Der ophobes en stærk, stærk følelse i kroppen. Det kilder lidt. Det føles nærmest som om, der går en march af kriblende myrer midt inde i legemet på dig. Du er ikke i den mindste tvivl. Det er bare sådan, det er. Du er blevet voksen. Ikke spæd, barn, teenager, ung, eller gammel; bare voksen. Du står nu på dine egne ben, og der er ingen til at gribe dig, hvis du skulle risikere at vælte under rusen af de mange, stærke, høje og måske en smule urealistiske tanker og følelser. Men du ønsker heller ingen til at redde dig, og heller ikke mig. Mor og far er blot et par historiske statuetter nu. De har en fuldstændig ubetydelig rolle i din spillefilm. De kan tilpasse sig deres nye status, eller de må træde af. Jo, det hele er så nyt. Så spændende. Og dog, er det ikke helt til at styre. Jeg kan se, hvordan blodet pumper kraftigt rundt i dine udvidede årer. Adrenalinen er tydeligvis ikke en mangelvare i din krop og dit sind.
Et smil kommer altid frem, når du ligger dér sammen med mig. Men dine dybe øjne fortæller mig, at det eneste sted, hvor du egentlig føler dig hjemme og herrer over livet, er lige her i din gamle seng, som du har købt til nedsat pris hos den lokale møbelsnedker. En importvare fra din lille hjemby, hundredvis af kilometer fra her. Dit blik manipulerer mig. Du er så stor og så ædel, når du ligger her og kigger sensitivt på mig. Jeg kan ikke være i tvivl om, at du er voksen, og du har styr på det hele. Alligevel kan jeg mærke din usikkerhed ved min utilregnelige adfærd. Du frygter, at jeg vil afvise dig, og du vil komme til at stå helt alene. Jeg er din redning, men du er ikke i stand til at indse det endnu. Derfor er du påpasselig med at behandle mig godt og være respektfuld, ædel og generøs over for mig. Men det hele virker på en måde så ironisk. Så utroværdigt. Derfor elsker jeg det barnlige snært af uskyld i dit skønne smil, som ikke bare kommer til udtryk på dine læber, men i hele dit ansigt. Det gør mig mindre usikker. Det er skræmmende, hvordan din krop og fornuft fortæller det ene, mens dit sind stadig vil holdes fast ved det gamle og trygge. Men selvfølgelig elsker jeg dig, om du er barn eller voksen. Det at være voksen er jo bare en beslutning, du tog sammen med gutterne hjemme i Ejby, en lørdag aften hvor I var godt i gang med at bunde bajerne. Og nu kan du virkelig mærke det. Ingen kan babysitte dig, selvom du somme tider ønsker mig som din barnepige. Men efter du ser mit håbløse ansigtsudtryk, som derefter muteres til et fjantet grin, trækker du din bøn tilbage.


* * *
Juni måned fik du din studenterhue overrakt. Den passede perfekt på dit hoved, og dine solbrændte kinder matchede til det røde bånd, som bandt sig rundt om huen. Dine hidtil smalle skuldre, på din drengede tyve år gamle krop, så ud til at være vokset et par tommer. Nu lignede du en stolt og voksen mand. Lettelsen kunne let gennemskues i dit blik; endelig var gymnasiet slut, og nu var det på tide at komme videre til næste stadie. Du talte til tre. Dit blik ændrede sig i dette øjeblik. Det var som om alle livets spørgsmål kom til dig med den beslutning om at sætte sig fast i din sjæl.
Pludselig var der så mange ting, som hidtil havde været ligegyldige, som du skulle til at forholde dig til. Ligeså var mange af dine betydningsfulde tanker, som du ikke kunne finde nogen betydning ved længere. Du følte en trang til at løbe rundt til alle folk i hele kvarteret og give dem beskeden om det nye stadie, du havde indtrådt netop denne solskinsdag. Men i stedet fulgte du traditionen tro, og så tingene bagfra: Du måtte jo have den sidste dag sammen med vennerne, som også havde fået den fine hue overrakt. Din beslutning blev da druknet af de mange øller, som flittigt blev bundet i løbet af dagen og natten. Følelsen i kroppen kunne da ikke komme til udtryk under beruselsen.
Du vågnede næste eftermiddag, lidt ør i hovedet og med en følelse af at have en mursten på hovedet. Pludselig kom de samme følelser op i dig igen: Det hele var nyt nu. Du skulle aldrig mere tilbage til skolen. Du ville ikke komme til at se de samme kammerater til hverdag længere. Du skulle flytte nu. Flytte nordpå, hvor bestanden af de mærkelige bondeknolde lever. Og det var endda din egen beslutning at forlade alt det kendte til fordel for at studere videre. Men pludselig kom der en følelse af usikkerhed op i dig. Sæt dette ikke var den rigtige beslutning at tage? Sæt du ikke ville kunne lide at studere på universitetet? Hvad nu hvis du ville blive ensom? Alle disse tanker påsatte dig i et stadie mellem barn og voksen. Du ville ikke være i stand til at beslutte, hvorvidt du var det ene eller det andet. Mest af alt havde du lyst til at synge klassikeren fra Bølle Bob: "Vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn." Men i al forvirringen kom din mor ind med en varm kop kaffe til dig, og lukkede det skarpe dagslys ind på dit værelse. Denne handling afbryd alle dine tanker.


* * *
Din varme ånde ender direkte på mit ansigt. Det føles dejligt, og det giver mig tryghed. Dog føles det som om, dit blik fokuserer anderledes, som om du kigger igennem mig. Jeg har lyst til at kysse dig, men du flytter i det samme ansigtet, og mit kærlige angreb mislykkes. Noget er galt med dig. Du fortæller mig, at alting er ét stort virvar, og verden er ved at falde fra hinanden. Jeg forstår intet af det, du fremstammer. Og det gør du tydeligvis heller ikke selv. Frygten er gået op i dig, og du er bange for, at alting er gået for hurtigt. Du er bange for, at du pludselig ikke ville kunne klare livet som en stor og stærk løve, og du slet ikke er så voksen, som du havde ønsket at være. Jeg ler lidt af dine forvirrede udtalelser, men et sted indeni er jeg usikker, bekymret og såret. Du burde fortælle mig, at alting er så let, og du sagtens kan klare alt heroppe i nord uden din familie eller dine gamle bekendtskaber. Men det gør du ikke. Du stirrer bare på mig, og jeg kan se en tåre presse sig frem i din ene øjenkrog. En tåre af forvirring og nederlag. Jeg lægger armene om dig, og fortæller dig, at det nok skal gå. Men dine øjne er bare tomme. Du siger intet.


* * *
Håret var sat perfekt. Du havde taget dit pæneste tøj på, og alt var i sin fineste orden. Det var på tide. Af sted skulle du; væk fra Fyn, væk fra dine forældre. Skridtet ud i den virkelige og den selvstændige verden. Du var en smule spændt, og du kunne mærke det i hele organismen.
Din mor rettede febrilsk på din skjorte: "Lille skat. Jeg er så stolt af dig. Nu er du rigtig voksen. Hvordan skal jeg undvære min lille guldklump, som slet ikke er så lille længere?" du grinede bare af hendes udtalelse, og trøstede hende med, at du nok skulle komme jævnligt på hjemmebesøg for at spise hendes dejlige frikadeller og brune sovs, som hun lavede bedre end alle andre. Alting ville gå i den fineste orden, og du ville være i den bedste stand til at klare dig alene. Selvfølgelig talte du sandt, det kunne ingen tvivle på. Du havde bestået gymnasiet med de fineste karakterer, og du skulle netop til at starte på den ideelle uddannelse for dig på universitetet oppe i Aalborg, langt, langt væk fra hjembyen. Din holdning var så rank, og dit stolte udtryk i ansigtet var ikke til at tage fejl af. Du var i den bedste stand til at være selvstændig og voksen. Du steg på det lange rustne "Inter City" lyntog. Du havde blot den bagage med som kunne være i din røde kuffert. En souvenir fra din far, der engang havde været på shopping i Odense, og fandt dette pragteksemplar i Føtex. Resten af dine sager blev fragtet af det lokale flyttefirma i Ejby. Men du lod mange af dine barndomsminder blive hjemme hos dine forældre, fordi du ikke kunne se nogen mening ved bringe dem videre i dit nye liv. Mange timer i toget, mange timer til at stirre ud af vinduet og mange timer til at tage stilling til livets store spørgsmål. Du fik sunget en masse sange for dig selv; slagsange fra gamle dage. Du fik en klump i halsen, og pludselig var der nervøsitet at lure i dit stærke blik. Du talte til tre. En to tre, en to tre, som om det var endnu en slagsang fra dit unge liv.
Da toget standsede i Aalborg Banegård, steg du ned på perronen med den ranke holdning fra tidligere. Du var lidt forvirret over at gå rundt i denne by, som var så fremmed og så ny for dig. Alligevel var du velvidende om, at Aalborg ville være din hjemby de næste mange år. Hjem kom du til den 20 kvadratmeters lejlighed. Lidt træt og lidt forvirret. Straks lagde du dig på gulvet med udstrakte arme og spredte ben, som om du ville til at lave engle i sneen midt på det hårde og plankede gulv. Men kroppen kunne pludselig slappe af, og du gav dig til at smile for dig selv op til loftet.
Du talte til tre igen og igen. En to tre voksen.


* * *
Du har fuldstændig lukket mig ude. Både fysisk og mentalt. Jeg kan ikke komme ind til dig på nogen som helst tænkelig måde. Jeg råber og skriger for at få din opmærksomhed, men lige meget hjælper det. Jeg kan ikke komme igennem dit skjold. Du taler sort, og jeg forstår intet af det, du siger. Jeg får ro på din hysteriske krop, jeg sætter mine hænder på dine brede skuldre, og kigger dig intenst i øjnene. Jeg tvinger dig til at se på mig. Men det er som om, du ikke kan, som om du ikke tør. Du er kommet til en erkendelse. Du vil ikke fortælle mig noget konkret, lige meget hvor hårdt jeg presser dig. Alle dine ord kommer aldrig i sætninger, blot i stumper. Du tier, og jeg smiler til dig og siger, at verden står åben for dig, og du kan klare alt det, du vil. Men du vælger at lægge det døve øre til. Du vælger ufornuften. Det frustrerer mig, og jeg går min vej.

Følelsen er stærk, og den er overvældende. Men den er svær at håndtere. Man bliver ikke blot voksen, og den man er, ved at tælle til tre. Det skal komme indefra. Du fik et chok, da du så virkeligheden i øjnene, og du er nu bange for at skuffe dine forældre, og ikke mindst mig. Du har ikke indset, at det vigtigste er at være dig selv tro. Hvordan skal jeg give dig, det du mangler? Du savner alt det gamle og trygge, men du kan ikke vende tilbage. Du tror pludselig ikke, at du kan klare livet, og du vil falde ned i et dunkelt og sort hul. Selvfølgelig er det en svær og uretfærdig leg i starten, elskede. Men jeg kan mærke det dybt nede i dig. Du er der. Tro mig; du er blevet voksen.