1
   Egentlig havde han aldrig haft ambitioner om at blive forfatter, det var bare noget der overgik ham. Æren for bogen, tilskrev han de frustrationer, som hans kedelige og isolerede liv tilførte ham. Han så bogen som erstatning for alle de timer han tilbragte i sin lejlighed, bundet af hans personlige fængsel, hans sind, som holdt ham indespærret.
   Siden han under mystiske omstændigheder var startet på bogen havde den tilført og givet ham en mening med livet. Sådan mente han i hvert fald at det hang sammen i starten, senere blev han i tvivl om sammenhængen og årsagen til hans skriverier.
   Hvorfor han skrev, var et spørgsmål han stillede sig selv, oftere og oftere på det sidste. Det lå ikke til ham at skrive; Han var tegner og al hans ensomme tid, havde han hidtil brugt på at fylde papirer med fantastiske scenarier og væsner, så detaljeret og fint lavet, at de lignede fotografier taget i en anden verden. Tegningerne var hans hobby, det holdepunkt han havde i livet og når han tegnede behøvede han ikke at forholde sig til andre mennesker.
   Han var en enspænder. Han havde aldrig brudt sig om at tale med andre, hvis han blev tvunget til det, blev han generet af et ulideligt stammeri. Han havde ikke evnen til at kommunikere to ord med et andet menneske uden at optræde som usikkerheden selv. Derfor holdt han sig for sig selv og kom kun sjældent ud.
   En aften, efter at have gennemført de sædvanlige ritualer, hvor blyanterne blev lagt på række efter blyets hårdhedsgrad, vatrondeller og viskelæderne til højre og grafitpulveret adskilt i små bakker på modsat side, sad han og så på det tomme papir og følte sig elendig til mode. Han havde mistet inspirationen og anede ikke hvad han skulle tegne. Det var som om papiret grinede til ham og spottede op mod ham med al dens tomhed. oplevelsen var særligt grim for ham, fordi at papiret var hans tilflugtssted, det sted hvor han herskede og bestemte. Stedet hvor han skabte.
   - Her er de næste fem timer af dit ubetydelige liv, sagde han til sig selv da han så ned på det tomme spottende ark, - det forbandede liv, som ingen ville eje, misunde, eller savne hvis det forsvandt i dette sekund. Og nu kan du ikke engang tegne! Så kan det lige så godt slutte her.
   Imens han sad og ventede på inspiration, begyndte det store blanke ark at skære ham i øjnene og han fik en dundrende hovedpine. Han tænkte på om han var blevet syg og ville til at rejse sig, da han med et følte sig suget mod blokken på bordet, hans hænder famlede og han greb en blyant. Noget var på vej, men det her var en helt anden tilstand, end den han ellers oplevede når han fordybede sig i sine tegninger.
   Tiden forsvandt for ham og hans stue blev udvisket fra hans blik. Han vidste ikke om han besvimede, eller hvad der skete omkring ham, men timer efter vågnede han op igen. Bordet lignede et stort kaos. Han havde væltet grafit pulveret og blyanterne lå spredt ud på bordet. Flere ark papir var smidt omkring ham. Det eneste som lå ordentligt var hans viskelæder. Ubrugt.
   Han så på blokken, der nu ikke længere var tom. Et virvar af kruseduller var tegnet, så tæt at han først ikke kunne se hvad de forestillede. Arkene omkring ham havde fået samme tur. Der gik et par minutter inden han forstod at krusedullerne var en snirklet håndskrift, hvor linjerne næsten overlappede hinanden. Han forstod ikke hvordan det var sket, men han havde skrevet i flere timer, uden at vide hvorfor og om hvad præcis han havde skrevet. Og han kunne lide det han havde skrevet.
   Sådan startede historien om Janelle.
   Næste aften satte han sig til skrivebordet igen. Han var nervøs fordi at det han havde skrevet aftenen i forvejen var mere end lovende, og han vidste ikke om han kunne præstere sådan stykke arbejde igen, eller bare noget der nærmede sig. Det hele havde været så underligt. Sproget havde et flow som han ikke anede han kunne præstere, og Janelle som han skrev om, levede i en verden der var helt ukendt for ham. Hun var selskabelig, modig og åbenhjertig og hun trivedes sammen med alle hun mødte. Hun var hans modsætning.
   Han selv var, (spøgte han for sig selv) "Tøvernes konge". Altid hæmmet af at være genert og usikker. Men nu havde han hentet hende frem, et sted dybt fra underbevidsthedens gemmer, og selv om han ikke helt var klar over hvordan det var sket, så havde han formuleret det første kapitel af hendes liv. Et blændende godt kapitel. Han måtte forsøge at fortsætte hvor han havde sluppet aftenen i forvejen.
   Han tog kuglepennen i hånden og øjeblikkelig begyndte han at skrive. Blækket flød ned på papiret og sætninger formede sig med en stenografs hastighed, mens han forundret så ord opstå som om pennen havde fået sit eget liv. Det var som om at han blev ført, eller dikteret til at skrive en tekst, så hurtigt at han ikke selv kunne nå at forstå meningen.
   Han tænkte ikke, følte ikke, havde ikke hovedpine eller blackout. Det eneste han lagde mærke til var blomsterduften, som lagde sig som en sødmefyldt parfume omkring ham.
   Først bagefter når han læste hvad han havde skrevet, vidste han hvad det handlede om. Han erindrede ikke en eneste linje eller formulering og hvis han ikke vidste bedre, kunne ingen bilde ham ind at han havde skrevet historien.
   Hver aften gentog det sig. Han nød det i fulde drag og spekulerede på om det var sådan at være forfatter. Kom deres inspiration også fra et sted, der lå så dybt og langt væk, at de ikke anede hvad de havde skrevet om før de læste det selv? Når han skrev, havde han det som om at han stod på sidelinjen, mens en forprogrammeret robot, spyttede et livsforløbs data ud.
   I den senere tid var han begyndt at læse kapitlerne om hendes liv med større og større fascination og undren. Historierne var fantastiske og velskrevne, og i takt med at dagene gik opdagede han hvor omfattende hans indre Leksika var, som en dyb brønd hvor ting han ikke anede eksisterede gemte sig.
   Beskrivelserne af steder han aldrig havde besøgt, var så detaljerede og udtryksfulde at han kunne mærke atmosfæren og stemningen, og han kom til at nyde og holde af den måde hvorpå Janelle oplevede ting med lidenskabelighed og passion. Han overlod med glæde til hende at opleve og fortælle om de ting, han selv var hindret i at gennemføre. Han nød at se gennem hendes øjne.
   Sommetider spekulerede han på, hvem af de to der var mest berettiget til livet. Han selv der knap turde snakke med et andet menneske, eller hende som blot levede ud fra hans fantasi.
   Janelle levede om aftenen og i natten. Alt andet forsvandt når han skrev om hende, møblerne, væggene, byens støj og han selv. Han følte sig udmagret tynd og langstrakt, som om at han slettede sig selv hver gang han føjede et nyt kapitel til hendes liv. Men det bekymrede ham ikke i starten.
   Først da han begyndte at ryge blev han urolig for den sørgelige rest han havde tilbage af sit eget liv. Han havde ikke rørt en cigaret hele sit liv. Alligevel havde han fundet en pakke Kings i bunden af sit indkøbsnet. Hendes mærke. Kings. Han havde bestilt købt og betalt dem, men han anede ikke hvorfor. Han smed dem i skraldespanden, for han agtede ikke at starte med at ryge. Det var dyrt og han anså det for at være en utiltalende vane.
   Om natten fandt han cigaretpakken åben og ved sin side efter at han havde skrevet. Fem skodder i en underkop og en ru fornemmelse i halsen fortalte ham hvem der havde røget dem.
   Efterhånden begyndte han at se hvad der skete med ham og han erkendte sin besættelse. Han tegnede ikke længere, faktisk så lavede han så godt som intet. Han spiste, sov og skrev. Og alt hvad der lå derimellem hørte til kroppens basale funktioner. I et ganske kort, men skarpt øjeblik, vågnede han op af sin døs og så hvad der var sket med ham. Det han så var skræmmende:
   Stuen han før altid havde holdt ryddeligt og ren, lignede ikke noget fra hans ellers så velordnede liv. Papbakker med halvspiste Pizzaer flød på borde og stole, tilfældigt henkastet sammen med Mac Donalds æsker og levninger af halvspiste pomfritter indsmurt i ketchup og sovs. Han havde levet af Junk - Food i lang tid. Faktisk tænkte han, siden Janelle kom ind i mit liv.
   Hans hår var fedtet, stod lige i vejret og lugtede af sved og friture. Han skævede hele tiden rastløst hen imod blokken på bordet, hvor hendes liv udfoldede sig og tog lidt af hans for hver gang. Han vidste at det var helt galt og han tog en beslutning:
   Hun skulle dø, så han igen kunne leve sin sørgelige og miserable tilværelse. I det mindste levede han det ordentligt, ikke som det rodehoved hun havde gjort ham til.
   Han smed sig i sofaen, og uden at tænke over det fiskede han en Kings frem og tændte den. Hans åndedrag var blevet besværet i løbet af den sidste uge. Når han trak vejret lød det som en utæt blæsebælg, hvor luften kom ud i dobbeltonet hvislen.
   Det er hendes åndedræt der blander sig med mit, tænkte han, men han så alligevel anklagende på cigaretten og rystede tanken af sig.
   Det at slå Janelle ihjel var ikke så enkelt. Han blev plaget af skyldfølelse hver gang han nærmede sig blokken. Han følte sig som en morder. Og han elskede hende. Det skurrede i ham, men selv om hun kun var et udspring af hans fantasi var hun det eneste menneske han nogensinde havde kunnet dele alt med.
   Opgaven var umulig for ham. Han kunne ikke slå hende ihjel. Hun var blevet en del af ham selv. Han besluttede sig for at tage et bad og tænke over det. Måske ville det virke, måske ville vandet skylle hans irrationelle tankegang og adfærd væk.

2
   I badet skruede han helt op for det varme vand, lod det blive næsten kogende men han bed smerten i sig. Han skyllede sig ren og fri for den sidste uges snavs, sæbede sig ind, skyllede og sæbede sig ind igen.
   Vandet virkede rensende og klarede hans tanker. Ideen om at det var mord, at aflive Janelle, forekom ham pludselig ustyrlig morsom, fordi han kom til at tænke på de uendelige rækker af forfattere, som ville sidde bag lås og slå, hvis det var mord, at slå en person i en roman ihjel. Han grinede højt af tanken.
   En pludselig klar trillende latter skar sig gennem vandets rislen og blandede sig med hans. Kuldegysninger gik gennem hans krop og han holdt vejret midt i et "ha" og lyttede. Latteren fortsatte lidt og stoppede så. Han vidste med det samme hvem latteren stammede fra.
   Janelle.
   Han lukkede for vandet og stod og lyttede i den tætte damp. Badeværelset var stille. End ikke lyden fra vandet i cisternen som altid løb (noget han havde bedt viceværten om at kigge på) nåede ham gennem dampen.
   "Janelle?"
   Angsten satte sig som en klump i hans hals og truede med at kvæle ham. Det er noget pjat, tag dig sammen mand, tænkte han, men alligevel rystede han som om kolde vinde havde fundet vej gennem dampen og havde lagt sig på ham, koldt som frost på efterårsløv.
   Langsomt trak han forhænget til side og så til mens dampen hvirvlede væk uden at lægge sig. Først så han ikke noget usædvanligt, bare det tomme badeværelse, de håbløst umoderne mosaikflisers blåhvide skakmønster og det gamle toilet monteret med træk arm og kæde.
   Tanken og lettelsen over at hun ikke var der, fik ham til at grine dæmpet. Dampen lagde sig som om den blev fortrængt af hans latter og han steg ud af badet og tog håndklædet som han havde lagt klar på toilettets bræt.
   Han tørrede sit ansigt og gned vandet ud af øjnene og slog håndklædet rundt om skulderen. Da han vendte sig mod spejlet, svimlede det for hans øjne og frygten vendte tilbage.
   Spejlet var dugget som altid. Under det havde han monteret en lille glashylde med et hul i til hans tandkrus. Børsterne stak op fra kruset, sammen med tandpastaen. Vasken var tilkalket og rustunderløben omkring afløbet. På vasken stod en gennemsigtig sæbepumpe, hvori en plastikfisk svømmede lystigt rundt i den grønne håndsæbe.
   Midt på spejlet, i et område helt frit for dug, var der et perfekt aftryk af en slank kvindehånd.
   Han snurrede rundt og så på den lukkede badeværelses dør. Selv om han var alene, låste han altid døren når han var på toilettet. Døren var lukket og da han tog i den mærkede han modstand fra rigelen.
   Låst.
   Hvordan så...?
   Et øjeblik sortnede det for hans øjne og han følte sig svimmel. Han gik hen til vasken og støttede sig til den, mens han så hvordan duggen omkring aftrykket forsvandt og viskede konturerne af kvindehånden ud.
   Først da dampen havde lagt sig, fortrængt af træk fra vinduet, kom han til sig selv og begyndte at lede efter fedtaflejringer fra hendes hånd. Han havde brug for et bevis for at det han havde set var rigtigt. Han fandt intet. Spejlet virkede rent og nypudset.
   Så studerede han sig selv indgående, ikke uden ansigt for at møde blikket fra en der var blevet totalt sindssyg. Før havde han altid syntes han så for drenget ud, men nu lignede han, trods sine kun toogtyve år, en stresset, træt og udtæret mand.
   Latteren og håndaftrykket havde været ren indbildning. Det var det han fortalte sig selv og sit spejlbillede. Ingen af dem var overbevist
   Resolut vendte han ryggen mod spejlet og tørrede sig færdig. Han låste døren op og trådte ud i den mørke mellemgang, der adskilte stue og soveværelse. Et øjeblik stod han ubeslutsomt og så ud i den mørke lejlighed. Skyggerne virkede pludselig som sorte huller. Huller hvorfra alt kunne stige op og trække af sted med ham, mens han skrigende hvirvlede rundt i dødens favntag.
   Lugten fra hjemmet slog ham pludselig, måske på grund af at han kom fra toilettet hvor dampen havde renset luften. Og inde i den damp havde der været noget. Noget andet end fortættet vand...
   "Hold nu op, " sagde han højt til sig selv. Hans stemme virkede skræmmende i mørket. Alt for høj. Og alt for ensom.
   Systematisk tændte han hver eneste lampe i lejligheden og modstod med nød og næppe trangen til at kigge under sengen, som et barn der var bange for at noget lå på lur. At give efter for at kigge efter en person, han selv havde opdigtet, virkede mere skræmmende end noget han kunne forestille sig.
   Han betragtede sig selv i spejlet, der var monteret på skabslågen i soveværelset. Det er på tide at du gør noget ved det her, gamle dreng, tænkte han. Hvis du ikke kommer ud sygner du hen og dør her og ingen vil opdage det før lugten af forrådnelse breder sig i opgangen.
   "Hvorfor ikke nu?" sagde han til spejlet. "Tage i byen, droppe hæmningerne og leve! Du har jo skrevet om det. Janelle er dig, og uden dig er hun intet."
   Den tanke satte skred i ham og satte sig som en substans der var tæt på at være mærkbar. selvtilliden steg i ham og svøbte sig om ham, med en fart, som ville få jordens erosion til at virke som en raket, i forhold til hans psykologers langsommelige bearbejdning af ham. Jan var uden at vide det i gang med en forvandling og en hidtil ukendt styrke skyllede igennem ham.
   Hurtigt og ivrig efter at forlade lejligheden, fandt han et par Jeans frem og rød skjorte en smart ekspedient havde overtalt ham til at købe. Han havde aldrig brugt den, han synes at den virkede for feminin, men ekspedienten havde insisteret på at den klædte ham, og hun mente at det ville være en fejltagelse af ham ikke at købe den. Han tog den mere for at slippe af med hende end fordi at hun var overbevisende.
   Han var tilfreds med resultatet, da han endelig var klar til at gå i byen. Han så godt ud, det vidste han, for kvinder havde tit søgt kontakt med ham. Selvom interessen var gensidig, skræmte hans tavse og mutte væsen dem. De kendte ikke til den tornado som arbejdede og raserede hans indre, bare han så på dem. Blodet pumpede og han blev forlegen og usikker, og af frygt for at åbne munden for og sige noget banalt eller dumt lod han være, i stedet tog han en afvisende maske på og skyndte sig at flygte.
   Hans hår så tykt og skinnende ud, og hårvoks tillod det at stritte i tilfældige lokker, som stod lige i vejret. Skjorten klædte ham virkelig og han sendte en taknemmelig tanke til ekspedienten. I aften ville han ikke have nogen problemer.
   Janelle! Tænkte han, var det der skulle til før jeg kunne se på livet med åbne øjne. Hun lod mig vandre et øjeblik i de sindssyges grænseland, men nu er jeg vendt tilbage, stærkere end nogensinde. Når jeg kommer hjem vil de ingen sag være at skrive hende ind i evigheden.
   På vej ned af trapperne styrkedes hans selvtillid for hvert trin han tog. Han levede. Og intet kunne vippe ham af pinden, for han var optændt af flammende nyfunden selvtillid, der en gang for alle havde begravet hans hakkende og stammende væsen. Han vidste ikke at den gravsten han satte som et monument over hans usikkerhed, kastede en lang skygge, der var ved at indhente ham.
   Natten var hans.
   To piger i korte nederdele gik forbi ham, han sendte dem et smil og nikkede henkastet til dem. Han nød deres generte fnisen og vendte sig om for at kigge efter deres vuggende hofter.
   En af pigerne vendte sig og så efter ham. Normalt ville han have slået blikket ned, men nu fastholdt han hendes blik. Hun sendte ham et bredt grin og fortsatte mens hun hviskede noget til veninden
   Live - musik strømmede ud fra cafeer og blandede sig med monotone og fængende baslyd fra technostederne. Duften af frisklavet pizza og shawarma, øl, kunstrøg og parfume flød over i gaden og hang tungt i varmen. Par sad på trappesten og flettede tunger eller fingre.
   Dansende, glade mennesker overalt fortrængte den tid, han havde tilbragt indespærret i lejligheden og han indsnusede lugten af nyt liv. Han nød selv at være en del af det hele og ikke en passiv tilskuer. Han smilede bredt til enhver der så i hans retning. Flere gange modtog han smil, og en hel del af dem var fra kvinder som så på ham med åbenlys, utilsløret interesse.
   Han valgte at gå ind på en cafe, der var tæt pakket af mennesker og hvor festen allerede så ud til at være godt i gang. Efter at have forsynet sig i baren med en fadøl og en pakke Kings (Hendes sidste, tænkte han da han bestilte den) fandt han l et bord fri for ølsjatter, med godt udsyn til det lille tomands - ensemble, som stod for aftenens live - koncert.
   Et stykke fra bordet, hvor han havde sat sig, fik han øje på et selskab hvor der var en tydelig disbalance i fordelingen af kvinder og mænd, og det faktum at pigerne var i overtal fangede hans interesse. De så ud til at være omkring hans alder, og han funderede over hvordan han kunne finde påskud til at blande sig i selskabet.
   Svaret kom næsten af sig selv, da en af pigerne fik øje på ham. Han søgte hendes blik og så at hun rødmede let inden hun lænede sig over mod en af de andre piger og sagde noget, mens hun med hovedet gav et lille nik i hans retning.
   Begge kiggede på ham og lo. Så skilte den første sine læber let og lod en lyserød tunge titte frem, som hun i en langsom forførende bevægelse fugtede sin overlæbe med. Hun lænede sig frem over bordet og han fik et kort frit udsyn til hendes kavalergang. Han lagde ikke skjul på at han kiggede, han ville have at hun kunne se at han kunne lide hvad han så.
   Veninden greb fat i hende og trak hende op af stolen og førte hende ud på det tætpakkede dansegulv. Inden hun forsvandt i menneskemylderet vendte hun sig og sendte ham et luftkys. Han gengældte kysset og var tilfreds med sig selv. Det havde han ikke turdet for tre timer siden. Nu var sagen en anden.
   Bandet spillede en gnidret version af Billy Jean og han gik op til baren og bestilte to drinks. Han bad bartenderen om at stille den ene på pigens plads, som han udpegede for hende. Bartenderen så let utilfredst på ham, så han fiskede en hundrede lap frem og lagde den på disken.
   "You got it, pal!" Sagde hun og snappede sedlen som straks røg i hendes lomme.
   Bandet blev færdigt med deres skamfering af Billy Jean og pigen kom tilbage og fandt sin plads. Hun smilede da hun fik øje på drinken. En fyr lænede sig over mod hende og pegede gestikulerende hen mod Jans bord. Hun så hen imod ham og han løftede hurtigt sin drink til skål.
   Først så hun undrende på ham, men så smilede hun. Hun sagde noget som fik de andre til at grine højlydt og tog sin drink og møvede sin slanke krop forbi stolene på vej hen imod ham. Jan smilede, både fordi at hun ønskede at komme hen til ham, men også fordi at han ikke mærkede spor af den velkendte og altødelæggende generthed. Han var på toppen, og det skyldtes ikke kun den svage virkning fra en øl og en halv drink på tom mave.
   "Hej," sagde hun da hun kom hen til hans bord, hun stillede drinken midt på det runde cafebord og lænede sig ind over det, mens hun støttede sig mod albuerne på bordpladen. Hun lod en finger køre i cirkler over glassets kant og kiggede ham i øjnene. Blikket var forførende.
   "Hej med dig, smukke!" Svarede han og var lettere overrasket over roen i hans stemme og dristigheden i ordene. Han stammede ikke, rystede ikke og han var ikke nervøs. Tværtimod følte han det som om at han havde prøvet det her masser af gange - han var en vinder.
   "Kan du godt lide mig," spurgte hun.
   "Hvad er der ikke at synes om," replicerede han hurtigt. Hun lænede sig længere frem. Drillende. Stillingen tillod ham at få et frit udsyn til en løsthængende blondeundertrøje, der ikke dækkede hendes faste runde bryster.
   "Og du kan lide hvad du ser når du sådan kigger på mine bryster," han var fanget, men hun smilede stadig venligt, et smil der fortalte ham at det var okay. Og i øvrigt var han ligeglad, han var på toppen og hun kunne mærke det. Mærke hans styrke.
   "Jah, du er ret smuk."
   I en hurtig og uventet bevægelse rettede hun sig op og hendes blik blev stenhårdt og fordømmende. Vrede ulmede i hende og med en kobras hurtighed greb hun sin drink og smed indholdet i hovedet på Jan.
   "Skrid, din pædofile nar. Forsvind herfra med dit uhumske blik dit klamme utyske!"
   Svadaen kom som et bagholdsangreb og overrumplede ham fuldstændigt. Han ville svare igen men han vidste at hvis han sagde noget nu ville han hakke og stamme i det. Tornadoen i han var vakt til live igen, og nu rasede den værre end nogensinde før.
   Selvsikkerheden skyllede ud af ham og han følte sig magtesløs som et svin på vej ned af slisken i et slagtehus. Han forstod ikke hendes udfald men det var ligegyldigt. Hendes råb var så højt og hendes stemme så skinger, at end ikke musikken havde overdøvet det. Overalt vendte folk sig og kiggede på ham, og betragtede ham hadefuldt.
   Et par fyre rejste sig halvt og begyndte at vende sig mod ham. Han rejste sig så hurtigt at stolen som han havde siddet på tippede over. Da han trådte et skridt tilbage væltede han over stolens ben. Pigen lænede sig triumferende ind over ham. Denne gang holdt hun blusen ind til sig med højre arm. Hendes mund spidsedes et kort øjeblik. Så spyttede hun ham i ansigtet.
   Han løb ud i natten med spyt rendende ned af ansigtet og mærkede at det blande sig med ydmygelsens tårer. Hans lunger smertede og peb. Hans krop værkede. Når han passerede folk og så deres smil gik det op for ham: smilene var ikke skabt af begær eller venlighed. Det var medlidende smil, og i nogle tilfælde var de hadefulde.
   Pludselig virkede verden ukendt og truende mod ham. Han savnede lejligheden. Trygheden. Og Janelle. Det her var aldrig sket hvis han havde sendt hende i byen.
   Han fandt en gyde hvor han var alene. Han skulle tisse og trak længere ind i en baggård til en Shawarmabar. Han behøvede ikke at spænde livremmen op, for hans bukser virkede med et alt for store og han var tæt på at tabe dem. Hans hjerte hamrede, mens han prøvede på at samle sig.
   Han havde netop fået samlet bukserne omkring livet efter at have gjort sig færdig. Han forstod det ikke, han svømmede nærmest i sit tøj, som om at han havde tabt tyve kilo siden han var taget hjemmefra.
   En dør fra Shawarmabaren blev revet op og en spinkel arabisk udseende mand kom ud og skulle til at svinge en pose affald i containeren. Han stoppede brat op og gloede hen imod manden med de alt for store bukser.
   "Hva Fanden gamle, står du og pisse på min restaurant! Ali, vi har gammel pisser herude!" Han stak hovedet ind af døren og råbte noget igen, denne gang på hans modersmål.
   Endnu en udlænding dukkede op. Jan så bekymret på den tykke guldkæde der var spændt ud om en kraftig mørk hals. Tatoveringer dækkede det meste af den nyankomnes arme og hans øjne lynede af et had, der så lige så omfangsrigt ud, som hans kraftige muskuløse krop. Han lignede ikke en man ville møde i en mørk baggård, og det var netop hvad der lige var sket.
   "Fucking, hvad er problem med jer dansker? pisse overalt. Pisse, du også i dit eget fucking køkken, eller kun i mit?"
   I to hurtige skridt var Ali over ham. Han gav ham et hårdt skub og Jan røg baglæns ned i asfalten. Luften blev slået ud af hans i forvejen hårdt plagede lunger og han slog baghovedet hårdt. Varme og en klæbrig substans gjorde det klart for ham at han havde slået hul i hovedet. Han stønnede og fik rejst sig op i halvvejs siddende stilling, parat til at vægre sig mod næste udfald fra Ali - mastodontens side
   "Forsvind Pisse! Du skal ikke fucking pisse i min baggård, eller bløde, er det fucking forstået?"
   Han nikkede og tog sig til hovedet, han forstod, og pludselig forstod han mere end hvad Ali så klart havde understreget for ham. Sandheden gik op for ham da han mærkede sin skaldede isse, og med et stod det lysende klart hvorfor pigen sådan havde skreget af ham.
   Skrid, din Pædofile nar!
   Hans hår var væk fordi at hans krop på under en time havde undergået en grotesk forvandling. Han lod hænderne glide fra den skaldede isse og rundt til panden. Forundret mærkede han de dybe furer og rynker i sit ansigt, bagefter så han rædselsslagent på sine hænder, som var de to fremmede ondskabsfulde væsener. Huden var indsunket og leverplettet, nogen steder var den pergamentstynd som en diabetikers. Hans negle var lange gullige og beskidte, og fingrene nikotinplettede.
   Så skreg han.
   "Hvad er der med dig, Pisse, Du kom slemt til skade, ja?" Ali så på ham og hans blik vendte fra hadefuldt til bekymret, da han satte sig på hug foran Jan, der rædselsslagen og stadig skrigende krabbede sig baglæns væk.
   "Ali kom! Pisse er skingrende sindssyg," kaldte den anden araber. Ali trak på skulderen og rejste sig. Ali kastede endnu et bekymret udtryk over skulderen, og gav den grønne container et usikkert spark, inden han forsvandt gennem døren.
   Jan stavrede gennem byen. Folk veg væk fra ham, skyede ham som en snavset bums. I forretningernes vinduesfacader kunne han se hvorfor. Resterne af hans hår lå i fedtede blodstriber, ned over hans snavsede isse. Han kunne se en klæge sårmasse der fyldte det meste af hans baghoved. I løbet af de sidste par minutter havde han ladet vandet en gang til, denne gang i bukserne. Skjorten var pletfri, men på oldingen i vinduet var den for stor, for rød og den sad skævt hen over hans puklede ryg.
   I starten havde han betragtet billedet med lige dele afsky og fascination. Og han kunne se at han stadig forandrede sig. Han gik mere foroverbøjet nu, og hans led, især fingrende var ved at blive krogede og sammenbøjede. Han savlede og på et tidspunkt, da han hostede, fulgte en stor gul tand med ud og lagde sig som et ildevarslende tegn på fortovet. Hans gummer blødte og gjorde ondt. Han stoppede med at se på sig selv når han gik forbi ruderne.
   Turen op ad trapperne tog ham over tyve minutter. Hans ben ville ikke følge med, nægtede at lystre hans tanker, hver bevægelse var uendelig langsom og smertefuld. Hans unge sinds tanker tog hele tiden fejl af kroppens formåen og igen og igen faldt han på de skarpe trin. En gang hamrede han panden ned i de nubrede stålkanter og blod sjaskede fra panden ned i hans øjne og slørede hans syn. Da han endelig nåede afsatsen til hans lejlighed, havde han grædt og kæmpet så meget at han dårligt kunne finde kræfter til at fiske nøglen frem.
   Efter en kamp for at få hans dirrende hænder til at styre nøglen ind i låsen, lykkedes det ham at åbne døren. Han hilste mørket og den indelukkede lugt velkommen, inden han sank sammen med overkroppen halvvejs inde i lejligheden og benene trukket op under sig på afsatsens kolde linoleum. Han gispede efter vejret, det føltes som om at han sugede væske ned i lungerne. Han vidste at han kun havde et par minutter igen.
   Så mærkede han en blomsterduft. Han blev løftet op af en blomsterduftende engel, han kunne ikke se hende og han spekulerede på om hans øjne var døde og mælkehvide, som ved personer med grå stær. Men han følte den bløde hud og kurverne fra kvinden der lagde ham ind i sengen. Hans eget kød lugtede råddent, så han var taknemmelig, da hun lagde sit ansigt så tæt mod hans, at duften af blomster overdøvede lugten af råddenskab og urin.
   Hun kyssede ham blidt på munden.
   "Tak Jan," sagde hun. "Du gav den største gave af alle. Livet. Jeg elsker dig!"
   Han mærkede hvordan hun tog skjorten af ham og han kunne høre at hun iførte sig den. Han ville ønske at han kunne se hende, men han vidste hvordan hun så ud. Han havde så tit set hende for sit indre.
   "Jeg elsker dig Janelle" sagde han, ordene blev fulgt af en varm metallisk smag af blod. Han ville gentage hvad han havde sagt, for at være sikker på at hun hørte ham. Det nåede han aldrig.
   Janelle rejste sig og så hen mod oldingen i sengen. Hun havde så meget at lære og han havde haft så lidt at give. Alligevel havde han ofret alt for hende.
   Hun tog et par af oldingens bukser på og fandt at de passede og vendte sig væk fra ham. Væk fra døden. Hun havde givet sig selv et løfte, dengang hun var noget andet;
   Hun ville leve livet fuldt ud.