Edward ringer og beder mig komme til samtale på hospitalet på mandag kl. 10. Da jeg træder ind på hans kontor, sidder han med alvorsfuld mine og bladrer i nogle mapper. EDB var lige indført, og computeren har en flot pauseskærm med bobler der drejer rundt. Han ser lidt mistroisk på skærmen og siger, at de her gode papirer kan man da stole på uden de bliver væk. Han ser mig direkte ind i øjnene og mener at vi lige så godt kan gå direkte til sagen.
Længe havde jeg gået og følt mig helt forkert. Noget måtte ske. Alle mine tidligere forsøg var ikke lykkedes. Edward havde ringet torsdag formiddag og indkaldt mig til mødet. Hele weekenden gik jeg og spekulerede og prøvede at forberede mig, fik ondt i maven, men kunne ikke rigtig falde i søvn. Jeg havde gået arbejdsløs i et par år og fået vendt om på nat og dag, spist usundt og drukket rigeligt med bajere. Motion begrænsede sig til at gå op til Netto i godt vejr og ellers bruge bilen. Som regel var der udsigt til vekslende byger og blæst.
Og nu sad jeg overfor Edward, der omsider ville gå direkte til sagen. Først skulle mine papirer lige vendes en sidste gang før han atter kiggede op og stillede et par opklarende spørgsmål. Han bød også på kaffe imens vi talte sammen. Lønnen var så lav, at jeg kun ville hente 5 kr. ekstra pr. timen i forhold til dagpengene, før skat. Vi rejser os og giver hånd, hvorpå han beder mig møde i morgen kl. 7 her på kontoret. Så vil der komme en anden portør og vise mig til rette. Jobbet var i hus, så nu var det bare om at gøre sit bedste og bide sig fast. Hvis jeg gjorde mig umage, kunne jeg måske blive fast portør med fast månedsløn, når der blev en stilling ledig. Efter et utal af ansøgninger, også uopfordrede, hvor kun få ville se mig til en samtale, var min optimisme dalet en del. Næsten altid pæne afslag med posten og ellers ingenting. Dette vikariat som portør, kunne måske blive døren ind på arbejdsmarkedet igen. Det ville i hvert fald pynte lidt på mit CV.
På mine tidligere arbejdspladser, blev der lagt meget vægt på nytænkning og dialog. Det var prisværdigt og forventet, at man selv kunne handle og finde løsninger på komplicerede opgaver. Det fik jeg ikke brug for som portør. Jeg fik dagens opgaver udstukket, når jeg mødte frem. I starten var jeg føl sammen med en rutineret portør, som både viste rundt på hospitalet og forklarede undervejs. Ellers var det bare med at observere hans metoder. Ofte gik jeg mange km. daglig, når der skulle skubbes rundt med patienter og måtte anskaffe noget bedre fodtøj. At køre mad ud på afdelingerne og returnere til køkkenet med det brugte service, gik efter en meget stram tidsplan. Men jeg ville jo gerne vise hensyn til patienter, som spiste meget langsomt. Derfor ventede jeg gerne lidt på en afdeling. Det var personalet her glade for. Til gengæld fik jeg skideballe i køkkenet fordi min forsinkelse kostede en del overarbejde i opvasken. Så var det langt hyggeligere at køre affald og vasketøj, hvor man kom rundt i alle hjørner og kroge og var alene på sin truck. Der var tid til en lille snak undervejs og der skulle blot køres to runder på en dag.
En særlig funktion, der krævede speciel uddannelse, var at bistå ved operationer. Jeg blev dog introduceret, da den faste mand skulle på ferie og de ikke havde andre. Jeg henter en højgravid kvinde og skubber hende ned på O.P. Gør lejet klar efter anvisninger, sørger for varme tæpper og afventer. I den lange ventetid før lægen træder ind, ser og hører jeg ham stå ude i et tilstødende lokale og imponere en gruppe unge elever med hans store erfaringer fra ind og udland. Derfor regner han ikke dette lille provinshospital for noget. Inde i selve OP-rummet, står tre sygeplejersker med alt klar og kvinden ligger i sideleje. Jeg aner ikke hvad der skal ske, men frygter kejsersnit eller lignende. Da lægen kommer ind med renskurede hænder og får trukket handsker på, spørger en ældre sygeplejerske om alt er gjort klar som lægen ønsker det. Den "erfarne" læge nikker. Jeg aner smilende øjne bag maskerne men kan ikke rigtig aflæse deres blikke til hinanden. Da lægen får overrakt en skalpel, fører han den ned til halebenet. Det er åbenbart kun en byld, der skal fjernes. Men idet han skærer, sprøjter det med materie og blod ud over lægen og det sterile område. Mens lægen må ud at skifte og vaske sig, går de andre i gang med på ny at desinficere. Jeg bliver mindet om at blive uden for det afmærkede område, men kan se og høre alt. Blærerøven havde ikke anmodet om ekstra afskærmning på trods af sin store erfaring. Der var lidt fryd at spore, men kvinden var i narkose og bemærkede ikke deres stille fnisen. De unge elever havde set det hele gennem nogle store ruder og lægen kunne nu gennemføre sin operation med en lidt mindre højrøvet attitude.
Knap så sjovt var det at håndtere de døde. Og så på en søndag, hvor vi kun er to portører på vagt. Et lig havde den frækhed at blive fundet på stranden, efter at have skvulpet rundt en uge. Falck ringer og melder ankomst af et stk. afdød om 10 min. Min kollega skal netop afsted på madkørsel, hvorfor jeg måtte over at låse Falck ind i vores store "køleskab". Nu var jeg lidt uvant med lig-lugt og havde heller aldrig set en "strandvasker" før. De gæve reddere har heldigvis liget i pose og lægger ham selv ind på køl, så jeg kan blive udenfor og låse efter dem. Efter frokost finder min kollega ud af, at det var en "stinker", som han kaldte strandvaskeren og de skal ikke på køl, men direkte i fryseren. Det var altså lige smuttet for mig, men pyt med det og afsted igen. Jeg prøvede at holde vejret, mens jeg flyttede liget fra køl til frys. Fy for den lede. Normale folk døde ordentligt og kom rundt om venterummet indtil lægen kom og skrev dødsattesten. Herinde fik de dynen skiftet med et ligklæde og når de så havde fået en seddel på storetåen, blev de flyttet over på stålbakke, kom på en lukket anonym vogn og ud i frisk luft før de blev skubbet ind i køleskabet. Alle vidste hvad den anonyme vogn indeholdt, når to hvidklædte portører kørte afsted med den hen under vinduerne i kræftafdelingen og videre forbi kapellet. Her stod ind i mellem et følge ude foran sammen med en bedemand. Så ventede vi lige med at trille forbi, til de var gået indenfor eller kørt væk. Nej tak for en tjans, så hellere køre skrald og vasketøj.
Det viste sig at alle afløsere blev tilbudt faste stillinger efter anciennitet og de fleste faste blev til de gik på pension. Der stod fire før mig i køen. Et helt demokratisk princip, som tillidsmanden støttede. Og så havde det ingen betydning hvor dygtig og smidig man var. Alle vogtede nidkært på hinanden og de "ældste" havde udviklet særlige talenter for at skubbe kedelige opgaver over på de nyankomne. En af de "gamle" havde et trick med at have journalmapper liggende, som han pludseligt måtte op og aflevere på en afdeling, når nogen bad ham om noget. Det var gerne på den afdeling, hvor hans kone var sygeplejerske og når de begge havde aftenvagt. Nogle år senere, efter jeg var stoppet, var han ikke mere at finde på hospitalet, men skar i stede grise på "Danish Crown". I øvrigt skiftede hospitalet direktør en del gange de følgende år og Edward var omsider blevet pensionist.