Jeg burde sove.
Jeg burde sove, men du holder mig vågen.
Du holder mig vågen med din evige plapren.
Dine meninger, dine oplevelser, dine fetishes, din krop.
Din krop, jeg kan adskille fra alle andres. På lugten, smagen, formen og omsorgen.
Som en handske og en hånd, har vi passet sammen, når vi har levet på hinandens ånde.
Dine fetishes, jeg har udforsket flere gange.
De fetishes du ikke vidste du havde, før jeg åbnede dine øjne.
Dine oplevelser, som på en eller anden måde alle har noget med mig at gøre.
Eller ham der engang rørte dig de steder, du ikke vil røres.
Dine meninger, som altid er vigtigere end mine.
Din visdom, som du siger er større end min, selvom jeg er ældre og du er dummere.
Du plaprer, du snakker, du råber, du skriger.
Alt imens du kigger mig dybt ind i øjnene med et forvrænget hoved, der svajer fra højre til venstre.
Som var det en kort, foruroligende film, der kører på repeat.
Dine smukke, blå øjne, som jeg kan se så tydeligt, selvom jeg egentlig bare gerne vil sove.
Eller omfavne dig, selvom jeg ikke har lyst til at have dig tæt, når du kigger sådan på mig.
Du presser dig hele tiden på, når jeg mest har brug for hvile.
Og på grund af dig føler jeg uro i roen.
Hovedet larmer. Du larmer.
Alligevel ligger jeg bare her, og lader dig plage mig, så jeg ikke kan sove. For jeg har lyst til at have dig tæt. Men jeg gider ikke at have dig tæt, når du hele tiden er sur.
Så jeg skubber dig væk.
Skubber dig væk, så du ikke larmer mere, og bare kan få lov til at rådne for dig selv.
Selvom det får dig til at prøve på at råbe endnu højere op. Men jeg gider ikke lytte efter mere.
Hovedpuden hviler på min næse.
Jeg kan ikke længere se morgenlyset, der sniger sig igennem gardinerne.
Men jeg kan stadig se dine øjne.
Jeg ved godt at du er væk. Jeg ved godt, at du ikke var god for mig.
Og jeg ved godt, at du gik i stykker af min kærlighed.
Men jeg ville sådan ønske, at det ikke kun var i mit hoved, du stadig dukkede op.
Og jeg ville sådan ønske, at du bare ville lade mig sove.