Jeg ved godt at du mener stop,
Når du har svært ved at nå derop,
Men jeg har svært ved at lytte,
Fordi jeg alt i denne verden ville jeg afbytte
Blot for at sammen med dig at være,
Og føle mere af vor fortrolige sfære.
Men jeg kan ikke dig længere dig mærke,
Og båndene føles ikke så stærke,
Hvorledes kan du mig forlade,
Når jeg fornemmede at vi sammen var så glade?
Din ubarmhjertighed slår mig stille ud,
Gid den blot dræbte hurtigt som et pistolskud,
Med lidelsen er langsom og snedig,
Og derfor magter jeg ikke at være ledig.
Det hele sværmer og er fyldigt,
Og jeg ved at vores forhold altid var dig ligegyldigt.
Men du har aldrig magtet mig sandheden,
Og i stedet jeg har måttet stå fiskende ved bredden,
Blot for at fange de mindste svar;
Men nu ved jeg at du holdte mig for nar.
Al min tid jeg har spildt på "forhold",
Og pludselig vore toner spilles i mol.
Hvordan kan du sådan bakke ud,
Når du ved jeg ønsker at være din brud.
Men der er ikke meget, jeg i dette ved,
For du har aldrig turdet ytre en sandhed.
Jeg ønsker blot at høre dette talt,
Med en melding om at alting var galt,
Men intet kommer til sit stykke,
For du er rædselsslagen for dig selv at udtrykke.
Og nu endte det desværre i sin gale vej,
Og jeg bakker ud af denne leg -
Må blot flygte fra dette postyr,
Før jeg virkelig vil tænke dig som et vilddyr.
Jeg nu dig i ro må forlade,
For jeg kan intet andet end dig inderligt hade.