1
   Sneen pakkede sig tæt omkring de blankpudsede Lloyd sko og op af pressefolderne på bukserne, hvor den blev den siddende i kolde klumper. Kulden gik direkte op gennem skoenes tynde lædersåler og hans fødder føltes som skørt glas der gik i stykker for hvert skridt han tog.
   Han holdt en hånd op for ansigtet og beskyttede øjnene mod de tætte hvide fnug, som slog imod hans ansigt. Han vidste at han snart måtte finde ly for vinden og kulden, inden hans krop ville nå en temperatur hvor den ville give op. Allerede nu havde han brugt for meget af sin energi på at holde kropstemperaturen oppe, og den træthed han følte var farligere end noget han nogensinde havde stået over for. Opgivende stod han stille et øjeblik og spejdede ud i det hvide uigennemtrængelige tæppe.
   Hvidt. Ikke så meget som en bygning eller et tegn på forandring i landskabet. Håbet om at slippe ud af sneens kolde favntag svandt for hvert minut han befandt sig i den iskolde vind. Uventet for en mand som vidste at han var i fare krusede et smil pludselig i hans mundvig.
   "Her står jeg," tænkte han. "Iført jakkesæt og slips og bærende på en taske med dyr vin, som eneste værn mod kulde og sne. Hvor er jeg dog almindelig og skrøbelig imod naturens kræfter."
   Tanken om at være almindelig var lige så ny for ham, som sneen der uophørligt og i fantastiske mosaikker lagde sig foran ham. Thorvald E. Pedersen havde aldrig følt sig ubetydelig eller almindelig. Siden han var barn havde han fulgt en plan. Allerede i børnehaven havde han et forretningstalent ud over det sædvanlige, hans evne til at forhandle sig frem til det bedste legetøj eller det største stykke kage, havde fulgt ham gennem livet.
   Nu handlede han med ejendomme i stedet, men spillet var det samme. Han tøvede aldrig med at vinde via andres svaghed, noget han anså for at være hans styrke. De der kaldte ham grisk, gerrig eller samvittighedsløs, når han opkøbte huse på tvangsauktion, eller overtog konkursramte firmaer, var ikke andet end tåber der havde undskyldninger for egen manglende succes, stoppet så langt op i røven, at de kom ud som ringe samvittighedskvæk, fulgt af dårlig ånde.
   Problemet var at ikke alle turde jage profit hvor den fandtes, men Thorvald var af den mening at guld ikke var ubrugeligt, bare fordi eller alene fordi at andre havde mistet det - uanset om årsagen var uheld eller mangel på talent - Vi har alle fået det samme sæt kort i livet, havde han tit sagt til pressen, det hele er et spørgsmål om hvordan vi vælger at spille dem.
   Journalister havde engang påpeget at han var født ind i rigdom, men Thorvald havde hurtigt fejet dem af med ordene: Jeg er ligesom I født nøgen. Spørgsmålet er ikke hvad man er givet fra starten, men hvor meget man formår at tage med sig undervejs - Ikke?
   Det var senere blevet startskuddet til hans bestseller succes: Millionærer fødes nøgne.
   Bogen havde solgt i kæmpe oplag og været endnu en indtægtskilde, der viste hvad Thorvald altid havde vidst: alt hvad han foretog sig var et skridt på en vej brolagt med succes. Ikke at han troede på at hans talent beroede på held, men fordi han var usædvanligt talentfuld, og turde udnytte de chancer der blev ham givet.
   Det eneste sted hvor livet ikke havde været tilstrækkeligt for Thorvald var kærligheden. Trods hans velfriserede udseende og hans formue havde han endnu ikke fundet en kvinde som levede op til hans forventninger om en partner. Eller netop på grund af at han havde tjent mere end de fleste turde drømme om, havde han ikke tilliden til, at de var lige så interreseret i ham, som i hans formue.
   Med Marianne, hans sidste kærlighed, (og nok også den eneste han havde følt noget for) troede han at han var nået til det punkt hvor der var nok forståelse mellem dem til at indgå ægteskab. Hun havde strålet og bedyret at hun elskede ham. Men den dag han præsenterede en ægteskabskontrakten med særejepunkt, havde hun vist sig at være det han frygtede allermest - en golddigger, der havde stukket sin spade så langt ind i hans pengetank, at hun ikke længere kunne nøjes med hans hjerte.
   - Hvis du vil have mig så betyder det at du vil give mig alt og ikke kun en del af dig, havde hun sagt. Det var en smart formulering, men Thorvald bed ikke på.
   Marianne røg ud af penthouselejligheden. Men han var skuffet og følte ikke det var nok. Han havde givet hende en lærestreg ved at få hende fyret fra den koncern hvor han sad som bestyrelsesformand, her havde hun takket være ham, og på trods af at hun ikke var egnet, haft en gunstig stilling med eget kontor. Rent proformajob så hun kunne føle sig nyttig.
   Hun lærte at man ikke ustraffet valgte at gå imod Thorvald E. Pedersen. Han helmede ikke her og han havde nærmest gjort det til en sport at sørge for at få hende til at se hvad hun havde forsaget og mistet. Mariannes selvmord året efter var som en forløsning for ham - hun havde skubbet ham, men det var hende der havde ramt afgrunden, noget han tit tænkte på med glæde, og det fik hans årer til at bruse med styrke.
   Selena havde han fået kontakt med på nettet. I erkendelsen af at han var en travl forretningsmand og ikke havde tid til at møde kvinder af selskabelige veje havde han oprettet en profil på en datingside. Han havde automatisk sorteret dem fra der gav udtryk for at de kendte til ham i forvejen, han ønskede ikke at blive kontaktet på grund af hans formue.
   Selena var udlænding, velhavende og smuk og havde kontaktet ham for en måned siden. Trods han intet fortalte om sig selv og hans formue, havde hendes interesse for ham været vedvarende og han havde indvilliget i at møde hende.
   Thorvald havde trodset advarslerne om at køre ud i snevejret, han havde altid fundet meteorologer og myndigheder for krakilske når de advarede om såkaldte snestorme. Som regel var der end ikke sne nok til at børn kunne bygge en snemand.
   For en gangs skyld havde de så haft ret. Audien havde han kørt uhjælpelig fast i en snedrive og nu havde han forvildet sig ud på en mark, der tilsyneladende var en endeløs sneørken. Modløsheden greb ham om hjertet og han ønskede sig tilbage til det lune cockpit i Audien. Hans GPS havde vist at han ikke var mere end 0,6 kilometer fra adressen hun havde opgivet til deres stævnemøde. Halvdelen hvis han krydsede marken og dermed undgik det store sving vejen havde forude. Han tog tasken med vinen han havde udvalgt til anledningen og lod blomsterne ligge på lædersædet - dem kunne hun få en anden gang. Efter et kort check på GPS'en gik han ud i sneen med kurs mod Selenas hus.
   I alt det hvide havde han hurtigt mistet han hurtigt orienteringen og efter tyve minutters resultatløs spadseren i den iskolde vinter besluttede han sig for at give op og vende om. Men Audien havde ikke stået i den retning han mente at have efterladt den og han indså at han var faret vild. Sigtbarheden var lig nul i den fygende sne. Han havde snart befundet sig i snestormen over halvanden time og han anede ikke i hvilken retning han skulle satse på at finde læ.
   Han så en lille klynge træer. Ikke nok til at give nogen særlig læ, men de var med til at give ham en retning at gå efter. Han fæstnede blikket mod klyngen og begyndte at få lidt håb efterhånden som han nærmede sig. Vindstød fik ham til at falde og dens kolde ånde arbejdede sig ind til hans knogler i iskolde bid. Det var ved at blive mørkt og snefnuggene glødede mod den mørke himmel som ville de fortrænge mørket med lys indfanget i vandkrystallerne. Han var ved at være udmattet og måske derfor syntes han pludselig at der var noget ildevarslende og overnaturligt ved den evigt foranderlige hvide verden han havde kastet sig ud i.
   Thorvald mærkede hvordan den kolde luft rev i hans lunger. Stakåndet nåede han til træerne og satte sig udmattet ned med ryggen op af en koldfrossen stamme. Sløvt registrerede han hvordan sneen fik lov til at lægge sig på hans ansigt og han undrede sig over hvor lidt han havde lyst til at bevæge sig for at ryste det væk. Han vidste det. Han var ved at dø.
   kom
   Stemmen var fjern og han troede først at den blev båret af vinden langvejs fra, men så mærkede han at noget rev og sled i hans jakke.
   "Kom nu, hjælp lidt til mand! Jeg kan ikke løfte dig, du må hjælpe lidt selv" Thorvald slog øjnene op, hans hud strammede af frosten. En skikkelse i noget han først antog som munkekutte stod bøjet over ham. Han mærkede hvordan manden trak i ham, forsøgte at få ham op at stå.
   "Hvis du bliver herude ret meget længere så fryser du sgu ihjel. Her tag fat i min arm. Sådan ja!" Manden placerede Thorvalds hånd på sin ene arm. Thorvald greb fat i det groftvævede stof og lod sig trække op. Han mærkede hvordan manden slog kutten omkring dem begge mens han holdt Thorvald tæt ind til sig. Trods den lugt der bredte sig fra manden, var varmen fra hans krop straks godgørende. Herregud en stank, tænkte Thorvald og vidste i det øjeblik at hans liv var lagt i hænderne på en vagabond
   "Fandens til vejr at bevæge sig ud i - og så i det antræk," fnøs manden i en tone som var både anklagende og fornærmet. "Jeg må hellere få dig ind i varmen - Kan du gå?"
   Da Thorvald vågnede mærkede han hvordan groft uld kradsede mod hans overkrop. Et tungt tæppe lå over ham og han kunne høre ild knitre fra en kamin i nærheden. Han svedte.
   Der gik et stykke tid inden hans øjne vænnede sig til halvmørket i huset. Han så snavsede vægge. Puds og maling hang i flager. Gammelt affald lå strøet rundt på gulvet. Vagabonden sad i en stol som han havde vippet tilbage så han lænede sig op af væggen. Benene hvilede på et tarveligt plastbord, der så ud til at være på nippet til at brase sammen. Hætten havde han trukket op over hovedet trods varmen og Thorvald kunne ikke se hans ansigt. Et kort svimlende øjeblik mindede manden ham om en tegning han engang havde set af Døden.
   "Vågnet hva'?" Vagabonden tog et sug af en cigaret der så hjemmeproduceret ud. Gløden lyste hans rynkede ansigt op et kort øjeblik og afslørede et langt fedtet, tjavset hår og et filtret halvlangt skæg. Thorvald stønnede. Han havde aldrig følt sig godt tilpas med armod.
   "Ja, tak. Mit tøj hvor er det?" Han undertrykte den afsky han følte for den usoignerede vagabond.
   "Hænger ved kaminen. Det var gennemblødt og du var ved at dø af kulde. Du har sovet i fem timer Tornerose!"
   Thorvald vågnede helt op. Fem timer. Han satte sig op med et sæt og så på vagabonden. Tæppet han havde over sig lugtede ramt og jordslået og han væmmedes ved det. Det er sikkert fyldt med utøj tænkte han og gøs.
   "Fem timer, så må jeg af sted," Han kunne ikke vente med at komme ud fra det forfaldne hus. Huset var ikke noget egentligt hjem og så ud til at have været forladt og forsømt gennem lang tid. Vagabonden måtte være en tilfældig strejfer som havde søgt ly for snestormen her.
   "Ikke i det her vejr," sagde vagabonden. "Det stormer udenfor og sneen fyger så du ikke kan se fem meter frem - vi to hænger vist på hinanden." Thorvald overhørte ikke den utilslørede tilfredshed i vagabondens stemme. En gnist af vrede tændtes i ham over det, men da han rejste sig og så ud af vinduerne kunne han se at vagabonden havde ret. Han ville ikke komme langt. I det mindste var hans tøj tørt mærkede han. Vagabonden havde hængt det over ryggene på et par stole og det hang faktisk nydeligt, på en måde så det ikke var blevet krøllet.
   "Hvem er du?" Spurgte han vagabonden og begyndte at iføre sig jakkesættet igen.
   "Daler, kalder folk mig - fordi at alt hvad jeg ejer er mindre end en daler værd!"
   Thorvald så granskende på manden. I hvert fald havde han ret i den antagelse. Hans tøj hang i laser og kutten han bar så ud som om at den var gået i arv siden attenhundredetallet. En kvalme steg op i ham ved den blotte tanke om at han skulle konversere med manden, men han havde jo trods alt reddet hans liv.
   "Nå Daler, jeg skylder dig vist tak for mit liv, hvis der er noget jeg kan gøre for dig så..." Thorvald var lidt bekymret over tilbuddet og holdt inde for at finde en måde at omformulere på. Det var tydeligt at vagabonden manglede til dagen og vejen og han ville gerne give ham en skilling, men han ville ikke lade sig udnytte. Derfor kom det som en overraskelse da vagabonden afværgende holdt hånden op.
   "Næh nej, du skylder ikke Daler her noget. Jeg gjorde hvad alle ville have gjort... jeg kunne jo ikke så godt lade dig ligge og fryse ihjel hundrede meter fra huset her vel?"
   Hundrede meter! Hvorfor havde han ikke set huset? Thorvald rystede på hovedet. Tænk at han havde været så udmattet. Han var sikker på at han ikke havde set noget der mindede om en bygning. Daler trak en flaske snaps op og skruede med øvede fingre proppen af. Han tog en ordentlig tår af flasken og rakte den mod Thorvald, som forskrækket veg et skridt tilbage.
   "Nej tak du," han så på flaskehalsens gevindskæring som havde han en forventning om at bakterier ville begynde at myldre rundt. Vagabonden smilede og viste en lang række gullige tænder. Hans gummer var blodige og trukket så langt tilbage at tandhalsene var blottede. Han mindede Thorvald om et dyr, parat til at snappe efter et bytte.
   "Rolig knægt... Snaps virker desinficerende så der er ikke noget galt i at smage, det vil bekomme dig vel. Han pegede på en stol der så nogenlunde stabil ud. "Sæt dig på den der, den kan holde," sagde han.
   Thorvald gjorde som han sagde og afviste høfligt flasken en gang til. Vagabonden trak på skulderen og så til mens Thorvald bandt sit slips. Da han havde rettet på knuden og var tilfreds med resultatet følte han sig mere civiliseret.
   Vagabonden så ud til at være ti - tolv år ældre end han selv og det ville placere ham et sted midt i fyrrene. Han var nysgerrig over hvordan et menneske kunne ende så langt nede - hvordan man kunne misbruge sit liv og være så ussel. Hvad var det der fik mennesker til at give op på den måde? Hvis han selv blev hugget et trin ned fra rangstigen ville han kæmpe sig tilbage og ikke blive til et ynkeligt skvat.
   "Hvorfor er du... øh.. jeg mener..."
   "Vagabond? farende svend? Lykkeridder? Hjemløs? Subsistensløs Ved du hvor mange betegnelser jeg har? Sikkert flere end du kan mønstre," hans øjne flammede i kaminildens skær da han for første gang betragtede Thorvald åbenlyst. Hidtil havde han holdt sit ansigt delvist dækket af hætten. Nu slog han den ned og afslørede et koparret ansigt. Han spyttede når han talte. "Lazaron, hobo, naver, landstryger..."
   "Ja ja," svarede Thorvald afværgende. "Hvis du ikke bryder dig om spørgsmålet..."
   "Jamen det gør jeg, jeg er faktisk stolt over hvem jeg er. Ser du, hver dag gør jeg til min egen, og jeg gør det aldrig på andres bekostning"
   Ordene stak i Thorvald, han vidste at det ikke kunne være sandheden, men følte at ordene var rettet som en anklage mod ham. Måske havde vagabonden genkendt ham? Thorvald var en offentlig person og han vidste at pressen tit havde været efter hans metoder, fordi at det meste af hans formue var skabt af det de kaldte: "handel på andres ulykke" Varmen i huset var ulidelig og Thorvald mærkede hvordan sveden sprang frem på panden af ham.
   "Ved du hvem jeg er," spurgte han vagabonden der tilsyneladende var sunket ind i sig selv. Vagabonden så på ham og tog et drag af cigaretten, som han nu havde røget så langt ned at gløden brændte et par hår af hans filtrede overskæg.
   "Burde jeg?" svarede han blot og tværede cigaretstumpen ud på bordpladen, uden at bekymre sig om askebægeret der stod på bordet.
   "Nej."
   "Jeg ser sådan på det," sagde vagabonden og studerede sine egne nikotinfarvede hænder, "at vi alle har et spil kort her i livet og at vi alle har ret til at spille dem som vi vil."
   Thorvald gøs ved ordvalget, det var for præcist til at det kunne være tilfældigt. Ansigtet! Han havde set vagabonden før! Han prøvede at huske hvor og i hvilken forbindelse, men det var forgæves. Han følte det som om han skulle smelte. Vagabonden hev et spil kort op og viftede med dem som for at understrege sine ord.
   "Har du det ikke sådan?" Spurgte han.
   Thorvald nikkede. Slipseknuden strammede pludselig ubehageligt om halsen på ham og føltes som en galgeknude. Han ville løsne det men kunne ikke røre sig. På en eller anden måde følte han sig spiddet og lammet under vagabondens blik.
   "Og nu," sagde vagabonden, "synes jeg det er på tide med et lille rask spil, hvad siger du min ven?" Thorvald skulle til at takke nej, men vagabonden lænede sig frem i stolen og ind over bordet, så han var så tæt på at hans spritånde ramte Thorvald.
   "Jeg tror du takker ja, er det ikke rigtigt?"
   Til sin egen overraskelse nikkede Thorvald. Han ville ikke nikke men det var som om han blev styret af usynlige tråde. Han følte sig som en marionetdukke i en makaber opsætning.
   "Indsatsen er ligetil," sagde vagabonden, hans tonefald var fornøjet. "Vi spiller kun om det der retmæssigt er hver sit! Så ingen af os kan gå herfra med mere end vi allerede ejer, hvis jeg vinder betaler du mig bare to kroner, en daler - det lyder ikke farligt vel?" Han blandede kortene med en sikkerhed som en tryllekunstner før han skulle udføre et trick. "Poker. Enkle regler. Du skal spille den hånd du får. Chancerne er fair på den måde, synes du ikke?" Thorvald nikkede, denne gang frivilligt. Han var lettet over at han i det mindste ikke satsede noget, men han var stadig forvirret over at han ikke havde formået at afslå spillet. Vagabonden smed første kort mod ham og han tog det. Hjerter es. Thorvald smilede. Næste kort.
   Spar konge.
   "Gode kort?" Spurgte vagabonden. "Hvis vi havde spillet om noget, ville jeg ikke have satset på mine," han sukkede og tog en tår af snapsen. Han spildte og noget af snapsen blev siddende som dugdråber i hans skæg.
   "Jeg har altid prøvet på at satse på de rigtige steder," fortsatte vagabonden. Han lagde et kort ud på bordet og vendte det. Spar es. "Ser du, engang var jeg som dig, velklædt og succesfuld," Thorvald havde svært ved at tro ham. Vagabonden vendte en bonde, klør. Thorvald smilede da han vendte næste kort: klør konge. Han havde allerede vundet det formålsløse spil. To par af de højeste. Overcards.
   "Men desværre satsede jeg forkert. Forstår du, jeg havde et firma der var velfungerende. Jeg havde sat alt i det. Belånt huset. Alt" det sidste es blev vendt. Thorvald havde nu fuldt hus. Han ville satse hvad det skulle være på den hånd. "Jeg var leverandør, forstår du? Men så gik en af mine aftagere konkurs og kunne ikke betale hvad vi havde leveret. Firmaet der opkøbte dem ville ikke stå inde for regningen"
   Thorvald nikkede han kendte billedet. Når han opkøbte firmaer var det på den måde det gik til.
   "Hvad solgte I?" spurgte han, mere af høflighed end interesse. Vagabonden vendte hurtigt de sidste to kort og lænede sig tilbage. Han gjorde ikke antegn til at vise sine kort så Thorvald smed sine og viste fuldt hus.
   "Det er lige meget nu, men på grund af vores tab afslog banken at låne os flere penge. Vi kunne ikke producere aftalte ordrer. Fuldt hus, det må jeg sige" Han så på sine kort og så slukøret ud.
   "Jeg kontaktede opkøberen af det andet firma og til sidst kom de med et tilbud om at opkøbe os. Tilbuddet var latterligt, så jeg afslog naturligvis"
   Thorvald hævede øjenbrynene. Han kendte historien og pludselig vidste han hvem vagabonden var. Han havde købt hele hans lager og inventar for en slik. Og senere havde han købt vagabondens hus på tvangsauktion. Han havde tjent fint på den handel. Hvad var det firmaet lavede? Vinduesrammer? Beslag? Han ledte efter svaret. Det måtte være fem - seks år siden og han havde brugt netop denne handel som skabelon for så mange andre senere handler.
   Vagabonden smed sine kort. En hjerter otte og klør otte. Et sølle par. Vagabonden begyndte at le højt. Det var en vanvittig latter der steg op i varmen og fik Thorvald til at føle sig ubehagelig til mode. Så stoppede han lige så brat som han var startet. Han begyndte at snakke igen, denne gang talte han hurtigt, nærmest i staccato stød.
   "Det ser ikke ud til at jeg kan vinde over dig vel? Om jeg kender dig spurgte du. Det burde jeg. Du købte mit firma. Mit lager. Mit hus. Og alt imens du handlede det videre og grinede af fortjenesten lå mit liv i ruiner. Min kone forlod mig - og senere også mine børn. Kan du huske det? Dengang jeg kom og tryglede dig om at byde fair på mit liv. Hvad var det du sagde? Bland kortene og kom videre, ja sådan var det" Thorvald ville protestere mod hans verbale overfald. Fra hans synspunkt havde han ikke gjort noget ulovligt og han nægtede at skamme sig over at han altid søgte den højest mulige profit. Men han kunne igen ikke røre sig. Han følte sig låst mens vagabonden tronede over ham.
   "Jeg holdt øje med dig mens du trampede dig gennem handler bygget på andres ulykke. En dag gik du forbi mig og jeg sagde: Giv en mønt til en ulykkelig. Du grinede blot og bad mig finde et arbejde."
   Vagabonden gik omkring bordet og stillede sig bag ham. Hans ånde var skarp og stærk. Thorvald mærkede noget blive slynget omkring sig. Kutten.
   "Og se. Nu har du sandelig vundet igen. Alt hvad jeg ejer. Her har du min Kutte. Prøv hætten!" Vagabonden trak hætten over hans hoved og Thorvald mærkede straks den ubehagelige varme lugt af råd. Hans hud brændte men han var ude af stand til at røre sig. Vagabonden dansede rundt om ham som om han var blevet befriet fra en voldsom byrde.
   "Selena," nærmest sang han. "Den kloge sigøjner tøs har vævet den til mig, nu er den din! Hele mit liv er dit" Da Thorvald hørte navnet vidste han at han var blevet narret. Men hvordan? Sved drev ned af hans kinder og han mærkede det grove stof lægge sig ind til hans ansigt.
   "Jeg har altid søgt en måde at vende tilbage til mit liv på, men når man er nede er det svært, det vil du sikkert give mig ret i, ikke?" Vagabonden begyndte at tage sit tøj af. Han smed det over på Thorvald. "Her er din gevinst," sagde han. "Nu har du det hele, brug det fornuftigt!"
   I samme øjeblik mærkede Thorvald hvordan kutten begyndte at føles levende. Trådene løsnede sig og begyndte at prikke mod hans hud. Han mærkede et lille stik efterfulgt af en brændende smerte da en af trådene gik gennem hans hud på kinden og søgte op mod øjnene. Så begyndte han at skrige. Flere tråde borede sig ind i ham, hans hud brast som om den var blevet sprød og tør i varmen. Tusinder af trådender, bevægede sig ind i ham og myldrede under hans hud som orme. Vagabonden var nøgen nu og stod og betragtede ham. Smerten. Smerten var ulidelig. Hjælp mig bad han men han vidste at han tiggede for døve ører.
   "Ja, du har vundet igen," vagabonden hviskede nu, men hans stemme overdøvede Thorvalds skrig. "Denne gang har du taget prisen. Du får mit liv. Til gengæld har du vel ikke noget imod at jeg tager dit i bytte, vel? Det er kun fair!" Vagabonden lo igen. En latter der eksploderede i Thorvald og supplerede smerten lige inden han faldt sammen og besvimede.


"
   Thorvald vågnede og fandt sig selv sammenkrøbet på en madras i det forfaldne hus. Han havde drømt. En uhyggelig drøm hvor hans liv blev overtaget af et usselt væsen. Han satte sig op og undrede sig over den Kappelignende tingest han bar. Huset var koldt, men efter lydende at dømme, så var vinden udenfor løjet af. Han lod sin hånd glide tankefuldt gennem håret. Så stivnede han. Hans hår var langt og fedtet. Han mærkede på sit ansigt. Skæg. Han havde aldrig før haft skæg, idet han syntes det var noget kun usoignerede mennesker havde. Og lugten. Den stank. Kom den fra ham selv?
   Han rejste sig og stavrede ud mod den lille gang, hvor han mente badeværelset måtte være. Rigtigt. Spejlet var støvet og hans billede sløret. Han tørrede spejlet af med det groftvævede ærme. Så skreg han. Manden i spejlet var en vagabond. Men det var også ham. Han kendte sine øjne, der virkede fremmede i det koparrede ansigt, med det lange tjavsede og filtrede går og skæg.
   Han var blevet snydt. Vagabonden. Nu huskede han det hele. Spillet! Men han havde jo vundet det. Han måtte finde vagabonden og få sit liv tilbage. Han løb ind i stuen og mærkede straks et stik i siden. Pludselig trængte han til en smøg. Han havde aldrig røget før, men nu trængte han forfærdelig meget til en cigaret. Han mærkede efter i kuttens lommer og fandt en pakke tobak og rullepapir. Uden det mindste besvær lagde han tobak i papiret og rullede det sammen til en cigaret. Først da han slikkede på klæbestrimlen og kom cigaretten i munden, gik det op for ham hvor naturlige bevægelserne havde været. Som om han havde gjort det tusinde gange før.
   Han måtte finde vagabonden, han måtte finde ham og... han vaklede et øjeblik. Tanken ville ikke komme til ham. Han kunne ikke tænke den til ende. Han vidste at han skulle noget meget vigtigt.
   Et sekund stod han rastløs og opgivende midt på stuegulvet. Så virrede han med hovedet og opgav at komme i tanke om hvad det var der plagede ham. Han fik øje på snapseflasken på bordet og smilede bredt. Den var over halvt fyldt. Han tog den og så til sin forbløffelse at der var en genstand i bunden af flasken. En ting der var for stor til at kunne være kommet igennem den smalle flaskehals:

En tokrone.
   En daler