Hun følte sig som en løve i et bur,
Som en hamster i et ustoppeligt hjul,
Ja, selv som et tikkende ur,
Der blot havde til opgave at føre hende ned i dette hul.
Hun følte sig fanget og bag lyset ført,
Men ingen havde intentioner om at fortælle sandheden,
Derved blev hun på de sidste kræfter kørt,
Mens afstanden syntes færre fra forneden.
Hun kunne ikke finde sin hemmelige ven,
Nej, alene var sådan livet føltes for hende,
Derfor blev skyggen hendes følgesvend,
Som var den trygge og dejlige at kende.
Hun ledte efter svaret på succes og lykke
Men den sorte skikkelse ej kunne svare,
Hun vidste da, at det var en eliksir at brygge,
Men heksen svarede at, således var det ikke bare.
Hun sank sammen i isolationens hule,
Et sted hvor ingen havde noget at hende befale,
Men alligevel var der hende så meget at skjule,
Og aldrig mere kvinden kom til at grine eller tale.