Søndag aften kl. 22:30. Uffes telefon ringer. Han var lige ved at slukke og lukke, også telefonen. En ny arbejdsuge ventede og han ville gerne være godt udhvilet. Det var temmelig unormalt at nogen ringede så sent. Det var hans yngste bror Thomas. Han begyndte lidt forsigtigt, nærmest tøvende. Da han kom med budskabet, hviskede han med en hæs klumpet stemme. For lidt siden havde to betjente banket på hans dør. Jo altså. Far er død. Både Uffe og Thomas sad i larmende stilhed. Jamen hvad, hvornår, hvorfor, hvordan? Thomas havde fået besked om at far sikkert havde taget sit eget liv. Selvmord? Det kunne ikke passe. Far havde været enkemand i 10 år og virkede efterhånden tilfreds med sin tilværelse. Han havde både købt nyt fladskærms-tv, fået malet stuen og et nyt gulvtæppe var det også blevet til for nylig. Han roste altid hjemmehjælpen, der var så søde og dygtige. Efter mores død, havde far solgt det lille hus på landet og købt sig en billig andelslejlighed inde i byen. Thomas ekskone havde solgt den til ham, og Thomas havde deltaget hjælpsomt med handlen.
Jamen hvad så nu? Thomas ville give besked til deres to andre brødre og så ringe tilbage. Efter en del opkald frem og tilbage, blev det aftalt, at de skulle mødes næste formiddag. Deres ældste bror steen kunne ikke, eller ville ikke deltage. For Uffe var det en længere rejse, der skulle ordnes på få timer. Han var nødt til at flyve for at nå frem til aftalt tid, så klokken blev henved 02:00 før han kunne lægge sig. I København blev han samlet op af Thomas om morgenen, så de sammen kunne køre de ca. 2 timer ned til hospitalet hvor deres far lå. Deres bror Holger, var allerede kommet. Der stod de så noget rystede og trampede rundt før de kunne komme ind og se deres far. De skulle have følgeskab af en sygeplejerske og en politibetjent, før de fik lov og betjenten havde kun måttet sætte 20 min. af til denne opgave. Nu stod de tre brødre igen udenfor og søgte at få samling på dem selv og finde ud af hvordan det hele skulle ordnes. Der skulle findes en bedemand, bisættelse og gravsted skulle besluttes og lejligheden tømmes. På denne dag kunne ingen få adgang til boligen, da politiet havde aflåst og tidligst næste dag kunne udlevere nøglen til de pårørende. Brødrene var helt enige om, at far ville kremeres, men ellers havde deres far ikke efterladt hverken testamente eller ønsker efter sin død. End ikke et brev eller blot en besked, havde han efterladt. Han havde dog skrevet et brev nogle år tidligere. Et smukt romantisk kærlighedsbrev til en dame, der arbejdede på plejehjemmet hvor mor endte sine dage. Holger var den der tilbød at finde en billig bedemand, undersøge gravsted o.sv. hvis Thomas og han kunne hjælpes lidt ad. I første omgang enedes de om, at Holger ville tage sig af alt det praktiske med at tømme lejligheden og få aftalt tid og sted for bisættelse og urnenedsættelse. Herefter tog de hjem hver til sit.
Holger var effektiv. Men det var også nødvendigt, da et lig ikke bare får lov at ligge i ugevis. Holger følte sig svigtet af Thomas, som havde lovet at hjælpe med det administrative, hvilket ikke skete. Bisættelsen skulle foregå førstkommende lørdag. Forinden havde Holger fået udleveret nøglen om tirsdagen og havde straks tømt farens køleskab og fryser. Et par dage efter havde han og Thomas gået sammen rundt i lejligheden og samlet de ting, som de hver især gerne ville have. Det var kun lidt småting. Uffe var ikke med, men blot bedt om, at div. familiefotos blev taget fra. Dem kunne han få ved en senere lejlighed. Thomas havde dog særlig kigget efter farens andelsbevis på lejligheden, men det var der ikke. Hvor var det mon blevet af?
Bisættelsen foregik i kapellet, hvor de tre brødre mødtes sammen med bedemanden. En sidste gang så de deres far, som lå på et stålbord, før de flyttede ham over i kisten. Tungen var blålig og svulmet op, så den var synlig, fordi han havde hængt sig i en dørkarm. Det blev en smuk afsked i kapellet. Brødrene holdt hver en lille personlig tale til deres far og sang et par sange. Bagefter var Holger gavmild og bød på frokost. Holger fortalte, at han havde fået reserveret en gravplads til urnen, så far kunne ligge ved siden af deres mor, som døde ti år tidligere. Han tilbød ovenikøbet at betale for en ny gravsten med begge deres navne. Hvilket storsind. Thomas og Uffe var glade for Holgers store hjælpsomhed.
Så da Holger også tilbyder at stå for afviklingen af hele boet, tager de alle imod det tilbud med kyshånd. I skifteretten fik de oplyst, at det var lovligt, at en af arvingerne kunne foretage dette, når aktiverne ikke oversteg kr. 100.000. Dermed kunne spares udgifter til en advokat. Da de oplyste aktiver i banken, var på ca. 90.000 kunne Holger således udføre dette arbejde, hvis alle arvinger var enige. De skrev alle tre under på en fuldmagt, så Holger kunne foretage alt det nødvendige, opsige el, tv, varme, abonnementer og stå for salg af boligen. Der ville jo nok gå en del måneder før alle udgifter kunne gøres op og skifteretten kunne godkende regnskabet og fordele den endelige arv. Der lå et større arbejde for Benny.
Uffe ville gerne følge med på sidelinjen og spurgte ind til, hvordan det gik med især lejligheden. Var der fundet en køber? Og til hvilken pris? Også her viste Holger stor indsigt, for det viste sig, kunne Benny oplyse, at der slet ikke var nogen andelsforening mere. Den omfattede en mindre ejendom med kun 12 små lejligheder. En advokat fra København havde gennem flere år opkøbt dem alle, også deres fars. Så far var blot lejer.
Når Thomas og Uffe talte sammen, faldt det dem begge ind at det var meget usandsynligt, at faren skulle have solgt sin andelsbolig og slet ikke til denne advokat, som Holger påstod. Ovenikøbet havde både Thomas og Uffe snakket med deres far om det når de besøgte ham. Faren fortalte om et købstilbud, han havde afslået. Noget andet der undrede dem, var Holgers meget store hjælpsomhed. Han havde ellers aldrig tidligere i livet udvist den store familiefølelse, når det kom til deres forældre og sine søskende. Jul og fødselsdage var ikke noget han prioriterede særlig højt og der kunne gå halve og hele år imellem de hørte fra ham. Noget andet, som både Thomas og Uffe havde oplevet, var at Holger flere gange oplevede en helt anden virkelighed end sin omverden.
Engang da både faren og alle fire brødre var samlet i et sommerhus, blev der udviklet en mærkelig dialog: Nu er penge jo ikke noget jeg går særlig op i. Det er helt andre værdier der tæller for mig, sagde Holger. Her svarede faren tørt: Nå det ved jeg nu ikke. For nogle måneder siden kom du da hjem til mig og spurgte om et lån eller blot en kaution. Så lidt på røven må du da have været og behøvet penge. For ellers ser jeg jo ikke meget til dig. Holger havde kigget helt undrende på faren og sagt, at han da måtte huske helt forkert. Siger du jeg lyver eller er dement? Nu havde faren fået meget røde ører. Måske er det bare noget du har drømt far. Nu ryster farens hænder og han henvender sig til den yngste bror. Du var jo hjemme og stod lige bag ved mig. Kan du ikke huske det? Anton bekræfter Holgers besøg, som faren udlægger det.
Nå men Holger havde jo fortalt Uffe at andelsforeningen ikke eksisterede mere, så faren blot havde betalt husleje. Holger havde talt med Gud og hver mand, revisorer, advokat og skifteretten. Da andelskøb ikke blev tinglyst, var fars køb heller ikke registreret hos nogen myndighed. Det eneste der kunne dokumentere købet, var det andelsbevis, som faren modtog i sin tid. Og det var jo borte. Havde det mon ligget i køleskabet, som Holger havde tømt to dage efter fars død? Holger forklarede om alle de paragraffer og nye regler, der gjorde at far var blevet lejer. Den eneste, som var i tvivl, var Thomas. Det kunne ikke passe og nu ville han til bunds i denne sag. Uffe var bare lidt forvirret.
Hvem var så denne udlejer, som modtog husleje. Thomas fandt en tilfældig beboer i ejendommen, ringede, præsenterede sig og fik svar på hvem der ejede hendes lejlighed. Det var advokaten fra København, men ellers vidste hun ikke noget. Thomas får kontakt til advokaten, som kan oplyse, at han ejer alle lejlighederne, også brødrenes fars. Det var sgu underligt. Thomas spørger ind til hvornår og hvordan han havde købt den. Advokaten er lidt tøvende og vil vende tilbage. Efter nogle dage får han besked. Advokaten fortæller, at han har købt lejligheden af Holger, som jo havde fuldmagt fra skifteretten. Jamen hvornår? Jo handlen var indgået netop den lørdag, hvor faren blev bisat. Prisen var 90.000 kr. Kunne det virkelig passe? Holger som havde stået der i kapellet med våde øjne og sagt kloge varme ord. Skulle han samme eftermiddag have stået oppe i fars lejlighed og solgt den uden at fortælle sine brødre om det? Eller skifteretten? Advokaten sendte alle mails og sms'er mellem ham og Holger, samt kopi af andelsbeviset, dateret og underskrevet af Holger. Således kunne Thomas videresende alt materialet til Steen og Uffe. Og til skifteretten naturligvis. Det ville de kigge nærmere på.
I månederne op til denne afdækning, havde Uffe ofte spurgt ind til hvordan det gik med regnskabet efter far. Han mente at nu hvor lejligheden var opsagt, måtte der vel snart komme en afslutning så Holger kunne fortælle hvad der blev at arve til dem alle fire. Men nej, det kunne Holger ikke sige noget om før hans revisor havde godkendt regnskabet. Heller ikke bare sådan cirka. Revisoren holdt ferie og havde i øvrigt meget travlt.
Skifteretten konstaterer at der er opstået nye aktiver i boet efter faren, hvorfor bo behandlingen skal gå om. Der sendes en skrivelse ud til alle arvinger, som kan give møde i skifteretten.
Der var ingen af brødrene, der havde set tegn på at faren skulle være på vej til at tage sit liv, med undtagelse af Holger. Endnu engang udviste han stor indsigt og havde set det komme. For han havde hjulpet far med flere ting de sidste par år. Bl.a. havde far ikke ønsket nye blomster på sin altan året før, som han ellers holdt meget af. Hjemmeplejen havde forlangt en ny hospitalsseng, når de skulle hjælpe far. Også her hjalp Holger. Far havde dog afslået flere velmenende tilbud om bl.a. dagcenter og gymnastik for pensionister. Tror I jeg er et pattebarn, havde han svaret dem. Fars helbred skrantede mere og mere. Når Uffe havde spurgt sin far om han måske engang ville bo på et plejehjem, var svaret et entydigt svar NEJ - ALDRIG. Thomas havde også prøvet at motivere far til at komme lidt mere ud blandt andre og havde en overgang nok overdrevet sine forsøg på at "skubbe" lidt til far. Hans rengøringshjælp var temmelig ringe, men far betalte hende selv og var godt tilfreds. Således ingen tegn der pegede på selvmord. Politiet fandt dog ikke mistanke om andet.
De lå på E45 mod syd. Thomas havde samlet Uffe op i lufthavnen, så de kunne følges ad ned til mødet i skifteretten. På vejen var de spændte på, hvordan Holger ville reagere, når Thomas dokumentation måske ville blive fremlagt ved retsmødet. Hvad mon Holger vidste? Var han forberedt på de følger det kunne få, når hans salg af lejligheden blev afdækket? Uffe og Thomas kom først til retsbygningen og der var ikke noget at mærke på Holger, da han kort efter dukker op. Han virker rolig og i godt humør.
En jurist gennemgik en del formalia inden han konstaterede at hele sagen måtte gå om, da der var fremkommet nye aktiver i boet. Holger blev bedt om at redegøre for salget af lejligheden. Ja det kunne Holger heller ikke forstå. Der var så meget rod og besvær med alle disse regler, så det kom også helt bag på ham. Nu kunne Uffe ikke holde sin kæft og kaldte Holger en svindler, tyv og plattenslager. Tænk at ville stjæle fra sin egen familie.
Du er ikke længere min bror, råbte han mens han var ved at ryge op af stolen. Thomas forblev rolig og fik dæmpet den ophidsede Uffe lidt, så juristen kunne fortsætte. Da boet skal gå om, må en ny bobestyrer udpeges og alle de registrerede aktiver forfalder til betaling d.d. og indbetales til skifteretten. Om Holger ville og kunne betale de 124.000 kr. Nu holdt Thomas og Uffe vejret. Havde Holger overhovedet pengene? Holger spurgte om det kunne vente til næste uge, for det var jo fredag eftermiddag. Juristen fastholdt, at beløbet forfaldt pr. d.d. Såfremt Holger ikke betalte, ville sagen blive overdraget til Politiet. Nu kunne Holger betale de 100.000 og resten på mandag, hvilket juristen godkendte. Og ja vi modtager dankort, sagde han før de forlod mødet og ordnede betalingen i forkontoret. Herefter så Thomas og Uffe, at Holger forsvandt hen over P-pladsen og kørte væk. Thomas spurgte juristen om der ikke kunne anlægges en straffesag. Svaret var, at de selv måtte henvende sig til Politiet og indgive en anmeldelse og evt. anlægge et civilt søgsmål. Det ville Thomas og Uffe gå hjem og tænke over.
Flere år senere får Uffe oplyst, at Holger har været særdeles hjælpsom genne længere tid. Han havde fået fuldmagt til at betale regninger og hæve kontanter på fars konto. Holger havde besøgt far ca. en gang om måneden gennem flere år. Holger havde skrevet hans kontonummer på en lap papir, så han kunne overføre beløb via telefonen. Så sent som på fars dødsdag havde Holger været oppe hos far. Det fortalte han aldrig ... ?