Uffes mor går bort i 2005 efter flere år med bl.a. Parkinson. Selv om han havde lagt hende på is i to årtier, nåede han at besøge hende på plejehjemmet, blive genkendt og mærke hendes varme hånd. Det er han taknemmelig for i dag. Her er hans sidste hilsen til mor:
Som barn så ganske lille
Så jeg kun den smukke bløde mor
Men hun gik ned så stille
Mens jeg blev fed og stor
Jeg fik en ekstra fedtemad
Og masser mælk på havregryn
Fik også rene bukser efter dejligt bad
Med mine gule krøller blev jeg så smukt et syn
men unge Uffe tog meget mere magt
mor blev den dumme kælling
Det var alt det grimme hun fik sagt
Når hun slugte piller, gik hun ned på tælling
Nu har jeg kæmpet mod mit had
Og slået mig på panden
Men om jeg så tryglede og bad
Gjorde det ondt som bare fanden
Det var min fars tur til at dø i '15. "E.O. Andersen har hængt sig i en gren", sang John Mogensen engang. Min far havde hængt sig i en dørkarm. Der var intet farvelbrev. Desværre blev opgørelsen af boet temmelig beskidt. Men det er en anden historie. Her er min sidste hilsen til far:
Du farmand gav mig kærlighed
Den var vist stor uden mange ord
Du var stærk i stædighed og snusfornuft
Med små revner af tvivl og sårbarhed
Du hang i en nylon snor fra Silvan
Du beholdt din værdighed - med lidt besvær
Du har bukket dybt - takket ja - nøjes med
Bidt i sure æbler - slugt kameler - takket af
Du fortalte fra et rigtig levet liv
om lidelser og lykke - nu hang du i en Løkke
Løkken af snor, nylon snor fra Silvan
Stop - uden fler' fortællinger
Velkommen til den død der deler
Vi skiltes - du kom i flytbar kistekasse
indboet kom til småt brændbart i poser
Og i flyttekasserne fra Silvan