"Jeg er kun et menneske," skreg du, men jeg var nådesløs.
Du var fanget som en hare lygters skær. Som en flue i et spind. Som en Jakabov i en dåse. Bundet men ikke kneblet, for jeg vil høre hvad du har at sige. Før var du så ordrig - hvordan går det nu? Føler du dig...
Magtesløs?
Fortryder du, at du fulgte det, som du mente var dit kald? Jeg tror min ven, at du, dybt inde i dig selv, indser hvorfor jeg må pådrage dig denne smerte, indser det og giver mig ret.
Derfor generer det mig ikke at du trygler - trygler imens jeg nynner. For vi ved begge hvad ordet retfærdighed indebærer for dig i dag, ikke? Det er uundgåeligt.
Rædslen står malet i dit ansigt. Men jeg er nådesløs. Jeg lader mine gummihandsker glide over stålet på mit instrument. Dine øjne følger mine elegante bevægelser. Du ved du er slået, ved, at tiden er ved at rinde ud.
"Kan du ikke tilgive?" Spørger du, - trygler du. Dit bryst hæver og sænker sig urytmisk og hurtigt. Snart er det ovre. Jeg har jo allerede tilgivet dig. Kan du ikke se det?
Men tilgivelse fjerner vel ikke skyld? Heri må vi da i det mindste være enige? Det indser du vel. Ikke? Det forstår du nu, ikke? Du giver mig ret, ja? Ikke? Gør du? Nik for satan? Godt, jeg er glad for at vi har det tilfælles, enigheden om at jeg har ret.
For det har jeg, altid.
En fed flue summer omkring dit ansigt, sætter sig, kravler rundt og dypper snablen i den fernis af sved som får din kind til at glinse. Du er for lammet af angst til at fjerne denne gene. Lad mig hjælpe dig:
Se! Jeg fangede den.
Nu må du da beundre mig. Den summer i min hånd. For mig var det lige så let at fange den, som det vil være for dig at fange frosne kyllinger i en kummefryser. Det må du da beundre, ikke? Jo du gør, og jeg indrømmer den svaghed, der får mig til at sole mig i din anerkendelse. Vi er jo lidelsesfæller, du og jeg, og jeg skammer mig ikke over for dig, for du søger lige som jeg anerkendelse og opmærksomhed. -jeg tror virkelig, at jeg har begge dele fra din side nu.
Jeg behøver vel ikke at spørge - gør jeg?
Jeg kvaser fluen, fordi den har gjort dig fortræd, og fordi at jeg kræver din uddelte opmærksomhed. End ikke en flue må forstyrre det smukke i selveste akten.
Tilgiv mig, - jeg er blot en instinktiv morder.
Og nu, nu til sagen. Jeg går hen til bordet og griber stålet, holder det mellem mine hænder. Vender det mod dig så du kan spejle din angst i dets blanke overflade.
"Gør det ikke!" Trygler du mig. Du prøver at presse din krop væk fra mig. Som om du kunne sive ind i stolen. Jeg kan se porrerne i din hud åbne sig og spy sved ud i kaskader der skaber sit eget lille salte hav på gulvet omkring dig. Jeg håber du har redningsvesten under sædet, min ven.
Dine næsebor vibrerer.
Det finder jeg morsomt.
Langsomt, langsomt, langsomt løfter jeg mit våben. Jeg ved at du skal til at skrige, men det er i orden!
Du fortryder nok nu, ikke? Nu passerer dit liv revy og du ønsker dig tilbage til dit trygge lille hjørne - der hvor du vovede at kommentere denne tekst og sablede den ned som bedrevidende. Der hvor du vovede at anfægte mine metaforer, og hvor det lykkedes dig at finde grammatiske svagheder og smide dem ud til skue for andre læsere på fyldepennen.
Nej du slipper ikke!
I en hurtig og voldsom bevægelse der får dig til at krympe dig sammen, sætter jeg instrumentet til munden.
Trompeten, som jeg ikke aner hvordan man spiller på, har jeg købt for din skyld
Ser du ordlegen her?:
Din skyld.
Din skyld.
Din skyld!
- Jeg vil blæse dig et stykke!