Værdier er ikke noget, der bliver råbt højt om i dag. Ikke direkte, altså. De er der, og det er vi alle klar over. De står ikke nedskrevet nogle steder, i det de er individuelle for os alle. Værdier er forskellige for familier, samfund og ikke mindst religioner. Dette er set fra et meget objektivt synspunkt, og naturligvis er det ikke helt korrekt. Alting bygger jo i det store og hele på, at vi skal fungere som mennesker med kærlighed og i tjeneste for hinanden. Dét der skiller os ad som mennesker, er alle de aspekter mellem milepælene, som får os til at fungere hver især. Det er ikke muligt at nedskrive alle verdens ideologier på ganske få sider, og det ville heller ikke være fair over for de forskellige mennesker, som lever i dem. Jeg kan umuligt være den, der skal fortælle om andres værdier, når det ikke er mig, der lever og ånder for dem. I stedet er det langt mere væsentligt at skrive om de værdier, jeg finder væsentlige og knap så væsentlige for mig selv, mine omgivelser, og det liv jeg lever.

Når vi sidder foran fjernsynet, bliver vi bombarderet med skønhedsidealer fra utallige ugemagasiner, kvindeblade, programmer om "make overs" og reklamer for alverdens ting. De udstråler alle sammen et signal om, at ydre skønhed, anoreksitynde kroppe og overdreven seksualitet giver lykke og et perfekt liv. Det er lidt skræmmende, og får mit sind i kog. Jeg bliver simpelthen så rasende! Det påvirker folk til at tro, at man skal være som kvinden på forsiden af ugemagasinet, "Sirene". Det kan på ingen måde være realistisk. På en eller anden måde får de os alle til at få dårlig samvittighed, over at vi bare er ganske almindelige danske statsborgere. Idealerne er fuldstændigt fordrejede fra virkelighedens verden. Hvordan kan det være den vigtigste værdi?
Nyeste undersøgelser viser, at flere og flere unge piger og drenge bliver ramt af spiseforstyrrelser. Stor del af skylden kan man give medierne og samfundet, som opfordrer os til at være noget, vi bare ikke er som mennesker, og vi heller aldrig vil blive. Disse signaler finder man ikke kun i dameblade; selv i magasiner for de mindste børn, er der udtrykt idealer for, hvordan man skal se ud. Her finder man relativt små børn, der har fået smækket et tykt lag krigsmaling på, og samtidig har fået iklædt sig nogle smarte klæder, som er tilsvarende det tøj, kvinder kan købe i damestørrelser. Det er jo grotesk. De unge mennesker bliver presset til at se godt ud, få en god karriere og finde den perfekte kærlighed. Og det hele skal helst ske på én gang. På en eller anden måde får vi den indbildning, at det kun kan ske, hvis vi ser godt ud, og gør overdrevent meget ud af vort udseende. Jeg behøver ikke at gå i gang med den store eftersøgning for at få bekræftet, at min påstand er sand. Jeg kan blot se rundt på de godtfolk, jeg mænger mig med til hverdag: de er altid klædt godt på med perfektsiddende, moderne og dyrt tøj, samt at deres hår og sminke også altid er på sin rette plads. Til deres glæde, må jeg også lige tilføje, at jeg har lagt mærke til deres franske manicure, som jeg tilfældigvis også ved, at de har ofret 600 danske kroner for. Jeg må indrømme, at jeg finder det meget latterligt. Når de snakker om deres fritidsinteresser, er det ikke længere tale om dyrkelsen af håndbold eller fodbold, fordi det er sjovt. I stedet fortæller de, at de går i fitnesscentre, fordi at det giver en flot krop, og de skal have fjernet deres "mormor-arme". Jeg synes, det er absurd og sørgeligt. Hvad er der blevet af holdningen om, at det er okay at være lidt afslappet og frigid, som for eksempel i de gode gamle 60’ere, hvor der var protest mod alt dette, som netop er genopstået i dag? Jeg tror, det er umuligt at komme til bunds i denne sag, og jeg vil nok heller aldrig finde svaret. Men jeg ved, at jeg ikke selv lever efter disse værdier, og det falder mig meget fjernt at komme i deres lille "Drømmeland".

Jeg har selv været syg af anoreksi, og det er bestemt ikke lykken. Ikke nok med at man bliver afkræftet fysisk, sker det ligeså psykisk, og det er næsten værre end det første nævnte. Man føler sig som en ynkelig hamster i et bur. Man kører bare rundt og rundt i hjulet, og man kan ikke stoppe.
Selvom jeg tydeligt kunne se, at det hele var fuldstændig galt, og jeg var døden nær et kritisk tidspunkt, kunne jeg ikke rette op på sygdommen uden hjælp fra andre og uden flere års indre kamp. Det handlede slet ikke om, at jeg havde lyst til at ligne modellerne fra ugebladene. Hvis nogen anklager mig for det, bliver jeg dybt frustreret over deres vrangforestilling. Men det handlede om, at jeg ikke følte mig tilstrækkelig, og jeg ikke kunne leve op til nogen eller noget som helst. Det er lige netop dét, der går galt for de unge mennesker i dag, som bliver ramt af psykiske lidelser. Samfundet giver os alt for mange krav, og i mange tilfælde er de uopnåelige og urealistiske.
Man kommer til at føle sig helt alene i verden, hvilket er det, man har mindst brug for, når man går og kæmper med noget så alvorligt som sin ubalancerede psyke.
Det er utroligt svært for pårørende til de syge mennesker med spiseforstyrrelser at vise medlidenhed og forståelse. Det er en meget svær sygdom at forstå, og den vækker spørgsmål, anger og vrede i folk. Det er absurd, at man sulter sig for at blive lykkelig og for at få succes. Det kan alle med raske og rationelle øjne se. Hvordan kan meningen med livet være lidelsen selv? Det var mig også en meget dyb og mørk skam, da jeg kunne mærke, at mine tanker og adfærd begyndte at fordreje sig. Den ændredes til kontrol om vægt, mad og perfektionisme. Jeg blev meget indadvendt. Jeg ved ikke, hvordan sygdommen opstod. Men det var bestemt ikke mit ønske, at jeg skulle påsættes titlen, "Frøken Anorektiker". Jeg foragtede jo sygdommen som pesten selv. Det var et sandt helvede. Pludselig kom jeg til at hade mig selv mere, end jeg gjorde i forvejen. Det skal nemlig pointeres, at der ingen findes med så svær en sygdom som en spiseforstyrrelse, der elsker sig selv. Det er utroligt svært at nå dét punkt, hvor man endelig kan ånde lettet ud og føle en tilfredshed i kroppen og føle selvglæde. Det er netop derfor, at nogle piger kommer så langt ud, at de ender med at slå sig selv ihjel. Jeg håber ikke for nogen, at de skal igennem det, jeg var igennem. Jeg mistede så meget gennem de ganske få år. Men til gengæld gav det mig også megen modenhed. I dag ved jeg præcis, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Det er en fantastisk følelse, og jeg har genvundet min selvtillid; også den jeg manglede, før jeg blev syg. Nu ved jeg, hvilke værdier, jeg står for.
Jeg synes, medierne skal begynde at udstråle andre signaler til omverdenen, for ellers kolliderer det bare et tidspunkt. I stedet skulle de udgive noget mere om livet selv, som det faktisk ser ud; i stedet for altid vise os, hvordan vi ønsker det. Det ville måske give en helt ny indgangsvinkel til de unge mennesker. Måske ville de føle mindre pres, og deri ville det blive meget lettere at være ung.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager hånd om hinanden, og vi hjælper hinanden. Et eksempel, der er kreeret for cirka hundrede år siden, udtrykker, at det er vigtigt at gå videre i sine forældres fodspor. Navnlig i forhold til opdragelsen. Det kan man stadig finde som en meget væsentlig ting, og det er blandt andet derfor, at vi har vore forældre: for at de kan elske os, opdrage os og videregive sine erfaringer og viden om livet til os. Der pointeres også, at det er vigtigt at lystre sin faders ord, og man er tro mod Gud. Det er ikke så væsentligt længere her i Danmark, og især ikke for mig. Religionen spiller ikke længere så vigtig rolle i de fleste danske hjem, og forældre formidler ikke rigtig længere den kristne tro til deres børn. Dette skyldes, at religionen efterhånden er en meget frivillig og individuel sag mellem børnene og forældrene. Der har vi for eksempel konfirmationen, hvor vi i en meget ung alder, selv får lov at tage stilling til, hvor vidt vi tror på Gud og kristendommen eller ej. Jeg ved, at det kan være meget svært for mange, men alligevel er jeg tilhænger af tanken om, at den unge selv har lov at vælge. I det bliver religionen lige netop en selvvalgt tro og ikke en tvangssag. Det er sådan, jeg tror på Kristendommen. Jeg synes ikke, at religionen er det vigtigste her i livet, men jeg er alligevel glad for at, den er her. Det giver os en sikkerhed som mennesker. Noget at tro på. Nogle gange kan tanken om, at der er mere mellem himmel og jord, end det man kan sanse, en meget betryggende tanke og følelse.

Det vigtigste for mig af alle ting er kærlighed. Kærlighed kan være så mange ting. Det er så vidt et begreb. Det har en forbindelse til alle vore følelser som mennesker. Den kan forbinde os sammen, og den kan tilmed separere os. Kærlighed giver os liv, og kærlighed slår ihjel. Jeg synes, den er så væsentlig, at der ikke findes noget, som kan overgå den. Vort samfund prøver at erstatte kærlighed med penge. Alting handler om penge, fortjeneste og ikke mindst magt. Hvad bliver der af den gode gamle solidaritet? Hvorfor er det vigtigere for de rige at tjene endnu flere penge gennem skattenedsættelser, aktier og obligationer, i stedet for at ofre lidt til de svagere i samfundet og i den tredje verden uden for det idylliske glansbillede, de lever i? Efterhånden synes jeg, der er så meget at lave om på i denne verden. Jeg begynder at få dårlig samvittighed over at leve her i dejlige Danmark, hvor vi klager over småting, mens folk i Asien, Afrika og Sydamerika lider under langt større katastrofer som hungersnød og krig. Hvorfor skal vi være med til at bidrage til krigene i Mellemøsten og så bagefter sørge over de faldne danske soldater? Døden hører jo krigen til; "Når man går med til a, fører det jo direkte til b". Det virker så egoistisk af os at klage over én eller to soldater, når der hver dag dør mindst 50 andre. Civile, vel og mærket. Dem tager vi ikke notits af, for de er jo ikke danskere. Så er det som om, at værdien for deres liv falder. Det er jo forfærdeligt! Hvad er vi for nogen mennesker, os danskere?! Jeg skammer mig. Det er ikke kærlighed, vi er bedst til at praktisere her oppe i "Det Kolde Nord". Penge gør folk blinde, og det er bestemt ikke de kolde kontanter, vi mangler her i Danmark. Så må det jo være op til folk selv at veje, hvad der er vigtigst.
Jeg tror, at hvis man tager vare på sig selv og derefter på sine medmennesker, vil vi alle få det relativt godt. Hvis vi ikke har nogen ud over os selv at leve for, bliver livet for tomt og glædesløs. Vi er et flokdyr, og vi kan ikke undvære hinanden. Det er jo lige netop derfor, vi sådan elsker at drage af sted og møde nye mennesker, vi hjælper hinanden, vi gifter os og får børn sammen. Dét er kærlighed, og mennesker har brug for hinanden. Jeg kan simpelthen ikke finde nogen vigtigere værdi end kærlighed. Det siger mit sind og hjerte.
Om det er korrekt; ja, det svar får vi aldrig. Men det er sandt for mig.