Min stakkels hurricane humpede tilbage mod basen - 110'erens geværer havde gennemhullet halesektionen og det flåede lærred øgede vindmodstanden. Og den ekstra modstand fik motoren til at suge brandstof til sig. Eller rettere: det sidste af brandstofdampene. Af samme grund holdt jeg en højde der kun akkurat fik mig hen over trækronerne.
   Cartwright dykkede ned og kom op på siden af mig. Hans udtryk var ukarakteristisk bekymret. Jeg fremtvang et smil og viste ham en opadvendt tommelfinger. Var han ikke dukket op da han gjorde, var jeg ikke sluppet godt fra at komme ind foran den 110'er. Han tog lidt højde på og cirklede rundt ovenover mig. For et par dage siden havde jeg lovet at tegne et portræt af ham - det var på tide, at jeg tog mig sammen og fik det gjort.
   Jeg vidste præcis hvordan det skulle se ud. Billedet havde været på min nethinde lige siden jeg, efter min første tur med eskadrillen, var landet ved siden af ham. Han var gået ind foran forenden af sin hurricane og havde lagt armen om propelbladet, som var det en gammel vens skuldre, og smilede et smil der var en djævel værdig.
   "Fantastisk, ikke?" sagde han.
   Alt i mig var en stor knude og jeg kunne ikke få et ord frem. Måden de fire tyske bombemaskiner var vokset foran os, da vi dykkede mod dem, til de nåede samme proportioner som flyveøgler, fyldte i mig og for mit indre øje så jeg de grå streger der rakte op mod os fra tyskernes glimtende kanontårne, tilsyneladende skrøbelige som sytråde - indtil de ramte et mål.
   Han lagde armen om mine skuldre og gav tiltrængt støtte. "Tag det roligt. Bliver du blegere, kan de se det på den anden side af Kanalen - og så tror de sgu, at vi overgiver os."
   Cartwright dykkede ned ved siden af mig igen og nutiden blev nærværende. Han pegede over skulderen med tommelfingeren, steg brat og drejede i den retning han var kommet fra. Med mindre angriberen dykkede ned foran mig, var jeg chanceløs. Jeg svedte og kiggede op i spejlet. Cartwright steg op mod skyerne, der langsomt drev forbi deroppe. Hvad end han havde fået øje på, kunne jeg ikke se det. Mit indre krummede sig sammen. Jeg fik et sidste glimt af Cartwrights hurricane og så forsvandt den i skyerne.
   Jeg kiggede skiftevis i spejlet og fremefter. Fanden stå i at jeg skulle fældes af en gren. Vores base dukkede op forude. Næsten usynlige grønne telte på en eng. Vinden fik græsset til at bølge og jeg bedømte dens hastighed og rettede på min kurs. Jeg ville helst have modvind til landingen.
   Mellem to skyer kom et glimt fra vinger der fangede lyset. Størrelsen fortalte at det var en jager. Den faldt som en sten og jeg tabte den af syne. En rovfugls dyk. Jeg kunne kun vente. Min chance lå i, at jeg vidste den kom. Når den dukkede op bag mig, ville jeg undvige - og forhåbentlig gav det Cartwright tid nok.
   Basen kom nærmere. Der var ikke flere træer forude. Jeg dykkede en smule. Noget brunt og grønt skilte sig ud fra markerne under mig. Kom mig i møde. Jeg stirrede. Det var spidsen af en oval vinge. Hvad i alverden ... Den blå kant af vingens kokarde gled ind i mit synsfelt, og bevidstheden om hvad det var og hvad der var ved at ske, skar gennem overraskelsen. En spitfire. Og jeg var ved at dykke lige ned i den. Jeg stoppede mit dyk øjeblikkeligt.
   Spitfiren gled ind under mig og dukkede op på den anden side. Piloten smilede og vinkede.
   "Idiot!" råbte jeg i min ødelagte radio og til cockpittets stilhed. "Skrid med dig!" Jeg vinkede ham væk.
   Han smilede bredere og vinkede ivrigt tilbage.
   "Flyt dig!" Jeg pegede fremefter, mod basen og så at den var kommet tæt på. Det betød en stejlere nedstigning og risiko for stall.
   Spitfirepiloten smilede stadig til mig. Jeg pegede mod basen, gjorde et forsøg på at vise at jeg ville lande og pegede mod horisonten udfor min vingespids. "Væk!"
   Spitfirepiloten viste mig en opadvendt tommelfinger, men flyttede sig ikke.
   "For fanden din tåbelige, sindssyge ..."
   Min hurricanes motor hakkede og gik endeligt i stå.
   "Fandens."
   Flyet gled mod jorden i et blødt dyk. Spitfiren drejede væk og ryddede vejen for mig.
   "Smukt."
   Jeg sænkede flyets forende lidt mere - det stejlere dyk gav mere fart - så vovede jeg at slå landingshjulene ned. Hjulene bremsede. Dykket blev stejlere. Vinden skubbede mig sidelæns og ud mod det høje græs. Der var ikke andet at gøre ved det, end at bide tænderne sammen.
   Ud af øjenkrogen så jeg at spitfiren landede på det korte græs. Sikkert og normalt.
   Bare vent til jeg får fingrene i dig ...
   Det høje græs hvislede mod flyets underside og øjeblikket efter ramte vingehjulene jorden. Flyet knagede og metal hvinede og smældede. Vingen tættest på banen tippede mod jorden, vægten flyttede mod forenden og flyet truede med at vende bugen i vejret. Hjulets ben brød gennem vingens overside, vingespidsen ramte jorden og greb fat som nålen i en passer og trak langsomt flyet rundt i en kvart cirkel.
   Jeg så Cartwrights hurricane cirkle om basen og gjorde mig fri af selerne, skubbede cockpittaget tilbage og klatrede ud på den raske vinge og sprang ned på jorden.
   Spitfiren var standset et stykke fra teltene og en flok mekanikere var på vej hen mod den. Piloten var ved at klatre ud. Jeg gjorde mig fri af faldskærmen og lod den falde i det høje græs, strakte og bøjede mine fingre. Mærkede styrken i knytnæverne og kunne ikke vente med at lade ham smage dem.
   Piloten tog hjelmen af og lod den falde ned i cockpittet.
   "Fjern dit forbandede fly!" råbte jeg.
   Han vendte sig mod mig. Øjenbrynene var skubbet op i panden og udtrykket spørgende.
   "Der er en der skal lande!" råbte jeg og pegede op på himlen.
   Piloten klatrede ned fra vingen. "Flot fløjet, kollega," sagde han, smilede og gik mig i møde. "Det er lige sådan nogen som dig, landet har brug for."
   Motorstøjen fra Cartwrights hurricane blev højere og jeg vidste, at han kom nærmere jorden. Vidste at han også var ved at løbe tør for brandstof.
   "Hør efter!" råbte jeg til spitfirepiloten og kæmpede for at holde bare lidt ro i stemmen. "Min kammerat er på vej ind for at lande ..."
   Piloten smilede. "Sikke en fin maskine du har. Jeg havde ikke regnet med at støde ind i en kollega her."
   ..havde ikke regnet med at møde en kollega her ... Han hørte ingenting - men det skulle han komme til. Jeg løb hen til ham, greb ham i kragen og hev ham ind til mig. Stirrede ham ind i fjæset. "Flyt dit fly!"
   Han stirrede rundøjet tilbage. "Hvad ..?"
   Jeg trak ham hen mod spitfiren. Klar til at banke fornuft ind i hans tykke skal. Om nødvendigt ved at hamre hans hoved ind i flyets metalkrop.
   Vi nåede halvvejs hen til flyet og så talte han igen. "Det er ellers godt vejr i dag ..." sagde han som i et forsøg på at lette stemningen.
   "Kæft!" Jeg satte farten op og trak ham hensynsløst med. Spitfiren kom tættere og tættere på.
   "Hvorfor har du så travlt?" pustede piloten.
   Jeg slyngede ham mod flyet. Han snublede hen til vingen, ramte bagkanten og faldt ind over den.
   "Hawthorne!" lød Kents stemme og ud af øjenkrogen opfattede jeg at han løb hen mod mig, tæt fulgt af en lille flok mekanikere. Jeg satte farten op. Spitfirepiloten skulle ikke slippe så let.
   Piloten vendte sig og jeg var næsten indenfor rækkevidde. En greb min arm og trak mig væk.
   "Slip, sergent," sagde jeg og stirrede ind i Kents rynkede fjæs.
   "Nej. Hr." Han trak mig væk fra spitfiren og væk fra landingsfeltet. To mekanikere greb fat i spitfirepiloten og trak ham mod teltbyen, de andre mekanikere gik i gang med at skubbe flyet til side.
   "Smuk dag, ikke?" hørte jeg piloten sige. "Lige en dag til en skovtur."
   Jeg kastede mig til siden for at slippe fri, men Kents balance var lige så god som et bjergs. Han trak mig op at stå, vred min arm om på ryggen og førte mig det sidste stykke væk fra banen. Spitfiren stod der allerede og mekanikerne så ud til at have travlt med at undersøge de dele af den, de tilfældigvis stod ved. Så pinligt opførte jeg mig altså. Jeg mærkede vreden sive ud af kroppen.
   "Hvor har I gjort af pigerne?" spurgte spitfirepiloten.
   Jeg kiggede efter ham og Kent vred min arm til det føltes som om den ville gå af led.
   "Stop," fik jeg frem. "Jeg har fattet det."
   Kent løsnede vridet og jeg åndede lettet op.
   "Vent!" spitfirepilotens stemme skar gennem luften.
   Jeg kastede et blik over skulderen og så ham dreje sig mod mig, mens mekanikerne trak ham videre. "Husk," råbte han. "Vær ikke bange for lyset." Han smilede stort.
   ..Jeg havde ikke regnet med at se en kollega her ... Skovtur ... Lys ... Måden han havde talt og reageret på, virkede pludselig som om han virkelig ikke kunne se hvad der foregik omkring ham - og et stik af fortrydelse gik gennem mig. Krig påvirkede folk så forskelligt - og af og til var der nogen der bare fik nok.
   Jeg hørte den hakkende brummen fra Cartwrights hurricane, så at han var på vej ind for at lande og mærkede at Kent slap min arm.

Cartwright landede og taxiede ind i det høje græs ved siden af spitfiren, han drejede hurricanen så den var klar til at lette med et øjebliks varsel og slukkede motoren. Han skubbede cockpittaget tilbage, rejste sig og så kritisk på mig. "Alt i orden?"
   "Ja," sagde jeg og kastede et sideblik på Kent. Mekanikeren stod ved spitfirens vingespids og var i gang med at stoppe sin pibe.
   Cartwright klatrede ud af cockpittet og gjorde sig fri af faldskærmsseletøjet, lod det ligge på vingen og sprang ned på jorden. "Godt." Et bidskt grin bredte sig over hans ansigt. "Fandens flot flyvning, Hawthorne."
   "Jeg smadrede mit fly."
   "Fly kan erstattes." Han lænede sig op ad spitfirens side, fiskede en pakke cigaretter op af lommen og rakte den frem mod mig. Jeg rystede på hovedet. Han tog selv en cigaret, skærmede den med hånden og fik ild på den efter et par forsøg. Han tog et dybt sug.
   Fire mekanikere og to våbenteknikere slæbte ammunition, stiger og værktøj hen til hans hurricane. Tankvognen fulgte efter dem.
   Cartwright pustede en søjle røg i retning af teltene. "Var han tankeløs eller bare gakgak?"
   Jeg trak på skuldrene.
   Vær ikke bange for lyset. Sætningen spredte et netværk af tynde rødder og bandt ord som sandhed, varme og forblindelse sammen.
   "Det der portræt jeg lovede dig ..." sagde jeg.
   Cartwright tog et nyt sug af cigaretten og nikkede.
   "Jeg henter min blok," sagde jeg og trådte et skridt frem.
   "Er du sikker på at det er en god ide?"
   Jeg vendte mig og så hans ansigt flække i et skævt grin. "Ved du hvad," sagde jeg. "Jeg forstår godt den pige der brækkede din næse."
   "Er kun blevet kønnere." Han løftede cigaretten op ved siden af næsetippen som for at understrege sin pointe.
   "Hvornår har du sidst set dig selv i spejlet?" spurgte jeg og løb udenfor rækkevidde.
   Han lo.
   Jeg hentede min skitseblok og tegnegrejet i det af teltene, som jeg delte med Cartwright og hørte flymotorer nærme sig. De fire små fly voksede hurtigt til hurricanejagere. Mekanikerne fandt deres pladser igen og vi spejdede alle efter kendingsbogstaverne. Talbot, Adams, Bowman og Page landede - alle uskadte. Mekanikerne gik i gang med flyene og vi samledes om Talbot og ventede lidt længere. Himlen gav dog ikke flere fly fra sig.
   "Jeg så en 109 ramme Taylor," sagde Bowman stille og brød sig tydeligvis ikke om, at skulle fortælle os gamle, at vi var blevet en mindre.
   "Jeg skød en 111'er ned," sagde Adams. "Og fik ramt på en mere. Hans ene motor brændte, da han rystede mig af over Kanalen." Han sparkede en sten ud over banen. "Ewans klarede den ikke."
   Talbot nikkede og kastede et blik på mig. "Godt at se, I kom hjem i et stykke."

Hurricanen og Cartwright var ridset op med tynde streger på papiret. En hurtig skitse lavet da jeg, før maden, fik ham til at stå foran flyet. Aftenen gjorde luften kølig, skyggerne lange og lyset blødt. Jeg kortede tegningens skygger efter hukommelsen og lagde kraftigere lys på hurricanens ene side. Tilpassede uniformens skygger og fik dem til at kalde form frem. Arbejdede for at få tegningen til at passe med billedet i mit hoved, før duggen faldt og gjorde papiret fugtigt. Kun Cartwrights ansigt lod jeg stå i tynde streger.
   Skridt nærmede sig og ud af øjenkrogen så jeg Cartwright med to kopper. Han rakte mig den ene kop te og satte sig overfor, under hurricanens propel, med den anden kop hvilende mod knæet.
   Jeg tog en slurk, satte kruset fra mig i græsset og vendte opmærksomheden mod tegningen. Jeg lysnede et område over hurricanens vinge og gjorde vingens underside og Cartwrights skulder mørkere. Tilsammen skabte det illusionen af dybde bag Cartwright.
   "Det ser godt ud," sagde han.
   "Jeg er lige startet."
   "Men du har allerede fanget mig." Han løftede armene i overgivelse og smilede - lige det smil jeg havde ventet på. Jeg arbejdede hurtigt for få udtrykket overført til papiret og fortsatte så med at lægge skygger på og skabe rum.
   "Sikken en koncentration," sagde Cartwright. Han holdt hovedet på skrå og fulgte min hånds bevægelser hen over papiret.
   Jeg kastede et blik på tegningens helhed og tilføjede et par næsten usynlige streger i himlen.
   "Jeg forstår ikke, hvordan du kan gøre det ..." sagde Cartwright. "Så levende ..."
   "Klap i og hold den her," sagde jeg og rakte ham blokken. Han holdt den for mig og jeg så, at skyggen under den anden vinge skulle gøres mørkere. Jeg fik blokken tilbage.
   "Mine tegninger ligner stadig et barns," sagde Cartwright. "Du ved tændstiksmænd og fugle der ligner fladtrykte m'er."
   Jeg gjorde skyggen mørkere og rettede vinklerne i et par skygger i Cartwrights ansigt, lysnede en del af hans pande - og tegningen blev færdig. "Hvem var det egentlig der skulle have den?" spurgte jeg.
   "Mig," sagde Cartwright. Han lænede sig frem og kiggede ned på papiret. Han fløjtede. "Du er sgu dygtig."
   Jeg trak papiret af og rakte ham tegningen.
   Han studerede den stolt. "Det er en skam, du ikke valgte at følge den vej."
   Jeg klappede blokken sammen. "Der er ingen penge i det."
   Cartwright sendte mig et blik ud af øjenkrogen. "Det er stadig en skam."
   Jeg tog en ny slurk te - den var iskold - og hældte resten ud.

¤ ¤ ¤ ¤

Jeg hørte Cartwright flyttede på sig i cockpittet ved siden af og så ud over pladsen. Stjernerne og månen kastede lige nok lys til at få silhuetterne af vores fly til at træde frem, men stilheden røbede intet om den hektiske aktivitet der havde været et øjeblik forinden. De opvarmede motorer var tavse og mekanikernes og vores klargøren var stoppet. Piloterne sad i cockpittene og mekanikerne bevægede sig omkring flyene som sorte spøgelser - klar til at hjælpe ved starten. Når ordren lød.
   Jeg kiggede ud over landskabet i den retning lysglimtet var kommet fra. I retning af radarstationen. Der var stadig intet orange skær fra en brand derude. Ikke at jeg forventede at se et. Glimtet havde været tavst. Hvidt og tavst.
   De dommedagsforestillinger om giftgas og altødelæggende bombeangreb der havde huseret før krigen, viste sig endnu engang for mit indre øje. Men hvis tyskerne havde den slags våben, så ville de vel have brugt dem før - eller der skulle være sket noget, der gav en god grund til bruge dem nu. Invasionforberedelse måske ... Radarstationen havde i alt fald ikke svaret, de gange vi havde forsøgt at kontakte dem.
   Piper flyttede på sig ude på vingen, hvor han sad parat til at hjælpe mig med starten. Han stirrede mod øst - i den retning tyskerne ville komme fra.
   "Hvis de kommer," sagde han. "Så gør helvede hedt for dem."
   Jeg huskede at han havde nævnt, at hans familie boede ved kysten og nikkede. Selvfølgelig.
   Stjernerne blegnede og himlen blev langsomt lysere og lysere blå. Jeg ledte efter små mørke prikker, lyttede efter den svageste summen af motorstøj, ventede på sirenens startsignal og tænkte på hvordan vi skulle klare os, hvis vi ikke hørte fra radarstationen. Stående patruljer ville suge kræfter og brandstof til sig - og hvis tyskerne forberedte en invasion ville det blive sværere for konvojerne at komme med nye forsyninger.
   Den endnu skjulte sol farvede skyerne magentarøde og himlen fik sin sommerblå farve. Sirenen hylede. Piper forlod vingen og bøjede sig efter snoren til bremseklodserne. Jeg ledte mellem skyerne. Der var ingen prikker at se. Talbots fly startede med et drøn. Vi startede alle og kort efter var vi i luften.
   "Banditter er set på vej mod Dover," lød vores radioteknikers stemme, mens vi cirklede og samlede luft under vingerne. "Højden var 12.000 fod ved sidste melding. Hjælp er på vej."
   Radarstationens master blev synlige. De stod urørte og der var ingen kratere at se. Området mellem masterne og de få barakker var lige så livløst som enhver anden dag. Det gav ikke mening, at de ikke havde kontaktet os. At ingen af stationerne havde kontaktet os.
   Vi fandt vores pladser i formationen, vores naboeskadrille steg op og sluttede sig til os og sammen satte vi kurs mod Dover. Solen tittede op over horisonten og kastede lange skygger hen over landskabet under os. Kanalens vand var blygråt og et godt stykke ude gled en linje af mørke pletter hen over det.
   "Banditter klokken tolv!" råbte Talbot.
   Jeg talte firetyve tyske bombefly og undersøgte vandet bag dem for en flåde af skibe.
   "Banditter klokken tre!" råbte Cartwright over radioen. Jeg kiggede i den retning og så en sværm på mindst fyrre fly nærme sig kysten. Flokken var blandet og lignede mere en gang sammenskrab end en angrebsstyrke, men måske kom de bare med alt hvad de havde. Flokken var nærmere kysten end den første - men også længere væk fra os, så vi ville være længere tid om at nå dem og når vi nåede dem, ville de være over ...
   "Banditter klokken ti!" lød et nyt råb.
   "Del jer!" råbte Talbot.
   Cartwright drejede mod den store formation og jeg fulgte efter. Fire andre sluttede sig til os. De tyske fly voksede hurtigt. Heinkel 111'ere med glasbure som forender, dornier 17'ere med den smalle krop og endda et par af de langsomme dykbombefly junkers 87, som de ellers var holdt op med at bruge - og bombeflyene var eskorteret af både de tomotors messerschmitt 110 og - fandens også - enmotors messerschmitt 109 jagere.
   Otte af 109'erne steg op mod os.
   "Tally-ho!" råbte Cartwright og dykkede. Ja, lad os tage en dans. De grå 109'ere susede op mod os og begyndte at splitte op i par. Klar til at optage forfølgelsen af os, når vi passerede dem. Vi gjorde formationen tættere. Dannede en kile der skulle trænge igennem til bombeflyene.
   Det forreste par 109'ere rettede ind efter Cartwright og mig. Deres tavse geværer og jævne flugt tydede på et par gode piloter. Fandens. Gule glimt sprang fra geværmundingerne i 109'ernes motorhjelmene og vinger. Jeg trykkede på aftrækkeren og rekylen rystede flyet. 109'ernes kugler slog mod mit fly som en haglbyge.
   Jeg så at piloten drejede hovedet og bevægede styregrejerne voldsomt. 109'eren krængede til vingerne stod lodret og drejede væk - dens makker gjorde det samme - de stak halerne mellem benene som skræmte hunde - også de andre 109'ere - og også de fire hurricane der havde fulgt os. Cartwright stirrede op i himlen. Jeg vendte blikket i samme retning.
   Et skær som de bølgende regnbuer på en sæbeboble fyldte himlen over os.
   "Hvad i alverden ..."
   Jeg fulgte skæret med øjnene. Det hang over Kanalen som en gigantisk sæbeboblezeppeliner. På ydersiden løb der bånd af fimrehår i hele boblens længde og fimrehårene bølgede, som var de styreflader. Indeni var der et skelet af gennemsigtige stivere og dybt inde i den var der områder der virkede mere faste - det største var grønligt, men der var også okkerfarvede, lilla, røde og blå - og de bevægede sig; langsomt, som gennem væske og skiftede form.
   Cartwright drejede ind foran mig. Det rev mig fra synet af boblen og tvang mig til at følge ham. Han styrede lige mod boblen og zigzaggede som gjaldt det livet. Han ville angribe! Jeg kæmpede for at få min stemme til at lystre.
   "Cartwright - den er for stor!"
   Intet svar. Selvfølgelig ikke. Det var som om han mistede hørelsen, når han bestemte sig for et angreb. Men jeg ville være der, når han fik brug for mig.
   En gevækst voksede ud af boblens overflade, den lignede en snegls følehorn - og en form for øje, helt mælkehvidt, dukkede op i spidsen. Følehornet fulgte vores bevægelser præcist.
   Cartwright fortsatte stædigt.
   "Vær ikke bange." Stemmen var blød og afvæbnende.
   Øjet blev lysere.
   "Cartwright!" råbte jeg.
   Hvidt lys fyldte verden.

¤ ¤ ¤ ¤

Jeg satte mig op og stirrede ud i værelset. Solen skinnede på det hvide stof der dækkede staffeliet og lyset skar ind i hjernen. Jeg kneb øjnene sammen og mærkede den begyndende banken fra en hovedpine. Bord, vindueskarme og stole flød med flasker, askebægre, papirer og blyanter. Selv de lærreder, der stod opmagasineret langs væggene, var blevet brugt som aflægningsplads.
   Jeg stirrede på rodet og vidste, det meste af det skyldtes, at vi havde fortsat fejringen af min første fernisering her - men samtidig kunne jeg ikke ryste fornemmelsen af, at jeg var gået forkert. Jeg gned mig over panden og sukkede. Den fornemmelse vågnede jeg tit med og normalt forsvandt den igen efter et par øjeblikke - sammen med hovedpinen.
   Sådan skulle det vist bare ikke være i dag. Hovedpinen blev værre. Hvert pulsslag ramte min hjerne som en mukkert. Jeg dækkede ansigtet med hænderne. Uden lys blev hovedpinen mildere.
   Sengens fjedre knirkede og madrassen buede nedad.
   "Morgen," lød Cartwrights stemme søvndrukkent ved siden af mig. Han skubbede sig op på albuen og tæppet gled ned fra hans skulder og afslørede hans nøgne bryst.
   Koldt vand syntes at fylde mig og jeg sank.
   Cartwright smilede skævt og hans blik blev mørkt og en smule koldt. "Havde jeg vidst, at du var så fuld ..." Han satte sig op og fiskede sit tøj op fra gulvet.
   Glimt fra erindringer sprang frem fra min hukommelse. Cartwright der lagde armen om et propelblad som var det en gammel vens skulder og Cartwright der forlod sin skoles rundvisning på videnskabeligt museum og satte sig ved siden af mig og fulgte med i min tegning.
   Hovedpinen blev som slag fra en armbolt. Kvalme skyllede gennem mig og truede med at suge mig ud på åbent hav.
   Et venskab der voksede over tegninger, snak om teknik og pubbesøg - indtil jeg vovede at fortælle ham, at jeg var maler og hans utrættelige hjælp, der til sidst fik udstillingen på benene. Et venskab der blev til på himlen over England, hvor Cartwright lærte mig op og passede på mig.
   Det snurrede rundt for mig. Begge verdener var lige virkelige - men uforenelige.
   Cartwright rejste sig og trak bukserne på, gik omkring sengen, fandt sin jakke på en stol og gik hen til døren. Han lagde hånden på dørhåndtaget.
   "Bliv!" fik jeg frem.
   Han blev stående i ti smertefulde pulsslag.
   "Jeg sørger for en kop kaffe til os," sagde han så og vendte sig mod mig. Djævlesmilet bredte sig over hans ansigt. "Slap du af imens." Han gik.
   Jeg rejste mig langsomt. Smerten dunkede i mit hoved, men nu var det til at holde ud. Jeg gik hen til vinduet. En summen af glade stemmer steg op fra gaden. Mennesker gik med dagens første indkøb, børn løb og legede og henne på hjørnet havde en rand af mennesker samlet sig omkring avisdrengen. Alle gik derfra med en avis og mange slog op i den med det samme. Overskriften var synlig, selv fra min højde. 1940 Fredens år.
   Fred? Jeg mærkede at hovedpinens dunk blev tungere og lukkede øjnene og slap tankerne. Fyldte hovedet med stilhed.
   Papir raslede under min hånd. Tegningen var en skitse med helt fine streger. Jeg løftede papiret op og så nærmere på den. Den viste boblen - komplet med skelet og styreflader - og jeg huskede at vi havde rekonstrueret den sammen - efter de underlige erindringer vi åbenbart begge to havde. At tegne den havde også givet mig hovedpine og da jeg så op, fangede jeg Cartwright i at se bekymret på mig. Alligevel blev han ved med at tale om erindringerne - og samle informationer - i alt fald indtil udstillingens forberedelser fyldte tiden.
   Jeg kiggede ned på papirbunken i vindueskarmen. Der lå et af avisudklippene - en lille notits - om en nyopdaget svamp der tilsyneladende var meget almindelig. Det særlige ved den var, at den spredte sine sporer når den blev udsat for blitzlys. Botanikeren bag opdagelsen mente, at svampen havde tilpasset sin forplantning til glimtene fra lyn. Desuden viste sporerne potentiale medicinsk.
   En klirren fra porcelæn lød henne fra døren. Cartwright kom ind med to øl, to krus og en kande kaffe i hænderne. Han skubbede døren i med hælen og løftede kaffekanden. "Her kommer opkvikningen."
   Han satte tingene fra sig på en stol, knappede de to øller op og rakte mig den ene.
   "Du ser bedre ud," sagde han og lænede sig opad væggen.
   "Det går," sagde jeg.
   Han studerede mig, nikkede og tog en slurk af flasken. "Lad os få noget frisk luft bagefter," sagde han. "Der er noget jeg vil vise dig."

Skyer havde lukket lidt af for solen, men der var stadig lunt og luften lugtede af varme mursten. Jeg sukkede og var glad for det dæmpede lys. På den anden side af gaden stod et ungt par og kiggede på blomster. Hun duftede til en buket hvide roser og han købte dem. Hun lo og kyssede ham på munden.
   En hånd tog om min - varm og stærk - og jeg mærkede Cartwright tæt ved mig. Bemærkede at han var omhyggelig med at vores skuldre ikke rørte og forestillede mig hvor varm og stærk resten af hans krop måtte være. Jeg huskede, hvordan han natten før havde hjulpet mig hen til sengen og hjulpet mig med at komme ud af tøjet. Huskede hvordan hans finger havde fulgt mit kraveben, hvordan hans hånd havde strøget min ryg og hvor fast hans hænder havde holdt om min hofte, da -
   Den unge kvinde smilede til os, trak den unge mand ind til sig og udpegede os for ham. Parret vinkede og Cartwright vinkede tilbage.
   "Cartwright ..." hviskede jeg og forventede, folk ville få øje på os og komme med tilråb - men jeg trak ikke hånden til mig.
   "Hvor er du uhøflig i dag," sagde Cartwright med påtaget alvor og gik hen mod avisdrengens kryds.
   "Jeg har set avisen," sagde jeg.
   "Det er ikke det," sagde Cartwright og satte farten op. Trak mig fremad ved hånden og snoede sig ind og ud mellem folk på gaden. "Kom nu!"

Bygninger med haver blev afløst af landets mosaik af grønne marker og bussen standsede. På den ene side af vejen var der højt grønt korn og på den anden side var der en kortklippet græsmark. Bag en port af to rå stolper i telefonmastshøjde stod fly udstillet med jævne mellemrum og folk fyldte de brede gange mellem dem som et spraglet tæppe. Der var alle slags fly - hurricane, messerschmitt 109, short stirling, heinkel 111 og junkers 87 - og de fyldte den øverste halvdel af marken.
   "Det skulle du have fortalt mig," sagde jeg og kiggede efter en spitfire. Der så dog ikke ud til at være en i samlingen.
   "Sludder," sagde Cartwright og trak mig op at stå. "Du er vild med fly - og her kan du se dem tæt på."
   "Ingen spitfire," sagde jeg og var lettet.
   Cartwright smilede, rystede på hovedet og skubbede mig fremad mod den åbne dør og chaufførens utålmodige blikke i spejlet.
   Indgangens stolper var smykket med små vimpler på snor og sammen med menneskemængdens summen af stemmer, børns udbrud og lugten af karamel, øgede de fornemmelsen af at tivoli var kommet til byen.
   Hurricanen stod overfor den lyseblå messerschmitt - helt alene på en grøn ø omkranset af et reb. Den fik kun flygtige blikke. Messerschmitten tiltrak derimod en rand af folk. En rand der var koncentreret om et punkt foran flyets propel. Jeg fandt en plads yderst i randen, helt henne ved rebet og så at trækplastret var en tysk jagerpilot. Han talte med alle, var ene smil og venligheden selv - og så både skarpsindig og effektiv ud i sin ulastelige mørkeblå uniform. En pige med brune rottehaler masede sig helt frem til ham, trak ham i ærmet og lagde beslag på hans opmærksomhed. Han fandt et modelfly frem fra lommen og gav hende det. Hun løb derfra med flyet holdt over hovedet og en hale af misundelige drenge efter sig.
   Jeg lod blikket glide hen over flyet. Det så sært roligt ud som det stod der med næsen i sky, ja det virkede næsten venligt ... Selvom våbnene var de samme - og de sorte kors stadig var malet på vinger og skrog. En plet af hvidt på haleroret tiltrak min opmærksomhed. Jeg flyttede mig væk fra randen for bedre at kunne se og opdagede at hagekorset var udskiftet med en hvid ring med en fugls fodaftryk hen over - eller måske var det et stiliseret træ med tre grene rammet ind af en cirkel.
   Cartwright stillede sig som om han lænede sig opad rebet. "Indrøm det," sagde han. "At det er bedre at se dem i virkeligheden."
   "De har ændret det," sagde jeg.
   Han nikkede. "En ny begyndelse og et tegn på fred."
   "Jae ... Hvid ..." Jeg skar en grimasse.
   "Ikke så gnaven," drillede han og stødte til min skulder med knyttet næve. "Der er mere at se på."
   Vi kiggede på de andre fly, men jeg begyndte at få fornemmelsen af at han styrede mig mod den tomme del af marken. Mest for at drille ham lod jeg som om jeg ikke kunne få nok af at studere det glasbur der dannede heinkelens forende. Udover interessante spejlinger og forvridninger gav glasset også et godt kig ind på bombekasterens plads og cockpittet.
   Cartwright vendte ryggen til rebet, men stod ikke så afslappet som før. Hans blik så ud til at være rettet mod noget på det friholdte græs. "Hvad med vores egen short stirling heromme?" spurgte han.
   "Den side tager jeg bagefter," sagde jeg og gik hen og kiggede på heinkelens ene motor. Jeg huskede at have skudt på sådan en motor - i det andet liv, det umulige liv - og at jeg havde set motoren blive indhyllet i flammer. Heinkelen dykkede stejlt og ilden spredte sig som et bål ude af kontrol. Snart slikkede ilden hen over hele den brede vinge og øjeblikket efter klappede vingen ind over skroget. Flyet stillede sig på den tilbageværende vinge i den tomme luft og så et øjeblik ud til at stå stille - en mand sprang fra skroget. Flyet rettede sig op og faldt langsomt mod jorden som et forvokset ahornfrø. Manden faldt for sig selv og kæmpede for at få udløst faldskærmen. Han så så lillebitte ud. En levende dukke som jeg kunne række ud og gribe. Som jeg ville have rakt ud efter, hvis jeg havde kunnet.
   En hånd blev lagt på min skulder og det gav et sæt i mig. Jeg huskede, at mandens faldskærm ikke åbnedes helt og at jeg senere hørte, at han blev fundet død.
   "Tilbagefald?" spurgte Cartwright blødt.
   Jeg prøvede at trække mig ud af fornemmelsen af at være to steder på en gang og kæmpede mod svimmelheden.
   Cartwright studerede mig bekymret.
   "Jeg har det fint," løj jeg og gik mod den kantede og butsnudede stirling. Cartwright gik lige ved siden af mig, så tæt på at hans skulder næsten rørte min. Klar til at støtte mig hvis det skulle blive nødvendigt.
   Bag stirlingens hale stak en smule af en vinge frem. Den sad lavt, var spids og måtte være en jagers. En spitfires. Jeg satte farten ned og ville gerne stoppe, men det var som om synet af vingen trak i mig. Piloten kunne ikke være ham - der var mange andre der fløj spitfire, så hvorfor skulle han være lige her - måske var han ikke engang pilot længere, verden havde trods alt ændret sig ... Jeg var få skridt fra stirlingens hale og nu var det tydeligt at vingen var en spitfires. Spitfirens propel kom til syne og viste, at flyets forende pegede mod det friholdte græs.
   "Er alt klart?" lød spitfirepilotens stemme.
   Jeg standsede og skar en grimasse. Cartwright standsede ved siden af mig. Hans blik var rettet mod horisonten og han rynkede brynene som om han var kommet i tanke om et eller andet. Han lagde hovedet lidt på skrå, smilede svagt og fortsatte så mod spitfiren.
   Han strøg bagkanten af jagerens vinge. "Sikken en smuk maskine," sagde han.
   "Ja, ikke?" lød spitfirepilotens stemme. "Den smukkeste der nogensinde er lavet."
   "Bestemt," sagde Cartwright og forsvandt ud af syne bag stirlingens hale.
   Jeg rykkede fremad. Et modvilligt skridt af gangen.
   "Er det lige om lidt den skal i luften?" spurgte Cartwright.
   "Ja - og så skal vi vise dem, hvad vi kan."
   Jeg kom så langt frem, at jeg kunne se spitfirepiloten stå på vingen og Cartwright stå nedenfor.
   "Tyskeren," sagde spitfirepiloten. "Ham jagerpiloten - han er for øvrigt kunstflyver og det er hans tur bagefter, så jeg får nok min sag for."
   Cartwright lo. "Den har de regnet godt ud."
   Spitfirepiloten smilede skævt. "Lidt uheld ved lodtrækningen. Det havde været rart at se hvad han kunne og så selv gøre det bedre."
   Cartwright flyttede vægten fra et ben til det andet og tilbage igen og så vendte han sig mod mig. Jeg rykkede tilbage, men ikke mere end at jeg stadig kunne se ham. Cartwright smilede som en djævel. Ja, hans fælde havde virket.
   "Ham den sky dernede er min ven," sagde han. "Det er faktisk ham der er den største flytosse."
   Tak, Cartwright. Jeg stirrede på ham så han kunne læse tanken fra mit ansigt. Han smilede bredere.
   "Jamen, så - øh - hej dernede," sagde piloten. "Kom bare nærmere." Intet i hans ansigt viste tegn på genkendelse. Mit angreb hørte også til i det andet liv. Alligevel følte jeg mig udsat, da jeg drejede omkring stirlingens hale og gik frem til Cartwright.
   Piloten rømmede sig. "Når du er vild med fly," sagde han. "Har du så overvejet at blive pilot?"
   "Jeg ..." sagde jeg og skyndte mig at omformulere, da ordene: er pilot truede med at følge efter. "..er kunstner."
   "Oh." Piloten kastede et blik ud over pladsen.
   Cartwright rakte ud efter mig. Jeg tøvede - ligesom den dag han stormede ind og fortalte at galleriet ville udstille mine malerier.
   "Er du ikke glad?" havde han spurgt.
   Jeg så på hans åbne hånd og huskede hvor rart det havde været, at arbejde på malerierne til udstillingen - alligevel tog jeg den ikke.
   "Hør," sagde spitfirepiloten og kiggede på sit ur. "Jeg skal i luften, så I må hellere træde lidt til siden."
   "Helt i orden," sagde Cartwright.
   Vi vendte tilbage til stirlingens hale. Folk begyndte at samle sig for at se starten og spitfiren lettede til mængdens hujen og steg op mod landskabet af store cumulusskyer.
   Spitfiren fløj hen over en af blomkålsbakkerne, lavede et loop over toppen og dykkede ned i en dal mellem to skyer. Den fløj ind foran den næste sky og rullede til vingernes smukke buer aftegnedes helt tydeligt mod den hvide baggrund. Jeg smilede. Flyet gjorde rullet færdigt og strøg op mod skyens top. Lys skinnede gennem den hvide vanddamp og en diset regnbue dannedes i grænselandet mellem skyen og himlens blå.
   Jeg mærkede at Cartwright tog min hånd, men slap ikke himlen med øjnene. Spitfiren nåede skyens top og forsvandt i det klare lys. Jeg kneb øjnene sammen. Spitfiren dukkede op over lyset, dykkede og kastede sig ud i et slalomløb fra skytop til skytop. Farten levede fuldt ud op til min forventning og hver gang de smukke vinger, brat aftegnedes mod skyen, snappede jeg efter vejret. Folk omkring os gispede og heppede. Jeg følte mig stærk - forankret til jorden og fyldt af lys og glæde.
   Cartwright klemte min hånd. "Undskyld," sagde han.
   Jeg løsrev mig fra synet af spitfiren. Han så ned i græsset og flyttede på en sten med skosnuden. Hans pande var rynket af bekymring.
   "Hvorfor?" spurgte jeg og kunne ikke lade være med at smile.
   Bekymringsrynkerne forsvandt ikke, men han smilede til mig og lignede slående en hundehvalp taget på fersk gerning med sin ejers tøffel i munden. Jeg lo og trak ham ind til mig, greb ham om nakken og kyssede ham.
   Folk piftede og klappede.