På gaden stod en del af dem. De andre. De samlede sig i flokke. Foran støvsugerforretningen Fnugfri. Foran tøjbutikker, isenkræmmere, garnforretninger, skotøjsbutikker. De var overalt. Oskar morede sig med at studere dem. Han havde taget sit eget væsen med. Eller rettere, hans eksemplar havde slæbt ham med, for det lå ham ikke på sinde, at være der hvor han befandt sig nu.
   Oskar diskuterede ofte væsnerne med sine kollegaer i skuret, når de indtog deres frokost sammen. På havnen var der ingen væsner, og det var befriende. Det var hans og kollegaernes fristed og han elskede sit arbejde af samme indlysende grund.
   Alle hans kollegaer havde skaffet sig et eksemplar. Undtagen Mogensen selvfølgelig. Mogensen var så eddikesur at skibe, som lå i dok for længe, rustede i hans nærvær. Oskar havde ham mistænkt for at være lige så smart som han var gnaven. Tænk et liv uden at blive kontrolleret af væsner! Han havde ofte overvejet at blive lige så utilnærmelig og sur som Mogensen og derved måske slippe af med sit eget væsen.
   Nå, men nu havde Oskars eksemplar altså besluttet at de skulle ud og hygge. Oskar følte sig noget beklemt ved den afgørelse. Han vidste selvfølgelig at han ikke kunne stille ret meget op. Han havde prøvet med en lille spag protest, men væsenet havde øjeblikkeligt løftet en hånd i en truende gestus, og han snappede ordene baglæns i sig igen. Ikke fordi at Oskar var håndsky, det var mere det vrede blik, som fik ham til at krympe sig.
   Så Oskar havde besluttet sig til at han lige så godt kunne føje sig. Hans eksemplar havde pels i dagens anledning. Hun var i usigeligt godt humør, noget væsnerne tilsyneladende altid blev, når gule skilte lyste byen op, som i kapløb med solens manglende gunst. Skiltende groede som ukrudt på møddinger i januar måned. De lokkede væsnerne frem og byen sværmede med dem.
   Væsnerne foran Fnugfri mindede Oskar meget om hans eget. Mange af dem havde strikse undersøgende blikke, og en tilbøjelighed til at bukke sig helt frem, for at nærstudere de gule skilte. Som om de var en længere synopse, der skulle analyseres nøje. Et af væsnerne lignede faktisk hans eksemplar ganske godt: havde hævet for længe og var blevet bagt for lidt!
   Tanken satte gang i noget luft i maven på Oskar og det var faretruende tæt på at komme ud som et fnis. Han mærkede straks et undersøgende blik hvile på sig. Luften veg tilbage og sev ud af bagperronen.
   "Dejligt at se, du hygger dig lille Oskar", sagde hans eksemplar. Oskar bandede lavmælt. Det tjente bedst at se anstrengt ud. Et diskret anstrengt udtryk, kunne afkorte dagen i byen væsentligt. Han længedes sådan efter sofaen der hjemme. Og urets, det gamle standerurs, taktfaste tikken. Eller bare havnens skur og hans olieindsmurte Mascot dragt. Kollegaernes latter. Byen var til for væsnernes skyld. Ikke for Oskars.
   Oskar travede lydigt efter hans eksemplar. Han betragtede med resigneret afsky, hvordan pelsen ligesom fordelte det ubagte dej omkring hendes hofter. Fik skindet til at vulke som overekspanderet isoleringsskum. Oskar var meget misundelig på Lars, formanden for havnesjakket... han havde fundet et eksemplar, hvor alt var lige så glat og smidigt som en silekonefuge. Der var mange af den slags, men de stod altså ikke uden for Fnugfri. Den slags hvirvlede ud og ind af tøj og sportsforretninger. De undgik isenkræmmere og valgte parfumerier i stedet. Hans eksemplar elskede støvsugere, kaffemaskiner, vaskemaskiner og strikkemaskiner.
   Det var ikke fordi at Oskar hellere ville i tøj, sports eller pynteforretninger. Han ville hellere være hjemme. Uanset hvilket eksemplar han blev ledsaget af. Byen var en plage for ham, og et kønnere eksemplar ville kun lindre hans kvaler ganske lidt. Desuden havde han en fornemmelse at den type oftere forlangte hygge.
   De travede forbi Fnugfri, et lettelsens øjeblik for Oskar og hun trak ham længere ind i mylderet. Oskar så rigtig mange mænd der var ude og hygge med deres eksemplarer. De lignede alle ham. Rådvilde, forvirrede og angste. Ingen af dem vidste hvor meget deres økonomi ville tage skade af en tur i januar måned. Alle var prisgivet deres eksemplars nåde og luner.
   Faktisk lykkedes det Oskar at oparbejde noget der kunne minde om et forsinket julehumør, da hans eksemplar skridtede målbevidst og hurtigt forbi isenkræmmeren. Han mærkede den beroligende tyngde af tegnebogen i frakkelommen. Den var endnu uskadt. Måske ville hun bare trække ham ind et sted og drikke en kop kaffe og så køre hjem igen. Måske var hun alligevel ikke så slem i år, som hun havde været sidste år. Dengang havde Oskar haft ond i ryggen to måneder af at slæbe ting hjem. Og han havde brugt lige så lang tid på at renovere tegnebogen.
   Han vidste godt at det var et håb, så realistisk som flyvende elefanter iført trikoter, men alt imens de gik forbi isenkræmmeren og hun fuldstændig ignorerede de gule skilte, spirede det, tog næring og voksede. Oskar vidste ikke at hele affæren med hygge var ved at tage en meget uheldig drejning. Ved hendes næste ord, fik han et tydeligt billede, af et svin på vej ned af slisken til et slagtehus.
   "Så Manse, så er vi her", hun slog ud med hendes læderhånd, som en tryllekunstner der præsenterede noget som var forsvundet. Oskars humør var med sikkerhed væk. "Byens bedste herreekviperingsforretning", proklamerede hun stolt.
   I vinterens nådesløse kulde oplevede Oskar sin hidtil værste svedetur. Det var meget værre end han havde forestillet sig. En baby, som aldrig var forsvundet, begyndte at vræle inde i ham. Han greb febrilsk om tegnebogen i lommen, som om den var en klippe han kunne gribe fat i, inden en tornado berøvede ham fodfæste for evigt. Det lykkedes ham at holde sig oprejst.
   "Nej, kære, ikke det", sagde han med lille tynd pibende stemme, bange for at hans indre babys stemme ville slippe løs. Hun hørte ham ikke; Hvis han havde været en lastbil og hans protest et advarselssignal med hornet, var hun blevet kørt over. Men det var han ikke. Han var Oskar den uheldige.
   Hun greb ham og trak ham ind i lugten af stof og pressefolder. Det havde altid undret ham at pressefolder havde en lugt. Men det havde de, og beviset var at ingen andre steder i verden lugtede som Dressmann.
   "Nej se lille Oskar, de har tilbud", hans eksemplar lød så forbløffet, at Oskar spekulerede på om hun virkelig ikke havde regnet det ud. Så indså han at det var et kampråb. Som dem rugbyspillere råbte lige før en lang og opslidende kamp, der på forhånd var tabt. Og han indså at han var på taberholdet.
   Oskar gjorde sig lille. Han sank stille og roligt sammen mellem tøjkarrusellerne, mærkede hvordan gulvtæppets burrer blev til højt græs, og krøb i skjul mellem et tøjstativs hjul. Ikke engang Cirkeline ville kunne finde ham der. Det kunne hans eksemplar.
   "Se her, fandt lidt du skal prøve, skat", sagde hun lykkeligt. Oskar håbede på, at en eller anden havde taget fejl, og det ikke var hans væsen, der stod og lignede en talende bunke klæder. Bunken skubbede til ham og han røg ind i et lille rum med et spejl. Forhænget blev trukket for. Han var fanget og ved at drukne i tøjet der blev slynget ind til ham.
   "Prøv de grå bukser og skjorten først", sagde stemmen veltilfreds. Han kunne høre på hende at de rigtig hyggede sig. Han kunne ikke mærke det. Måske havde han fået et spontant tilfælde af koldbrand? Fortvivlet så han på de mange stykker stof og prøvede på at regne ud hvilke hun mente. Det lykkedes for ham at finde de grå bukser. Han mente at kunne tælle seks skjorter. Han valgte en ud fra vilkårlighedens principper.
   Han afførte sig hurtigt sine jeans og studerede sine mælkehvide ben der stod ud fra de næsten lige så hvide underbukser. Det var sært så tynde de ben var blevet. Og dobbelt så sært var det at han spiste af samme gryde som væsnet, der stod på den anden side af forhænget, med ben solide nok til at holde broen over Lillebælt.
   "Skynd dig, Manse, jeg er så spændt", sagde hun. Hun havde en kommandosoldats karakteristiske stemme. Oskar hendes lille rekrut, parerede bange ordre og trådte hurtigt ud af sin bunker. Han var tæt på at gøre honnør. Bukserne strammede i skridtet, men han sagde ikke noget om det.
   Et gasangreb var på vej. Det så han tydeligt på hendes stivnede maske og himmelvendte øjne.
   "Manse, havde du virkelig tænkt dig at den skjorte skulle passe til de bukser?" Det var ikke noget Manse havde tænkt over, så han rystede på hovedet.
   "Så hold venligst op med at pjatte. Skjorten er til habitten. Gå nu ind og tag den rigtige på", det var en formaning, som burde adlydes, men Oskar var i tvivl om hvordan. Han vidste at endnu et forkert valg, ville udløse samme reaktion, som når tromlen på en revolver i et spil russisk roulette, havde det fyldte kammer ud mod løbet.
   Halvtreds pinefulde timer efter kiggede Oskar endelig ud med det sidste sæt tøj. Hun var tilfreds med ham, det kunne han mærke og hun var nu i færd med at genne ham hen til kassen, mens hun sprøjtede sagesløse mennesker til siden med albuerne. Egentlig var Oskar lidt stolt over hvor magtfuld hun var. Selv da hun fejede et yngre ægtepars varer væk fra disken og demonstrativt stillede sig til at glo på ekspedienten, brokkede ingen sig. Den unge mand forsøgte sig lidt, men et lille umærkeligt blik, stedte hans protester til hvile, inden de nåede det frie rum.
   Oskar fandt det sjove lille plastikkort som de havde hentet i banken forrige uge op. Han havde kontanter nok, men han ville egentlig gerne afprøve bankdamens teori, om at det fungerede lige så godt som penge. Lige inden kortet nærmede sig slisken, nøjagtig som han var blevet instrueret, snappede hans væsen det ud af hænderne på ham.
   "Lad mig Oskar, du aner jo ikke hvordan", kortet røg i hullet og hun tastede lynhurtigt koordinaterne på hvorfra pengene skulle komme ind. På beløbet, bib, smak. Ekspedienten smilede. Det havde virkelig virket. Bedst af alt var, at Oskars pung vejede nøjagtig det samme da den fandt vej tilbage til lommerne.
   "Du kunne vel sige tak", sagde hun da de atter stod ude i kulden. Oskar anede ikke for hvad, koordinaterne på kortet var jo indstillet på hans konto. For en sikkerheds skyld kyssede han hurtigt hendes kemisk duftene kinder og takkede.
   "Godt Manse, tænk engang, totusinde fire hundrede og seks og halvtreds en halv, for alt det tøj?". Manse syntes at det beløb virkede forfærdeligt langt. Han tænkte på sænke slagskib.
   "Kom Manse, vi skal i Busted", hun sagde det med så stor glæde i stemmen at Oskar troede hun mente noget helt andet, end den tøjforretning som han kendte under det navn. Hun greb ham under armen og han forsøgte ivrigt at få kontakt med fortovet, da de stilede mod Busted.
   "Du ved ikke hvor glad jeg er for at vi sådan kan hygge os sammen endnu!" Oskar lukkede øjnene og håbede, håbede på at hun ikke ville give sig til at knibe ham i kinden. Håb er som de fattiges tomme tallerken, i det den illusorisk bliver til en kiks, hård og uspiselig. Hun kneb ham lykkeligt. Han græd.
   Busted: borde med tøj, hylder med tøj, stænger med tøj, stativer med tøj, mannequiner med tøj, karruseller med tøj, tøj med tøj omkring. Et rent paradis. Det paradis hvor æblet er råddent og der i stedet blev serveret rosenkål i sildelage. Oskar skulle brække sig, men havde på fornemmelsen, at der et eller andet sted, var et skilt der forbød den slags optræden.
   Butikken var fyldt af væsner, mange af dem havde som hans eksemplar, taget deres mænd med for at hygge. Hans eksemplar var som en ørkenrose der lige havde fået vand. Ikke fordi at han fandt hende køn, men hun svulmede, som en svamp i kærnemælk.
   Han så hvordan hun blottede tænderne i en frygtindgydende snerrende grimasse, og rev et klæde fra en kvinde, som netop havde revet det fra en anden. Der var ingen tvivl om rangordenen ved de tre. Underdanigt bøjede hendes offer nakken. Og Osvald så hvordan hun smed sig ned på alle fire og vendte bugen i vejret i håb om fred.
   Pludselig, som en frelsende engel, der havde trodset titusinder af verdens plager kom Petter og lagde en hånd på Oskars skulder.
   "Nå, så du er også rigtig ude og svinge formuen", sagde han. Oskar var ikke helt sikker på hvad han mente, men han var helt sikker på at han var glad for at se Petter. Petter var hans makker på havnen. Han var en lille sværtbygget mand med dårlige tænder, men han var pålidelig og stabil som en velplejet Volvo. Petter så spørgende rundt i lokalet.
   "Hvor gemmer du lillemor?" Spurgte han. Oskar slog ud med hånden, mod et af prøverummets gardiner, som blafrede af for meget bagende. Petter grinede.
   "Det ser sgu dyrt ud", sagde ham. Oskar skulle til at forklare ham at de havde fået kort, men opgav. Han vidste at Petter ikke ville forstå hvordan det kunne lette sagen. Petter var et moderne menneske og forstod ikke betydningen af en tegnebogs tyngde.
   Noget Oskar specielt godt kunne lide ved Petter var hans omgang med væsnerne. Han var tilsyneladende helt respektløs og slap som regel godt af sted med det. Og væsnerne så ud til at kunne lide ham, kaldte ham kæk og charmerende.
   "Oskaaar!" Et øjeblik bulede forhænget ud som et sejl der fangede vind og Oskars eksemplar trådte ud. Vind havde været bedre, tænkte Oskar.
   "Nå! Hvad synes du", hun drejede sig rundt. Oskar kom af grunde han ikke forstod, til at tænke på, at han havde lovet og skifte badeforhænget i brusekabinen derhjemme. "Ser min numse stor ud i den her?"
   Petter stak i et lille fnis og Oskar lagde advarende en hånd på hans arm. Reddede formentlig hans liv. Han rystede ivrigt på hovedet, den rigtige vej, ikke op og ned men fra side til side. Han koncentrerede sig meget om denne handling, det var vigtigt at vise tydeligt, at han syntes det modsatte af hvad han mente.
   "Ih nej, er det ikke Petter?" spurgte hun. Oskar åndede lettet op, nu da hendes opmærksomhed var rettet mod Petter.
   "Præcis", sagde Petter nonchalant. Oskar krympede sig, ventede det værste. Petter, burde have formuleret sig klarere. Han troede ikke hun ville spørge, hvis ikke hun var i tvivl. Det var dog mærkeligt eftersom de tit havde mødt hinanden. Måske var hendes briller defekt.
   Hun lagde ikke mærke til det, i stedet forsvandt hun ind bag gardinet igen. Petter, gik hen til prøverummende og stak sit hoved ind bag et af forhængene. Petters væsen var importeret fra Ukraine, noget Oskar ikke forstod. Efter hans mening var der mere end nok af de væsner i landet i for vejen. Men Petter havde insisteret på at de Ukrainske var bedre. Ligeglad med tænder, havde han en dag fortalt og vist sine stumper. Meget glade for penge, havde han tilføjet. Siden den dag havde Oskar været skrækslagen for Petters væsen.
   Petter kom tilbage og Oskar følte sig lidt bedre til mode. Oskar ville aldrig som Petter stikke sit hoved ind i prøverummet. Han kunne kun alt for godt forestille sig hvad der foregik derinde. Og hvis hans væsen ikke bifaldt det ville han måske ikke få sit hoved med ud igen.
   Petter fløjtede et anerkendende fløjt og puffede til Oskar. Han rundede den ene hånd mens han stak en finger fra den anden ind i den et par gange. Lidt som et stempel i en motorblok. Så pegede han ned mod disken, hvor et usandsynligt veldrejet eksemplar var ved at betale. Hun brugte også kort så Oskar. Han skyndte sig at kigge væk. Vidste at der var dødsstraf for at blive taget i at kigge efter andre væsner. Typisk Petter, respektløs.
   Petters væsen kom ud og Oskar skyndte sig at smutte om bag ved Petter. Selv om Petter var halvandet hoved lavere end Oskar, håbede han på at han var skjult. Ukraineren smilede til ham og han begyndte straks at sprinkelsvede. Den sagde en hel masse og gik igen. Oskar lagde mærke til at den også var begyndt at få dårlige tænder. Det understøttede hans teori om at alt var smitsomt, også dårlige tænder.
   "Jeg gør sgu snart oprør", sagde Petter. "Halvdelen af min løn er allerede spenderet og vi har kun været her i tyve minutter"
   Oskar ventede spændt. Et oprør ville være en god ting. Det var et farligt sted at være rebelsk, omtrent lige så dristigt som at stikke sin hånd ind i en bikube for at knipse dronningen væk, men det kunne virke. Bortset fra hans væsen, var de fleste af dem ret svage fysisk og man kunne garanteret få ryddet et par stykker af vejen. Han vurderede nervøst tilstedeværelsen af mænd. Nogen af væsnerne var så barmhjertige at de lod deres mænd gå andre steder hen mens de indtog Busted. Men kampen ville være lige. Han talte hurtigt femogtredive mod enogtyve, i væsnernes favør. Det kunne virke.
   "engang imellem Oskar", sagde Petter og lænede sig ind mod ham som en der ville sige noget fortroligt i en rungende kirke, "Så har jeg sgu lyst til at vende Jurgita om og klaske hende i røven, for at se om hun kan skide penge, lige så hurtigt som hun kan bruge dem"
   Oskar som havde stukket sit øre helt hen til Petters mund, for at sikre fortroligheden, nikkede ivrigt. Han elskede den slags snak, det var sådan skurvognens snak var. Han kunne næsten dufte olien, tovværket og lortet fra dragterne, efter de havde banket rust i lortetankene. Han fik lyst til en klidbolle.
   "Petter?" Jurgita kaldte fra sit skjul. Petter rettede sig op og så hen imod hende.
   "Ja", sagde han brysk. Oskar jublede indvendig over den måde Petter udtalte sin utilfredshed med bare et ord. Jurgita stak en arm frem og viste en kjole og et bedende ansigt. Kjolen så ud som om den kostede det samme som operahusets opførelse.
   I det øjeblik satte Petter angrebet ind. Det kom helt uden varsel, så selv Oskar blev overrasket og følte sig en smule snigløbet. Petter, kunne godt have givet et signal! Men der var ingen tvivl. Det var nu det skete. Petter gik amok, respektløst og uden omtanke for egen sikkerhed.
   "Nej nu stopper festen famne", sagde Petter og han gik krumbøjet som en dræber hen imod prøverummet. Oskar lukkede øjnene, han ville nyde klasket der ville komme, idet Petter sendte Jurgita ind gennem prøverummets spejl. Adrenalinen pumpede i hans blod og pludselig gik det op for ham at han måtte hjælpe med at opildne stemningen. Hvis mændene holdt sammen ville chancerne for succes blive øget.
   "Ned med undertrykkerne!" skreg han pludselig. Det var omtrent samme øjeblik at alt blev sløret for ham. Måske fordi at han slog sine briller af, da han rakte armene op i forventning om sejr. Det var ligegyldigt. Briller kunne erstattes, frihed skulle vindes.
   Han styrtede mod en flok væsner, der tilsyneladende var lammet af angst. Hans hoved var trukket ned mod skuldrene inspireret af Petters angrebstaktik. Som en tyr stangede han væsnerne. Et af dem kastede sig over ham, men han var ligeglad. Han følte kun lykke, ingen smerte.
   "Tag den", snerrede han og slog vildt ud. Han ramte et væsen i brystkassen og det sank sammen. Et nyt væsen, der stod tæt op af det netop nedlagte, snurrede rundt og angreb ham. Oskar veg hurtigt til siden og sparkede desperat fra sig. Han ramte og det han så fyldte ham med fryd, selv om det var sløret. Væsnets hoved fløj bagover og hang i en underlig usund vinkel. Den var stensikkert død.
   Femogtyve års undertrykkelse dampede ud gennem Oskar. Det var en katalysator, så kraftig, at han blev nødt til at skrige. Det undrede ham ikke spor, at opdage han var i besiddelse af uanede kræfter. På et tidspunkt rev han en arm af et af væsnerne. Han bankede armen så hårdt ind i et andet væsen at hun gik midt over. Triumferende hylede han i sejrsskrig.
   Skrigene omkring ham var et kakofonisk atonalt musikstykke, som akkompagnerede ham i kampen for frihed. Han havde aldrig oplevet noget så skønt som væsnernes angstlyde. Hen for frådende rundt og flåede lemmer af alle de væsner der ikke nåede at flytte sig.
   Så skar en rolig stemme sig igennem alle skrigene. En stemme som fik det til at isne i ham. Hans væsen var stadig i live. Hendes stemme var hypnotiserende og ond. Iskold som vind fra det arktiske hav.
   "Oskar, vil du øjeblikkelig stoppe med det pjat"
   Oskar var paralyseret. Han havde ikke før anerkendt den fare, der var i hendes stemme. Han kunne blive bange for den, men han anede ikke at den kunne trænge ind i hans krop, som slangers gift og lamme ham totalt. Han begyndte at græde.
   "Så du gamle, det går sgu nok. Du har bare fået et nervøst sammenbrud - sikkert bare stress", Oskar fattede det ikke. Det var Petter og han lød helt rolig. Som om han slet ikke havde været i kamp. Han fik noget klemt i hånden. Brillerne. Petter støttede ham mens han tog dem på.
   "Og hvem skal så rydde op efter alt det svineri?" Oskar genkendte stemmen som en af de ekspedienter der havde henvendt sig til dem da de kom ind.
   Han så sig forvirret omkring. Selv stod han i en dynge af mannequindukker, der lå som træer fældet i et stormvejr. Flere steder lå væltede mannequindukker og tøjet var flået i stykker på dem.
   "Oskar, slip så den hånd" skingrede hans eksemplar. I den anden hånd, end den der havde modtaget brillerne, havde han en tredje hånd. Han smed den livagtige plastikhånd fra sig. En del af væsnerne gispede og trådte tilbage. Oskar smilede i det han fattede hvad der var sket. Væsnerne var blevet bange for ham. Han begyndte at snerre. Hans eksemplar råbte stadig, men forræderen Petter trådte et par skridt tilbage. Oskar gav ham et ekstra sner, et gutturalt langstrukket et.
   Så kom de og hentede ham. De rare hvid/orange klædte mennesker. De hjalp ham væk. Reddede ham. De gav ham et rum hvor han var i fred.
   Og til sidst lærte han dem at holde væsnerne væk fra ham.
   Han var jo trods alt ikke bange for at rykke en arm af dem.
   Han var ikke bange for noget.
   Kun for de ugentlige besøg af hans eksemplar. Dem frygtede han stadig.

Stakkels Oskar.