Jeg drejede ind gennem porten til baggården, klodsede cyklens bremser og den skred i bladene det sidste stykke hen til cykelstativet. Jeg sprang af og satte cyklen i det ved siden af Chistoffers. Tasken daskede mod min ryg, da jeg tog de fem trin op til barens dør. Barens lille baglokale var fyldt med sprut- og ølkasser. Jeg snoede mig igennem og ind i barens lyse lokale. Hvide og sorte overflader, lav rockmusik, store vinduer ud til vejen og den botaniske have overfor. Bordene var tomme - åbenheden og de lyse farver havde skræmt de gamle stamgæster væk og baren lå et godt stykke fra de studerendes normale ruter. I alt fald efterår og vinter ...
   "Du er sent på den," sagde Christoffer. Han stod ved disken og læste, med hånden under kinden.
   "Ved det." Jeg trådte ind bag disken. "Travl dag?"
   "Næ." Christoffer klappede sit kompendie i. Han kastede et blik ud gennem vinduerne. Folk gik formummede i tykke jakker og halstørklæder, biler rullede forbi og brune blade fra haven føg hen over asfalten.
   Jeg satte min taske i hjørnet, hængte jakken op og trak forklædet over hovedet. Christoffer daskede mig i baghovedet.
   "Du skylder mig for den her time," sagde han. "Lene er skidesur."
   For fanden ... Første november - de havde månedsdag ... Måtte hellere lade som om jeg havde glemt det - han ville ikke høre om en lang nat med tegninger, et vækkeur der ikke ringede og en cykel med fladt fordæk. Jeg tvang et smil frem. "Selvfølgelig."
   "Vi har månedsdag, Rasmus." Han stoppede kompendiet i tasken - en kort, aggressiv bevægelse. "Hun er smuttet i biografen med en veninde." Han hængte forklædet op, trak taskens rem over skulderen og prikkede mig i brystet med en finger. Ansigtet var stramt af vrede. "Du skylder mig."
   "Okay ..."
   "Idiot." Han stoppede hænderne i lommen og gik. Efter et par øjeblikke smækkede bagdøren.
   Jeg trak vejret dybt ind og pustede langsomt ud. Han ville minde mig på den her vagt i månedsvis - selv hvis han fik forklaret tingene rigtigt for Lene og det endte med makeupsex ... Jeg bandt forklædets stropper omkring livet og trak verdenshistoriebogen op af tasken. Elastikmappen med blanke papirer lå ved siden af og fristede, men begyndte jeg først at tegne igen, fik jeg ikke lavet mine lektier. Jeg nøjedes med at bære bogen og en overstregningstuds hen til disken.
   Vindens susede uden for vinduerne - men inde var der varmt og efterhånden som mørket sænkede sig, begyndte der at lugte af grøn karry fra den asiatiske restaurant ved siden af. Jeg læste. Indien, der efter anden verdenskrig splittedes op i Pakistan og Bangladesh ...
   Bevægelse uden for vinduerne - uden for den glasdøren. En bredskuldret mand med kortklippet rødt hår åbnede døren og trådte ind. Trods kulden stod hans lange mørke frakke åben og afslørede det mørkeblå jakkesæt indenunder. Han lignede en bodyguard fra en film - havde bare efterladt solbrillerne.
   Jeg stak bogmærket ind i bogen og lukkede den.
   "Frisk vejr," sagde han. Fik konsonanterne til at lyde kantede - som om hans oprindelige sprog var tysk. Han så sig tilbage - op mod havens oplyste drivhus.
   "Ja," sagde jeg. "Hvad kan jeg byde på?"
   Han smøg sig ud af frakken og hængte den over armen. "Til at begynde med ..." sagde han og lod blikket glide hen over tavlerne med priser. Et lille smil gjorde linjerne omkring munden og øjnene dybere. "Kaffe," sagde han. "Et stort krus. Almindelig sort."
   "Så gerne." Jeg satte et krus under kaffemaskinen og trykkede på knapperne. Maskinen snurrede, spruttede - og spyttede en blanding af vand og kaffegrums ud fra tragten. Lugtede brændt. Jeg slukkede for den. "Øjeblik." Jeg greb en klud og tørrede tragten. Syntes jeg kunne mærke mandens blik på mig. Roligt og undersøgende. "Vi har ikke haft så mange kunder i dag. Blæsten, tror jeg." Jeg snød mig til et blik over skulderen, mens jeg tørrede op omkring kogepladen. Manden studerede min bog.
   "Om sommeren er her helt anderledes," sagde jeg. "Masser af mennesker, der nyder hav-" Jeg brændte fingrene på kogepladen. "Av for helvede."
   "Dårlig dag?"
   Jeg viftede hånden. "Ja."
   "Tag dig bare god tid," sagde han og tog plads på en barstol. "Jeg skal mødes med en her, men han er blevet forsinket."
   Jeg nikkede. Kruset var blevet fyldt med grums, så jeg tog det med hen til vasken og satte det der. Vaskede grums af kluden og vred den op.
   "Verdenshistorie," sagde manden og trak bogen til sig. "Er det for sjov eller er du studerende?"
   "Studerende," sagde jeg og skiftede kaffefiltret. "Mit andet semester."
   "Historie er min vens hobby." På en eller anden måde var smilet hørlig i hans stemme.
   "Faktisk," sagde jeg og satte et nyt krus ind under tragten. "Er studiet mest for at få et job engang. En anden slags job end det her."
   "Ah ..." Han bladrede i bogen. Vendte de tynde sider med store fingre og kiggede på siderne. Ingen af siderne syntes at holde mere på hans opmærksomhed end andre.
   Kaffemaskinen snorklede og tav. Jeg slukkede for den og bragte kruset over til ham. "Hvad interesserer din ven?"
   "Politiske forhold op til krige." Han lagde det rette antal mønter på disken og tog imod kruset. "Hvad med dig?"
   Jeg trak på skuldrene. "Mest teknik - udvikling og sådan. Hvordan udvikling påvirker folk. Hvis det ikke var fordi, jeg var så dårlig til matematik, kunne jeg godt have tænkt mig at udvikle maskiner. Tegne dem og sådan ..."
   Mandens blik var roligt og interesseret. "Så du tegner ..."
   "Ja." Jeg tog et skridt hen mod tasken og stoppede mig selv. "Altså ikke rigtige maskiner. Leger bare med komponenter og får det til at se interessant ud. Jeg tvivler på, at nogle af dem ville fungere i virkeligheden."
   "Må jeg se dem?"
   Jeg tøvede - uden at vide hvorfor. Tegningerne var trods alt ikke andet end tankespind. Jeg hentede elastikmappen og fiskede de mest færdige tegninger ud mellem skitserne. Han bredte tegningerne ud foran sig, tog tegningen af det mørke jagerfly op og så nærmere på den.
   "Min ven vil kunne lide den her," sagde han. "Hvor meget vil du have for den?"
   Jeg tog mod til mig. Selvom han var nem at tale til, var hans størrelse intimiderende. "Må jeg spørge, hvad du arbejder som?"
   Han studerede mig med glimt i øjnene. "Du vil sikkert ikke tro det. Men jeg er rådgiver nede på ambassaden."
   "Indenfor sikkerhed?"
   Hans smil bredte sig og blev en mild latter. "Nej. Slet ikke. Jeg hjælper nye medarbejdere i gang her i landet. Finder huse eller lejligheder, skoler og børnehaver til ungerne og oplyser om, hvordan det er at bo her."
   "Måske kan du sende nogle flere kunder herover," sagde jeg. Smittet af hans humør.
   "Kan være. I har en fin udsigt."
   Jeg nikkede. "Smukkere om sommeren. Når der er farver i bedene."
   Han så på tegningen og smilede, som ved en erindring.
   "Vil du stadig købe den?" spurgte jeg og følte mig tåbelig.
   "Meget gerne ..." Smilet syntes at blive sørgmodigt.
   "Er tohundrede rimeligt?" spurgte jeg.
   "Hvis du er tilfreds med det." Han fandt sedlen frem og lagde en halvtredser oveni. "Kan jeg få mappen med?"
   "I orden." Jeg tog papirerne ud og lagde dem i bogen.
   Han pakkede omhyggeligt tegningen ned. Tog en slurk af kaffen og vendte sig mod vinduerne. Så ud til at ville sidde sådan i et stykke tid, så jeg vendte min opmærksomhed mod vasken og ryddede op der.
   "Det er sjovt, så hurtigt man er til at sætte folk i bås ..." sagde han.
   Jeg nikkede. "Selvom det vel er en del af dit job, hurtigt at skulle tage stilling til folk."
   "Det kan der være noget om ..." Han tog en sidste slurk af kruset og satte det tomt på disken. "Du bruger det vel også i dit."
   "Ja. Nogle gange gætter jeg, hvad folk vil bestille. Det hjælper når vi har travlt om sommeren - at være lidt på forkant ..."
   Han smilede. "Hvad kunne jeg så tænke mig?"
   "Nu gik det jo godt med at gætte dit arbejde," sagde jeg.
   "Det er i orden. Prøv alligevel." Han så roligt på mig. De store hænder var samlet på disken og deres grove hud, måtte skyldes samme fysiske fritidsaktiviteter, som også spandt de kraftige muskler om hans firskårne skikkelse. Det var let for mig, at se ham med en skovmandsøkse over skulderen. Meget lettere, end at se ham vise huse frem for ambassadefolk.
   "Hvis jeg bare går efter kaffen," sagde jeg. "Vil jeg sige whisky eller måske cognac."
   Han lænede sig tilbage. Smilede. "Ikke så modigt et gæt - men whisky lyder godt."
   Jeg vendte mig mod flaskerne og snuppede et glas. "Uden vand eller is?"
   "Præcis." Stof raslede, da han lagde frakken og mappen op på disken. "Må jeg byde dig på en drink også?"
   "Gerne." Jeg snuppede et glas mere, hældte is i mit eget og mål af den gyldne væske op i begge. Satte glassene på disken foran ham og han snuppede sit.
   "Skål." Han løftede sit glas og isterningerne raslede, da jeg løftede mit. "Skål." Han stødte randen af sit glas mod mit og tog en slurk. Jeg fulgte hans eksempel og alkoholens varme bredte sig i mig.
   "Navnet er Ask," sagde han.
   "Som efter træet," sagde jeg og blev bevidst om, at jeg stirrede. "Det er et meget nordisk navn ..."
   Han trak på skuldrene, som om det ikke var noget at snakke om eller som om han ikke selv vidste, hvorfor han havde fået sit navn.
   "Jeg hedder Rasmus."
   Han rakte sin hånd frem mod mig og jeg tog den. Hans håndtryk var fast. "Rart at møde dig, Rasmus."
   Af en eller anden grund var jeg både stolt og genert. "I lige måde."
   Døren gik op og kulde skyllede ind. En fyr med hår så hvidt som sne, sort læderjakke og bukser og nittearmbånd om håndleddene trådte ind og fortsatte mod disken. Hans støvler smældede mod gulvet.
   "Hv ... Hvad skulle det være?" fik jeg frem og bandede indvendigt over min stammen.
   Han trådte ind ved siden af Ask og rettede blikket mod mig. Hårde, kolde øjne. Grå som regnskyer. Jeg trådte tilbage.
   "Nu ikke uforskammet ..." sagde Ask stille. Tog om den hvidhåredes håndled.
   Den hvidhårede gav ham et blik, som det han gav mig. Ask smilede som svar. Hans blik var blødt. Den hvidhårede greb hans glas og tog en stor slurk. Hans ansigt rynkede sammen og han sank med besvær.
   "Forfærdeligt," sagde han hæst og stillede glasset fra sig med en skramlen. "Skrækkeligt."
   "Du tog det selv." Ask tog en slurk af glasset. Holdt whiskyen i munden et stykke tid, før han sank den. Så ud til at nyde smagen.
   "Det er koldt derude." Den hvidhårede løsnede sit halstørklæde. Det var bordeauxrødt - farven nærmere blod end vin.
   "Ja," sagde Ask.
   Den hvidhårede svajede. Greb fat i kanten af disken - og lænede sig ind mod den, som om benene gav op under ham.
   Ask lagde armen hen over hans lænd, støttede ham. Den hvidhårede stirrede på ham - ufokuseret - rynkede alvorligt bryn af ham og holdt afstand med overkroppen, men var tilsyneladende ude af stand til at kunne gøre modstand. Hvordan han kunne blive så fuld af en enkelt mundfuld, var mig en gåde.
   "Jeg tror, vi sætter os hen til bordet," sagde Ask stille.
   Jeg nikkede. Automatisk. Splittet mellem, at jeg gerne ville fortsætte samtalen med Ask og gerne ville have afstand til den lyshårede.
   Ask skubbede sig af stolen, uden at slippe den lyshårede. Han trak den lyshåredes arm over nakken og ledte ham hen til det andet bord fra døren. Det nærmeste bord. Den lyshårede lænede sig ind til ham. Slæbte på fødderne. Bevægede dem knapt. Ask så ikke ud til at anstrenge sig det mindste, selvom han bar den hvidhåredes vægt. Ansigtet var vendt mod den hvidhårede og udtrykket var mildt. Far og adoptivsøn, måske ... tænkte jeg. Han satte sig og fik den hvidhårede ned at sidde ved siden af sig. Den hvidhårede trak fødderne op på bænken og lænede sig ind til ham, hovedet mod hans skulder.
   Jeg tog frakken og mappen under armen og hans glas i hånden. Gik over til dem. Ask holdt den hvidhårede ind til sig. Den hvidhåredes pande lå mod Asks hals, hans øjne var lukkede og vejrtrækningen rolig og regelmæssig. Søvnen gjorde hans udtryk blidere. Jeg satte glasset på bordet og lagde mappen ved siden af, lagde frakken hen over den hvidhårede.
   "Tak," sagde Ask.
   "Er han okay?" spurgte jeg.
   "Ja. Han er bare træt og bliver hurtigt fuld."
   Meget hurtigt ... "Det var ham, du ventede på," sagde jeg og satte mig på bænken overfor.
   "Ja." Ask nikkede. "Han har rejst langt."
   Uden bagage ...
   "Du må undskylde hans manerer." Ask strøg ham over kinden - langsomt og ømt. En bevægelse der syntes at indeholde en elskers savn. Ikke at jeg burde lade ham overraske mig mere. "Han er ikke så god til at begå sig socialt. Tager tingene lidt for nært og er ret usikker på sig selv." Han trak glasset til sig og tog en slurk.
   Nu var hans bliks advarsel ikke til at misforstå ...
   Ask studerede mig. "Tror han så dig som en mulig rival."
   Mig og en mand ... Varme trak op i mine kinder. "Men jeg er ikke ... Jeg mener ..." Jeg tog mig sammen. "Jeg er hetro - bare genert, så det er ikke nemt at møde piger. Han har ikke noget at frygte."
   "Som jeg sagde." Ask smilede. Mildt. Havde altså læst mig rigtigt. "Han er usikker."
   Jeg studerede dem. Den hvidhårede, der sov uforstyrret, og Ask, der stor og massiv formede sig til en soveplads for ham. Blidt strøg ham langs underkæben og viede ham sin fulde opmærksomhed. Nærheden mellem dem, gjorde mig på en gang genert og misundelig.
   "Hans gøen er som regel værre, end hans bid," sagde Ask.
   "Hvordan mødtes I?"
   "Det er en meget lang historie," sagde Ask og trak frakkens krave op til den hvidhåredes kæbe. "Han arbejder med sikkerhed og gik for at være en utilnærmelig enspænder. Jeg blev nysgerrig. Det tog tid at vinde hans tillid." Han lod hånden glide hen over det hvide hår. "At lære ham rigtigt at kende."
   Den hvidhårede trykkede sig ind til ham og sukkede.
   "I ser ud til at have det godt sammen."
   "Det har vi." Ask rettede blikket mod mig. "Nogle gange hjælper det, hvis man bare tager chancen."
   "Det er ikke altid nemt," sagde jeg.
   "Nej." Ask lod fingrene kæmme det hvide hår. "Han har en forfærdelig historie med sig i bagagen. Svigtet så mange gange at bare tanken om, at blive svigtet igen ..." Han så op og forsøgte et smil. "Men vi har været sammen i fem år nu - tre som venner og to som elskere."
   Ligesom når Christoffer fortalte om sit og Lenes sexliv, bredte en varm skamblandet fornemmelse sig i maven på mig og selvom det ikke var mig der spurgte mig frem til oplysningerne, følte jeg, at jeg trådte dem for nært.
   "Er der ingen, du interessere dig for?" spurgte Ask.
   Fornemmelsen af varm sommervind og lugten af friskslået græs og bilos, der kom ind gennem den åbne dør. Luften i baren tæt af stemmer og klirren fra glas og flasker. Brunetten med fregner over næsen, der sad ved bordet henne i hjørnet, med en iste, sin sorte tegneblok og en rød blyant mellem fingrene ...
   "Der er en, er der ikke?" Asks stemme bar antydningen af drilleri.
   Jeg nikkede. "Hun kom her næsten hver dag i sommers. Hun tegnede ovre i haven."
   "Og du talte ikke med hende."
   Jeg rystede på hovedet. "Jeg turde ikke."
   "En skam," sagde Ask. "Men ikke nødvendigvis en katastrofe. Måske vender hun tilbage til sommer."
   "Måske." Jeg lyttede til vindens pisken udenfor. Sommer var langt, langt væk ...
   "Hun kan have travlt med studierne, ligesom dig," sagde Ask. "Eller er måske for genert til at komme her, når der ikke er så mange kunder ..."
   "Jeg her ikke set hende siden," sagde jeg - og det gjorde mere ondt, nu en anden kendte til hende. Selvom hun ikke ved, du eksisterer. Selvom hun sandsynligvis har en kæreste. Selvom hun kan være flyttet til en helt anden by.
   Asks hånd lagde sig varm og tung oven på min.
   "Det er fjollet," sagde jeg. "Det er bare fordi hun sad med den blyant og blokken, det er jeg sikker på. Fordi vi havde noget til fælles."
   Jeg så for mig, hvordan hun stilfærdigt gav sin ordre. Den ordre jeg aldrig turde tage. Hørte hendes ordknappe svar, på de spørgsmål Christoffer stillede, når han skruede charmen på over for hende. Ja, hun tegnede planter fra havens bede. Ja, hun kunne godt lide planter. Nej, ikke kun blomsterne - hun fulgte planternes udvikling gennem sæsonen. Og nej, hun havde ikke en ynglingsblomst. Jeg sugede svarene til mig. Lånte endda bøger om planter på biblioteket og begyndte at lære mig selv, at kende planterne fra hinanden. Prøvede at overbevise mig om, at jeg ville turde snakke med hende, hvis jeg vidste lidt om hendes interesse.
   "En fælles interesse, gør det vel kun nemmere at komme til at tale sammen," sagde Ask.
   Jeg trak på skuldrene. Huskede hvor bange jeg havde været for at blive til grin, hvis hun afviste mig der i baren. "Jeg fik ikke taget mig sammen."
   Jeg så for mig, hvordan sommerkjolens stof smøg sig om hendes ben, da hun vendte tilbage til sin plads. At hun slog op i sin blok og bladrede dagens ark igennem. Af og til rettede hun på skitserne og nogle gange fordybede hun sig i en tegning. Jeg hadede mig selv for, ikke at have vovet at tage kontakt til hende. Hvis hun sagde nej, var det værste der kunne ske jo, at Christoffer ville drille mig, så længe vi arbejdede sammen.
   "Har du overvejet, at kigge efter hende i drivhuset?" spurgte Ask.
   Jeg nikkede. Overvejet det, ja ... Fået gjort noget ved det, nej ...
   "Måske skulle du kigge forbi deroppe," sagde Ask og så op mod drivhuset. Bygningen syntes at bestå af gyldent lys og et tyndt metalskelet. De tropiske planters ekstralys, bag duggede ruder ...
   "Der er jo ikke meget at tegne udenfor mere," sagde Ask. "Indenfor er det derimod en helt anden sag ..."
   Jeg nikkede.
   Han lod fingrene glide hen over den hvidhåredes øre og den hvidhårede rørte på sig, trak skuldrene op og brummede i søvne. Lagde armen hen over Asks bryst og tog om hans skulder. Så sært et par, de var ...
   "Jeg har boet her i byen hele mit liv," sagde jeg. "Og aldrig været deroppe."
   Ask smilede. Tog blidt om den hvidhåredes arm og støttede den. Hans blik var rettet mod den hvidhåredes ansigt. Udtrykket ømt. "Gør det," sagde han stille. "Kig forbi. Om ikke andet får du varmen."

Jeg fortalte hende historien et år senere - om det sære par fra baren. Fortalte hende det, da vi skulle flytte sammen og vi genså tegningerne fra det år sammen. Mine sære maskiner og bygninger - og hendes planter.
   "Tænk," sagde hun, lagde hånden hen over tegningen af en fremvoksende solsikke og kinden mod min skulder. "Uden dem, ville vi måske ikke have mødtes ..."
   "En forfærdelig tanke." Jeg lagde armen om hendes skuldre og gav hende et klem.
   Hun drejede ansigtet mod mig. Smilede. "Jeg må hellere advare dig om, at der er ikke kun planter i den her blok." Hun bladrede. Skitsen på næste side viste mig servere en bakkefuld glas for et bord. Mit udtryk var roligt og koncentreret.
   Hun klemte mit lår. "Ja," sagde hun. "Forfærdelig ..."
   Jeg bøjede mig ned og kyssede hende.