe klinger. Han overvejede at fortælle hende, at hun selv havde udspillet kortene, til det dilemma de befandt sig i nu. Kattepinen ved det var, at hun altid kunne sende bolden, retur til start.
   Flugten havde været hans ide. Hans tanker tog på vandring, mens hun igen begyndte at stavre rastløs frem og tilbage. Turen, deres "road-trip" startede for tre dage siden. Dengang han havde åbnet postkassen, og igen havde fundet dens røde indre, fyldt med et opkast af rudekuverter og regninger. Regninger som de sammen med huslejen ikke var i stand til at betale. Han tænkte på hendes reaktion, dengang han havde smidt bunken foran hende med ordene; Vi skrider sgu, jeg har fået nok.


2
   - Skrider? Hvad mener du, skrider?
   - Det jeg siger. Vi pakker Transporteren, smider madrasser i den og så kører vi. Væk fra gælden. Væk fra din tyranniske mor. Bare væk, ser hvad verden byder os og aldrig se tilbage.
   Henry kiggede på ham med et underfundigt smil. Hun børstede sit lyse hår tilbage. Han kunne se at hun havde grædt igen. Hun sad med mobiltelefonen i hånden. Enten havde hun atter tigget sin mor om et lån, eller også havde hun snakket med advokater. Måske en kreditor. Efter konkursen havde telefonen fungeret som en skarpretter i færd med langsomt at hænge den kvinde han elskede; Ring op til dagens program. Dagens nyheder. Dagens tema. Vi bringer jer, med gæld - og inddrivelser, kvælning til døden.
   Flemming vidste hvordan hun havde det, vidste at hver en opringning var svær for hende. Hendes spinkle håb om at udrede trådende var som en galge om halsen. Lige nu steppede hun på kanten af en vakkelvorn stol. En opringning til, tænkte han, og bødlerne har skubbet hende ned af stolen.
   - Stikke af i et evigt road-trip? Pludselig smilede hun drømmende, hun kunne lide tanken. Nu var næste skridt at få hende overbevist om at udføre den. Det viste sig, at det ikke var et problem.
   - Nemlig Bonnie Honni, sådan uden videre, og dem her... Han samlede bunken af regninger op og kastede dem op i luften, - Dem er der sgu ikke nogen grund til at tage med. Madrasser, tøj, mad, af sted!
   - Godt Mr. Clyde, men jeg vil ikke have nogen skyderier de første femten kilometer, okay? Hun sigtede på ham med fingrene som et fiktivt våben. Han nikkede. Femten kilometer kunne vel gå an.
   - Vi kan vel altid finde arbejde undervejs. Som daglejere eller sådan, sagde hun. Flemming smilede. Hun var tændt på ideen.
   - Så er der vel kun en ting at gøre Mrs. Bonnie, - lad os komme i gang med at pakke.
   - Hmm, jeg tror nu at Clyde ville have, styr på de vigtigste ting først.
   - Hvad mener du? Flemmings optimisme sank lidt. Selvfølgelig, der ville altid kunne findes en grund til at blive. Fornuft for eksempel. Eller angst for at slippe tøjlerne, selv om ens hest, styrtede mod afgrunden.
   Henry trak let op i sin kjole og vristede trusserne af. Hun holdt dem op i en finger og svingede dem foran ham, mens hun spredte benene let.
   - Jeg er ikke sikker på at Clyde havde brug for så mange "clues", men du er tilgivet. Kan vi vente lidt med at pakke?
   Han nikkede.
   Lige nu kunne alt vente.


3
   Det var aften og de havde lovet storm i radioen. De havde besluttet at køre ned gennem Jylland og krydse grænsen ved Kruså, måske nå halvvejs gennem Tyskland inden de fandt et motel.
   Vindstyrken skræmte Henriette og Flemming kørte fra motorvejen i håb om at finde et motel. Han surmulede; de var ikke en gang nået halvvejs gennem Jylland og hun ville allerede stoppe for natten.
   Vinden slog mod Transporteren i stød der truede med at vælte den og lyskeglerne kæmpede med at skære blokke ud af mørket. Måske havde hun ret. Videre kørsel var risikabel og vejene ville stadig være der når morgendagen kom. De var fri og havde ikke noget de skulle nå. Ikke mere.
   Aldrig mere.
   - Drej ned der, sagde hun og pegede mod højre, - der er et skilt med sommerhusområde, sådan nogle steder er der tit "Bed and Breakfast", eller lignende.
   Han nikkede og drejede efter hendes anvisning. Hun lagde en hånd på hans ben og klemte let. En varme fra deres elskov for snart otte timer siden bredte sig i ham, tog til med fornyet styrke. Det var utroligt hvad hun kunne gøre ved ham, bare med et klem, eller et smil. Hun formede sin mund i et luftkys og han opgav surmuleriet.
   - Du er min helt egen Clyde, sagde hun, - jeg elsker dig.
   - Og jeg dig Mrs. Parker, Svarede Flemming - vi prøver at køre op her, måske kan vi få et overblik over området fra toppen. Han svingede ind af en smal stejl grusvej, lygterne fangede ikke mange meter op af den stejle bakke.
   - Vi kan altid overnatte i bilen hvis vi ikke finder noget.
   Han nikkede, det ville blive en kold fornøjelse, men de havde dyner og hinanden til at varme sig ved. Grusvejen blev mere og mere håbløs og ujævn. Eftersom den var for smal til at vende på fortsatte han. Der måtte være en vendeplads på toppen, eller på den anden side af bakken. Vejen var så smal nu at hække og træer på hver side skrabede mod Transporterens kasse
   - Kan vi komme igennem det krat der, spurgte Henry.
   - Vi får at se, jeg ville hade at skulle bakke ned, i det her mørke.
   Bilen kom med svaret for dem. Der lød et dæmpet knald, næsten som lyden af et fjernt pistolskud. Rattet tog en halv omgang mod højre og bilen skred lidt. Flemming trådte på bremsen og stoppede bilen.
   - Pis, jeg tror sgu lige vi punkterede på forhjulet.
   Højre forhjul var ganske rigtigt fladt. Vinden var hård og tog i hans tynde jakke, prøvede på at flå den af ham. Han gik om til bagenden af bilen og flåede bagsmækken op. Henry steg ud og kom om til ham, hun kæmpede mod blæsten med sin spinkle krop.
   - Jeg skal nok holde smækken, sagde hun.
   Han fandt lemmen til reservehjulet efter at have kæmpet madrasserne op på højkant og presset dem længere ind i Transporterens kasse. Han åbnede lemmen og bandede. Reservehjulet var der. Donkraften manglede.
   - Hvad gør vi nu? Han så opgivende på hende.
   - Vi må sove her til i morgen, og så se på det. Foreslog hun
   - Det kan vi ikke risikere, vi holder midt på en vej. Det er for mørkt og vi er nemme at overse. Transporteren var sort. Uden lys på var den så godt som usynlig før man nåede helt hen til den i nattemørke. Selv nu var himlen begsort og klokken var kun ni.
   Et lys på toppen af bakken, var det eneste sted, der vidnede om at der var beboere i sommerhusområdet, der ellers virkede tomt på denne årstid. Efterårets storme havde allerede sat ind, og det var ikke den mest eftertragtede ferieoplevelse.
   - Vi går derop og ser om de har en donkraft, eller en telefon, så vi kan ringe efter autohjælp. Flemming nikkede op mod lyset mellem træerne.
   - Vi skulle alligevel have taget min telefon med, Sagde hun. Hun havde pakket den i tasken, men han havde fisket den op igen og smidt den i skraldespanden. Den her har ikke bragt os noget godt nyt i lang tid, havde han sagt. Hun protesterede ikke. Han havde ret.
   Huset var et lille hyggeligt bjælkehus og når man så på det i mørket, kunne man næsten fornemme, det arbejde det havde været, at bygge det i de svære og tunge bjælker. Blæsten virkede endnu hårdere når man stod og kiggede på de buede vinduer, der glødede af gult lys og varm atmosfære. De steg samtidig op på den lille veranda ved indgangspartiet.
   Damen der åbnede døren var en rigtig farmortype. Rund og trind med ansigtet omkranset af grå krøller. En duft af rødkål, hjemmebag og frisklavet marmelade, fulgte hende lige så naturligt som de stålindfattede læsebriller hun kiggede over.
   Flemming kunne næsten se hendes mand for sig. En lille gråhåret Werthers - Echte tyggende splejs, sandsynligvis med munkekranshår, placeret i en gyngestol foran pejsen. Han tog ikke meget fejl i den antagelse.
   - Ja? Sagde damen. Farmorkrøllerne dansede i takt med hendes bevægelser. Hun lød elskværdig, selv om hun, hvilket var naturligt også gav udtryk for at være en smule på vagt.
   Henry forklarede om deres punktering. I mens hun snakkede, kom en mand til syne bag hende. Han lugtede af bolsjer selv gennem duften af kål og steg. Flemming smilede. Werthers Echte.
   - Hvem er det Vera? ville Werthers-Echte vide.
   - Nogle slemt ulykkelige unge mennesker, de er kørt galt Alfred.
   Alfred, som åbenbart var Werthers-Echtes borgerlige navn, lænede sig til siden for at se omkring den omfangsrige dame.
   - Kørt galt, det var dog forskrækkeligt, jamen få dem ind Vera, få dem ind. Kvækkede han.
   - Faktisk så er vi bare punkter... Sagde Henriette. Hun nåede ikke længere inden Vera lagde en farmorarm omkring hende og trak hende ind. Flemming fulgte med. Alfred stak ham en leverplettet næve til hilsen.
   - Og så i sådan et vejr, stakkels lille du, pludrede Vera til Henry. Et kort øjeblik ventede Flemming at hun ville give sig til at knibe hans kone i kinden.
   - Vi tænkte om i havde en donkraft eller telefon vi kan låne? Spurgte Flemming Alfred. Lugten af bolsjer spredte sig, da Alfred åbnede munden til svar.
   - Næ nej, der kan vi ikke hjælpe. Vi har ikke mobiltelefoner, vi kender ikke til den slags. Vi er her på ferie og vi klarer os uden den slags pjank. En donkraft har vi, men det er da for mørkt og blæsende til at gøre noget nu.
   Alfred smilede, der var ikke noget undskyldende i hans måde at afvise mobiler på. Sådan var Vera og Alfred bare. Havde ikke brug for overflødig teknologi.
   - Men i kan da få varmen her, og en bid mad, vi skulle lige til at drikke kaffe og spise boller. Jeg har selv bagt. Vera så direkte på Flemming. Henriette havde hun styr på, det var ham der kunne være skeptikeren og have nej tak hatten på.
   - Vi holder ret dumt. Vi blokerer faktisk vejen med vores bil. Prøvede Flemming at forklare.
   - Pjat, her kommer aldrig nogen, huset her er det eneste på toppen og vi venter ikke gæster. Vera kom med en trillende latter, der understregede det sagte.
   - Der er da også steg tilbage lillemor, Sagde Alfred. Han lød forhåbningsfuld, ordene gemte måske et håb, om anden omgang steg med sovs, på en aften.
   - Ja da rigeligt, også til dig lillefar, du kan gøre dem selskab mens jeg gør klar til kaffe. Hun så ud som om hun kom i tanke om noget og snurrede rundt: - Nu siger i ikke i har spist, for jeg kan se på folk når de er sultne at i ved det. Hun viftede med en tyk finger i luften.
   Faktisk var de sultne. De takkede ja. En bid brød ville være rart inden de skiftede hjul
   - Kom med ind i stuen. Alfred vinkede dem med sig og gik duknakket ind i stuen. Den var lille og hyggelig, tjente både som spise og sofastue. Ild knitrede i pejsen foran lave hvide sofaer. En gyngestol som Alfred straks indtog, stod for enden af et kakkelbord. Han sad så han kunne nå pejseredskaberne. Et stort spisebord i eg prydede den anden del af stuen. Som skudt ind fra en anden tidsalder optog en fladskærm vægpladsen modsat pejsen. På den måde kunne man selv vælge om man ville se tv eller om man ville dyrke sin indre pyroman foran pejsen. Alfred havde øjensynligt valgt det sidste inden de kom, gyngestolen stod vendt mod pejsen.
   - Sid ned, ivrede den gamle mand, - så kommer Vera snart med steg.
   - Vi tager en flaske vin, råbte Vera fra køkkenet, - vi har nok at fejre i aften. Alfred nikkede, - vin er lidt en last for os, i drikker vel gerne et glas, ikke? sagde han
   - Jo tak, Henry som åbenbart havde besluttet sig for at føre ordet nikkede og gav Flemmings hånd et lille klem.
   - Jeg håber da ikke vi kommer til for stor ulejlighed, spurgte Flemming.
   - Visse vasse, vi har kun haft hinandens selskab i en uge nu, det er kun dejligt at møde jer. Forsikrede Alfred dem. - Jeg har selv bygget huset her, hvad synes i?
   - Det er ret flot, sagde Henriette og Flemming samstemmende.
   - To etager og ikke et eneste søm er brugt, Alfred lænede sig tilfreds tilbage. Han holdt hænderne op, leverplettede og senede, engang havde de været stærke arbejdshænder. Det var tydeligt at han ikke var funktionær, men en stolt pensioneret håndværker.
   - Hver eneste bjælke, liste og ramme er kreeret med dem her som vigtigste redskaber. Han klappede stolt hænderne i skødet igen.
   - Imponerende, sagde Flemming høfligt. Han så rundt og så hvordan bjælkerne var skåret, så de lignede noget der var støbt sammen.
   - Faktisk er det her hus beregnet til flere end to, så der er et værelse ovenpå, hvor i kan overnatte, i kommer ikke videre i det her vejr. Vi er kun glade for at hjælpe. Og det vil give Alfred lidt mere tid til at prale, ikke lillefar? I morgen kan han hjælpe jer med det hjul. Ordene kom fra Vera, der kom ind bærende på et fad, stuvende fyldt med mad.
   Alfred skænkede vin til dem og snart sad de bænket omkring et måltid, hvor der var rigeligt til at de to gamle, tog anden runde aftensmad sammen med dem. Flemming og Henry sendte flere gange blikke til hinanden. Det her var den familiestund, de begge vidste, at de ofte savnede. Flemmings forældre døde da han var 17. Han havde ikke haft kontakt til familie siden. Henriettes familie var tyranniske og skændtes altid om alt. Nu var de ved et tilfælde landet i et hjem der emmede af hygge, hjerterum, åbenhed og plads. De to gamle knevrede konstant løs, var interesseret i dem, uden at være for nysgerrige.
   - Hvor er i så på vej hen? Spurgte Vera. Henry rømmede sig, det var tydeligt hun ikke vidste hvad hun skulle svare. De var ikke rigtig på flugt, ikke fra politiet og sådan, men følelsen havde alligevel sneget sig ind på hende. Hun så spørgende på Flemming. Han nikkede bare og skovlede et stykke flæskesteg, der hang fast i den tykke sovs ind.
   - Det er lidt af en historie, faktisk har vi tænkt os at starte forfra i livet. Vi er kørt lidt fast forstår i, så vi tænkte at vi ville køre ud i verden og se hvad den byder os. Henry rødmede lidt, syntes selv det lød lidt tyndt.
   - Se lillefar, præcis som os. Nu skal du høre lille du... Vera kastede sig ud i en længere historie, hun havde ikke helt forstået Henriettes forklaring om at starte forfra, og hun var hurtigt i gang med rejseminder fra deres ungdom.
   Alfred og hun havde købt deres første bil og havde taget på mange udflugter i den. Hun havde været lidt modstander af bilen først, men Alfred havde fået hende overtalt. En WV 1100 Årgang 52. Den var næsten ny da de købte den. Så charmerende et køretøj, grå med dobbelte bagruder og ternet indtræk. Jo hun var faldet pladask for den, selvom det selvfølgelig var Alfred der kørte...
   Imens hun fortalte tog Alfred af bordet og svarede Vera med små tilfredse grynt, når hun ville have hans bekræftelse af historierne. Da hun endelig var færdig sagde han tålmodigt til hende:
   - Jeg tror nu nærmere den unge dame mente starte helt forfra, ligesom i flugt eller sådan, du ved, lade potteplanterne visne derhjemme, fordi der ikke er en grund til at vande dem mere, de kommer alligevel ikke tilbage. Er det ikke sandt?
   Flemming og Henriette nikkede mens Vera betragtede dem med store kuglerunde øjne over brilleglassende.
   - Jamen i stakler, er i kørt så meget fast, ak ja, det samfund med alle deres krav, så må folk da gå i stykker. Nej det var noget helt andet dengang Alfred og jeg...
   - Vera, det gider de ikke høre om. Alfreds stemme var advarende. Flemming vidste han lige havde reddet dem fra endnu en lang historie.
   - Nej selvfølgelig ikke. Men som sagt er i velkomne til at overnatte. Jeres hemmelighed bliver her ved os. I morgen kan vi hjælpe jer videre. Vera sendte dem et sigende smil, lidt som det man ser på film, når fangen på flugt blev reddet af en tilfældig, som havde besluttet at det var mere logisk at skjule en morder, end det var at angive ham til FBI agenterne.
   - Jeg ved ikke rigtig om vi kan trænge os så meget på, Sagde Henry. Sandheden var at hun allerede drømte om et behageligt nattelogi i bjælkehytten. Ingen af dem havde lyst til at kæmpe sig ud i blæsten.
   - Jamen, så kan i jo fejre sammen med os. Vera lyste op i et smil der fik hende til at ligne kogekonen på Den Gamle Marmeladefabrik. Alfred derimod så for første gang let bekymret ud.
   - Ser i vi har netop fundet ud af at vi har ... Begyndte hun.
   - Vera, afbrød Alfred skarpt.
   Hun tav og kiggede på dem. Glæden brusede i hende som boblerne i champagne og det var tydeligt hun var ved at sprænges.
   - Ja i må undskylde, Alfred er sådan en forsigtigper. Hun kiggede direkte på Alfred, det var tydeligt at hun ikke brød sig om at blive sat på plads. Bukserne i huset var hendes, han gik bare med dem, hvilket ikke betød han dermed havde retten til at bestemme noget. - Alfred nu må du stoppe al den mistænksomhed over for dine medmennesker. Er det her måske ikke et nydeligt og høfligt par? Er de ikke søde og belevne?
   - Lillemor, jeg mente jo bare...
   - Jamen det gør jeg ikke, og jeg har tænkt mig at dele min glæde med andre i aften. Hvem ved måske kunne vi for en gangs skyld endda oven i købet hjælpe nogen? Det skulle vi om nogen have råd til, er du ikke enig? Det sidste blev sagt i en tone der kun kunne tydes som: DU ER ENIG; FORSTÅET!
   - Ja lillemor. Sagde Alfred blot og sank ned i stolen igen.
   - Vi har vundet seksten millioner kroner i lotto, her i aften til trækningen. Syv rigtige, hvad siger i så?
   Proppen sprang af flasken, Vera boblede, da hun sagde sætningen. Hun havde ikke beregnet stilheden nyheden blev modtaget med og kiggede spændt, med hovedet drejende i hønsagtige bevægelser mellem dem. Der gik et halvt minut inden Flemming spurgte:
   - I aftenens trækning, er i sikre?
   - Ja da, jeg har tjekket tallene tre gange, Sagde Vera og rejste sig.
   - Alfred hent kaffen, så viser jeg den unge mand det, så kan han tjekke det for os.
   Alfred sukkede højlydt. Henry begyndte med en strøm af lykønskninger og gav ham et knus. Det beroligede ham og han så glad ud da han gik i køkkenet.
   Vera gled ned i sofaen og klappede på det tomme sæde ved sin side, - sæt dig her unge mand. Hun greb sin taske og fiskede en lottokupon frem. Måden hun fandt lotto siden frem på fortalte at de virkelig havde tjekket kuponen grundigt. Hun rakte Flemming kuponen og sagde tilfredst;
   03-07-11-15-22-23-30, lige som de der tal på skærmen.
   Flemming rystede let på hænderne og fandt rækken af tal, fjerde række. De var ikke understregede, men alligevel stod de frem og skar ham i øjnene. Han nikkede.
   - I har vist ramt helt rigtigt der, sagde han.
   Hun nikkede tilfredst. Det var det sidste hun gjorde. Flemming var lige ved at skrige, idet han fandt ud af hvad der skete. Han så Veras hoved rykke frem med et hurtigt klask, som var det gået af led ved nikkebevægelsen. Hurtigt drejede han hovedet og så op på Henry. Henriette, den yndige lille pige, stod med en tung gulvlysestage af messing i hånden. I slowmotion så han hende løfte den en gang til, med begge hænder om stagen, ligesom en ishockeyspiller. Hun trak stagen langt tilbage over skuldrene, næsten i hovedhøjde. Så hamrede hun den ind i Veras hoved. Det gav en dump og knasende lyd, og Vera udførte endnu et ufrivilligt bekræftende nik; Jo Vi Har De Rigtige Numre.
   Blodet fik alvoren i det skete til at gå op for Flemming. Hans søde kone var i færd med at begå rovmord. Hun så på ham med en vildskab i øjnene han ikke kendte. Han tænkte på et rovdyr der på samme tid som det forsvarede sit bytte, også bad om hjælp til at nedlægge det.
   - Vera hvad er det for et postyr? Alfreds stemme kom langt borte fra. Han var stadig i køkkenet. På vej ind mod stuen.
   - Gør noget, Hvæsede rovdyret til ham. Henriette. Mordersken han havde elsket med og som havde skudt hofterne op mod ham, for at han kunne trænge dybere ind. Som havde skreget hans navn i ekstase for blot timer siden. Helt revet ud af kontekst, tænkte han på om han havde gjort hende gravid. Det virkede som om det var vigtigt.
   - Flemming, råbte hun igen, råbet mindede ikke om hendes elskovsråb. - Alfred! Du må sgu for fanden tage dig af Alfred, hører du.
   Flemming rejste sig sekunder for sent. Vera rallede i sofaen, blod strømmede ud af hendes ene øre. Alfred kom ind igennem døren og så på dem. Hans ansigts brune teint falmede til huden lignede et ligklæde spændt over en rædselsmaske.
   - Nej, hvad er det i gør. Min Vera... Råbte han. Så tog instinkterne over, de instinkter og drifter der somme tider redder folk. Han snurrede rundt og flygtede ud i køkkenet. Ingen instinkter kunne dog redde den gamle, fra det der ventede ham.
   - Flemming for Satan, tag dig sammen mand. Henry skreg af ham. Han så at noget af Veras blod havde ramt hendes lyse hår. Det kan aldrig vaskes væk, tænkte han. Han rejste sig og stavrede med kvalmen skyllende gennem kroppen ud mod køkkenet.
   Alfred stod med ryggen stemt imod køkkenbordet, han holdt en stor køkkenkniv i fremstrakte arme. Flemming havde ondt af den lille mand, også selv om han endnu ikke vidste hvad han selv var i færd med. Endnu var han ikke klar over at der boede en morder i ham.
   - Jeg advarer dig unge mand, Sagde Alfred. Sorgen og skuffelsen i hans stemme stak Flemming i hjertet, på en måde køkkenkniven aldrig ville formå at gøre. - Jeg er gammel infanterist, så jeg ved hvordan man forsvarer sig.
   - Det er ikke nødvendigt Alfred, vi kan vel tale om det. Flemming blev først klar over hvor hult det lød, da hans hænder automatisk fangede en af de ophængte pander. Tungt støbejern, fortalte en morderiske halvdel af hans hjerne ham.
   - I har myrdet min Vera, skræppede den gamle.
   Bagefter tænkte Flemming på mordet som om det blev begået af en anden. Hans automatiske morder, ham der havde grebet støbejernspanden og ham der sørgede for resten.
   Alfred havde sat et angreb ind pludseligt, optændt af sorg og raseri stormede han frem mod Flemming. Flemmings automatiske morder svingede panden og ramte den fremstormende Werthers Echte mand med kanten af panden. Ramte ham lige under strubehovedet, med en lyd, der mindede om den, han lige havde hørt i stuen; Knasende og våd på samme tid.
   Alfred glippede ubeslutsomt med øjnene inden han sank halvt i knæ. Kniven havde han stadig og bladet blinkede i lysstofrørenes skær, som en sender fra det ydre rum. Den automatiske morder trådte frem og vristede kniven ud af hænderne på den halvt bevidstløse lillefar.
   Flemming så til, mens den automatiske morder plantede kniven brutalt i ryggen på manden. Han trak den ud og stak lillefar igen. Og igen. Og en til Alfred. En til Werther, og en til Echte. Og en gang til. Og ti gange mere. Sytten gange i alt.
   Bagefter tørrede han åndsfraværende knivsbladet af og gik ind i stuen til sin yndige kone. Han fandt hende i chok, blod var sprøjtet op på hendes læber og havde fregnet hendes hud med små røde flager. Perler af blod i det lyse hår. Hun havde slået Vera igen, for at få hende til at holde med at ralle. Nu var hun død, det sås med al tydelighed på hendes blottede hovedskal, hvor hjernemasse tittede frem. Henriette græd og så på ham med store forskrækkede øjne. Rovdyret var væk.
   - Hvad har vi gjort, hvad har jeg gjort? Blev hun ved med at sige. Flemming lagde kniven på bordet. Han gik hen og tog om hendes kinder med begge hænder. Hun lod slapt hagen hvile i hans hænder. Lod sig ikke anfægte af blodet på dem.
   - Rolig, skat. Du gjorde det for os. Du var bare den, der tænkte det først. Det var uundgåeligt. Vi har fortjent de penge, forstår du? Gamlingerne stod alligevel med benene halvvejs i graven, vi gav bare et lille skub. Seksten millioner. De havde jo bare sat dem i banken, aldrig fået glæde af dem.
   Han blev ved med at pludre beroligende til hende, mens han førte hende ud på toilettet. Han stille sig under bruseren og trak hende ind til sig og tændte for den. Under det varme vand klædte han hende af. Befriede hende fra det blodstænkte tøj.


4
   - Ja jeg ved den pokkers bil er flad. Henry jog hans tanker på flugt og han var tilbage i nuet. Nuet som bestod af kaos, uorden og to lig med deres aftryk på.
   - Men det ændrer ikke på det faktum at vi er mordere. Vi står i lort til halsen Flemming.
   - Seksten millioner trehundrede og syvoghalvtreds tusinde kroner. Det er hvad vi står i til halsen.
   Et lys tændtes i hendes øjne, Flemming som stadig havde sit blodstænkede tøj på, mente han kunne se rovdyret i hende, kæmpe for retten til sit bytte. Han tænkte på hvor lidt han egentlig vidste om hendes tanker. Pludselig virkede hendes nøgenhed som en forklædning, et tyndt slør over den sandhed der havde vist sig, da hun slog til for at dræbe. Han kunne ikke afgøre om han var bange for hende, eller bare fortvivlende forelsket.
   Hun nikkede pludselig. Rovdyret havde vundet og havde hapset fornuften i en mundfuld. Hun var med ham igen. De var rige.
   - Så skal vi bare lige have løst det med tøjet. Han smilede til hende. Hun sendte et varmt smil tilbage til ham. Det første siden mordene. Det første i en time.
   - Jeg går efter det nu, så bliver du her ikke?
   - Du efterlader mig ikke her med dem... Hun pegede undvigende på bamsen. Ikke på liget.
   - Honey, vi bliver nødt til at have rent tøj. Vi kan jo ikke så godt tage nogen steder med det her på. Eller uden noget. Han pegede først på sig selv og så på hende.
   Hun tænkte.
   - okay så, men skynd dig, og Flemming?
   - Ja?
   - Vi dropper det Bonnie and Clyde rollepis, det er sgu lidt for tæt på nu.
   Flemming nikkede. Hun havde ret. Bonnie and Clyde var en god film. Men det var en film. Også selv om den var bygget på autentiske hændelser. Det her var virkeligt. Virkeligt som noget der skete for dem. Ikke for Barlow og Parker. Han gik ud og fandt hans vindjakke. Hun sagde ikke noget da han åbnede døren ud og gik.


5
   Stormen rasede og han måtte kæmpe sig tilbage til huset. Han kiggede ind af stuevinduet, da han gik forbi. Henry sad i Alfreds gyngestol. Hans hjerte hamrede da han så at hun havde taget gulvlysestagen, nu et mordvåben mere end en hyggespreder, og sad og vendte og drejede den. Hun lignede en der prøvede at forstå hvordan den virkede. Man kan enten stille den på gulvet, proppe et lys i og tænde det...
   ... eller man kan knuse kraniet på et menneske med den.
   Han bandede. Jeg skulle have fjernet den, så hun i det mindste ikke skulle konfronteres med mordet på den måde, tænkte han. Det var nok hun skulle sidde der alene med liget.
   Han småløb de sidste skridt hen til døren. Da han åbnede døren tog vinden fat i den og rev den op. med et brag slog den mod huset.
   - Det er mig skat, råbte han for ikke at gøre hende nervøs.
   - mmm, Jeg ved det, svarede hun. Kun lige højt nok til at han kunne høre hendes stemme.
   Han smed taskerne på gulvet. Den ene var en sportstaske med tøj og den anden hendes håndtaske med alle hendes mystiske sminkedippedutter. Han lod dem ligge i den korte gang og gik forbi et billede, som viste en ung Alfred i færd med at bygge en bjælkehytte. Vera stod i baggrunden og smilede. Hun havde været smuk engang.
   Henriette sad stadig i stolen. Messingstagen holdt hun i hendes hænder. Han kunne se at hun knugede den så knoerne var blevet helt blege. Måske var tanken at hun kunne forsvare sig, hvis Alfred eller Vera pludselig skulle rejse sig, døde og hævnlystne, som zombier på film.
   - Så, så skat, jeg er tilbage, sagde han da han gik over mod hende. Hun var i chok. Hun sad og så på ham med store bambiøjne og tårerne trillende af kinderne i et regulært vandfald.
   - Flemming, sagde hun. Hun pegede mod tv'et. Han så hun havde tændt det og stillet ind på side 291. Lottosiden.
   Han kiggede på de allerede velkendte numre.
   Så faldt det første slag. Han nåede ikke at reagere. Det eneste han så var hvordan hendes bryster gyngede, lige inden en brændende smerte bredte sig i hans skulder.
   - Se på spilleugen, dit uduelige fjols, råbte hun. Smerten fra slaget fik det til at sortne for hans øjne. Hvad han ikke kunne se, råbte hun.
   - 41, uge 41. De gamle røvhuller tog fejl. Endnu et slag var på vej. Flemming løftede armene for at afværge slaget. Stagen ramte ham lige over albuen og han kunne høre hvordan knoglerne splintredes. Smerte lynede gennem ham.
   - Kuponen er fra uge 40. De har ikke vundet en skid. Kuponen er for gammel. For gammel, hører du mig? Gør du?
   Flemmings knæ blev svage, han sank sammen. Smerterne. Mordene. For et stykke værdiløst papir. Han så på sin underarm der havde en underlig skæv vinkel ud fra albuen. Han vidste ikke den kunne gøre sådan. - Du har fået mig til at slå ihjel for ikke en fucking skid.
   Næste slag var det der gjorde mest ondt på ham. Hun ramte i ryggen og det føltes som om at alle hans ryghvirvler blev skubbet kortvarigt sammen, inden de sprang ud af rygsøjlen og bed i hans lunger, som var de rotter i slagsmål om et bytte. Han brækkede sig.
   - Morder. Råbte hun mens han rullede rundt på gulvet. Han kunne lugte sit eget opkast. Han kunne ikke røre sig for smerter. Han var ved at forsvinde, eller også var omverdenen ved at fortage sig.
   Rovdyret, hvor var rovdyret? Han kunne høre det, ikke se det?
   Nu kunne han igen se rovdyret. Hvor var det smukt. Han så hvordan hun løftede en messinggenstand højt op over hovedet. Hun var perfekt, lange ben der endte i bløde hofter, flad og atletisk mave, bryster der hævede sig opad sammen med armenes bevægelse. Han elskede hende. Det var ganske vidst.
   Hun havde blodperler i det lyse hår og han tænkte; Jeg vidste at det ikke kan vaskes væk.
   Og derpå; Er det mit?
   Det var hans sidste tanke.


6
   Rovdyret bevægede sig gennem skoven. Hun stod et øjeblik stille og vejrede i vinden. Hun var usikker på hvad hun søgte, men sikker på at hun ville finde det. Hun var kold. Vinden bed, uhindret af den tynde sommerkjole, i hendes hud. Hun havde kun den på. Hun havde en taske i hånden.
   Mens hun gik åbnede hun tasken og kiggede igen på indholdet. Hun forstod ikke den genstand der var i den. Kun en ting. En gren piskede mod hendes arm og trak en blodrød streg på huden. Ansporet af smerten gik hun videre. Hun var smidig og gik hurtigt. Selv om hun var barfodet var det let at bevæge sig i mørket. Hun kunne ikke mærke fødderne mere.
   Hun så lys mellem træerne. Et hus. Rovdyret stod stille og lagde hovedet på skrå. Hun nærmede sig forsigtigt huset. Ind af vinduerne kunne hun se to unge personer. Hun mente at de hed Alfred og Vera. Og hun mente at de havde noget.
   Noget der tilhørte hende.
   Hun gik hen til døren. På parkeringspladsen stod to biler. Der var flere i huset.
   Alfred og Vera hele banden.
   Denne gang var hun sikker på at hun havde fundet det rigtige hus. Først bjælkehuset. Det var en nitte. Så det gule hus. Flere Alfred og Veraer. To styk af dem og en meget ung en, som først havde vist sig lige inden hun gik. De havde ikke det hun søgte. Det kunne hun se da de døde.
   For det var her, det hun søgte; Kuponen.
   Forsigtigt tog hun i døren. Den gled op. Hun smuttede ind og gemte sig. Lyden fra vinden havde varslet Alfred og Vera. De kom ind i den mørke gang. Rovdyret trak sig længere ind mellem frakkerne i garderobeskabet. Forsigtigt åbnede hun tasken og tog genstanden frem.
   En kniv.
   - Hallo, sagde Alfred, - er her nogen?