Pigen var så ulykkelig. Hun kiggede op og ned ad sig selv hele dagen., og hun kunne ikke blive tilfreds. Hendes navn var Lotte, og hun var ikke velhavende eller beundringsværdig. Hun følte sig uelsket og ensom i denne verden, og alle hendes bekendte omkring hende, havde alt hvad de ønskede, og de så endda lykkelige ud.

Det startede ganske uskyldigt. Hendes arbejdskollega, Mie, bar altid de fineste halskæder af guld med fine diamanter på. Lotte havde tit overvejet, hvor dejligt det måtte føles at være i besiddelse af sådanne pragteksemplarer. Mie var en sød pige, og de kom da også godt ud af det sammen efter Lottes mening. Og Mie så altid så lykkelig og fornøjelig ud. "Mon ikke hendes fine smykker bidrager til dette?" spurgte Lotte sig selv. Før hun havde tænkt videre over dette, endte en af Mies fine halskæder i tasken hos Lotte. Og hun kunne mærke glæden med det samme.
   Lotte så Mie stå ulykkeligt og tårevædet i omklædningsrummet. Hun ledte efter sin bryllupsgave, som hun havde fået af sin afdøde mormor; en smuk 14 karats halskæde. Lotte skyndte sig at ile væk, og fandt skjul i stuen ved siden af.

En dag blev Lotte inviteret på besøg af hendes nærmeste veninde, Rose. Hun havde et succesrigt liv med penge i store mængder og var gift med manden, Per, som hun havde tre dejlige unger med. Alt ved Rose syntes perfekt for Lotte, og hun kunne absolut ikke forestille sig et billede af en ulykkelig Rose. Hun gik altid med sine dejlige børn under armen og kælede for dem. Det virkede så dejligt. De var smukke, disse børn. De havde dukkeansigter og røde kinder. Enhver kvindes drøm. Lotte vidste med sikkerhed, at børnene var lige med lykken selv; sådan havde Rose i hvert fald sagt gang på gang, og det gjorde hun også denne dag. Hun lagde slet ikke mærke til den smukke guldhalskæde, som Lotte bar om halsen. Og deri vidste Lotte med det samme, at hun ikke var blevet lykkelig på grund af en sølle halskæde; der måtte mere til. Hun tænkte selvfølgelig på de velomtalte børn, som gav veninden så megen glæde. I det samme øjeblik Rose vendte ryggen for at holde øje med de kogende kartofler, greb Lotte chancen, og tog de tre børn med sig. Uden moderens tilladelse.
   I fjernsynet så hun billeder af den grædende Rose, som krævede sine kidnappede børn tilbage. Hun skyndte straks sig at slukke for apparatet.

Moderen, Olga var personen, Lotte elskede allerhøjst. Hun havde altid været kvindens forbillede, og det var hun stadig, på trods af de efterhånden mange års adspredelse. Hun havde altid rådgivet hende i tider, når det var nødvendigt. Lotte kunne altid finde trøst ved moderens skulder. Men Lotte kunne ikke holde sine forbudte tanker tilbage. Synet af det dejlige smil og de gammelkloge øjne, fik det til at boble inden i hende. Hun undrede sig over, hvordan hun altid kunne virke så lykkelig, når Lotte ikke selv var det. Det var ikke retfærdigt.
   Da Lotte kom denne dag for at besøge moderen, var det noget ganske specielt. Hun havde taget den fine halskæde på, og hun havde ligeså medbragt de tre velopdragne børn. Dette måtte være noget, og nu måtte hun endelig kunne leve op til sin moders velstand.
   Men slemt blev det, da den gamle dame så de forvirrede børn og den fremmede halskæde: "Hvad har du dog lavet, min pige?! Én slem ting er det, at du går og snupper andres værdifulde sager, men noget ganske andet er det, at du kidnapper andres børn!" Lotte kunne ikke forstå denne reaktion. Hun havde netop opnået en lykke, og så kom moderen og sagde, at den var uægte. Moderen vendte sig om for at hente en Cleenex i køkkenet, og i det samme greb Lotte sin hobbykniv.
   Snittende var korte og præcist udført som en kunstmalers fineste penselstrøg. Nu måtte hun da have opnået den ægte lykke, mente Lotte. På gulvet lå moderens smukke ansigt forstenet og udtryksløst.

Lotte kom hjem, hvor der var fred og ro. Hun tårerne begyndte at trille ned ad kinderne på hende. Hvor var lykken blevet af? Hun ville jo bare være som alle de andre. Men hun stod blot alene nu med en fyringsseddel, uden sin bedste veninde og en stendød mor. "Er det lykken?" spurgte hun sig selv.

Sirenerne hylede uden for husets fire vægge. En højtlydende mandestemme i højtalerne: "Kom ud straks! Det er politiet!"