1
   Bølgerne skvulpede mod strandbredden. Månen sendte kolde stråler over vandet, som returnerede lyset i et glitrende inferno på vandtoppe. Der var langt mellem skvulpende. Vandet var roligt den nat. Langt mod syd hørtes musik, blandet med dæmpet latter fra havnefestens sidste vedholdende deltagere. Vinden bar lyden over vandet og derfor kunne de høre dem på Trillen.
   "Jeg er glad for at vi tog herud, det var en fin ide" Sagde Trine. Han løftede flasken til skål, tog en tår inden han sendte den videre til hende. Hun tog den og skålede. En dråbe rødvin løb ned fra hendes mundvig. Flaskens glas fangede månelyset.
   Han betragtede hende mens hun strøg vindråben væk fra hagen. Trine var et fund. Hun havde ravnsort hår, sikkert farvet. Det var klippet kort og lå tæt om hendes aflange ansigt. En blanksort tot gled hele tiden frem og lagde sig ved hendes høje kindben. Hun strøg den tilbage, men den gled frem og lagde sig samme sted igen. I Lyset fra den blege himmelkugle, så hendes øjne lige så sorte ud, som hendes hud var bleg. Hun lignede en Gothic Vampire. Hendes fyldige rødmalede mund skiltes i et smil.
   "Du siger ikke meget?" Hun havde ret. Small talk var ikke hans største force. Han trak på skulderen. Vinen tog en omgang til. Så var den tom.
   "Har du mere af det her?" Hun rystede den tomme flaske. Han pegede på rygsækken ved teltet. Hun strakte sig for at nå den uden at rejse sig. Hendes trøje gled op og han kunne se hendes skinnende hvide lænd. En tatovering dækkede halvdelen af det stykke han kunne se. Han lænede sig nysgerrigt frem for at se motivet.
   "Kan du åbne den?" Han nikkede og tog imod flasken. Med tommelen pressede han korkproppen ned i flaskens hals. Imens baksede hun med sin egen rygsæk og fandt en mp3 afspiller frem og to små højtalere. I stilheden der kun blev afbrudt af vadefugles skrig og dyr, som puslede (måske rådyr) i skoven, kunne han høre det lille klik, da hun tændte for musikken. Musikken var som hende; mørk og mystificerende intens.
   "Har du noget imod det?" Spurgte hun. Han rystede på hovedet. Musikken klædte månen.
   "Se der" udbrød hun og pegede ud på havet. Et knopsvanepar gled forbi. Det så ud som at de svævede på vandoverfladen.
   "Ved du at de holder sammen hele deres levetid?" Hun så drømmende på ham.
   "Ja" svarede han.
   "Ej, den kan tale" Sagde hun drillende. Et klaverstykke trillede ud af de små højtalere. En guitar, der lød som den havde fået frost, fulgte de hurtige tangentslag. Munke sang. I den virkelige verden skreg en måge fjernt.
   "Hvorfor tog du egentlig med?" Han spurgte om det han havde tænkt på hele aftenen.
   "Ærlig talt, alt er sjovere end Kjærs tivoli i Høruphav" Måske så hun det sårede udtryk i hans øjne for hun tilføjede: " Og så syntes jeg du virker som en spændende person"
   Spændende ja, den virkning havde han ofte. Han længtes efter at høre ordet tiltrækkende i stedet for. Det ville aldrig ske. Han fiskede en cigaret frem og plantede den i hans forbrændte læber.
   "Fordi at jeg ligner Freddy Krueger?" Trine kiggede på ham. Han havde hat på, ligesom Krueger. Halvdelen af hans ansigt var forbrændt. Hun kunne se han havde haft kønne træk under arrene.
   "Er det det du gerne vil? Er det derfor du har hatten på?"
   "Næ, hatten er fordi at jeg kun kan få hår på den ene halvdel. Ligegyldigt tog han hatten af. Huden var krøllet og arret over det meste af hans isse.
   "Hvad er der egentlig sket med dig?" Hun fortrød spørgsmålet. Hans blå øjne mødte hendes som pile sendt mod en dartskive. Knopsvanerne svævede ud mod den pynt hvor de ynglede.
   "undskyld" Sagde hun.
   "Det er fint nok" Han tog endnu en tår, fugtede halsen. Siden branden havde den altid føltes tør. En tør plet i ham der aldrig kunne forsvinde.
   "Det er fire år siden nu" Begyndte han.
   "Du behøves altså ikke... "
   Han sugede på cigaretten. Gløden lyste op under hatteskyggen og et øjeblik syntes hun at han var smuk. Vansiret, men uhyggelig betagende.
   "Nytårsaften, så det er faktisk fire et halvt år siden nu" Han fortsatte uanfægtet af hendes protester. Hun tav og lyttede.
   "Thomas Bo havde et kollegieværelse i Sønderborg. André, Renny, Irene, Charlotte og jeg havde festet godt igennem. Thomas Bo stod for amfen og vi var alle temmelig høje. Værelset var vel 12 kvm. Forestil dig det! Mindst fire joints, på omgang hele tiden på så lidt plads"
   Trine prøvede på at se det for sig. Ham fire år yngre med glat hud og i festligt lag. Hun misundte hans venner for den del af hans liv.
   "Klokken tolv gik vi ned i baggården for at fyre af. Vi havde været over grænsen og havde en temmelig vild forsyning af kanonslag. Store. Har du et Joint til for resten?"
   "Ja" Trine rodede i tasken og fandt det koniske joint frem. "Sort Afghan" Sagde hun og rakte ham det. Han tog det og rullede det mellem fingrene, mens han fortalte videre.
   "I gården var vi omkring tyve mennesker. Det blev ret vildt. På et tidspunkt dukkede en flok indvandrere op. Gården udviklede sig til en veritabel krigszone da nogen sendte en raket ind blandt dem. Jeg mener, vi var sgu alle lige gode om det. Renny tog den største raket og holdt dem mod dem. Han så vildt på mig og jeg satte ild til lunten med min cigar. For helvede... det var mig der tændte den skide raket"
   Cigaretten han havde røget på knipsede han af sted i luften. Trine fulgte den med øjnene. Cigaretten fløj som en miniraket i mørket. Understregede hans ord. Han tog Jointen i munden i stedet. Tændte og sugede. Den ristede tobak knitrede. Bølgerne skvulpede næsten ikke mere.
   "Vi ramte en knægt på omkring ti - elleve år. Ingen af os havde set ham. Han var så lille"
   Han inhalerede røgen og sendte jointen til hende. Hun byttede den ud med vinflasken, som han straks tog en tår af.
   "Det var en af de raketter med rundt sprænghoved. Jeg ved ikke hvor meget, der skete med knægten, men jeg så ham blive rykket bagover. Så hans udtryk da trykket og gnisterne stod imod hans magre krop. Det var rædsomt. Bagefter blev der stille i gården. Det virkede næsten som om at alt stoppede, selv de lunter der allerede var antændt. Total stilhed."
   Han holdt en pause. Hun lagde mærke til at musikken fra lystbådehavnen var forstummet. Om det var jointens virkning eller hans måde at fortælle på vidste hun ikke, men hun kunne næsten ane stilheden i gården fra dengang.
   "Charlotte, min kæreste brød stilheden. Hun skreg. Blev bare ved med at skrige som en sindssyg. Indvandrende stod på den anden side. En af dem var ældre end resten af flokken. Jeg glemmer aldrig hans blik, da han gik, nej det er forkert, han sjoskede ud af deres kreds og løftede en finger. Han pegede først på Renny og hans tommelfinger gik ned som hanen på en spændt revolver. Bagefter rettede han blikket mod mig og sagde et eller andet, formentligt på arabisk, hvad ved jeg. Men i mørket og stilheden var jeg ikke i tvivl. Han forbandede os."
   Musikken skiftede til en arie, sunget af en kvinde med sopranstemme, der løftedes op af tung guitar. Hans blå øjne flakkede lidt. Lynede i mørket.
   "Vi samledes igen oppe ved Thomas Bo, han var i panik og fjernede alt hvad der hed stoffer. Vi hjalp ham. Alt var bedre end at tænke på knægten. Charlotte var i chok og jeg prøvede på at berolige hende. Efter en time hvor der ikke var sket noget, vi havde ventet politiet ville dukke op, lykkedes det at få ro på Charlotte igen. Jeg ved hvordan det lyder, men festen var ved at fortsætte. Thomas ville hente amfen igen, som han og André havde skjult i fælleskøkkenet. Han rejste sig og gik hen til døren."
   Trine ventede mens han tog endnu et sug af jointen, hun var ikke sikker på at hun brød sig om at høre resten. Men det var lidt lige som at prikke til en ballon med en spids nål og fortryde det i samme øjeblik den sagde BANG. Han kunne ikke stoppes nu.
   "Han skubbede hårdt på døren, men et eller andet blokerede. Charlotte begyndte at græde igen. Jeg var på vej over for at hjælpe med døren da en brosten knuste ruden. Jeg snurrede rundt og så et eller andet brændende ryge gennem skårene. En Molotovcocktail. Renny blev ramt og den brændende væske bredte sig med det samme over ham og åd sig ind i hans hud. De kastede seks af dem. To havde været nok, men de fyrede sgu seks ind gennem den pisse rude. Jeg så Charlotte brænde og kastede mig over hende. Jeg smadrede den store vandpibe på gulvet og vædede et tæppe med vandet og trak det over os. Hun brændte stadig. Og skreg. Jeg slukkede hende, med min krop. Men det var for sent, hun var færdig. Alt stod i flammer. Varmen smeltede alt og jeg var tvunget til at komme ud. De andre var færdige. Fem forkullede personer som jeg ikke havde chancen for at redde. Jeg prøvede, men jeg var lige så spærret inde som dem. Da jeg rejste mig trak jeg noget af Charlottes hud med. Først der opdagede jeg, hvor forbrændt jeg var"
   "Hvordan slap du ud?" Trine så han var på grådens rand. Han var ved at gennemleve natten igen. Hun var ikke sikker på, om han i det hele taget var bevidst om hendes tilstedeværelse mere. Spørgsmålet gav et sæt i ham.
   Trine rykkede tættere til ham, ville lægge armene omkring ham.
   "Nej" Sagde han, han lød desperat.
   "Okay... Undskyld" Sagde hun. Hun rykkede lidt tilbage igen.
   "Det er mig der undskylder, jeg var for hård... det er bare... " Han trak på skuldrene igen og rakte ud efter Jointen "... Siden at jeg kom fra sygehuset, har jeg ikke rørt en eneste person, det gør mig bange"
   "Hvorfor?"
   "Jeg bliver ved med at se det billede af hud der fulgte med da jeg rejste mig fra Charlotte, for Fanden, jeg havde noget af hendes ansigt på mine kinder"
   Hans hånd røg op og han kærtegnede sin egen kind. Ømt, på en ikke narcissistisk måde.
   "Jeg ved ikke hvordan jeg kom ud. Nogen af gutterne på gangen må have slæbt mig ud, efter at have fjernet blokaden"
   "Sikke en historie"


2
   "Og du? Hvordan kan det være at du blaffer hele vejen fra Århus og hertil for at tage til en fest som du alligevel ikke dukker op til?"
   "Jeg er bare mig. Trinepigen på Trillen, sammen med dig i stedet for Trinepigen til byfest" Svarede hun. Han nikkede, ville ikke presse hende.
   "Okay, Sandheden?" hun kiggede på ham mens hun kvaste Jointet på en sten. Gløder raslede ned af siden.
   "Jeg skulle møde min fyr her. Han er herfra. Men pludselig havde jeg ikke lyst til det, vi har været sammen i tre måneder, men han vil ikke flytte til Århus og jeg vil ikke flytte hertil. Det duer ikke."
   "Og det fandt du ud af efter at jeg samlede dig op" Han smilede drillende.
   "Faktisk ja!" Hun overraskede ham med svaret. "Fordi at jeg spurgte dig hvor langt du skulle og du svarede..."
   "... jeg aner det ikke" Sluttede han for hende.
   "Nemlig og da jeg fortalte at jeg skulle hertil, sagde du bare: fint så kører jeg dig, min ferie kan lige så godt starte i Sønderborg, der er jeg fra"
   Han nikkede, det var præcis hvad han havde sagt.
   "Og det fik mig til at tænke på hvor fleksibel man kan være, ikke ligesom Jesper, han er så forbandet stivnakket."
   "Tror du ikke han leder efter dig?"
   "Selvfølgelig. Han har sikkert søgt lige indtil de åbnede ølteltet og der sidder han nok endnu med sine fiskevenner" Hun grinede, mens hun tog flasken, som han rakte til hende.
   "Tak"
   "Jeg så at du har en tatovering på ryggen"
   Fra havet som nu var helt blikstille lød en dunkende motor. I mørket kunne han se en lille kutter med en enkelt mand i. En fisker på vej ud for at tømme garn i de tidlige morgentimer.
   "Ja, den er lige blevet færdig i sidste måned, vil du se den" Han nikkede.
   Hun rejste sig og satte sig i hugstilling. Hun tog trøjen af. Hun havde ikke BH på og blottede et par velformede bryster. En piercing gik gennem hendes højre brystvorte. Hun rødmede ikke, men vendte sig blot og blottede sin ryg for ham.
   "Den er smuk" Sagde han og gled tættere på hende for at se motivet i det svindende månelys. Daggryet ville snart tage over og klæde Trillen uigennemtrængelig tåge. Tatoveringen fortsatte ned af ryggen og blev gemt af hendes lavtaljede bukser.
   "Kan du lide den"
   "Mmm, det jeg kan se af den" Tatoveringen var en art slyngroser, der forgrenede sig i tribalmønster over hendes ryg. Roserne så ved første øjekast ud til blot at være simple blomsterknopper, men ved nærmere eftersyn var de ansigter. Tornene var røde, ellers var resten sort.
   "Vent lidt" Sagde hun og rejste sig. Hun vendte sig mod ham og kiggede på ham med et frækt blik. Hun knappede bukserne op og lynede den korte lynlås ned. Så kantede hun en tommelfinger ind mod den bare hud ved hver hofte og vrikkede bukserne ned. Trusserne røg med bukserne. Hun stod helt nøgen lige foran ham og drejede sig igen stille rundt. Rosen snoede ind mod lysken og ud mod hoftekammen, hvorfra den fortsatte i lige linje ned af låret. Han kunne ikke få øjnene fra ballernes runding og hendes venusbjergs glatte bue.
   "Jeg har lyst til dig" Hviskede hun og vendte sig mod ham igen. "Tror du ikke det her kan formilde din kontaktskræk med mennesker, bare for en nat." hun bredte armene ud.
   Han kiggede ud mod fiskekutteren og hun vendte sig og så på den. Fiskeren derude havde slukket motoren og stod bøjet over noget garn.
   "Skidt med ham" Sagde hun "Nu er der kun dig og mig. Os to alene i verden, må jeg... " Hun satte sig foran ham og uden varsel lagde hun en hånd på hans brystkasse. Han kunne mærke hendes varme gennem det tynde stof på hans trøje. Hånden gled op til hans hals og hun kærtegnede hans forbrændte kind. Han mærkede en smerte der hvor hendes hånd berørte ham. Han åndede lettet op over at hun ikke trak hånden tilbage. Hun havde ikke brændt sig.
   "Er du okay?" Hun lænede sig forover og kyssede ham let. Prøvende. Han greb hende og trykkede hende ind til sig. Hun slog benene omkring ham og begyndte at gnide sig op af ham. Hun tog trøjen af ham og skubbede ham bagover. Han havde ventet at hun ville blive chokeret, men i stedet kyssede hun hans brændte skind med kølige røde læber. Lod tungen glide over hans brystvorter og ned af maven, mens hun skiftevis smagte på ham og kyssede. Med den en hånd knappede hun hans bukser op og han vristede dem af sig.
   "Vent" Sagde han pludselig. Hun så på ham som han lå der nøgen og klar.
   "Hvad er der"
   "Min hud brænder, kan vi gøre det i vandet? Jeg ved det er underligt men..." Hun nikkede. Lige nu kunne hun dyrke sex med ham i rummet hvis han bad om det. Hun sad overskrævs på hans ben og han løftede hende op. Hun slyngede benene om ham og mærkede hans køn mod sig. Så tæt på. Han bar hende ud i vandet.
   Fiskeren ude på kutteren havde ikke fået øje på dem, eller måske lod han bare som om. Svanerne ude på pynten baskede med vingerne og lagde sig igen.
   Hun strammede sit bengreb om ham og løftede sig lidt. Han trængte ind i hende og hun mærkede hans varme i sig. Han tog et par skridt til og de var i vand til livet. Vandet var stille og strakte sig ud fra dem til alle sider. Det var det mest erotiske hun havde oplevet. Han begyndte at arbejde sammen med hende og hun gled op og ned af ham. Hans øjne var rolige og hun kiggede dybt ind i det blå, blå sted hvor al hans og hendes nydelse synes at udspringe fra. Hun var ved at komme. Hun mærkede det samle sig i hende, stråle ud i kroppen og bølge tilbage mod mellemgulvet. Hun kunne se på ham at han var tæt på klimaks. Et sted langt væk hørte hun kutterens motor gå i gang i samme rytme som hun strammede og slækkede grebet om ham. Så kom hun. Små elektriske ladninger sprang som fyrværkeri lige under hendes hud. Han stødte to gange til. Dybt. Og hun mærkede hans varme brede sig i hende samtidig med at han åndede tungt ud i et støn.
   Hun kyssede ham på munden, på panden, på kinderne og hans øjenlåg og næsetippen. Fandt hans hage og kyssede den mens han slap hende og fortsatte til halsen. Så mærkede hun hvordan hun slappede af i hele kroppen. Hun så op på ham op i de blå venlige øjne. Hans blik var intenst. Hun kunne mærke efterdønninger af orgasmen, sammen med bølgernes kærtegn på hendes mave.
   Pludselig tog han fat i hende og holdt hende ud fra sig. Vandet skvulpede let mod hendes mave.
   "Tak" Sagde han. Hun nikkede og ville rykke ind til ham igen. Noget bed på bagsiden af hendes lår. Hun rykkede hurtigt til siden, drejede omkring og så ned i vandet. Hun skreg. Kæmpe store brandmænd lå i vandfladen. De glødede i det grå morgengry og var over en meter i diameter. Fangtråde ulmede og gled ind mellem hendes ben og omkring hendes liv. Hele hendes underkrop brændte og hun snurrede rundt for at tage fat i ham. Han var væk. Hvor han havde stået var en stor gople i stedet. Goplen have en menneskeagtig form og var større end de fem andre hun havde set. Dens fangtråde greb om livet på hende. Kroppen genkendte og accepterede den brændende berøring, selv om hendes hjerne kæmpede imod den groteske berøring. Det sved og brændte i hende, samtidig med at hun følte begær.
   Hun sank sammen. Hendes hud brændte af nældegiften. Hun var lammet. Paralyseret men ikke død. Hele hendes krop brændte forfærdeligt. Hun mærkede fangtråde lukke sig over hendes ansigt. Hendes skrig blev kvalt under vandet. Allerede nu var hendes krop ved at blive opløst af giften og goplerne omsluttede hende som dyr i elskov.
   Fiskekutteren dunkede i det fjerne. Fiskeren havde set alt hvad der foregik. Han kendte kvinden på stranden. Det havde taget ham lang tid at lokke hende hertil. For Klikens skyld. I morgen skulle han mødes med Pia. Pia ville være nemmere.


Epilog
   Fra avisen.
   Udklip.
   De tragiske begivenheder i Sønderborg nytårsnat, er blevet endnu hårdere at kaperer for de efterladte familier. En kammerat (Navnebeskyttet) til de seks indebrændte på Sønderborg kollegium er blevet taget i et noget usædvanligt tyveri.
   Natten til i går brød den unge mand ind i kapellet, hvor han tømte, de seks urner, indeholdende kammeraternes aske. Den fælles mindehøjtidelighed, der skulle afholdes i dag er dermed udsat.
   En vægter så den unge mand løbe fra stedet og genkendte ham fra tidligere forhold. Politiet kørte ud til hans adresse. De traf ikke pågældende person hjemme. Omstændighederne gjorde at politiet ventede på adressen. Klokken 05:20 kom den unge mand på sin motorcykel, hvorefter han blev tilbageholdt.
   Den unge mand, som dagligt arbejder med fiskeri, risikerer nu at blive tiltalt for både indbrud og ligskænderi. Han har forklaret at de alle i kliken var enige om at når de døde, så var Trillen ved Høruphav stedet deres aske skulle spredes. Det var klikens faste mødested, forklarede den brødebetyngede unge mand. Han ville bare gøre det rigtige og opfylde deres ønske.
   Efter hvilken paragraf med hensyn til tyveri af asken, manden vil blive tiltalt, ved man ikke endnu ...