Kære Uffe
Du har så ofte ærgret dig og fortrudt en masse af de valg, du har truffet. Det kan du jo ikke gøre så meget ved, men du kan kigge på hvordan det påvirker dig i dag og styrer de valg du nu træffer. Generelt er du jo spontan og utålmodig. Det har givet dig drivkraft til at iværksætte og handle kreativt. Det har tvunget dig til at finde nye løsninger, når du stod i lort til halsen.
Hele dit liv har du haft det med enten at fornægte, gemme dig og flygte eller angribe systemet og andre mennesker. Alkoholen har du brugt til både at dulme smerte og modgang, men også til at fejre dine succeser. Det skulle du tage og stoppe med.
Din lykke består ikke i at leve i tosomhed. Du behøver dit eget liv, hvor du kan lukke døren, men også altid at have en nær ven til at dele det meste med. Det har du fået. Tillykke med det. Du har opdaget at dine tanker, følelser og historier skal skrives. Når du gør det, som nu, finder du fred og glæde uanset om det er hårde og smertefulde kapitler du er i gang med. Du er ved at finde hele din menig og dit formål med livet.
Det er bedre at kede sig og glo ud i luften, end at slå tiden ihjel med fordummende underholdning i TV. Bliv ved med at træne din krop og dit hoved. Vær lidt mere omhyggelig med hvad du streamer. Forkæl dig selv og lav god mad. Se, lyt og skriv hver dag og giv dig pauser til at slå hjernen fra. Det er i orden at du stadig fejler, men du behøver ikke ophøje det til en dyd i sig selv.
Bær over med dig selv og andre. Tilgiv dem der gjorde dig ondt.