11.08.1940

Kære søster

Jeg lægger det her brev til dig, så du ved hvad der er sket og du kan dele oplysningerne med mor og far, hvis du synes. Som du ved, siger man, at hvert menneske har fået tildelt et vist antal hjerteslag. Jeg er bange for, at mine er ved at være brugt op.

Kan du huske den dag jeg kom hjem - der, lige efter flyveskolen, hvor jeg endelig kunne få syet RAF-vinger på brystet? Mor tabte sin ynglingskop, da jeg kom ind i køkkenet og hun påstod at den bare skulle limes, så ville den være så god som ny. Og så fik I travlt med at invitere alt og alle til fest, selvom jeg skulle af sted igen næste dag. Onkel Terence kom også og jeg var glad for, at vi kun lige nåede at hilse på hinanden, før andre lagde beslag på hans tid. Han havde jo tidligere betalt min uddannelse og jeg gik ud fra, at han forventede jeg skulle overtage hans advokatfirma sammen med titlen.
   Hen på aftenen var der ikke længere andre der opholdt ham og han kom hen og trak mig til side.
   "Så du skal i krig," sagde han og prikkede i jorden med sin stok.
   "Ja," sagde jeg og vidste ikke, om jeg skulle til at forsvare mit valg eller om han ville give mig et råd eller to og fortælle om hans oplevelser fra verdenskrigen.
   Han nikkede, alvorsrynkerne i hans ansigt blev dybere og han lavede nye huller i jorden. Jeg ventede i et stykke tid og begyndte at overveje en undskyldning, der kunne få mig tilbage til festen.
   "Jeg har noget til dig," sagde han så. Han stak hånden i lommen og trak et lommeur frem. Uret skinnede som sølv og var uden dekoration eller kæde. Underligt når han ellers foretrak guld, barokke mønstre og smed ting ud, når de fik det mindste skår. Han så også undrende på uret - som havde en tryllekunstner udskiftet hans ur med en andens. Han strøg urets låg med tommelfingeren.
   "Det har reddet mit liv mange gange. Det vil også hjælpe dig." Han rakte det frem mod mig og lukkede så hånden om det. Hans benede fingre virkede stærke som klør.
   "Du må love mig ..." sagde han med en stemme så anstrengt, at den blev tynd. "Pas på." Han stoppede uret i hånden på mig og hev luft ind gennem tænderne.
   "Du behøver ikke ..." sagde jeg og prøvede at give ham uret tilbage. Han holdt armene tæt til kroppen, så efter uret og trådte til sidst væk fra mig.
   "Det betyder jo tydeligvis meget for dig," forsøgte jeg. "Jeg skal nok passe på mig selv."
   Han rystede på hovedet. "Det er dit nu. Pas på det, så passer det på dig."
   "I orden," mumlede jeg og ledte efter knappen der kunne åbne uret.
   "Nej!" råbte Terence hæst og greb mig i armen. "Vent," sagde han og løsnede grebet. "Vent med at åbne det, til du er alene."
   Jeg stak uret i lommen.
   Først to dage senere fandt jeg det frem igen.

Det regnede da jeg ankom til basen. Regnede på den måde der viser, at det vil blive ved og som gennembløder tøjet. På det tidspunkt mærkede jeg det ikke. Jeg havde kun øje for den spitfire, der stod helt alene foran en af basens barakker.
   Regn dryppede fra de nederste propelblade og fra vingebagkanterne, fik flyets brune camouflagefarver til at virke fløjlsagtige og halerorenes skelet til at træde frem under deres lærredshud. Jeg strøg metallet på flyets side og hørte barakkens dør gå op.
   "Fingrene væk!" var der en der råbte.
   "Jeg er ny her, jeg ..." sagde jeg og vendte mig.
   "Det er mit fly," sagde piloten. Han var løjtnant, som jeg selv, men havde skægstubbe, mørke rande under øjnene og en hårdhed i stemmen, der fik mig til at bakke. "Forsvind."
   Jeg flyttede mig lidt væk og han smækkede døren bag sig. Han dukkede op i et af barakkens vinduer og stirrede på mig. Jeg flyttede mig længere væk og han forsvandt ind i barakkens mørke.
   I et stykke tid stod jeg og kiggede på bygningen. Regnen gjorde min jakke tung og kold hen over skuldrene og håret klæbede til mit hoved. Barakken var piloternes tilholdssted, sagde jeg til mig selv - og jeg var pilot. Jeg skulle forestille at være en af dem. Jeg soppede gennem græsset og åbnede døren. Indelukkethed gjorde luften så massiv at det var som at træde ind i gele. Røgen gjorde loftet usynligt og ved disken, i den ene ende af rummet, stod to piloter og, i den anden ende af rummet, sad løjtnanten i en lænestol. Han tændte en ny cigaret med stumpen af en anden og bøjede sig ind over et bord og stirrede ned i et glas øl.
   Jeg gik op til de to ved disken. Den nærmeste vendte ryggen til mig, den anden stirrede frem for sig.
   "Kan I fortælle mig, hvor jeg finder eskadrilleleder Blake?" spurgte jeg.
   "Gud fader," sagde løjtnanten i lænestolen. "Regnvejr og nye." Han hamrede glasset ned på bordet og smækkede døren, da han forlod barakken. De to andre reagerede ikke.
   "Eskadrilleleder Blake?" prøvede jeg igen.
   I et stykke tid lød kun regnens plasken.
   "Prøv på den anden side af vejen," sagde den stirrende.
   "Tak," sagde jeg og følte mig meget ny og meget dum.
   På vej ud så jeg en tavle hænge ved siden af døren. Der var felter til tolv navne og de elleve var udfyldte. Et sted var kridtet tværet ud. Det var der det gik op for mig, at jeg ikke bare var eskadrillens nye pilot - jeg var en erstatning.
   Regnen gjorde mit våde tøj koldt og jeg frøs, da jeg krydsede vejen og gik op mod den hvide godsagtige bygning der lå derovre. Bygningen var stor, som onkel Terences hus på landet, havde et blomsterbed foran og velpassede græsplæner omkring. Ved den ene gavl stod et tennisnet og fangede regndråber. Her var det eneste tegn på krig tapekrydsene i vinduerne. Det var så underligt - mindede mig om sommerferier, varme og lange dovne dage.
   Indenfor spurgte jeg en butler efter Blake og fik at vide, at han var taget ind til byen og først var ventet tilbage til aftensmaden. I stedet blev jeg vist til mit værelse og efter at jeg havde pakket ud, indhentede rejsetrætheden mig og jeg faldt i søvn. Blake dukkede op til aftensmaden og for første gang så jeg alle elleve piloter - stemningen var dog den samme som i barakken. Alle sad bøjet over tallerknerne, alle røg mere end de spiste, alle havde mørke rande under øjnene, alle var tavse. Tallerkenerne blev hurtigt ryddet væk og flaskerne med whisky og cognac fundet frem. Blake og den stirrende pilot, stillede et parti skak op på et hjørne af bordet. Jeg gik hen til dem og præsenterede mig.
   "Godt," sagde Blake og flyttede en bonde. "Er du kommet på plads?"
   "Ja, hr."
   "Godt."
   Og det var alt der blev sagt. Jeg blev i rummet et stykke tid. Alle drak tæt og beklagede sig over regnen, passede deres kortspil eller bladrede i bøger eller aviser. De gjorde det tydeligt for mig, at jeg ikke hørte til.
   Jeg har senere fundet ud af, at den slags modtagelser er helt normale.

Næste dag regnede det stadig og stemningen i spisesalen var den samme. Jeg trak mig tilbage til værelset og satte mig i vindueskarmen med spitfirens instruktionsbog. Jeg læste den igennem et par gange - til jeg var sikker på, at jeg kunne instrumenternes placering, stallhastigheder og rådene angående start og landing - så lagde jeg den fra mig og kiggede ud. Regnen trommede mod ruden og fik blomsterbedets farver til at løbe sammen. Jeg forestillede mig, hvad I lavede derhjemme. Hvordan du gik og puslede om planterne i drivhuset mens regnen trommede på taget og mor ville sidde i lænestolen og læse - jeg kunne næsten høre hende vende siderne og savnede jer forfærdeligt. Det var vel derfor jeg kom i tanke om gaven fra Terence.
   Jeg fandt uret frem og vendte og drejede det i hånden. Bagsiden var lige så blank som låget - intet stempel viste sølvets renhed eller urmagerens navn. Jeg trykkede på urets side og låget sprang op. Urskiven var flødehvid og lavet af perlemor eller ben og de sorte romertal og det lille sorte hjerte under tolvtallet var indlagt i det hvide. Viserne var også sorte og stod på kvart i et. Jeg tog om knappen øverst for at stille det og viserne begyndte at løbe baglæns.
   Overraskelsen fik et ryk til at gå gennem min arm og hånden klemte uret i. Jeg stirrede på knytnæven, mærkede uret indeni og lyttede til den beroligende lyd af regnen. Fjollet, sagde jeg til mig selv. Det var jo ikke andet end en metalkasse med små tandhjul indeni.
   Jeg trykkede på urets side og ganske som før, sprang låget op. Alle viserne stod på tolv. Eneste bevægelse var sekundviserens lille ryk, frem og tilbage, under tallet. Jeg drejede på knappen. Ingen forandring. Så trykkede jeg ovenpå den, som på et stopur og sekundviseren begyndte at løbe. Mørke, som fra et uvejr, gjorde det sværere at se og regnens trommen blev svagere.
   Jeg så op. Verden var blevet skumringsagtig - men i et blåt mærkes lilla, blå og sorte farver og uden at miste kontrasten mellem lyst og mørkt. Det var grynet at se på, som det uskarpe i et fotografi og gjorde ondt i øjnene.
   Regndråberne slog deres langsomme og ujævne rytme på ruden. Jeg kunne følge hver enkelt af dem og åbnede vinduet. Dråberne faldt som snefnug og jeg havde tid til at række ud og rette hånden ind under dem. En lille pyt samlede sig i min hånd og jeg fik øje på en særligt stor dråbe, der faldt fra tagskægget. Den ramte pytten og dannede kortvarigt en lille krone af vand.
   Det var fantastisk. Smukt. Og gav en forklaring på, hvordan onkel Terence havde klaret sig så godt i krigen.
   Jeg trykkede på knappen igen. Viserne stivnede, lyset vendte tilbage og regnen silede ned.

Næste morgen vågnede jeg ved solens lys. Klart vejr. Det betød at jeg ville komme i kamp - i en maskine jeg ikke havde fløjet før.
   Jeg gik hen til vinduet og så mekanikerne skubbe vores fly ud af hangarerne. Tolv spitfirere. En af dem min. Jeg så på deres brede buede vinger og de lange slanke forender, der mindede om myndeansigter. Propelnavene syntes at vejre morgenluften. Jeg tænkte på motorens kræfter og fik det lidt bedre, selvom jeg vidste, at springet fra træningens biplan til de fuldblodsskabninger der stod og ventede dernede, ville være som springet fra hestevogn til racerbil. Jeg kunne næsten ikke vente. Jeg var ved at dø af skræk.
   Jeg stak uret i lommen.
   Solen var knapt kommet op over horisonten, da alarmen lød. Vi sprang op af dækstolene, Blake gav os tyskernes kurs og højde og så løb vi hen mod flyene. Blake var først fremme og kom hurtigt på plads i sit cockpit. En mekaniker hjalp mig med cockpittets seler og godt det samme, opgaven var svær for mine rystende hænder. Jeg hørte de første motorer starte, mens jeg stadig prøvede at få overblik over instrumenterne og huske spitfirens starttjekliste. De andre lettede en efter en og begyndte at tage højde på.
   Mekanikeren gjorde tegn til, at det var min tur. Jeg tørrede mine hænder af på lårene, mærkede uret i flyverdragtens lomme og fik motoren startet. Mekanikeren vinkede mig frem til start. Jeg gav gas og spitfiren sprang fremad, vippede og truede med at sætte en vinge i græsset. Jeg sparkede til siderorspedalen, skroget knagede og flyet sænkede den anden vinge - så langt at jeg var lige ved at få den i græsset i stedet. Lad den, tænkte jeg. Det her går ikke. Hvorfor bildte jeg mig ind, at jeg kunne flyve sådan en maskine? Vingen gled op til vandret, flyet fór fremad og på en eller anden måde - hoppende og usikkert - fik jeg det i luften. Spitfiren steg som en måge og selvom jeg ikke gjorde andet end at stige og dreje, vidste jeg, at heroppe ville den adlyde mig.
   "Blå 4 find din plads," lød Blakes stemme i mine høretelefoner.
   "Javel," svarede jeg, steg stejlere og kom ind på plads bagerst i formationen. Blake satte kursen mod Kanalen og vi fulgte med - i en formation som gæs på træk. Jeg koncentrerede mig om at holde afstanden til ham der fløj foran. Hans hvide haleror kunne på et øjebliks uopmærksomhed komme ind i min propel og blive hakket i stykker.
   Radarmasternes tynde skeletfingre dukkede op forude og oppe over dem kom en lille sværm af sorte prikker til syne. Tyskerne - lige der hvor vi var blevet lovet, de ville være. Snart ville jeg komme i kamp. Jeg var glad for at have uret med mig. De sorte prikker voksede og blev til små fly. Knækkene i vingerne gjorde det let at genkende de tyske maskiner som stukaer. De to forreste dykkede næsten lodret mod radarmasterne. Blake drejede mod solen og væk fra dem. I spejlet så jeg stukaerne stige igen og kort efter kom glimtene fra to eksplosioner. To nye stukaer dykkede. Blake styrede os stadig lige mod solen. Jeg havde lyst til at råbe ad ham - stukaern var vel vores mål - men jeg tøvede. Han vidste vel, hvad han gjorde og jeg havde ikke lyst til at udstille mig selv en gang til. Blake drejede brat og ud af solens skarpe lys dykkede to messerschmitter. Deres maskingeværer spyede grå striber af bly ud over os, de ramte ham foran mig og jeg drejede for at komme væk. Drejede selvfølgelig væk fra dem og lige ind foran deres geværer. Messerschmittens grinende ansigt fyldte mit spejl og grå striber fra den slog ned i min spitfires vinger og flåede beklædningen i stykker. Den ville have fået mig. Få sekunder til og det havde været slut.
   Jeg trykkede på uret. Messerschmittens kugler blev synlige som grå kometer der fulgte hinanden i halerne. Jeg fik flyet til at rulle, så vingerne kom til at stå lodret i forhold til jorden og midt mellem kometrækkerne. Så dykkede jeg. Messerschmitten og dens makker passerede hen over mig. Jeg rettede op, steg og kom op bag dem. Den forreste skød stadig. Jeg trykkede på uret igen, kiggede i sigtekornet - hvor messerschmitten fyldte det hele - og trykkede på aftrækkeren.
   Mine otte maskingeværer gennemhullede halesektionen. En sky af glassplinter rejste sig fra messerschmittens cockpit og den gled til siden som et blad fanget af vinden. Dens makker - ham der havde skudt på mig - dykkede. Jeg kastede et blik på min spitfires vinger og fulgte efter. Messerschmitten øgede afstanden og jeg turde ikke presse mit fly. De skadede vinger kunne give efter. Men jeg ville heller ikke lade ham slippe væk. Jeg greb om uret. Messerschmitten dykkede næsten lodret og ville snart forsvinde ud af syne under mig. Jeg overvejede at trykke på uret igen og dykke stejlere. Otte grå striber ramte messerschmittens side og den eksploderede. Jeg drejede væk fra ildkuglen og så en anden spitfire under mig. Blakes spitfire. Et øjeblik følte jeg mig snydt.
   Jeg kiggede ud over himlen. Spredte prikker viste at de andre enten var i gang med at dreje mod Blake eller at de jagede messerschmitter der var på vej mod kysten. Stukaerne var væk. Radarmasterne stod endnu. Jeg sluttede mig til Blake.
   Hele vejen tilbage til basen boblede mit hoved af oplevelser fra starten og kampen. Jeg havde lettet med en spitfire for første gang - fløjet den - og det levede fuldstændig op til mine forestillinger - var faktisk bedre - og jeg havde været i kamp - fået min første nedskydning.
   Jeg landede efter Blake og da jeg havde taxiet flyet på plads, så jeg, at han var på vej hen mod mig. Mine hænder rystede igen og da jeg trådte ud på vingen, begyndte mine knæ at ryste. Jeg svedte og følte mig syg. Blake rakte hånden frem.
   "Velkommen til," sagde han.
   "T..tak," stammede jeg og tog hans hånd.
   En af de andre taxiede ind ved siden af mig, slukkede motoren og skubbede cockpittaget tilbage. "Godt gået, Blake!" råbte han fra cockpittet. "Så blev du es."
   Blake nikkede.
   Jeg huskede hvor tæt jeg havde været på selv at blive skudt ned og min mave vred sig som en klump ål. Jeg blev nødt til at støtte mig til vingekanten. Uden uret ville jeg ikke have overlevet. Jeg kastede op.
   Blake lagde en hånd på min skulder. "Kom med over i messen. Du trænger til noget at styrke dig på."
   Fra den aften var jeg en af dem. Ingen nævnte min nedskydning. Jeg tror ikke, de så den.

Jeg har brugt uret mange gange - det har du sikkert også gættet. I stort set hver eneste kamp, må jeg indrømme. Og i lang tid bekymrede det mig ikke, at viserne flyttede sig lidt hver gang. Det var først for et par uger siden, jeg rigtig lagde mærke til det.
   Jeg mødte Jessica. Hun er rødhåret, har fregner og en latter der kan tænde stjerner. Hun kører med brandstof til os og den første gang jeg så hende, stod hun et øjeblik i bildøren og kiggede ud over basen, som var hun en bjergbestiger på toppen af bjerget - før hun trådte ned. For første gang i lang tid mærkede jeg landskabets farver, duften af varmt græs og en anden blodets banken end frygtens.
   "Hvad kan jeg hjælpe med, flyver?" spurgte hun og hendes sorthårede makker fnisede. Jeg stod helt henne ved dem og huskede ikke, at jeg havde flyttet fødderne.
   "Jeg ville byde på en drink," sagde jeg. Det eneste jeg lige kunne finde på.
   Hun lo. "Det må vi ikke," sagde hun og klappede tankvognen. "Det er farlige sager."
   Jeg følte mig godt dum, men måtte fortsætte. "Ikke engang med en af nationens modige forsvarere?"
   Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Beklager."
   "Hvad med senere? Der er en god pub i landsbyen."
   "Vi prøver faktisk at arbejde," sagde hun. "Jeres maskiner flyver jo ikke på luft alene, vel?"
   "Så sandt som det er sagt," sagde jeg. "Du må lade mig vise vores taknemlighed."
   Hun rystede på hovedet og gjorde tegn til at ville vende sig.
   Jeg lod mig falde på knæ. "Du kære benzinens engel -"
   "Nu er du fjollet." Hun rynkede bryn og satte hænderne i siderne.
   "Vis en almindelig dødelig den ære -"
   "Hold nu op," sagde hun og et sted bag mig var der en der piftede.
   "Lad mig brede en messerschmitts gråspættede skind ud for Deres fødder, bringe Dem en halskæde af dens gyldne tænder ... Hvad som helst De måtte ønske, oh skønne luftens -"
   Hun lo. "Lad mig gætte," sagde hun. "Du har ikke tænkt dig at give op, før jeg siger ja, vel?"
   "Nej," sagde jeg.
   Hun udvekslede et blik med sin makker og vendte sig mod mig igen. "Klokken otte?"
   "Ja."
   "Så siger vi det - og smut så med dig."
   "Det gør vi. Vi ses," sagde jeg. Jeg rejste mig, børstede jord af knæene og gik.

Tyskerne angreb to gange den dag. Det andet angreb var rettet mod vores nabobase og de bombede den sønder og sammen. Vi gjorde vores bedste, men messerschmitterne holdt os på afstand. Vi mistede fire i den kamp - Blake var en af dem. Jeg var så træt, da jeg landede, at det snurrede i hele kroppen og jeg følte, jeg var pakket ind i vat. Alle de andre søgte mod deres senge, men tanken om Jessica holdt mig på benene. Jeg vidste, jeg var sent på den.
   Pubben var fyldt som sædvanlig. Basens mekanikere optog det meste af pladsen. De havde fordelt sig i små grupper, der spillede kort eller dart, drak og snakkede. Nogle prøvede at charmere pigerne og andre talte med de lokale. Alt sammen syntes dog at foregå mere lavmælt end ellers. En gruppe soldater sad i et hjørne og prøvede at gøre sig usynlige. Ved disken stod et par af stamgæsterne og en hjemmeværnsmand. Jeg klemte mig ind mellem to stamgæster og spurgte Lisa, om hun havde set Jessica. Hun trak på skuldrene og blev kaldt væk.
   Jeg satte mig ved døren og mærkede pust af aftenluftens kølighed, hver gang døren gik op. Jeg kiggede ud i rummet og mærkede trætheden lægge tykke dyner over mig. Det var underligt at tænke på, at Blake ikke skulle lede os i kamp mere. Han havde været en dygtig pilot og en god leder - alligevel blev han skudt ned af en enkelt salve fra en messerschmitt. Jeg fandt uret frem. Vendte det et par gange i hånden og åbnede det. Viserne nærmede sig halv et. Jeg stak det i lommen og lænede mig tilbage. Tænkte på om de ville lade mig sidde, hvis jeg faldt i søvn ...
   Nogen klappede min hånd.
   "Er vågen..." fik jeg sagt og trak mig op mod bevidstheden. Øjenlågene klistrede til øjenæblerne, men jeg fik dem op og, gennem en hinde af søvn, så Jessica ved siden af mig.
   Jeg kom på benene.
   "Så galant," sagde hun og jeg opdagede, at hun allerede sad.
   "Jeg var bange for, du ikke ville dukke op," sagde jeg og satte mig.
   Hun pillede ved en syning i nederdelen. "Det var heller ikke meningen ..."
   "Ikke meningen?"
   "Alle siger, man ikke skal falde for en flyver."
   I et stykke tid sagde ingen af os noget. Jeg prøvede at sluge oplysningen om, at hun ikke havde villet komme.
   "Men du kom," sagde jeg til sidst.
   "Jeg så kampen," sagde hun, stadig stille, stadig med bortvendt blik. Hun samlede hænderne i skødet, sank sammen og rystede. Græd. Jeg stirrede på hende et øjeblik og kastede et blik ud i rummet - der var færre mekanikere og hjemmeværnsmanden var gået. Så lagde jeg forsigtigt armen om hende.
   "Du er her," sagde jeg. "Du kom."
   Hun så op, blikket var fast men kinderne var rødplettede og glinsede. "Det var jeg nødt til. Jeg måtte vide om du var her."
   "Jeg er ikke så nem at slippe af med," sagde jeg. "Har du glemt det?"
   Hun smilede sørgmodigt og tog min hånd. "Det havde jeg vist."
   Vi drak øl og talte. Hun kom fra Wales og kunne fortælle mange sjove historier om sin familie. Da jeg spurgte hende, hvorfor hun havde valgt at køre tankvogn, smilede hun skævt og sagde, at hun holdt af store og lugtende maskiner. Hun spurgte mig, hvorfor jeg ville flyve og jeg fortalte om det og mor og dig og strejfede også onkel Terence.
   Vi talte så godt sammen, at vi ikke havde lyst til at skilles. De andre forlod pubben i små grupper. Først da Lisa kom hen til os, med en kost i den ene hånd, samlede vi hurtigt vores ting og takkede for gæstfriheden. Ude på den mørke gade tog Jessica min arm og spurgte, om jeg ville følge hende hjem. Jeg sagde ja, men hun fortalte mig ikke hvor vi skulle hen. Hun ledte mig over gaden og hen til døren i huset overfor.
   "Så ved du, hvor jeg bor," hviskede hun, kyssede mig på kinden og forsvandt indenfor.

Tilbage på mit eget værelse lå jeg og stirrede op i loftet. Jeg burde sove, men jeg var så glad og alt det vi havde talt om smuttede rundt i mit hoved. Jeg fornemmede hvor meget mere der var at finde ud af, tænkte over hvor vi kunne tage ud at danse og forestillede mig hvor sjovt vi ville få det sammen. Tænkte på hvornår jeg kunne tillade mig at fri. Jeg kunne fornemme den familie vi ville få - en pige lige så rødhåret og selvsikker som sin mor og en lidt mere stille dreng der var musikalsk eller teknisk begavet.
   Tankerne var som gyldne fisk der fyldte mit hoved. I lang tid så jeg kun dem men så var det som om de fik skygger og skyggerne fik deres eget liv og steg op og blandede sig med de gyldne fisk. Jeg huskede det første vi havde talt om - kampen - og huskede hendes sørgmodighed. Sådan skulle det ikke ende for mig. Jeg ville overleve, jeg ville gifte mig og få min familie. Se børn vokse op og få deres egne familier. Bygge legetøjsfly til børnebørnene og fortælle dem røverhistorier.
   Jeg fandt uret frem og åbnede det. Halv et. Jeg huskede at det stod på kvart i et, da jeg fik det og at viserne vendte tilbage til tolv, da jeg åbnede det første gang. Det kunne ikke være en tilfældighed. Jeg stirrede på den delte urskive. En halv times forlængede minutter tilbage. Onkel Terence måtte have haft de samme tanker - eller havde han fået det at vide og ikke sagt det til mig? Det var let at blive vred, men ikke videre hjælpsomt. Jeg tænkte på kampene og Jessica og vidste, at jeg ikke kunne give uret fra mig, som han havde gjort.
   Men et ur er et ur, tænkte jeg. Det burde kunne stilles - på en eller anden måde.
   Jeg kiggede på siden af uret, men der var ingen synlig samling. Så begyndte jeg at skrue på knappen. Den drejede et stykke, viserne flyttede sig ikke og så gav knappen modstand som om et eller andet var faldet i hak. Jeg fortsatte med at skrue. Forsigtigt. Modstanden voksede. Viseren dirrede. Det føltes som om hakket var ved at slippe. Det slap. Knappen blev træg at dreje. En kulde fyldte mig og samlede sig i knoglerne. Indeni uret klikkede det uregelmæssigt og skingert af plaget metal. Viseren gled en næsten usynlig smule tilbage mod tolv. Jeg fortsatte. Urets tal glitrede som kul og jeg var ikke længere i tvivl om, at urskiven var lavet af ben. Kulde strømmede ud fra tallene og den sorte farve blev dybere og dybere. Sugede, som en vinternats mørke. Jeg slap knappen. Tallenes sugen blev svagere, men kulden tog til - strålede ud fra mine knogler og krystalliserede sig i kødet.
   Viseren gled tilbage mod halv et og gled så et minut videre.
   "Aldrig mere," sagde jeg. "Du vinder."
   Tallenes sugen forsvandt. Jeg stirrede på urskiven og tøede langsomt. Så snart jeg kunne, lukkede jeg uret og lagde det væk.

Efter den oplevelse, ville jeg ikke bruge uret igen. Jeg kan dog ikke lade være. Tyskerne kommer talstærkt, fra solopgang til solnedgang og for tiden er det hovedsageligt os de jager. Vores baser de bomber. Men jeg lover dig, at jeg sparere så godt jeg kan på min ekstra tid.
   Forbandet være de lange sensommerdage og travlheden. Jeg savner jer og ser Jessica så meget som muligt - nyder, at hun også kommer til basen. Bare et glimt af hende, giver nye kræfter og samtidig ved jeg, at hver gang hun kørere, kan hun blive et mål for de tyske fly. Men civile er heller ikke sikre - det gentager jeg for mig selv, når tankerne begynder at fylde for meget. Ingen er sikre.

En gang brugte jeg uret ufornuftigt.
   Det var skumring og på den sidste rest brandstof lykkedes det mig at sætte flyet ned på en græsmark. Jeg klatrede ud og skyndte mig hen til den lille gård, jeg var fløjet hen over under landingen. Bonden og hans kone tog godt imod mig. De havde dog ikke telefon, så jeg måtte gå ind til den nærmeste by. Jeg lånte pubbens telefon og ringede basen op. Det tog et stykke tid før der blev svaret og da røret endelig blev taget, var operatøren forpustet og larmen i baggrunden tydede på, at basen havde været under angreb. Operatøren bekræftede det, da han fortalte, at jeg ikke kunne flyve tilbage. Det måtte betyde, at det havde været en slem omgang. Jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvor mange der var blevet ramt og var glad for, at Jessica burde være i sikkerhed i landsbyen. Jeg sagde at det også var blevet for mørkt, fortalte hvor jeg var og spurgte operatøren, hvad der skulle ske med flyet. Han svarede, at han ville finde på noget og ringe senere. Det gjorde han nu ikke.
   Et par timer senere trådte Bishop ind af pubbens dør. "Vil du med hjem?"
   Jeg nikkede, betalte min regning og tog plads i hans bil. Han satte bilen i gear.
   "Jeg tænkte, at du ville foretrække at sove i din egen seng," sagde Bishop. "Så jeg tog af sted med det samme."
   "Jeg kunne ellers have fået et værelse ovenpå," sagde jeg. "Men tak."
   "Sikkert kosteskabet." Bishop lo og styrede bilen ud af byen og ind på den smalle grusvej, der snoede sig mellem markerne. Han gav mere gas end jeg ville have turet - forlygterne sendte trods alt kun smalle lysstriber ud i mørket. Han var lige så dristig når han fløj, men indtil videre var det lykkedes ham at splitte de tyske formationer og at slippe levende fra kun at skyde, når han var helt tæt på.
   "Hvad har de tænkt sig med mit fly?" spurgte jeg.
   Han var stille i et stykke tid. "De lader den nærmeste eskadrille overtage det ... Du får erstatningsflyet, til de kan sende et nyt."
   Jeg nikkede. På den ene side ville det være risikabelt at flyve tilbage til basen i mørke. Men på den anden side, brød jeg mig ikke om at skulle flyve erstatningsflyet - det var kendt for sine evindelige problemer. Snart kørte cylindrene ujævnt, snart gjorde det elektriske knuder og snart svigtede brandstofforsyningen. Desuden stoppede geværerne til i tide og utide.
   "Hvordan havnede du egentlig helt herude?" spurgte han.
   Jeg fortalte om, hvordan jeg havde forfulgt en messerschmitt og senere var stødt på en enlig heinkel 111 der humpede tilbage mod kontinentet på en motor. Jeg havde fulgt bombemaskinen ud over vandet og fået den skudt ned.
   Bishop fløjtede. "Godt klaret - en skam at der ikke var nogen der så det."
   Jeg trak på skuldrene. "Jeg opgav stedet over radioen og så vendte jeg, for at få fast grund under fødderne. Hvad med I andre?"
   "Så vidt jeg ved, er alle landet sikkert," sagde han. "Bare ikke på basen. Banen er ikke meget andet end kratere. Og tyskerne har også fået ramt på et par af vores barakker. Et par mekanikere har fået skrammer. Det er vist alt," Han fortalte om sin egen kamp og at han landede på en mark ved siden af basen, da de over radioen gav ordre til at finde et andet sted. "Marken fejlede ikke noget."
   Han tav et stykke tid. Vejen blev bredere, mere lige og underlaget blev jævnt. Han satte farten op og jeg lænede mig tilbage i sædet og slappede af.
   Da vi kom tilbage til basen, var bulldozere og tromler var i gang på banen - i mørket lignede de forhistoriske uhyrer der græssede. Bishop holdt ind ved den hvide bygning og slukkede motoren.
   "Der var for resten en af tyskerne, der styrtede ned i landsbyen," sagde han langsomt.
   Jessica var i landsbyen.
   "Må jeg låne bilen?" spurgte jeg.
   "Branden er slukket, så der er ikke mere ... Ja, ja, selvfølgelig." Han kom ud af bilen i en fart og jeg overtog hans plads.
   "Tak," sagde jeg og startede motoren.
   Så snart jeg kom udenfor synsvidde af folk på basen, trykkede jeg på uret. Mørklægningen gjorde byen og dens skader usynlig. En hårfin stribe lys dukkede op og bredte sig - en dør - pubbens dør - et tegn på liv. Lysstriben blev bredere og bredere og silhuetten af en person kom til syne. Et glimt af hverdag - så kunne det ikke være så slemt. Personen trådte ud i mørket og lysstriben blev smallere og smallere og forsvandt. Jeg stoppede uret da forlygterne mødte det første hus og standsede bilen foran Jessicas hus. Skyndte mig ud af bilen og bankede på døren.
   Udlejeren åbnede. Hun var i badekåbe og tøfler, det gråsprængte hår var uglet og hun missede med øjnene.
   "Ja?" spurgte hun.
   "Jessica?" spurgte jeg.
   "Vent her," sagde hun. Hun traskede halvt op af trappen til første sal og hendes stemme skar gennem huset som en rusten sav: "Jessica!"
   Et øjeblik efter kiggede Jessica ned. Hun havde også kun lige slynget en badekåbe om sig, fødderne var bare og håret stod som en glorie om hendes ansigt. Hun løb mig i møde og kastede sig om halsen på mig.
   "Du er uskadt?" spurgte jeg og mærkede, at hun nikkede.
   "Flyet styrtede udenfor byen," hviskede hun.
   "Det er et respektabelt hus det her!" råbte udlejeren. Hun klamrede sig til gelænderet som om hun forventede, at Jessica ville løbe forbi hende igen.
   Jessica stak i et par støvler og trak en frakke på, tog mig i hånden og trak mig ud på gaden.
   "Hvad skete der?" spurgte jeg.
   "Du må ikke give mig sådan en forskrækkelse igen," sagde hun og klemte min hånd.

Det blev sent før jeg kørte tilbage til basen og fik afleveret bilen. Inden jeg gik i seng, åbnede jeg uret. Det stod på kvart i et. Alligevel er jeg glad for, at jeg tog af sted. Glad for den ro det gav.
   Undskyld, søs. Uret står på otte minutter i nu. Tyskerne er blevet ved med at angribe os og de kommer igen i morgen. Jeg havde søgt om at få orlov engang i denne uge, men har ikke fået den. Jeg savner jer alle sammen og håber på, at jeg kan rive dette brev i stykker.

De varmeste hilsner
   Din bror
   Sebastian Howell

¤ ¤ ¤ ¤

13.08.1940

Kære frøken Howell

Mit navn er Benjamin D. Bishop - De kender mig måske en smule fra Deres brors breve - og jeg håber De vil tilgive, at jeg på denne måde maser mig ind på Dem.
   Det har været min pligt at pakke Deres brors ting og sørge for, at de blev sendt til Jeres forældre. Imellem tingene fandt jeg dog også det vedlagte brev. Jeg må hellere sige, at jeg har læst det. Det forklarede en del.
   Jeg går ikke ud fra, at telegrammet fortalte noget nærmere om hvordan Deres bror døde. Det kan heller ikke have været en nem historie at fortælle. Uden brevet virkede den uforklarlig. Jeg vil gerne komme med min sammenfatning af begivenhederne og håber, at det kan besvare nogle spørgsmål.

Det var tidlig eftermiddag, den 12. august, himlen var dækket af et kaos af skyer og det regnede af og til. Alligevel havde vi haft travlt fra det blev lyst. Vi var lige landet efter en jagt på en formation bombemaskiner og fik os et hvil, mens mekanikerne var i gang med nødreparationer og klargøring. Deres bror havde haft problemer med sine geværer og blev ved sit fly, for at tale med våbenteknikeren. Hans fly stod længst væk fra bygningerne.
   Lyden af flymotorer lød i det fjerne - nogle tæt på andre længere væk. Jessica kom kørende med brandstof. Lyden fra to flymotorer skilte sig ud fra baggrundsstøjen. De var tættere på end de andre, men kom ikke fra Kanalkysten, så ingen tog det som et tegn på fare. Lyden nærmede sig. Jessica stod på stigen, der var svejset på siden af depotets tank, og var i gang med at fylde brandstof over fra tankvognen. Deres bror råbte en advarsel og lod de patronbælter, som han holdt for våbenteknikeren, falde. Han fandt noget frem fra lommen og forsvandt. Kun et bredt bånd - lidt som varmedis - strakte sig fra det punkt hvor han forsvandt og over mod depotet.
   Ud af skyerne - bag Deres brors fly - dykkede to messerschmittjagere. Alle løb mod dækning. Jeg så Jessica klatre ned fra depotets tank.
   Messerschmitterne skød mod vores parkerede fly. Deres brors brød i brand. Messerschmitterne rettede op - så lavt nede at de ville have kunnet flyve under telefontrådene, hvis der havde været nogen - og drejede mod depotet. Varmedisen nåede Jessica og hun forsvandt i den. Messerschmitterne sendte en byge af bly ned over tankvogn og depot. De fortsatte uden at stige - lagde klogt nok vægt på at øge afstanden til brandstoffet. Jeg så hverken gnist eller flamme, før braget fyldte luften og ildkuglen opslugte bil og depot.
   Vi fandt Jessica og Deres bror, da vi løb til for at slukke branden. Hun sad med armene om ham og græd. Ingen af dem havde fået en skramme, men han var død. Ikke engang lægen kunne give en forklaring. Han fandt uret i Deres brors knyttede hånd og overdrog det til mig. Jeg har sendt det til Jeres forældre. Det ligner nu ikke det ur Deres bror beskrev. Det er af messing og har en høg, der svæver over en laurbærkrans, præget i låget.

Det er historien, som jeg kan fortælle den. Jeg håber, den kan give Dem - og Deres familie - svar på nogle spørgsmål. Deres bror var en god mand, en kriger I kan være stolte af - jeg ville ønske, at jeg havde kendt ham bedre.

De bedste ønsker
   Benjamin D. Bishop

P.S. Jeg vedlægger også en seddel med Jessicas adresse.