"Stefanie" blev jeg kaldt. Hvordan mine forældre, Graziella og Habib kom frem til, at jeg skulle have lige netop dét navn, er jeg ikke klar over. Jeg har ikke til vane at fortælle om min dåb, da den ikke er, hvad jeg vil kalde den mest ærefulde oplevelse i mit liv, snarere lidt grotesk: Min fars familie er ortodoks kristne, og han mente, at jeg skulle døbes ind til denne religion. Og som han befalede skete. Selve ceremonien forgik i en ortodoks kirke et sted i Syrien. Og dér lille som jeg var, blev jeg afklædt, og præsten dyppede hele min krop ned i et kæmpe kar. Jeg skreg vist en hel del. Jeg synes stadig, det er pinligt den dag i dag at se billeder af min bare babynumse, som lige har fået et bad i døbefonden. Fra den dag, hvor dåben fandt sted, blev jeg græsk ortodoks.
   Jeg blev aldrig nogensinde helt klar over, hvad det helt præcis betyder og indebærer som religion.

Min mor, min far, min søster Patricia og jeg boede sammen som familie i Herning i gennem små to år. Begge mine forældre arbejdede på hospitalet som forholdsvis nyuddannede reservelæger. Patricia gik i dagpleje og jeg nåede lige akkurat at starte i vuggestue. Men familieidyllen blev hurtigt brudt. Far ville pludselig ud at rejse, og mor kunne ikke få fat i ham nogle steder; og pludselig stod hun alene med to skrigende unger, som manglede deres far. Da han et år senere kom tilbage og regnede med, at alt var ved det gamle, var det for sent. Min mor havde allerede besluttet sig for at starte et nyt liv sammen med Patricia og jeg. Hun ansøgte om skilsmisse.

Vi flyttede til Aalborg efter en meget hård familiekrise, som navnlig var hård for mor.
   Hun havde fået et arbejde på røngtenafdelingen på Sygehus Syd, og dertil tilhørte et boligtilbud.
   Lejligheden på Bonderupgård i Skalborg var stor og dejlig, og den kunne sagtens rumme et par stykker til. Jeg husker ikke hvornår og hvordan, men pludselig stod mine bedsteforældre i dørtærsklen, og de blev til en fast inventar i hjemmet. Jeg tror, det er de færreste, som får den himmelske oplevelse ved at bo under samme tag med sine bedsteforældre. Vi blev rigtigt forkælet.
   Jeg startede på børnehaven, Bisgården i Skalborg, og min mormor tog mig i hånden hver morgen, og fulgte mig af sted. Jeg husker stadig alle de franske gloser, hun lærte mig. Jeg elskede børnehaven. Jeg havde alle mine legekammerater, og pædagogerne var dejlige. Jeg var en rigtig vildbasse; jeg kunne ikke komme hjem en eneste dag uden en ny hudafskrabning eller et blåt mærke. Den dag i dag er jeg faktisk ret fascineret over, at jeg aldrig har brækket en arm eller et ben.
   Når timerne var omme i børnehaven op af eftermiddagen, kom min mor og hentede min søster og jeg. Så tog vi direkte ud på legepladsen hjemme i Bonderupgård, og gyngede.
   Men de erindringer, som jeg har flest af, og der varmer mig stærkest om hjertet, er erindringerne om Janus. Janus var min bedste ven. Han boede ligeså på Bonderupgård i en lejlighed i opgangen ved siden af os. Begge hans forældre var også læger, og havde fået et tilsvarende boligtilbud lige som mor. Vi mødte hinanden på legepladsen, og vi fik meget ud af hinanden allerede fra første dag af. Han var lige flyttet til Aalborg fra Odense sammen med sin mor, sin far og sin lillesøster, Rikke. Måske var det vor fælles vildskab og fantasi, der forenede os. Efter ganske kort tid fra vores første møde, startede Janus ligeså på Bisgården. Janus gjorde mig altid glad, og han fik mig altid med på det værste, men der var intet ondt i ham. Jeg husker ham som meget klog og følsom, men hvad de fleste nok ville forbinde ham med, var alle de skøre og virkelige fantasifulde tanker og idéer, han gjorde sig. Han var drengen, jeg kunne lege barbiedukker med, fordi vi begge syntes, at de var lidt fjollede. Vi hørte ”Westlife” sammen, fordi Janus var overbevist om, at de var det sejeste boyband, der eksisterede (”Backstreet’s Boys” var nogle kopier), og han var så øm om sin elskede CD, at jeg ikke engang måtte have lov at røre coveret. Alle de meninger han havde, påvirkede mig, fordi jeg vidste, at han var intelligent. Jeg beundrede drengen, selvom jeg nogle gange syntes, det var besværligt med sådan en god drengeven. Ingen af mine veninder forstod mig, og syntes han var dum og meget irriterende. Ikke fordi han mobbede dem; for var der én ting Janus ikke gjorde, var det at mobbe andre.
   Han kunne snakke ned til folk med sin intelligens og spille klog, især når det handlede om Playstation og andre teknologiske ting. Og jeg tror, det var dét, der irriterede de andre. Han var jo lidt en nørd; allerede fra en meget ung alder. Jo, vi havde det så sjovt. Men vort venskab fik en brat endelse: Da vi nærmede os omkring ni års alderen, skulle han flytte tilbage til Odense, idet forældrene blev skilt. Jeg husker, hvor hårdt det var for mig, fordi Fyn syntes så langt væk.
   Det viste sig, at Fyn rigtigt nok blev alt for langt væk geografisk, i forhold til de bånd som bandt vort venskab. Jeg har kun mødt ham ganske få gange efter, han flyttede. Der er gået mange år siden hans sidste visit. Jeg tænker tit på at kontakte ham. For naturligvis gør jeg mig nogle tanker om, hvordan han har det, om hvad han laver, og hvordan han ser ud i dag. For jeg ser jo stadig den lille Janus for mig. Det var jo den Janus, jeg kendte sidst.
   Jeg tænker ligeså ofte, om han har det på samme måde som mig.

Årene gik på Bonerupgård. Og der var altid gang i den. Jeg husker flere glæder end sorger fra denne tid. I 1997 startede jeg i skole. Børnehaveklasse C på Sofiendalskolen i Skalborg.
   Vi havde en lærer, som hed Kirsten, og jeg var begejstret for hende allerede fra dag et. Jeg elskede at komme i skole, og det var også altid sjovt i fritidsordningen, som hed Kernehuset.
   Allerede fra første år i skole begyndte jeg at spille musik, og jeg elskede det. Musik har altid været en naturlig del af vores familie og hjem. Jeg husker tydeligt, hvor genert jeg var over at fortælle min mor, hvor højt jeg ønskede at spille violin. Jeg fandt dette instrument meget fascinerende, og så smukt. Alle startede jo med at spille klaver eller blokfløjte, så mit begær virkede jo lidt mærkelig. Men jeg fik alligevel ønsket opfyldt. Det har jeg endnu ikke fortrudt i dag, og det sker vel heller aldrig. Jo, musik forfulgte Patricia og jeg overalt: allerede fra fem- seks års alderen kunne vi synge tostemmigt og fyre nogle få akkorder af på klaveret. Jeg ved faktisk ikke, hvor vi har fået det fra.
   Vi har heldigvis brugt gaven ihærdigt gennem hele livet.

Vinteren 1999 var vi på en rejse til Syrien. Det var en meget livsbekræftende tur. Dette kan begrundes, ved at min mor og far er halvt syriske hver, så der var mange rødder at hive frem dernede. Men desværre kun fra min mors side, da vi ikke var i kontakt med vor far.
   I de uger, vi var af sted, besøgte vi virkelig meget familie. Vi blev overvældet med hjertelig kærlighed og masser af kindkys. Det var så surrealistisk.
   Det var helt fantastisk at se det land, familien har været bosat i gennem mange år. Det var sjovt at opleve de ustandselige lyde af bilhorn nede fra gaden, fordi der er den mest farlige trafik, jeg nogensinde har oplevet. Jeg fandt det ligeså meget morsomt at blive vækket meget tidligt, hver morgen af morgenbønnen, som en islamisk imam transmitterede gennem en meget kraftig forstærker, hvori han skreg: ”Allahu Akbar” (Gud er stor). Jeg havde aldrig drømt om, at dette kunne være virkelighed, før jeg kom dertil. Det var fantastisk. Jeg fandt også ud af, hvor meget familie, vi reelt har. Og det er ikke en beskeden sjat. Min mormor har 7 søskende, og alle disse søskende har også familie og børn. Så det siger vist sig selv, hvor bred en vifte vi har at gøre med. Kulturen er så anderledes og så konservativ i forhold til her. Men den har også til en vis grad sat nogle spor i mig og formet mig, som den jeg er i dag. Jeg kan godt lide at have lidt etnisk blod, for jeg tror, det giver mig en horisont som rækker en smule længere i forhold til, hvis man bare er ”pære dansk”, som man kalder det.

Fra sommeren og hen til efteråret 1999 rejste min mormor, min bedstefar, Patricia og jeg sammen med vores mor til Bordeaux i sydvest Frankrig. Hun havde fået et legat for en indsats inden for radiologien, og hun bestemte sig for at studere videre på børneradiologien i Bordeaux i en periode på tre måneder. Det var en meget inspirerende og lærerig oplevelse for min mor. Og for Patricia og jeg var det også en meget spændende og sjov tur. Vi tog selv bilen af sted, og vi proppede os alle fem ind i den lille Opel Astra, og af sted gik det stille og roligt sydpå. Vi hørte musik, og vi formåede endda også at lege med bamserne under køreturen. Apropos legesager husker jeg det store dilemma omkring, hvilke legesager, jeg skulle medbringe, for vi kunne naturligvis ikke tage alle med, men vi ville så gerne. Jeg husker tanken, om ikke at komme til at lege med nogle af tingene i tre måneder, meget hård.
   Faktisk tog vi af sted uden at have noget sted at bo. Men på en mirakuløs måde, fandt vi nogle rigtig dejlige lejligheder. Min mor tog bussen hver dag til hospitalet, og mormor og bedstefar fulgte Patricia og jeg af sted til den lokale skole. Det var meget spændende at starte på den franske skole, for Patricia og jeg kunne ikke snakke så meget fransk, men vi gjorde vort bedste. Jeg husker meget tydeligt, at jeg havde en meget streng lærer, Philippe, som rev drengene i ørerne og lod dem tisse i bukserne, hvis hun ikke mente, at de fortjente et besøg på badeværelset. Jeg var skrækslagen.
   Jeg fik en veninde, som hed Camille. Hun var lille, bebrillet, og havde langt, lyst og meget glat hår. Vi kunne ikke kommunikere særligt godt sammen, men alligevel var der et eller andet, som altid fik vore lattermuskler i gang. For vi var altid glade sammen. Det må vel også være det, der er det vigtigste, når man er i en alder på otte år.
   Patricia og jeg fik tidligt fri hver dag ved middagstid, fordi vi også havde vores rigtige undervisning hjemmefra at tage os af. Så mormor og bedstefar hjalp os med lektierne hver eftermiddag, når de havde hentet os fra skolen, og vi havde fået middagsmad. Min mor kom først hjem sent på eftermiddagen, men hun nød tydeligvis alle de nye indtryk på sygehuset.
   Weekenderne brugte vi på udflugter. Vi kørte lange ture for at se historiske attraktioner, smukke landsbyer, vinslotte, deriblandt også regentparrets vinslot, og så husker jeg også alle de dejlige søer, vi badede i. Min moster, Marie Noëlle og hendes to børn, Mikael og Mathilde kom og besøgte os i et par uger, nok også for selv at komme ud at rejse lidt. Jeg husker, hvordan jeg legede vildt med min fætter, selvom han var ganske lille. Men det var alligevel meget hyggeligt.
   Da tre måneder var gået, var det meget dejligt at komme hjem. Tiden var gået langsomt, i det der var nye indtryk næsten hver dag. Men vi havde haft en fantastisk tur. Jeg husker stadig Patricias og min fascination over, at alle nummerpladerne på bilerne var danske. Vi kunne simpelthen ikke forstå, at vi var kommet tilbage til Danmark.

Alting var ikke ved det gamle, da vi kom hjem, selvom det var det gamle, der var savnet. Situationen var den, at min mor var blevet nødt til at opsige lejligheden, før vi tog af sted til Frankrig, og hun havde købt et hus i samme område som Bonderupgård og vores daværende skole. Men at flytte ind i det nye parcelhus på Holger Drachmannsvej 23, var ikke bare enkelt med møblering og nye gulvtæpper. Der var simpelthen så mange ting, der skulle ordnes.
   Det var en ældre dame, der havde boet der tidligere, og hendes tobaksforbrug var ikke beskedent. Hun havde naturligvis røget indenfor de sidste mange årtier, uden at være i stand til at gøre ordentligt rent. At sige der var klamt, må kaldes en sand underdrivelse. Vi skulle simpelthen lave alt om med maling, tapet og loftsplader. Og vi fandt tilmed uf af, at vore vinduer var punkteret, selvom det ikke var angivet i boligrapporten. Huset var bestemt ikke til at råbe hurra for.
   Mens huset blev sat i stand, boede vi oppe ved mine bedsteforældre, som ligeså havde købt et hus i nærheden.
   Jeg husker, det var lidt mærkeligt at skulle vænne sig til det nye sted, men jeg var virkelig glad for endelig at få mit eget værelse, for det havde Patricia og jeg ikke haft hidtil. Egentlig havde vi aldrig klaget meget over det. Sådan var det jo bare.

Jeg fandt hurtigt ud af, at vi havde en nabopige, som var cirka jævnaldrende med mig. Jeg vidste kun, at hun hed Tammi, og vi gik på samme skole. Men vi havde aldrig leget sammen.
   Tammi og jeg fandt hurtigt ud af at have det sjovt. Jeg kan sådan set ikke komme i tanker om det, vi ikke har lavet sammen. Vi var altid skøre sammen, og skræmte livet af vore forældre med alle vores vilde lege. Jeg har aldrig grinet så meget sammen med nogen, som jeg har med Tammi.
   Da vi var yngre, var det til tider lidt svært for mig at nå hende fuldstædigt, for hun kunne godt finde på at lyve, som ethvert barn i øvrigt jo kan have en tendens til at gøre i perioder. Jeg husker, hvordan jeg blev sur på hende, og fortalte hende, at jeg var træt af hendes løgne. Pludselig stoppede hun med at lyve. Og jeg husker, hvordan vi pludselig bandt os til hinanden. Vi gik fra at være legekammerater til at være meget gode veninder. Siden da har Tammi og jeg været meget tæt.
   Hun har været ved min side gennem tykt og tyndt. Hun har været der for mig i de tidspunkter, hvor jeg følte mig helt alene i verden, og alle andre svigtede. Hun betyder alverden for mig.
   Hun er som min anden søster.

Jeg fandt årene, hvor jeg gik i puberteten, meget svære og indviklede. For jeg havde den forbandelse, at det skulle ske meget tidligt for mig. Det forsagede, at jeg kom til at skamme mig over mig selv og min krop i en alt for urimelig alder. Jeg kan huske, hvor forkert jeg fandt det at have former og bryster. Hvis jeg tænker over det nu, synes jeg, det er sørgeligt at tænke på, og kan egentlig ikke huske eller forstå grundlaget for de følelser, jeg havde. Men hvis min pubertet ikke var kommet så tidligt, som tilfældet, havde jeg ikke været den person, jeg er i dag.
   Så er der jo intet at ærgre sig over. I puberteten oplevede jeg noget, som ikke skal ske for unge piger, men desværre kunne jeg ikke komme udenom. Jeg blev ramt af mange psykiske problemer.

Det var nogle måneder før min konfirmation, hvor jeg i øvrigt valgte at konvertere til Den Danske Folkekirke, og alt var rodet i vores lille familie. Huset var blevet raset af orkanen, som havde revet hele Danmark synder sammen. Huset var ubeboeligt, og det kunne tage op til flere måneder om at blive færdigrenoveret. Derfor blev vi nødt til at flytte op til mine bedsteforældre.
   Vi har altid haft et meget tæt forhold til dem, så det var en meget bedre mulighed end alternativet, som var at bo i en gammel campingvogn, udlejet af Nibe Caravancenter. Men det var som om, vi aldrig rigtigt vænnede os til at bo deroppe ved dem. Først og fremmest var der ingen plads.
   Min mor sov på en luftmadras og under en gammel, klam og ildelugtende sovepose hver nat i tre måneder. Patricia og jeg måtte proppe os sammen i et meget lille, varmt og knirkende værelse, hvor alt vort tøj og vore sager lå spredt ud til alle sider, så vi nærmest måtte svømme i gennem rodet.
   Det blev simpelthen for meget for os, og først og fremmest for mig. Jeg mistede livslysten og tabte mange kilo med lynets hastighed, og brugte alle mine timer på gråd og sorte tanker. Det var meget hårdt for familien; det delte os fuldstændigt op. Patricia var frustreret og gal på mig, og savnede den ”gamle” Stefanie. Min mor var ked af det og rådvild. Hun prøvede hele tiden at snakke med mig for at vi eventuelt kunne finde en løsning på denne måde. Men det skete ikke. Der skulle tydeligvis mere end snak til for at løse mine problemer.

Da tiden kom til konfirmationen, den 24. april 2005, var vi blevet nødt til at gå ned i butikken, hvor kjolen var købt, for at bytte den tre størrelser ned. Jeg kunne se på min mors blik, at det gjorde hende meget ondt, at se mig så tynd og bleg. Hun savnede afgjort også den ”gamle” Stefanie.
   Hun turde bare ikke sige mig det. Hun ville ikke såre mig.
   Jeg erindrer den dag, jeg skulle konfirmeres: jeg stod op og tog et hurtigt bad. Jeg tog kjolen på og satte mit hår med en kort og kendt bevægelse. Min mor så mig og sagde: ,,Du er smuk, Stefanie. Men lad være med at smile, for så kan jeg slet ikke kende dig”, jeg husker, hvor ondt det gjorde at få denne besked. Af min egen mor. Jeg havde nemlig denne opfattelse, at man skulle være glad på sin konfirmation, og det var vigtigt at vise sit største tandsmil, som man bar inde med.
   Oplevelsen i kirken var utrolig smuk og højtidelig, og jeg husker, hvordan tårerne næsten løb. Klassen fik taget et fællesbillede, og når jeg ser på det i dag, ser jeg en meget ulykkelig pige.
   Min fest blev holdt på en italiensk restaurant, Il Mulino. Det var meget hyggeligt, og det var noget utrolig lækkert mad. Men jeg ærgrer mig naturligvis i dag over, at jeg ikke rigtigt spiste noget.
   I konfirmationsgave fik jeg en violin, og det var mig en stor lykke.
   Selvom jeg havde mange problemer, var musikken ikke sluppet ud af mig.

Jeg var ikke med på klassens Blå Mandag. Dette skyldtes, at jeg ikke havde humør eller kræfter.
   I stedet var jeg sammen med min mor den dag, og glædede mig over dagen i går.
   Jeg følte en vis livslyst efter konfirmationen.

Kort tid efter konfirmationen kom vi igennem systemet på psykiatrisk sygehus, og fik tilbudt nogle ambulante samtaler i form af familieterapi med fokus på min sygdom. Samtalerne var hårde, og det endte ofte med at mindst én af os begyndte at græde. Men det var specielt hårdt for mig.
   Det var mig, der skulle begynde at spise normalt igen, det var ligeså mig, der skulle tage mange kilo på, og det var mig, der skulle blive glad og velfungerende igen. Min mor og søster kunne blot fortælle og om deres frustrationer over min adfærd og mange besværligheder. Jeg følte så megen skam over at være i denne position, og det gav min selvværd et skub i den forkerte retning.
   Men min sygdom havde bestemt også påvirket resten af familien. Patricia havde svært ved at overskue skolen og havde tabt sig gevaldigt, og hun følte endnu en trang til at ryste flere kilo af sig.
   Min mor havde en bekymret og ulykkelig mine over ansigtet hele tiden. Der var ingen af os tre, som følte en glæde, over at være flyttet tilbage i huset efter renovationen. Samtalerne på ambulatoriet kurerede mig ikke så hurtigt som ønsket og regnet. Der skete nærmest ingen ændring.

De næste par år var bare ét stort kaos for os tre. Patricia startede på Aalborg Katedralskole, og jeg startede på Klostermarksskolen. Men det var svært for mig at skulle være ”normal” igen, og jeg knækkede. Dette forsagede, at jeg fik endnu en lang periodes fravær, hvor jeg var indlagt på diverse psykiatriske afdelinger. Ikke fordi jeg var undervægtig, men fordi jeg ingen livslyst havde, og min mor vidste slet ikke, hvordan hun skulle tackle det hele. Patricia nåede kun at gå på gymnasiet i et halvt år, før hun fik nok. Presset var for hårdt, og hele situationen derhjemme påvirkede hende.
   Hun valgte at droppe ud af skolen. Min mor ville ikke acceptere Patricias uaktivitet, fordi det også gjorde hende deprimeret og indelukket. Hun bestemte, at Patricia skulle af sted på efterskole i 10. klasse. Det var ikke for at tage nogen eksamen om eller for at gå op i skolen rent fagligt, for de resultater hun havde fra niende var over al forventning; men for at hun kunne have det sjovt og blive social igen.
   Hun fik det godt på Ranum Efterskole. Hun skabte en masse venskaber, og hun gad aldrig komme hjem i weekenderne. Det var måske også forståeligt nok, idet at jeg gik hjemme og havde det meget dårligt og havde mine jævnlige selvmordsforsøg.

Om sommeren tog jeg alene af sted til Sydfrankrig på sprogrejse. Det var en meget interessant tur. Men den var også meget hård, idet at jeg blev konfronteret med de problemer, som jeg prøvede at slippe af med. Det viste sig, at der var nogle af de andre sprogrejseelever, som havde nogle meget hårde psykiske problemer, og desværre smittede det af på mig. Men på turen fik jeg også en meget god veninde, Simone, som jeg stadig snakker med i dag. Naturligvis lærte jeg også en masse fransk og meget engelsk. Men det var som om, man skulle være stenhård for at kunne klare sådan en tur. Den krævede en vis råhed. Man var alene.

Men dette var ikke enden på kaoset. Mor og jeg fik det ekstremt hårdt med hinanden, og vi kunne ikke bo sammen. Så det næste års tid boede jeg alle mulige forskellige steder. Først blev jeg akut anbragt i en plejefamilie på landet nord for fjorden, hvor det viste sig at være nogle bondeknolde, som jeg intet havde til fælles med, og de begyndte tilmed at behandle mig dårlig. Så prøvede vi lykken på en efterskole i Hirtshals, Horne Ungdomsskole. Efter kort tid blev det for hårdt, og jeg gik ned med flaget, og så blev jeg indlagt endnu en gang på en psykiatrisk afdeling for unge i Aalborg. Der var jeg i tre uger, hvor de derefter ekspederede mig direkte videre til et socialpædagogisk opholdssted i Bislev, Den Gamle Smedje.
   Jeg blev genindlagt den første februar, fordi jeg havde det meget dårligt psykisk og var ekstremt tynd. Det var så kritisk med vægten, at jeg var ved at miste livet. Medens jeg var indlagt kom mor hver dag og besøgte mig, og det betød alverden for mig.
   Det var fantastisk at mærke hendes kærlighed igen, idet at vi ikke havde snakket sammen i to måneder. Så da jeg skulle udskrives, og de sagde, at jeg skulle tilbage til Den Gamle Smedje, var jeg meget ked af det og oprørsk. Og som frygtet blev jeg ulykkelig på Smedjen.
   En dag fik jeg nok, trodsede alles ord og råd, og tog hjem til mor i Skalborg. Jeg svor aldrig at komme tilbage til Den Gamle Smedje. Det skete heller ikke. Jeg flyttede hjem, og lykken kom endelig til mig. Jeg kunne tilmed mærke på min mor, at hun var glad for den beslutning, vi havde taget efter megen snak. Men nervøs var hun, især fordi vi har været igennem så meget.
   Kort før sommerferien fik vi indmeldt mig på klostermarksskolen igen. Denne gang i tiende klasse.

Denne sommer beskæftigede jeg mig meget intens på at ro nede i fjorden. En sport, som jeg er blevet meget glad for. Og jeg havde tilmed fået et arbejde i Panduro Hobby nede i Storcenteret.
   Min mor og jeg var på ferie i Nice, og det var skønt at vi endelig kunne nyde en ferie sammen.
   Men bagsiden af det hele var, at min bedstefar var meget syg og lå for døden. Vi gik nærmest hver eneste dag og ventede på dens indtræden. Han sov stille ind i august måned kort efter sin 77 års fødselsdag. Begravelsen var en sørgelig, men smuk dag, som jeg vil huske.

Jeg er glad for at være den, jeg er. Og jeg er glad et eller andet sted for at have været igennem disse ting, som er sket. For det har gjort mig til et meget stærkere menneske. Først og fremmest har det gjort, at jeg ved, hvad jeg står for. Jeg står for ærlighed. Troværdighed. Ligeværd. Men jeg står mest af alt inde for kærlighed. Jeg ser ikke kun kærlighed som et begreb, mellem mand og kvinde og forelskelse. Kærlighed er livet. Kærlighed er det vi lever for, om man så nogensinde får sig den kernefamilie, man har drømt om. Man kan sagtens have kærlighed til sit arbejde, hvis det er det, der betyder mest i sit liv. Det tror jeg på.

Jeg håber på at komme til at lave de ting, jeg drømmer om, når jeg engang er færdig med skolen. Jeg ved bare endnu ikke, om det bliver inden for musikken, det bliver med sociologi eller journalistik. Jeg håber også på engang at stifte min egen familie. Tanken om at få egne børn, som man elsker, man skal støtte gennem hele livet, forsørge og udveksle erfaringer med, finder jeg meget smukt. Det er vigtigt for mig at få denne oplevelse. Men jeg har endnu ikke sat mig for, hvilket tempo alting skal gå, for jeg skal have lov til at leve livet i min egen fart. Det hele skal helst hænge sammen. Jeg synes, livet skal leves, som det bedst for den enkelte person, og jeg ved, at der ikke findes den rigtige formel eller eliksir for livets lykke og fremgang. Jeg har endnu ikke fundet ud af den ideelle formel for mit liv, men en dag kommer den helt sikkert til mig. Om den er sendt fra Gud, Allah eller en helt tredje er underordnet for mig. Bare jeg finder min lykke.