Solen sendte klare stråler direkte ind på væggen af det lille værelse. På en skammel sad den unge mand og kiggede tomt ned på det tæppebelagte gulv. Han sad der uden at bevæge sig det mindste. Tanker ilede blot usystematisk rundt oppe i sindet, og toppedes om at komme til udtryk først.

Døren stod blot på klem, og pigen inde fra den store stue kunne se, at han atter sad derinde for sig selv, som han havde gjort det de sidste par måneder: "Skat? Kommer du ikke herud til mig. Vi kan gå en lille tur sammen, hvis du har lyst?" men manden kiggede blot på hende, og flyttede derefter sit hoved tilbage til den gamle position, som en trist lille blomst, der var visnet efter lang tids kamp.

Pigen forstod hans manglende lyst, og bevægede sig i stedet hen til ham. Hun lagde sine gyldne sommerhænder på hans brede skuldre, og prøvede forsigtigt at vise frem sin omsorg og kærlighed. Manden ruskede sig blot væk fra hende, og stillede sig hen til vinduet, hvori han kiggede direkte op på solens gullige stråler.
   "Du ved ikke noget. Du har ikke oplevet... dét," han gled ned på gulvet i en langsom og smertefuld bevægelse, hvorefter han lagde sine kraftige hænder for ansigtet.
   "Nej, jeg ved ikke noget. Men du er stadig den, jeg elsker," sagde pigen, og gik ud af rummet. Tårerne pressede på, men hun nægtede at vise frem sin frustration til ham. Intet var som før.

Fra rummets hjørne kunne pigen ane mandens stemme. Det var ikke til at forstå ordene, som lød fra hans dybe stemme, men tonefaldet var ikke behageligt. Det gav da et sæt i kvinden, idet han begyndte at råbe og skrige smertefuldt: "Jeg er en ond, ond mand! Du skulle have set hendes små uskyldige øjne. Hun havde intet galt gjort i hendes korte liv! Hun græd og græd, og intet hændte efter min hensigt... Jeg lovede, at jeg ville hjælpe, og hvad skete der ... bomben. Død og ødelæggelse. Intet tilbage af den lille sjæl. Intet!" tårerne trillede ned ad kinderne, og han kunne knap tale tydeligt på grund af den manglende luft. Ansigtet var forkrampet og skamfyldt.

Kvinden blev påvirket af den oprevet sindsstemning, og kunne ikke holde sin ulykke tilbage. Det var så smertende at opleve sin elskede i den stand. Men hun vidste dog, at der intet var tilbage at gøre for ham: "Du valgte selv at gå i krig, skat," og derefter forlod hun rummet med den hjemvendte soldat.