"Er i sikre på at vi gør det rigtige?" Maiken retter på skulderstroppen, mens hun kritisk spejler sig i vinduet. Udenfor i mørket kan hun se blodbøgens omrids. Hendes spejlbillede blafrer et øjeblik i skæret fra bloklyset i karnappen, og gør hendes billede lige så uroligt, so den følelse hun bærer i sig selv.
   "Jonah tager ikke fejl." Svarer Vita fra stolen i det fjerneste hjørne af kammeret. Hendes stemme er rolig og dæmpet, der er en sikkerhed i tonefaldet som modsvarer hendes ord. Det får dog ikke Maiken til at slappe af.
   Iben, som sidder på divanen og læner sig op af væggen bag hende retter lidt på sit sølvspænde og glatter folderne på sin kjole, ivrig efter at få sine hænder til at foretage sig et eller andet, så det ikke forventes at hun ytrer et bidrag til samtalen. Maiken kan se hende i vinduesspejlet. Hun er en smuk kvinde på omkring tyve, men et jaget udtryk får hende til at se ældre ud.
   Nej, Jonah er ikke en mand der tager fejl. I vinduet betragter hun genspejlingen af sig selv unødvendigt kritisk, de bange øjne og det (alt for tidligt) hærdede udseende. Hun fanger lidt desperat Ibens øjne i vinduet og prøver på at finde svar, søger en modvægt til sin tvivl. Hvordan kunne de være så sikre? Hun kendte svaret på sit spørgsmål. Jonah havde magten over dem, han havde stjålet deres vilje og alt hvad han sagde kom til at lyde som den eneste sandhed, og nu var det for sent at stille noget op imod ham.
   "Bliv nu færdig, de venter..." Vita skynder på hende. Hurtigt samler Maiken sit mørkebrune hår i nakken og vikler det op i en knold. Iben rejser sig og hjælper med at fæstne det antikke sølvspænde i håret. Sølvspændet er mage til det Iben bærer og det de alle vil bære i aften.
   "Er du bange?" Spørger Iben.
   "Ja" Hvisker Maiken og håber lidt på at Vita ikke hører svaret.
   Iben træder tilbage og betragter Maiken i vinduets spejling. Hun tager fat i silkesløjfen og retter lidt på båndet, som er bundet lige under hendes bryster. Kjolen er smuk med lodrette flæser og en stor silkesløjfe foran. Hun bærer den flot, men skæver lidt misundeligt til Iben, der er så smuk og stråler som en model på vej ned af podiet. Hendes livs optræden, tænker Maiken dystert. Et øjeblik virker det som at de to smelter sammen i vinduet, da et lys udefra vejen, jager blodbøgens skygger på flugt og skærer sig gennem ruden. Mørket lægger sig hurtigt igen, foran dem og spejlbilledet er tilbage.
   "Der er nogen på vej herop i bil" Siger Iben.
   Maiken holder vejret og fokuserer på mørket udenfor gennem sit spejlbillede. Hun mærker en pludselig spænding bølge gennem sig og forplantes i maven, mens hun betragter bilen der er på vej op af bakken.
   "Så skynd jer dog, pigebørn" Siger Vita. Hun rejser sig. Stolen skramler mod gulvet, da hun skubber den tilbage, klar til at gå. Hun ser misbilligende på Maiken, som hun ved trækker tiden unødvendigt.
   "Hvad gør vi hvis det er en af Dem?" Vil Iben vide.
   "Jonah tillader ikke at De trænger ind igen. Nogensinde." Vita lyder Utålmodig og taler til dem i et tonefald, som var de små piger opskræmt af skygger under sengen.
   Bilen dernede, er hvid og hun kan høre gruset knase under dækkene, idet den kører rundt om blodbøgen og stopper. Hun ser ned på den og mærker Iben læne sig forover for at følge med. En mand stiger ud af bilen, og strækker sig som efter en lang køretur. Maiken kan høre sit eget hjerte hamre, da han løfter hovedet og kigger direkte op mod dem. Hun mærker Iben lægge en hånd på hendes lænd og trække forsigtigt i hende.
   "Kom" Siger hun mens hun trækker hende tilbage mod sig.
   "Det er tid til at gå."
   Et kort øjeblik blafrer flammen fra bloklyset på vinduesbænken hidsigt i det træk der skabes da Vita åbner døren ud til gangen. Maiken slukker lyset med et pust. Hun kan se manden tydeligt nu. Hans øjne ser tomme ud under bøgens mørke og måden han ser op på dem på, får en angst til at brede sig i hende. Måske havde Jonah ret alligevel, verden var inficeret af ondskab, og intet står til at redde. Hun forbander sin egen tvivl og vender sig for at følge Vita og Iben, pludselig bange for hvad der kunne ske hvis hun bare så et øjeblik mere på manden. Bange for at blive smitte, eller inficeret med den sygdom, som rasede og havde gjort almindelige folk rablende gale. Onde. Maiken gøs og vendte sig hurtigt.
   Inden hun forlader kammeret kaster hun et blik på den spartanske indretning. Divanen er stribet og stor nok til to. Malingen på stolen som Vita sad i er afskallet og slidt. Det er rummets eneste stol og hun kæmper mod trangen til at stille den rigtigt efter Vita. Ved siden af divanen, tjener et lille møbel med en enkelt skuffe som natbord. En vugge står for enden af divanen. Maiken er tæt ved at græde, hun ønsker at huske vuggen for altid og lukker øjnene for at indfange hver en detalje, spærre dem inde på øjenlågenes bagside, hvor hun havde sit helt private billedgalleri, af alle de ting hun var blevet frataget. Et øjeblik er det som om at hun kan se en lille barnehånd, række op af det hvide sengetøj og hun har lyst til at skrige.
   Vita skubber hende blidt ud af værelset og lukker ubarmhjertigt døren, og det føles som om at det er starten, på den afsked der skal gøre ende på hendes lidelser.
   Trods de mange døre hersker en gravlignende stilhed i gangen. De skridter hurtigt forbi det fælles baderum. På nøgne hvide mosaikfliser, ser hun fem stærkt tilkalkede brusere ophængt på række. I et erindringsglimt ser hun sig selv, Iben, Ea og Anna i glad vandkamp, hvor badesvampen bliver kastet, med klask mod nøgne kroppe, fulgt af høj latter.
   Alt virker så forladt allerede, tænker hun. Stilheden bliver kun brudt af deres dæmpede skridt på det grå tæppe, mens de går under det neonrørenes kolde lys.
   Vita fører an ned ad den stejle trætrappe. For foden af trappen er en dobbeltdør på højre side blokeret med brædder sømmet fast til karmen. Til venstre fører endnu en kort gang oplyst af vokskerter til opholdsrummet. Maiken ser oprørt på den spærrede dør, mens Vita og Iben fortsætter til venstre ad den smalle gang. Hun følger efter dem og vender sig en sidste gang, for længselsfuldt, at se mod den afspærrede udgang. Vita som er bredhoftet og robust, går med små vævre skridt, mens hendes hofter gynger som et skib i uvejr. Hendes flagrende kjole får lysenes flammer til at danse, idet hun fejer forbi, og deres skygger udfører en sær dans mod væggens afskallede puds. Alt for hurtigt nærmer de tre kvinder sig døren for enden af gangen, mens Maiken mærker hvordan blodet begynder at bruse som en flod inde i hende. Uden at tøve åbner Vita døren og træder ind.
   Stemmer slår op mod de konkave lofter, som giver det store rum en huleagtig klang. Maiken hilser på kvinderne der sidder omkring et stort langbord. Hun kender alle elleve ret godt. Jonahs harem, tænker hun, mens hun koncentrerer sig om at fange stemningen i lokalet. Foruden den medlidenhed med hende, som hun kan se i flere af kvindernes blikke, kan hun ikke fornemme, hvad de tænker, eller hvad samtaleemnet havde været, inden de åbnede døren og trådte ind. Det gør hende utryg at komme så sent, men hun havde alligevel selv forhalet tiden.
   For enden af bordet sidder Jonah, som eneste mand i lokalet, hun undgår hans blik. Hun kender allerede anklagen i det. Jonah, den mand hun var blevet præsenteret for, kun en dag efter hun var ankommet, og som hun havde ægtet allerede efter fjorten dages ophold.
   Endnu tomme vinglas glitrer foran hver plads, ved siden af dem står et mindre mørkt bæger og skinner som rav, i den halvdunkle belysning fra stearinlys. Strømmen er lukket og stedet vil blive tvangsrømmet inden for en uge. Jonah havde tabt kampen mod De Onde, men havde nægtet at lade sig knægte. Synet af de små glas får Maikens maveindhold til at vende sig: Uanset hvad så havde De Onde vundet.
   Maiken ser på Jonah som står for enden af langbordet iført smoking og høj hat. Hun synes at hatten giver ham et pjaltet udseende. Måske er det, fordi hun nu kan se, det som før var skjult for hende, den pure beregnende og iskolde ondskab, som de forvekslede med autoritet. Men alt er tabt nu, alle chancer for tilbagetrækning er opbrugt, og hun er nødt til at lade som om at hun stadig forstår hans prædiken og at hun elsker ham uforbeholdent. For straffen for ikke at følge trop, kunne vise sig, at være meget værre, end den smertefrie død ved indtagelse af gift.
   "Aaaarh, de damer, velkommen til festen", han siger det på en teatralsk måde. Iben hæfter øjnene på sin faste plads, som hun straks søger hen mod. "Maiken mit barn, sæt dig ved min side", fortsætter han og overrasker alle. Pladsen ved hans side har altid været Vitas.
   Vita der allerede er på vej mod pladsen, som Jonah anviser til Maiken, standser brat op og vender sig om mod hende. Hvor der var medfølelse at spore i Miras blik, lyner had i Vitas. Hun var Jonahs første kone og ingen andre havde siddet ved hans side før. Og så netop på denne aften!
   "Mine damer!" Jonahs stemme skærer igennem lokalet og Vita fortrækker til modsatte bordende og sætter sig uden at fortrække yderligere mine. Maiken skynder sig at tage plads ved Jonahs side. Hun hader den opmærksomhed, det pådrager hende, fra de andre kvinders side.
   "I ved hvordan det er fat med verden udenfor."
   "I så hvorledes De Onde kidnappede vores børn. Vi har alle mistet lyden af deres glade latter. "
   Fem børn havde De Onde fjernet fra dem. Hendes David, sammen med John, Mia, Karina og Sanne. Alle børnene, (David var den yngste) var i alderen fra fire måneder til halvvandet år. Hun havde skjult David og havde håbet til det sidste, men De Onde havde fundet ham og tog ham med, selv om hun tryglende og bedende var blevet slæbt hen over gulvet i et forsøg på at holde dem tilbage. Hun havde forsøgt på at få dem til at forstå hendes kærlighed til David, men de havde ikke lyttet. Hun kunne stadig mærke, hvordan stærke hænder næsten havde brækket hendes fingre, da de vristede David fri fra hende. Og hun formede et spørgsmål inde i sig, der kom ud som et skrig: Hvordan kan man tage et barn fra en moder som elsker så højt?
   Maiken, Mira, Dorthe, Ea, Berit. Alle havde mistet et barn den dag. Børn som var frugten af Jonahs sæd og hans falske kærlighed.
   Jonah tager fat i tronstolens udskårne ryg. Han holder så hårdt fast i den at hans knoer skifter mellem røde og hvide nuancer. Maiken ser på hans ansigt, og kæmper mod en ukontrolleret vrede, som hun føler inde i sig selv. For sent har hun gennemskuet hans bedrag og hun føler sig fanget, indhyllet i et spind, hvor Jonahs evne til at få dem til at elske ham, var som edderkoppers gift. Og hun hader sig selv fordi at en lille del af hende, unægteligt stadig lader sig fascinere og drage mod ham.
   "Nu har de også gjort krav på vores bolig" Han slår ud med venstre hånd tæt over hovedet på Maiken. Hun mærker suset fra bevægelsen. Ser hans guldring glimte, den guldring som hun ved, at han havde fået lavet ud af helligsvoret Haitiansk guld. Vita fortalte om den, engang Maiken spurgte hende, hvordan hun havde mødt Jonah. Vita fortalte at hun havde befriet Jonah fra en Haitiansk Bokors indflydelse, en slags voodoopræst, under en katolsk dannelsesrejse hun havde været på. Hun havde ægtet Jonah og havde vendt katolicismen ryggen, efter han havde fortalt hende om "Vejen". Den sande religion.
   "Selv disse ydmyge rammer, vil de ikke lade os beholde" Jonahs stemme er tyk af bedrøvelse. Han ånder tungt og laver en lille kunstpause. Hun har aldrig set ham så bleg før, men han virker fattet og beslutsom.
   "I ved hvorfor vi mødes i aften?"
   "Ja, ja" flokken af kvinder svarer ham, deres stemmer er tranceagtige og øjnene glasagtige. De ser tilbedende på den høje mand. Alle hans hustruer er viet til ham, i hans selvudråbte egenskab af præst. Maiken tænker desperat på hvad hun kan stille op for at få dem til at indse bedraget. Men hun ved at det er for sent.
   Ingen ville slippe levende ud fra dette lokale.
   "Har jeg ikke kæmpet for hver eneste sjæl? Uddrevet Det Onde og vist jer Vejen?"
   "Tak" Råber én højt. Maiken ser på hende. Berit, som ligesom hende selv og de andre, iført en hvid kjole. Hendes orangerøde hår ser uregerligt ud trods sølvspændet.
   "Slag vindes, slag tabes.". Hans stemme sænker sig ved ordene, der knap er hørlige nu. Han løfter sit sølvbæger fra bordet og slår korsets tegn. Så breder han armene ud til siden og står poserende som en grotesk udgave af den korsfæstede.
   "Maiken, min tiende hustru, du som har skænket mig min sidste søn, næres dit hjerte stadig af tvivl?" Jonah åbner øjnene og ser ned på hende. Hans øjne gløder mørkt under hatteskyggen, han virker højere end nogensinde og hans arme er som truende vinger, bredt ud og klar til at slå ned mod alle trusler.
   "Vil mørket rive dig fra mig i denne stund?"
   "Jeg elsker dig" lyver hun. Hun havde elsket ham indtil... men det var uvæsentligt nu, hun kunne alligevel intet stille op. Hun sank den klump, som havde samlet sig i hendes hals, og sagde ordene de alle ventede fra hende;
   "Jeg følger dig"
   "Dans!" Jonah ser lettet ud. Hans stemme runger i lokalet og vibrerer i hendes ører, med en skurrende lyd.
   "Dans og sang skal fylde vores sidste tid. Men først et kys"
   Maiken lukker øjnene. Hun mærker Jonahs hånd på sin skulder. Et kort øjeblik strammes den hårdt, inden han slipper og går ned langs bordet til Vita.
   "Drik af mig, elskede, drik vor afsked". Han løfter glasset mod kvinderne ved bordet. Maiken griber, som de andre, sit tomme glas og løfter det i hilsen.
   Vita ser et øjeblik triumferende rundt. Hun er stadig den første! Så kaster hun hovedet tilbage, til kalkunhuden under hendes hage spændes. Spildt rødvin løber ned ad hendes kinder, da vin passerer fra Jonahs mund over i hendes. Hendes kjole farves rød i skjolder hvor vinen rammer.
   Jonah går videre til Hanne. Endnu en tår af bægeret. Drik af mig, elskede, drik vor afsked. Orden lyder fjerne og hule nu. Hannahs tykke afrikanske læber lukker sig om Jonahs smalle læber. Den smukke sorte kvinde lukker øjnene i nydelse, mens hun modtager strømmen af vin fra Jonahs mund.
   "Drik af mig, elskede, drik vor afsked" Kuldegysninger skyder igennem Maiken. Hun ved at det snart er hendes tur til at modtage det rituelle kys. Hun lukker øjnene og tænker på David. Hvorfor skulle de tage ham? Han var kun fire måneder og kunne umuligt klare sig uden hende. Siden De Onde havde kidnappet ham, havde hun forskanset sig i sit kammer og kun ladet Vita, som bragte hende mad og serum, komme ind. Vita havde fortalt om Jonahs planer, fortalt hende at han ville gøre en ende på det hele og at de skulle mødes i en bedre verden. På det tidspunkt havde Maiken tynget af sorg, hilst planerne velkommen.
   Risikoen for at blive smittet bekymrede hende ikke længere. Maiken blandede serummet, modgiften, Jonah havde skaffet, i maden som hun levnede på sin tallerken. Hun ville være ren, når hun skulle gå i døden.
   To dage var gået, før Maiken mærkede en forandring, og med den fulgte tvivlen på alt hvad hun tog for givet.


"Drik af mig, elskede, drik vor afsked!" Ordene giver et lille sæt i Maiken. Hun havde været væk i sine tanker. Hun lægger hovedet tilbage og mærker hans stramme læber. Kysset er varmt og væmmeligt og får hendes krop til at svinge mellem begær og afsky. Han lugter surt, men samtidig føles hans kærtegn så velkendt. Han fjerner sig fra hende og hun spekulerer på om han har følt hendes tvivl i kysset. Så taler han igen:
   "De er derude. De venter. Venter på vores sjæle. Men de vil vente forgæves. Vi vil dø for egen hånd og tage vores sjæle med os," Han peger mod skodderne for vinduerne og hæver stemmen og armene som i en trussel. "Intet der er mig givet, skal blive deres." Så vender han sig igen og al vrede er skyllet bort fra hans ansigt. "Dans og drik, elskede hustruer. Syng! Synd! Fest! Lev jeres sidste aften i løssluppen glæde og kærlighed. Bered jer på Vejen!" Maiken ser på guldringen, fordi at hun ikke kan holde ud at se på hans ansigt. Den forestiller en Jaguar, der snor sig om hans finger og har fanget sin bagkrop, som om den vil æde sig selv. Dens rudimentære hoved hæver sig lidt hvor Jaguarens tænder slår sammen om bagkroppen. Små røde øjne i Jaguarens hoved får liv i Maikens bevidsthed og ser ondt på hende. Et øjeblik fanger det glitrende guld Jonahs øjne og hans blik bliver som Jaguarens. Maiken synes at han ligner en sørøver, efter et tabt søslag. Han har tabt, men valgt at gå ned med sin skat, i stedet for at overlade den til modstanderen.
   Hannas kraftfulde stemme hæver sig mod loftet i sang og tonerne bliver sendt retur af hvælvingerne, med løfter om en løssluppen sidste aften. Maiken ser på Berit, som ignorerer glas og gode skikke, og sætter en flaske for munden og lapper vin i sig. Hun spilder og vinen flyder over hendes hals og ned over hendes brysters kurver. Hendes kjole farvedes i røde stænk, som ligner blodsprøjt. Drik Berit tænker Maiken; livet er ligeså flygtig, som vinens virkning.
   David... er han derude et sted? Maiken ser til mens festen blusser op. Hun svarer på Jonahs snak, uden egentlig at høre efter og ser efter Iben der rejser sig og begynder at danse med Dorthe og et par andre. En forræderisk stemme i hende, nægter at kæmpe imod års hjernevask og manipulation. Jonah er jo far til David og de andre børn. Hvad grund skulle han have til at lyve, da han meddelte hende og de andre mødre, at De Onde havde ofret børnene til deres falske nye guder? Han havde fortalt det med hjerteskærende sorg i stemmen, fortalt dem at der ikke var mere at stille op. Da Jonah rækker ud mod hende fra sin plads undgår hun berøringen, ved hurtigt at trække sig tilbage i stolen. Han ser forvirret ud over hendes afvisning og hun undskylder, siger at hun skal på toilettet. Maiken rejser sig og går hen mod døren for at komme til toiletterne, hun kan hele tiden mærke hans blik mod hendes ryg og hun prøver på at undgå at gå stift og unaturligt. Hun ved at han er dygtig og at han har en uhørt evne til at læse kvindernes kropssprog inklusiv hendes.
   "Maiken" Råber han efter hende. Hun vender sig og ser angst på ham. Har han mærket det, følt hendes tvivl? Hun tænker på at løbe, bare løbe og se hvor langt hun vil nå. Op af trappen måske. Hun kunne springe ud af et af vinduerne, (De er alle sammen låst, men hvis hun smider noget tungt igennem først, og knuser ruden, så...) og håbe på at hun lander heldigt. Hun vender sig halvt mod ham, bange for at tøve for længe. Så smiler han til hende og knapper skjorten op. Han gør det med hurtige bevægelser og blotter et blegt indsunket bryst for hende.
   "Kom hurtigt tilbage"
   "Vent Maiken!" Iben kommer løbende hen imod hende og Maiken tager mod hendes udstrakte hånd og trækker hende med ud i gangen. Hun ånder lettet op da døren lukker sig bag dem og lydene fra dødefesten dæmpes.
   "Er der noget galt?" Iben ser skeptisk på Maiken. Selvfølgelig er der noget galt, har hun lyst til at svare: Vi holder fest, fejrer at vi snart, anført af Jonah, vil drikke gift og dø. "Vi må skynde os, jeg skal sådan tisse," siger Iben da hun ikke svarer hende. Hun klemmer Maikens hånd let og siger beroligende, "det er snart overstået, snart vil du blive genforenet med David. I en bedre verden"
   Maiken venter mens Iben er på toilettet. Hun tænker over mulighederne for at få Iben med sig ud. Sammen vil de måske have større chance for at slippe væk. Hun indser hurtigt at det vil være umuligt, at forklare det hele på så kort tid. Desuden er Iben påvirket af serum, og hun ved ikke hvor dybt det sidder i hende. Hvis hun røber sin tvivl overfor Iben, vil Ibens loyalitet så være hos hende eller ved Jonah?
   Igen bølger tvivlen i hende, gnaver som en rotte i hendes kød. Jeg har ikke taget serummet, hvad hvis de har ret og jeg allerede er smittet. Er det mon derfor, at jeg pludselig er så mistroisk over for alt det som jeg før accepterede så umiddelbart? Er det sådan det starter, er det symptomerne før jeg går amok?
   Iben kommer ud og stiller sig ved vasken. Hun tænder for vandet og vasker hænderne. Maiken ser hypnotiseret på vandet da det skifter farve og bliver plumret og brunt, men Iben lader ikke til at bemærke det. Maiken bliver svimmel. Jeg ser ting der ikke er der, tænker hun og dom om den blotte tanke rykker hende ud af virkeligheden ændrer rummet sig: pludselig er spejlet foran Iben fedtet og støvet og fliserne er hvide og gule af kalk og års snavs. Hun gisper da hun får øje på toilettet som Iben lige har benyttet. Døren ind til det er smadret og hænger skævt på hængslerne. Toilettet er væltet og cisternen på det er smadret. Rødbrunt snask der ligner en blanding af afføring og rust er tværet ud over porcelænet og hun kan se den mørke farve af beskidt vand i kummen, hvor noget hun ikke ønsker at se nærmere på flyder rundt.