Nr. 17 Andreas Nr. 19 Kirsten
Nr. 21 Gitte Nr. 23 Anne og Sonny
Nr. 25 Uffe Nr. 27 Tom
Nr. 29 Jan og Lone Nr. 31 Syrisk familie
Nr. 33 Johnny Nr. 35 Kurt og Jette
Nr. 37 Annie

Jeg bor i nr. 25 og vil fortælle lidt om de andre. Nogle kun på hilseplan, andre taler jeg lidt med over hækken og Kirsten i nr. 19 er min meget nære ven. Alle dem i blokken overfor ser jeg knap nok. Men pyt for jeg har rigeligt at gøre med at holde øje med de 12 genboer inkl. den syriske familie, som ellers er meget flinke med tre søde piger. Det er kun Sonny og jan der går på arbejde hver dag og er med til at forsørge alle os andre. Dem i blokken overfor er også to pensionister plus tre unge på elevløn. Jeg har boet her i 6 år, så man hører jo et og andet. Jeg snager skam ikke, men er blot en åben nysgerrig natur med sans for gode fortællinger. Den skarpe iagttager vil bemærke, at jeg har undladt nr. 39. Hun er ellers en sjovlig ung dame, der går lidt skævt grundet sit voldsomme korpus. Jeg er selv en del overvægtig, nærmest småfed, men orker trods alt at have en normal gangart. Hun går til bussen hver dag med taske og hue på og passer sit arbejde på et beskyttet værksted.
Andreas i nr. 17 var den første jeg mødte. Da min bolig var ved at blive indflytningsklar, kørte jeg forbi, for at se hvor langt håndværkerne var kommet. Som jeg træder ud af bilen, kommer Andreas store vilde køter helt bag på mig, mens Andreas råber efter den. Jeg bliver skidebange. Da han har fået snor på den, råber jeg, at hvis den en gang til kommer hen til mig, sparker jeg den lige i hovedet. Det kan jeg da bare prøve på, for Andreas har mange venner. Andreas er selv en meget stor tyk mand.

Gitte i nr. 21 er en helt anden slags stilfærdig person, som man ikke ser meget til. Hun har 3 - 4 katte, selv om vi kun må have én kat eller hund.

Så er der straks mere liv i Anne og Sonny i nr. 23. Anne, som går hjemme hele dagen, og han stod ofte og fik en snak over hækken. Hun boede alene i starten. Uffe havde en lille tæppetisser af et gadekryds, som Anne syntes var vældig sød. Hun elsker hunde. Et par år efter flyttede Sonny ind og de blev gift. Sonny er en høj stærk mand, der henter trailere på havnen og leverer varer til alle butikker på øen. Vi fik efterhånden meget glæde af hinanden. Anne passede tit Uffes lille tæppetisser, når han var væk nogle dage. Sonny vidste meget om værktøj og hjalp med en del praktiske ting. Uffe hjalp dem nogle gange med at drikke deres bajere. Han måtte dog tumle ind til mig selv efter 3 - 5 stykker. Anne og Sonny var i langt bedre træning og kunne fortsætte længe efter.

Så springer vi til Tom i nr. 27. En særdeles underlig "fætter". Flere i nabolaget advarede, for han kunne godt blive direkte farlig. Det havde de selv oplevet. Han havde en temmelig alternativ indretning foran sit hus. Han slæbte alle mulige genbrugsting med hjem. Store møbler, poser med tøj og kasser med alt muligt blandet hobede sig op. Nogle gange råbte han højt og skældte ud. Men på hvem? Han boede jo alene.

Det gjorde Lone i nr. 29 også. Jette fra nr. 35 kom ofte og var en slags værge for hende. Det kneb med at styre økonomien og hun lod sig forføre af en flot afrikaner. Hun skulle blot sende ham penge til billetten en del gange. Men så ville han også rejse op og gifte sig med hende. Han dukkede dog aldrig op. Alt det kunne høres viden om fordi Lone ofte sad på terrassen og talte temmelig højt med Jette og andre. Lone kunne godt lide at holde selskab, især sammen med Kurt og Jette. Her kunne Kurt og Lone komme til at tale så højt, at Uffe måtte lukke alle vinduer og døre for at holde det ud.

I nr. 31 boede Kurt og Jettes datter sammen med Nihard fra Bosnien. De havde 5 børn og der var en utrolig larm og ballade. De flyttede heldigvis sidste år. Nu bor der en langt mere fredelig syrisk familie med de søde piger.

Ovre i nr. 33 bor Johnny, som passer sig selv. En venlig mand. Han ses næsten hver dag, køre væk i mange timer. Han har et kolonihavehus, som han bruger meget tid på.

Kurt og Jette har til huse i nr. 35. Jette er formand for bestyrelsen i vores afdeling. Kurt står for udlejning af fælleshuset. For et par år siden blev de meget sure på Uffe, holdt op med at hilse og kiggede altid den anden vej. Han havde skrevet et bekymringsbrev til kommunen, fordi han oplevede at deres datter og hendes mand, med de 5 drenge, slet ikke formåede, at passe deres børn på betryggende vis. Der var, næsten hver dag, børnenes skrigeri, morens udskældninger og hun magtede ikke at hjælpe sine børn med deres ustandselige konflikter. Det hjalp kun en smule, når hendes mor Jette kom ind og hjalp til.

I nr. 37 bor Annie, en venlig udadvendt dame. Hun har ofte herrebesøg. Det er dog altid den samme mand med pibe og hat på.

Bevægelser
I løbet af de 6 år Uffe har boet her, har hans relationer til flere genboer bevæget sig. Andreas i nr. 17 er han faktisk begyndt at tale med. For et par år siden flyttede Kirsten ind i nr. 19. Hun blev meget mere end en god genbo og har i den grad medvirket til, at Uffe bl.a. er på god talefod med Andreas i dag. Kirsten og Uffe deler næsten alt, undtagen sengen. De bruger en del tid sammen, hjælper hinanden med alt muligt og kommer ofte på kaffebesøg. Og det er så befriende at gå ind til sig selv, når de er blevet lidt trætte af at lægge øre til alt muligt, stort som småt. Uffe ved at hun er rigtig god for ham og bilder sig ind at det er gensidigt.

Ham i nr. 25
Det er jo ham Uffe, der skriver dette her. Vi foretrækker at omtale os selv i ental. Han lagde helt fredeligt ud med sin tæppetisser-hund og gjorde sig ikke særlig bemærket i nabolaget. Han var så glad for endelig at kunne skabe et hjem efter hans eget hoved, og så med en lille have. Her måtte han holde hund ligesom flere de andre også gjorde. Han baksede med en kræft i nyrerne, som tappede ham for en del energi. Den cancer er i dag stabil og under kontrol. Han påbegyndte en lang række "kreative" arbejder ude i sin have og foran huset. Noget af det så nok lidt vanvittigt ud, men blev dog ikke kritiseret af de høflige genboer. Ej heller boligselskabet gjorde indsigelser. Sidste år gik han helt amok. Der blev anlagt nye fliser, en træterrasse, højbede, hækken skåret ned og opført en stor pavillon på over 2 meter. Først fik han diskret udleveret et råderetskatalog af viceværten. Her fremgik det tydeligt, at haven ikke var en del af selve lejemålet, hvorfor der skulle ansøges på forhånd. Nogle af indretningerne skulle dog ubetinget fjernes, bl.a. pavillonen. Han fik 2 mdrs. frist. Nu var han ved at ryge helt op i det røde felt, for det kunne sgu ikke passe at de først kom nu efter han havde knoklet en vis del ud af bukserne. Desuden var der en hel del andre lejere, som heller ikke overholdt reglerne. Men de fik ikke noget påbud. Før han gik i krig med boligselskabet, nåede han dog at lytte til andre. Gå ikke i rette med den direktør. Den kamp vinder du aldrig. Han rettede ind og kunne til sidst sige PYT.

Er du sindssyg
Det var meget underligt med ham Tom i nr. 27, som af og til råbte meget højt og skældte ud. Nogle dage kom han slæbende hjem med sin trækvogn fyldt med alle de ting han ville reparere og genbruge. Hele hans hus og skur var proppet, så han måtte bruge sin have og lidt til. Lige uden for Uffes soveværelse står 2 store containere, som Tom en dag stod og bankede løs på med en stegepande. Og så midt i middagssøvnen. Da han til sidst går ud for at bede ham stoppe svare han helt roligt, at han er færdig om et øjeblik. Det var han så også. En dag sidder han foran sin hoveddør og spiser pølser, da Uffe kommer forbi med min hund. De falder i snak og Tom fortæller at han faktisk er sindssyg. Han har diagnosen paranoid skizofreni. Han synes at medicinen lægger en tung dyne over ham, så livet bliver en lang grå leverpostej uden højder og dybder. Han keder sig. Men så er det at det går galt når han holder pause med pillerne. Så er det han bliver manisk, råber, slår og styrter rundt. Og jeg ved godt det kan være ulideligt at have mig som nabo, siger han. Jeg tror kun det er hans nabo Lone, som kan blive bange for ham. Den Lone som selv kan være ulidelig at høre på, når hun får en bajer eller fem. Men det er også kun Lone der oplever, at hendes væg ryster voldsomt, når Tom går amok.

En morgen Uffe kommer forbi Lones have og ser en ny mand gå og slå hendes græsplæne. Nå siger han friskt, Lone har nok fået en havehjælper. Nej svarer han. Jeg Bor her. Uffe kunne næsten ikke tro det, for manden så jo helt normal ud i modsætning til den noget usle og underfrankerede Lone. Men det passede skam og de blev senere gift. Nu havde Jan overtaget jobbet som "værge" og ægtefælle. Det lød dog ikke særlig harmonisk, når de meget højlydt skændtes om alt muligt. Alt fra hvad Lone havde glemt, at hun selv havde sagt, til hendes krav til Jan om at flytte planter og blomster. Sågar en hæk forlangte hun fjernet. De sidste par år skranter Lone dog en del. Hun bliver indlagt i længere tid og udskrives med massiv hjemmehjælp og genoptræning. Det går vist fremad. Til gengæld har hun kvarterets mest trimmede have. Den vist nok meget trofaste Jan passer og plejer haven med stor omhu. Når man en stille sommermorgen ved 6-tiden sidder og nyder kaffe og smøger, høres klip, klip - klip - klip Han går med en håndsaks og nipper alle små strittere, som hækken har fået i nattens løb. Lone sover længe.

Formanden
Jette som er formand i vores afdeling, er meget skarp og dygtig. Men hverken hende eller manden ville se til Uffes side, efter han skrev brev til kommunen om datteren og hendes 5 børn. Efter familien flyttede, er de tøet lidt op. Nu kan de smile til hinanden og få en lille snak. Kirsten har hjulpet lidt til.

Den er altså helt gal med Tom igen. Denne gang har han smidt rundt med store køkkenknive ude foran sin indgang. Hans voldsomme støj tager til, efter en mere stille periode. Familien med de to piger, tør ikke længere gå forbi hans indgang, men går ud gennem haven. Politiet har været hos Tom flere gange, men er holdt op med det. Boligselskabet har givet Tom to advarsler og truet med at en tredje vil medfører opsigelse af lejemålet. Tom havde tidligere sparet en del penge op for at købe sit eget hus et sted. Men et ødelagt køkken og badeværelse havde kostet ham 60.000 kr. Ingen vil heller ikke låne ham en krone til noget som helst.

I nr.25 har Uffe bestemt sig til, at hans næste flytning bliver til en etværelses uden bad og køkken. Han vil ud med fødderne først og låg på. Der er ikke sat nogen dato, men han håber der er god tid endnu. Men nu får vi se. Det er jo sket før, at hans planer ikke altid holdt.