"Gjorde det meget ondt... dengang du fødte David?" Spørger Iben pludseligt. Hun ser opgivende på den tomme krog, hvor et håndklæde burde hænge. Så ryster hun blot vandet af hænderne. I samme øjeblik som Maiken hører Ibens stemme er alt normalt igen og hun kvaler det skrig som var på vej i sig. Mindet om David rykker hende tilbage i en verden, der ikke virkede renere end de hallucinationer hun lige havde været plaget af. Hun rystede det af sig og svarede.
   "Det er ikke noget i forhold til smerten ved at miste ham" Hun kan mærke tårerne glide varmt og salt bed af hendes kinder.
   "Undskyld, det var taktløst, jeg tænkte mig ikke om. Jeg har savnet dig sådan i ugen Maiken. Der er så mange ting at tage stilling til."
   "Jeg ved det"
   "Jeg er to og en halv måned henne. Jeg kommer aldrig til at føde mit barn, jeg var nysgerrig over hvordan det egentlig føles. Undskyld!"
   "Hvad er det du siger?" Maiken føler hvordan tvivlens rotte slipper sit tag i hendes kød og trækker sig tilbage. Hun ser vantro på Iben og mærker vreden skyde op i sig igen i takt med at hun forstår Ibens ord.
   "Jeg er gravid", stoltheden i Ibens stemme løber koldt ned af Maikens ryg. Hun ved at faderen kun kan være Jonah. Iben smiler sørgmodigt.
   "Hvorfor ved jeg ikke noget om det?" Miken betragter Ibens mave, der ikke røber noget om graviditeten, hun er flad som hun altid har været. Så tager hun en beslutning;
   "Vi må have dig ud herfra. Vi må redde barnet."
   "Ud? Hvorfor?"
   "Det der skal ske her i nat? Iben! Er du helt med på hvad det betyder?"
   Iben smiler til hende, et selvsikkert og beroligende smil, der giver Maiken trang til at ruske hende som en kludedukke indtil hun forstår, at selv om hun har retten til at følge Jonah og tage sit eget liv, ville det være mord at tage et ufødt barn med sig.
   "Jonah har lovet mig at tage sig af mig og barnet på den anden side, vi vil blive en familie. Alle sammen. David er der også Maiken, det siger Jon..."
   "Der er ikke nogen anden side Iben. Jonah lyver. Vita med. serummet det... det er fup" Afbryder Maiken, hun kan høre at hendes egen stemme er skinger af fortvivlelse. Jeg kan ikke forklare det her, det er der ikke tid til, tænker hun, "kom med mig Iben, vi må snakke sammen inden det er for sent" Hun griber Ibens hånd. selv om Iben er i vildrede og skræmt over Maikens opførsel kender hun hende og stoler på hende og lader sig derfor trække med. Lige inden Maiken skubber hende ind på sit værelse, ser de Berit, der allerede er godt beruset, komme sejlende ned af gangen.
   Inde i værelset farer Maiken hen til vinduet og kigger ud. Den hvide Ford holder stadig under bøgen. Hvor længe havde manden været der nu? Hvad vil han? Han står stadig bare og glor på huset. "Medicinen Iben, serummet det er det, der får os til at tro på Jonah" Maiken snurrer rundt og kigger på Iben, som hun kan se er begyndt at føle sig en smule utryg, men hun kan ikke tillade sig at spilde tiden og nænsomt forklare hvad hendes mistanke går ud på.
   "Nej," hun virrer benægtende med hovedet. "Jonah kender Vejen, han er frelsen, det ved du da Maiken? Han har reddet os alle, har han ikke?"
   Frelsen eller døden, tænker Maiken, hun ved at det ikke er det rigtige at sige. Hvor kraftig var stoffet? Ville hun kunne trænge igennem manipulationer, hjernevask og serummets virkning med ord? Hun ledte efter konkrete beviser. Fandt ingen, men klamrede sig til hvad hun havde.
   "Iben! Tænk! Og gør det grundigt, men hurtigt og svar mig så; Hvordan så verden ud før du kom her?"
   "Min fyr han banke..."
   "Ikke din fyr, vi har alle fået tæsk, det er derfor er vi her. Ikke på grund af forandringen... jeg mener de andre: Dem vi kalder De Onde. Hvordan var de?"
   Noget tændtes i Iben. Minder der havde været slukket flimrede i hendes øjne. Så slukkede de igen og hun stirrede på Maiken med tranceslørede øjne.
   "Sådan er verden jo ikke mere"
   "Hvornår begyndte den at ændre sig Iben? En uge efter du kom her? Eller efter ti dage? Fjorten måske?"
   Iben trak på skuldrene. Hun huskede det ikke. Hun rynkede panden og nikkede pludselig.
   "En uge, tror jeg."
   Maiken nikker triumferede. Hun tog Ibens ansigt i sine hænder og kiggede hende i øjnene. Krævede hendes fulde opmærksomhed.
   "Jeg kom hertil et halvt år før dig ikke?"
   Iben nikker og ser forvirret ud. Hun aner ikke hvor Maiken vil hen med alt sit sludder. Det gør hende utryg. Maiken fortsætter:
   "Dengang fortalte de mig om det. Om den ondskab der havde besmittet verden. Om de pludselige ekstreme myrderier og optøjer."
   Hun fortsætter hurtigt, da hun ser hun har Ibens opmærksomhed, den Iben, som gemte sig bag serummet.
   "jeg var skeptisk og nægtede at tro dem. De lukkede mig inde i et lille rum, hvor kun Jonah kom til mig i mørket. Han gav mig serum. Medicin. Han påstod at jeg allerede var besmittet. Han talte indtrængende til mig om Vejen. I timer af gangen. I dagevis. Til sidst..."
   Iben nikker langsomt og eftertænksomt. Rummet. Hun genkender Maikens historie som sin egen.
   "Men han reddede dig jo"
   "Nej Iben. Forstår du ikke? I den verden, som han fortalte mig var besmittet, hentede han senere dig. Så, du tegn på myrderier og tilfældigt vanvid på din vej hertil? Eller tog du bare toget for at komme fra din mand?"
   Iben tager fat i Maikens håndled og fjerner hendes hænder fra hendes ansigt. Hun bliver ved med at holde fast i Maikens håndled. Det var svært at fortrænge noget man troede så fast på. Lige nu lignede hun en der havde fået at vide, at sko ikke, som hun altid havde troet, var beregnet til fødder.
   "Men vi ved jo hvordan verden er gået af lave..." Begynder hun spagt.
   "Gør vi? Eller tror vi bare på det vi får fortalt?"
   "Siden jeg er kommet her, Iben, har jeg levet som i det attende århundrede, uden informationer fra verden udenfor. Isoleret, afsondret og medicineret."
   "Hvad ved jeg? Måske lever David endnu, måske er han blevet fjernet fordi hans mor har valgt at leve i en sekt, hvor den fornuft som omgiver os, er dét, andre kalder for sindssygt og ondt"
   Iben afbrød hende:
   "Min familie..."
   "Ja?"
   "De prøvede at kontakte mig, Jonah viste mig et brev min bror havde skrevet. Han brugte det ord. Sekt."
   "Kontakte dig. Hvornår?"
   "For et år siden. Han bad mig indtrængende om at forlade sekten, som han i brevet beskrev som farlig. Men vi er jo ikke nogen sekt er vi?"
   Iben ser på hende, øjnene fortæller om de rædsler, der er ved at gå op for hende. Hvis Maikens postulater er sande så... hun lægger en hånd beskyttende over hendes mave og hun kan mærke hvordan den føles rundere nu. Maiken ved ikke hvad hun skal svare. I stedet afventer hun, mens Iben får styr på tankerne.
   "Jonah lo og sagde at det var djævelen, der ville lokke mig herfra, ikke min bror. Han fortalte at jeg måtte være værdifuld for De Onde, siden de tog sig af, at jeg var her."
   Ibens vejtrækning var hurtig nu. Mindet om brorens brev sled i hende, Maiken lod hende tale og håbede på at minderne kunne være broen, der skulle få Iben over til hendes side.
   "Han bad mig underskrive et brev, der fortalte at jeg var her frivilligt, og kunne gå som jeg ville. På den måde, sagde han, ville De Onde holde op med at interessere sig for mig"
   Udenfor på gangen hørte de skridt. De tav begge og holdt vejret. Skridtene kom nærmere og stoppede uden for døren. Maiken gjorde klar til at Jonah, eller måske Vita, ville træde ind. Hun søgte allerede efter en forklaring på deres fravær, men så fortsatte skridtene væk fra døren.
   "Jeg flygter herfra, jeg vil ikke dø uden at have fået vished om Davids skæbne, tag med Iben, i det mindste for dit ufødte barns skyld"
   Brædderne er sømmet fast med lange søm. Begge kvinder hiver i dem. Maiken med den ene fod stemt mod dobbeltdørene, som knager under vægten. Hele tiden kaster de angstfyldte blikke over skulderen. Med en knirken glider sømmene ud af deres huller. Næste bræt er nemmere at få løsnet, alligevel sveder Maiken. En del af sveden skyldes ikke den fysiske udfoldelse men panik. Hvis en eller anden åbner døren i den anden ende af gangen er spillet ude. Hun ved at Jonah, nu er drevet så langt, at han ikke vil tillade nogen at smutte fra aftalen med døden.
   Døren er heldigvis ikke blokeret fra den anden side og glider nemt op. En lugt af indtørret fugt rammer dem fra lokalet der henligger i mørke. Maiken står et øjeblik med Ibens hånd i sin og lader øjnene vænne sig til det begsorte mørke. Det gamle brugslokale, som Jonah havde bygget om til en stor mødesal, virker på en sær måde fremmed for hende. Iben strammer sit greb om hendes hånd. Hun har svedige håndflader.
   En skygge glider forbi dem.
   "Hvad var det?"
   "Mærkede du det også?"
   "Ja"
   Maiken kan se konturer i lokalet nu. De store udstillingsvinduer, et levn fra dengang stedet var en landsbybrugs, lyser sølvagtigt i mørket.
   "Kom" Maiken begynder at gå imod vinduerne, ivrig efter at komme hen til døren der vil føre dem ud på gårdspladsen. Hun kommer bange til at tænke på manden derude, er han der endnu? Og er han farlig?
   Iben støder mod en stol og bander sagte ved larmen. Maiken har bedre nattesyn og gelejder hende uden om en sofa, der står underligt skævt midt i rummet. Noget glider forbi dem igen. Hendes hjerte begynder at banke. Hun genkender den svage aroma i luften.
   Davids lugt. Lugten af hendes spædbarn.
   Hun ved hvor fornuftsstridigt det er, men hun kan ikke forhindre tårerne, der finder vej ud af øjenkrogene.
   De når hen til døren. Den hvide Ford holder der stadig. Hun sætter hænderne for vinduet for at modvirke spejling og ser ud. Manden står lidt væk fra bilen ved hækkene. Han har ryggen til og hun kan se gløden fra hans cigaret lyse op, da han tager et drag af den.
   Iben giver et let gisp, da skikkelsen glider forbi dem igen. Lydløst og med Davids søde lugt efter sig. Maiken tager i døren. Den er låst. Vrideren er smadret og kan ikke drejes. "Hvad gør vi nu?" Spørger Iben grådkvalt. Hun hopper forskrækket tilbage da Maiken hidsigt begynder at hamre på ruden. Manden udenfor vender sig og ser hen imod dem. Han ser forbavset ud og tager et roligt skridt hen imod huset. Så stopper han.
   "Så få os da ud herfra" Skriger Maiken og føler sig magtesløs. Hun farer tilbage i rummet og henter den stol som Iben stødte ind i. Iben flytter sig hurtigt, og når kun lige at undgå at blive ramt, inden stolen brager imod ruden. Vinduet buede underligt men holdt, stolen derimod splintres totalt.
   "Glasset er brudsikkert," siger Iben.
   "Pis!"
   En høj sort skikkelse bevæger sig lydløst forbi dem igen og Iben gav et lille forskrækket skrig fra sig.
   "Hvad er det der er her med os? Hvem er det?" Hun var ved at krakelere.
   "David" Svarer hun. Iben ser på hende med et fortvivlet blik.
   "Maiken hvad er det, der sker med dig, David er... var fire måneder"
   "Jeg kender hans lugt" Insisterer Maiken, men indser pludselig hvordan det lyder. De kan ikke lade sig sinke af noget så uforklarligt.
   "Vi kan måske komme ud nede ved halmfyret, ham der ude reagerer ikke, vi må klare os selv"
   Halvvejs gennem hallen får Maiken øje på plastik der er trukket over møbler. Skabe, sofaer, chatoller og stole. Et tykt lag støv ligger på overfladen, som hun undrende trækker en finger over. Det virker som års lag af støv, men det er umuligt.
   "Kom nu, de kommer" Iben lyder bange. For sent hører Maiken Jonahs stemme. Hans er ophidset og råber med diskanthøj stemme.
   "Fang dem, de er besmittede. Fang dem for Guds skyld, lad dem ikke undslippe"
   Dobbeltdørene bliver sparket op. Jonah hopper nærmest ind i hallen og et kort øjeblik lyner hans øjne imod mørket. Vita og Ea følger efter. Vita har en lygte i hånden, som hun svinger frem og tilbage, indtil hun fanger dem som harer i lyskeglen.
   Iben synker forskræmt sammen. Hun græder. Maiken ser sig forvildet omkring. Hun får øje på et løst gulvbrædde, et sted hvor nogen har været ved at bryde gulvet op. Der er ikke tid til at undre sig over det og hun løber hen og samler brættet op og stiller sig ved siden af Iben, med sit nyfundne våben i hånden.
   Jonah begynder at gå hen imod dem. Ea og Linda kommer gennem døren fulgt af Berit, Rikke og Dorthea, Snart er de alle i hallen.
   "De er besmittede, fang dem, dræb dem! Red deres sjæle, inden De Onde gør krav på dem" Kommanderer Jonah. Kvinderne følger ham og snart er de omringet. Mira er den første der hadefuldt gør udfald mod dem. Maiken svinger gulvbrættet og rammer hende med den flade side lige under kinden. Hun ser hvordan Miras hoved bliver slynget til siden og vælter bagover. Hendes skrig sønderflænger luften og hun tager sig til hovedet. Blod vælter ud af hendes hals og først nu opdager Maiken sømmende, der stikker over fire centimeter ud af brættet, fordi Vita rammer brættet med lys fra lygten. Hun snurrer rundt og holder advarende brættet mod kredsen af kvinder. Hun råber til dem og prøver på at fortælle dem at Jonah er en bedrager, men hun kan se på deres blikke at det er nyttesløst. Jonah råber et eller andet og pludselig farer kvinderne på dem. Hun hører hvordan Iben skriger og ser Ea sidde ovenpå hende. Hun bilder sig selv ind at hun kan høre et lille "plop" da hun ser Eas fingre glide ind og trykke Ibens øjne ud. Maiken kæmper sig fri og kaster sig over Ea, hun rammer og flænser hendes hals op med de dødbringende rustne søm. Ea ser overrasket ud og hun kan høre hende gurgle blod med åbningen i halsen.
   Så overfalder Berit og Rikke hende på samme tid. Hun når at få sat et slag ind i låret på Rikke, men Berit er hurtig og sparker med voldsom kraft, rammer Maikens håndled og hun hører det brække, med en vanvittig lyd, som en tør gren der knækker under fødderne på nogen. Hun skriger og falder sammen på gulvet. Hun mærker hvordan negle borer sig ind i hendes ansigt og river i hende. Varmt blod fosser ud af hendes kinder hvor de er flænset op. Hun slår ud i blinde. Kradser og river. Og bider så hårdt at hun må spytte kød ud af munden. Skrig blander sig med hendes eget, men langt borte hører hun Jonahs stemme tydeligt.
   "Min gud, de er allerede som de andre. Vanvittige dyr i blodrus."
   Maiken mærker et eller andet spidst blive stødt ind i hendes mave. Mens hun forbløder, tænker hun på om Jonah hele tiden har haft ret. Det sidste hun mærker er en skikkelse, der står bøjet over hende.
   Duften af David er i hendes sidste indånding.


* * *
   Hvad der egentlig skete den aften er jeg ikke sikker på at jeg kan forklare. jeg var som sædvanligt i god tid, og Forden havde (for en gangs skyld) vist sig fra allerbedste side, og klarede turen med bravur. End ikke en punktering på grusvejen, der førte op til huset, skulle jeg belemres med. Jeg kiggede på det gamle ur, jeg havde arvet fra min far og konstaterede at jeg var der tyve minutter før beregnet.
   En gigantisk blodbøg stod midt i gårdspladsen og jeg parkerede under den og steg straks ud. Jeg trængte til en smøg.
   Huset var mere eller mindre som jeg havde forestillet mig det. Forfaldent og utiltalende med skodder for halvdelen af ruderne, som vandaler havde smadret i årenes løb. Jeg priste mig lykkelig over at det ikke var mig, der skulle istandsætte det, endsige have den tunge byrde at skulle sælge det.
   Selvfølgelig, havde jeg bildt ejendomsmægleren ind, at jeg var meget interreseret i at give et bud på huset. Dets historie var yderst interessant for mig. Sekten, myrderierne og det faktum at flere fortalte, at huset ikke kunne sælges. Huset skræmte simpelthen interesserede købere bort.
   Det var Jonahs hus, sagde man på egnen, som om det forklarede alt.
   Ejendomsmægleren var nærmest kælen i den anden ende da, jeg nævnte dét hus. Hun lo nervøst hele tiden og ville hellere end gerne vise det frem, selv om jeg kun havde tid til at se det sent på aftenen. Det lykkedes mig at overtale hende til dette, eftersom jeg agerede travl forretningsmand. Sandheden er at jeg er forfatter og kun var ude på at få lavet en grundig research af bygningen og dens historie, inden jeg føjede en ny historie, til den bog jeg arbejder på.
   I bogen samler jeg fantastiske spøgelseshistorier, bygget over sande (eller bare fantastiske) begivenheder, der har potentiale til at udviklet sig til vandrehistorier. Eller de såkaldte Urban Legends.
   Når alt kommer til alt skal det siges at jeg aldrig nåede at komme ind i huset. Jeg nåede ikke engang at møde ejendomsmægleren. Det vil sige, ikke andet end da jeg blæste forbi hende, med støvet rejst fra bagenden af min bil.
   Men inden da... som sagt, jeg steg ud af bilen og så på huset. I den forfatning det er i nu, er det ikke svært at forestille sig, hvorfor det har et dårligt ry i lokalsamfundet, det så ud som om det havde fået lov til at forfalde, og jeg kunne godt forstå hvorfor det var så svært at få solgt.
   Underste etage, var domineret af store mørke udstillingsvinduer, med en dør i midten. På gavlen ovenover var stadig en del af bogstavernes omrids.
   "Kvindehjemmet Bethea"
   En karnap ragede ud fra første salen og blodbøgens krone spejlede sig imod det. Det fik vinduet til se underligt tomt ud. Fik det til at ligne et øje der stirrede blindt mod mig. Jeg ved hvordan det lyder, men sådan følte jeg det altså. Så pludselig, mens jeg står og ser op lyser et eller andet op inde bag ruden.
   Jeg lyver ikke, det har jeg ikke nogen grund til, for jeg har opgivet at skrive dén historie.
   Det var ikke et rigtigt lys, men nærmere som noget der reflekteredes af lys indefra. Så, så jeg dem. To kvinder som lænede sig nysgerrigt frem og kiggede ned på mig. De havde flagrende hvide gevandter på som blev oplyst af et flakkende lys. Det var kun et kort glimt, men jeg er sikker på hvad jeg så, inden de opløstes i et gult flammeagtigt lys og forsvandt, lige så hurtigt som vanddamp mod en kogeplade.
   Jeg havde helt glemt min cigaret. Det er ellers noget der aldrig før er sket efter to timers kørsel. Min kone vil ikke have at jeg ryger i bilen, på grund af børnene, i ved hvordan det er. Det var også lige meget på det tidspunkt, for jeg skulle pludselig tisse. Selv om jeg ikke brød mig om at vende ryggen til huset gjorde jeg det og urinerede op af en hæk. Hele tiden følte jeg at jeg blev betragtet, ikke af et menneske men af noget andet. Jeg kan ikke forklare den følelse men det virkede som om at huset hadede mig.
   Da jeg var færdig, fiskede jeg en cigaret ud af brystlommen og tændte den. Mine hænder rystede, mens jeg stod der og inhalerede røgen og lugten af varm urin fra hækken. Jeg havde ikke lyst til at vende mig om af frygt for hvad jeg ville se. På den anden side havde jeg heller ikke lyst til at stå for længe med ryggen mod huset.
   Så skete det.
   Jeg kan ikke beskrive lyden, (Og jeg er ellers ikke fattig på ord), men det lød som om hænder bankede hårdt mod udstillingsruden. Det burde jo ikke være noget problem at beskrive, men lyden virkede underlig "hullet". Måske er det bedst at beskrive det sådan her: Det lød som brag gennem nutidens lydtæppe, gengivet af pickupnåle, mod slidte grammofonplader. - nej jeg kan ikke forklare det, vel?
   Lige meget, men Jeg vendte mig altså om og så mod de store udstillingsvinduer. I et ganske kort glimt så jeg de to hvide damer. Denne gang var jeg så tæt på dem at jeg kunne se deres ansigtstræk. Nu virkede de ikke længere uskyldsrene. Det var som at se på forvredne rædselsmasker.
   De hvide damer forsvandt ikke samtidig denne gang. Først forsvandt den ene, hun opløstes og forsvandt som en kugle der svinder ind til en prik på en skærm.
   Så lød braget.
   Vinduet ved siden af døren, et af de store udstillingsvinduer buede ud mod mig. Det var så voldsomt, at jeg kastede mine hænder op for øjnene, i frygt for at glasskår, skulle sprænges ud mod mig. Det skete ikke. Men jeg havde tabt min smøg. Et kort øjeblik rodede jeg rundt efter den, dér under blodbøgen. Jeg fandt den og førte den med rystende hånd til munden. Jeg kunne se genskæret af gløden fanges som en ildflue på de mørke vinduer.
   I samme sekund så det ud som om noget fangede min glød og trak den ind i den tomme lagerhal. Der lyste den op, blev større og dansede rundt i hallen.
   Jeg så de hvide damer igen. Nu var der mange af dem. De dansede i lyset med døde og forvredne ansigter. En af dem, kunne jeg se, havde en flænset kjole på og var halvnøgen. Blod var smurt ud over deres kjoler. Det var rædselsfulgt.
   Og manden i deres midte...
   Undskyld, jeg måtte holde en lille pause. Mine hænder ryster for meget, jeg rammer hele tiden de forkerte bogstaver. Nu er jeg rolig igen.
   Han så, så væmmelig ud, hans øjne lyste og hans hud hang i trevler, den dækkede knapt hans knogler. Blod fossede i en konstant strøm ud af hans mund, men det så ikke rigtigt ud, lignede mere en tynd væske fra en dårlig specieleffekt film. Han havde nøgen overkrop og hans blege bare hud skiftede i rødt og hvidt, efterhånden som blodet plaskede ned af ham.
   Han fik øje på mig, mens det så ud som om kvinderne var ved at skille hinanden af i vild kamp eller dødedans. Den ene af kvinderne, havde slet ikke øjne. Hun stirrede på mig i en rædselsfortrukket mine, med tomme sorte øjenhuler og jeg fik en følelse af at hun tryglede mig om hjælp.
   Pludselig fyldtes hele vinduet af den væmmelige mands ansigt, som om vinduet, havde suget ham ind, mellem de dobbelte glas, og havde udstrakt hans ansigt så det fyldte det hele. Hans ansigt ændrede sig og blev, mens jeg lamslået og ude af stand til at røre mig så til, revet i stykker og sat sammen igen til noget der lignede en kat i færd med at æde sin egen bagkrop.
   Så var det ovre. Jeg rystede og koldsved løb ned af min pande. Jeg ville til at stige ind i bilen da jeg fik øje på den. På trappeafsatsen ved indgangen lå noget skinnende. Jeg er sikker på at det ikke havde været der før. Jeg var iskold af angst, men nysgerrigheden sejrede. Jeg gik hen og samlede det op.
   Et sølvspænde. Den slags kvinder bruger til håret. Indeni var et navn graveret. Bogstaverne var næsten slidt væk men navnet kunne stadig læses: Maiken Jonah.
   Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tog spændet med mig. Det ligger nu på mit natbord. En gang imellem vågner jeg af de urolige drømme der har plaget mig siden den aften.
   Og når jeg gør det, er det nogle gange, som om at sølvspændet gløder i mørket.


* * *
   Ejendomsmæglerassistenten kørte op af grusvejen mod huset. En interesseret køber havde meldt sig på banen. Hun undrede sig. Hvem kunne dog være interesseret i den gamle spøgelsebygning? Og oven i købet insistere på en så sen fremvisning?
   Halvvejs oppe af bakken var hun ved at blive torpederet af en hvid Ford. Hun så på manden i den. Han så rædselsslagen ud. Køberen.
   Hun smilede fornøjet.
   Hun parkerede lidt væk fra blodbøgen, havde aldrig brudt sig om det træ. Hun steg ud i mørket og kaldte sagte:
   "David?"
   Et øjeblik efter kom en skikkelse til syne omme fra bagsiden af huset. David var høj og slank. Han havde mørkt tæt hår og bleg hud der lyste op i mørket.
   "Hej Mia"
   "Hvordan gik det med ham køberen, du fik skræmt ham grundigt væk?" spurgte hun.
   David trak på skulderen.
   "Jeg nåede sgu dårligt se ham, før han kørte herfra, som om Fanden selv var efter ham, du må sgu da nærmest have ramt ham"
   "Har du fundet spændet?"
   "Nej, men jeg glæder mig til de andre kommer, jeg er ved at løbe tør for ideer. Jeg har endda brudt noget af gulvet op inde i hallen"
   "John og Sanne kommer i morgen, så kan de hjælpe"
   "... Og Karina?" David drejede guldringen han havde på, så Jaguaren vendte rigtigt. Ringen var for stor til ham.
   Mia Nikkede.