Jeg står på dørtærsklen til din rødmalede indgang i den lyse opgang. Du har ikke inviteret mig. Det gør du heller aldrig. Jeg kommer blot, fordi jeg har et stærkt begær om at besøge dig, og af en eller anden grund lukker du mig også altid indenfor. Hver gang sker det samme, og vi kan ikke modstå hinanden. Men i dag skal der ske noget andet, det ved jeg.

Det hele startede for lang tid siden, ja, jeg tænker, at det var for et par år siden eller tre. Vi gik tilfældigvis forbi hinanden denne fredag aften ved indgangen til værtshuset, Rock Nielsen. Jeg var ganske vist en smule beruset, og det var du tilsyneladende også. Men da jeg så din skikkelse, og dine øjne mødte mine, var det som om, hele beruselsen lagde sig. Mine tanker blev fuldstændigt klare, og jeg vidste i det samme, at dette måtte betyde noget. Du bevægede dit hoved frem og tilbage i langsomme og forsigtige bevægelser, og jeg fandt det meget frustrerende, at du på denne måde brød vores stærke øjenkontakt. Jeg fik en følelse af, at alle mine omgivelser frøs, og tiden stod stille. Jeg husker blot, hvordan jeg i slowmotion skridtede hen til dig, og i samme øjeblik tilspurgte dig, om du havde tænkt dig, at invitere mig ind på baren for en drink. I samme øjeblik blev tiden normal igen, og folk omkring os snakkede, drak og lo højlydt. Jeg husker tydeligt, hvordan du først var en smule overrasket over mine pludselige tilnærmelser. Men derefter gjorde du som enhver anden mand, og anskuede mig med det tiltende eftersyn fra top til tå. Du sagde ingenting. Du nikkede blot med hovedet, og gjorde tegn til at jeg skulle følge med dig inden for til baren.

Det var ubeskriveligt rart at sidde sammen med dig. Bare oplevelsen af at sidde foran dig og gå på opdagelse i dit ansigt mange mysterier: Dine grønne øjne, som rungede et helt livs erfaringer, glæder og sorger. Øjnene hvori jeg kunne se direkte ind til din sjæl. Dine bløde og rødlige læber, som bevægede sig graciøst i takt med tonerne og ordene som lød fra din dybe og varme stemme. De små kløfter i pandens øvre, der nærmest hungrede efter at fortælle om det hårde liv, de havde gennemgået og alligevel overlevet. Dine små smilehuller, som charmerede og overvældede mig med begær, hver gang du smilede eller lo. Jeg fik sådan lyst til at kende dig bedre. Jeg ville have, at du skulle kende mig bedre, men du prøvede ingenting. Du sad blot høfligt og anstændigt sammen med mig, hvori vi samtidigt prøvede at samle en potentiel samtale op, uden vi reelt havde noget at snakke om. Under normale omstændigheder havde det været alt for pinefuldt eller pinligt for mig, hvilket typisk havde ført mig til en opgivelse, som ville få mg til at stoppe samtalen. Men sådan var det ikke med dig. Jeg kunne mærke, at jeg ville opnå dig, koste hvad det ville. Et sted inde i dit inderste, fornemmede jeg ligeså, at du følte en trang til at røre mig, men det var som om, du skjulte dig selv under en tyk skal, selvom du var beruset og halvtræt. Dette gjorde dig endnu mere attraktiv og sexet. Jeg forsøgte at kysse dig, men du flyttede blot hovedet væk, og hviskede i mit øre: "Ikke herinde, smukke. Kom med mig. Jeg kender et sted, hvor vi kan lære hinanden at kende." Jeg undrede mig stærkt over, at du ikke ville være sammen med mig herinde. Men jeg var så opsat på at mærke dig, at jeg ville gå gennem den mest faretruende krig for at opnå dette.

Du tog min hånd med en blid og kærlig bevægelse. Jeg husker min intense beundring af dine rå og grove håndværkerhænder, som havde stablet mange mirakler på plads gennem tider. Du fulgte mig vej til et sted, jeg endnu ikke kendte. Lejligheden var mørk, men alligevel rummelig. Jeg husker, hvordan jeg blev overrasket over væggenes nøgenhed og reolernes bare arme. Det lignede nærmest et show-room fra Ikea - Blot med endnu mindre personlighed. Du førte mig rundt i et ukendt lejde. Du kyssede mig med en ubeskrivelig lidenskab, og dit kærtegn fik mine knæ til at smutte under mig. Din elskov føltes som chokolade på min tunge: noget jeg blot ville have mere og mere af. Du hviskede blidt til mig, da vi lå og betragtede hinanden: "Velkommen til mit nye beskedne hjem. Du er den første kvinde til at lægge her i sengen sammen med mig." Jeg var tryllebundet og ganske forelsket i dig. Næste dag forlod jeg din lejlighed lykkelig og tilfreds ovenpå nattens begivenheder.

Dagene gik, og jeg ventede dag på dag efter dit opkald og efterspørgsel efter mig. Men intet skete, og du gjorde ikke det mindste for at få mig at se igen. Denne kendsgerning kunne jeg ikke acceptere, så derfor valgte jeg at handle. Jeg barberede samtlige arealer for uønsket hårvækst, tog min sorte kjole på og satte fin og sexet make-up på, blot for at kunne fange din opmærksomhed. Jeg valgte at tage over til din lejlighed uden en invitation. Jeg fandt mig selv stå uden for din dør med knoerne bankende på trædøren. Der gik lidt tid uden nogen form for menneskelig reaktion. Men pludselig stod du der flot og osende af seksualitet, som jeg kendte dig bedst. Jeg anede ingen glæde i dit ansigt over at se mig. Men du viste heller ingen tegn på det modsatte. "Du ringede aldrig," sagde jeg blot, og gav tegn med øjnene til, at jeg ville med indenfor. "Øhm.. Det er sandt nok. Jeg fandt ikke tiden eller lejligheden til det, du ved." Du så meget overrasket og forvirret ud. Men du fulgte mig ind alligevel, og dette fik mig til at boble inderst inde. Lejligheden var forandret: Der var hængt fashionable billeder op på væggene, små nuttede stearinlys var placeret på reoler og borde, men det mest iøjefaldende var synet af alle kvindestumperne overalt lejligheden. Der lå lyserøde bh'er smidt her og der, og der var pudderrester på badeværelsesvaskens kant. Jeg ville ikke erkende synet, så derfor adspurgte jeg dig ikke omkring det. Der var jo ingen kvinde her i lejligheden. Du stod her foran mig ganske alene og yderst attraktiv. Jeg mærkede atter, hvordan begæret overtog min krop, og jeg følte sådan en trang til at elske med dig. Du læste mine små signaler, som enhver romantiker gør det bedst. Elskoven var smuk og nærmest imaginær. Intet i denne verden ville få mig til at miste disse følelser for dig på dette tidspunkt. Det hele føltes ganske enkelt perfekt, og for første gang mærkede jeg en ægte kemi mellem mig og en anden person. Mens elskoven var på det højeste, og du kærligt påførte din læber mod min krop som en opdagelsesrejsende, der udforsker et ukendt land, mumlede du sagte til mit indre: "Kæreste, jeg ved, at du ved det. Det kan ikke skjules for dig. En anden kvinde bor i dette hjem, og hende elsker jeg." Jeg hørte det. Det gjorde jeg virkelig. Men jeg nægtede at lytte og forstå. Jeg lagde blot det døve øre til, og fortsatte med at holde af dig. Du var så dejlig, og dette kunne ikke ændres. Jeg forlod lejligheden ganske få timer efter, hverken lykkelig eller ulykkelig. Jeg mærkede, hvordan tomheden dominerede mit indre. Jeg hørte for mit indre øre, hvad du havde sagt, da jeg forlod lejligheden: "Husk dette, kæreste; kom om tirsdagen for at besøge mig - ingen andre dage. Dette er dagen, Stine har vagter. Husk det nu." Jeg havde ikke skreget op imod ham eller fortalt om mine følelser for dette. Jeg havde blot nikket, og lovet at komme disse passende dage.

Således forholdt det sig gang på gang. Du kontaktede mig aldrig. Aldrig fik jeg en eneste invitation. Din kærlighed var blot et fysisk begær, og jeg glemte blot, hvad jeg var værd. Men min kærlighed og lidenskab til dig, ville ikke forsvinde. Jeg elskede dig mere og mere for hver gang, der gik. Jeg kom hver tirsdag for at mærke din kærlighed, og du lukkede mig altid ind.
   Proceduren gentog sig ensformigt og uden overraskelser, når jeg besøgte dig. Vi elskede ubeskriveligt, og vi glemte hver gang den virkelige verden, når kærligheden blomstrede omkring os. Mine tre ord gentog sig alle tirsdage, når jeg kom: "Jeg elsker dig." Somme tider tilføjede jeg også en anden opfordring: "Forlad Stine, og vær sammen med mig i stedet." Men du gav mig aldrig svarene, som jeg ønskede. Jeg hørte ikke én eneste gang, at du bekendtgjorde din kærlighed til mig, og du havde ingen intentioner om at forlade Stine til fordel for mig. Således blev det heller aldrig.

For hver dag der gik, følte jeg mig mindre og mindre indeni. Jeg var blot en nymfe, som var dybt besat og betaget af et andet menneske, som ingenting følte for mig. Det var som om, der skulle ske noget snart. Min uopnåelige kærlighed smertede, og min sjæl var under den dybeste lidelse. Der var intet tilbage af mig, og jeg begyndte at leve mit liv efter dine behov. Intet var tilbage af mig længere.

Jeg holder skæbnen i min hånd. Den er opvarmet af mine fugtige og efterhånden svedige hænder. Der går usædvanligt længe, før du åbner døren. Dette skyldes måske, fordi jeg er kommet uanmeldt på en onsdag. Jeg er anspændt, men dog føler jeg mig rede. Du står pludselig i døren, og ser overrasket, ja nærmest forskrækket på mig. "Hvad laver du her?" spørger du sagte. Jeg svarer slet ikke, men tramper blot ind i lejligheden, som jeg kender den bedst. Jeg kan mærke, hvordan du føler dig i klemme, da du ikke er alene i lejligheden denne eftermiddag - Stine er der naturligvis. Den sammenknyttede skæbne hungres mere og mere efter at komme i aktion, men der ventes på det korrekte tidspunkt at handle. Jeg kigger ham dybt og intensivt i øjnene. De er smukke som altid, men jeg fornemmer en dyb og ubeskrivelig frygt i synet, som er ny, men mere ægte en nogensinde før. "Jeg har ofte undret mig over, hvordan du føler. Du inviterer mig indenfor hver eneste uge. Du elsker med mig, som ingen andre kan gøre det. Alt dette kan du gøre samtidigt med, at du forventer din "rigtige" kvindes ankomst et par timer efter. Du må være forvirret og ulykkelig. Jeg kunne forestille mig, at du var som delt i to: manden som elsker Stine, og den syndige part som holder af elskerinden," siger jeg, og du slipper din øjenkontakt med mig, og kigger ned i jorden. Jeg ved ikke, om det er en anelse af skam, jeg fornemmer. Jeg fortsætter blot de hårde ord: "Vil du vide, hvordan jeg har det, skat? Jeg føler, at jeg har en kniv i hjertet. En kniv, som er dolket dybt og dræbende i hjertet, og aldrig vil gøre livet glædeligt igen. Jeg synes, du fortjener at få det samme." Kniven i min svedige hånd dolker dig præcist og ganske graciøst i midten af brystkassen. Dit skrig er gennemtrængende, og det runger for mit øre, og lægger sig i tankelageret for aldrig at forsvinde. Jeg smider kniven, og forlader lejligheden. Jeg vil aldrig se dig igen. For første gang i årevis føler jeg en ægte ro indeni.
   Jeg tager min cykel nede på gaden, og kører hastigt hjemad med lyden af dit skrig for mit indre øre.