Det havde været så dejlig en dag.
For vi havde danset, festet, drukket og pjattet. Siddet på en kantsten, en smule tæt, og snakket om, hvad vi tror på.
"Tror du på ånder? Sjæle? Genfærd?" havde du spurgt mig. Jeg havde grint svagt, og tænkt over det.
"selvfølgelig gør jeg det", svarede jeg. "Tror du på den absolutte kærlighed?" havde jeg spurgt dig.
Og da jeg sagde sætningen, havde du knuget mit ærme en smule tættere.
Jeg behøvede ikke at få et svar, for du fik mig til at tænke "Selvfølgelig gør du det".
En veninde havde taget dig med, og du havde grint imens du vinkede farvel til mig.
Det sted, hvor din hånd havde grebet fat i min trøje, sved stadigvæk en smule.
Ikke at det gjorde ondt. Det kunne bare mærkes. Ligesom dit spørgsmål, og dit manglende svar.
Ligesom jeg kunne mærke, at du ikke sad her mere, og hvordan der ikke var nogen ven, der kom og hentede mig.
Så jeg gik ind til en klassekammerats fest, og drak indtil jeg var ligeglad.
Det havde været så dejlig en dag.
For vores mødre kender hinanden, og du var med den her gang.
Vi havde siddet nede i stuen, og jeg havde hylt af grin, da du fortalte dine pinlige historier.
Dengang du i syvende klasse havde ramt en målmand i hovedet med en håndbold, og ikke fortrudt det.
Lidt brutal var du måske. Men jeg sagde, at du var nu meget sød alligevel.
Endnu en gang blev du trukket væk, men den her gang af din mor, imens du vinkede til mig.
"Vi skrives ved" havde vi råbt til hinanden, da døren var ved at blive lukket.
Du vinkede stadigvæk, da I sad i bilen, og jeg stod i vinduet.
Og du vinkede sikkert stadigvæk, da I havde drejet af, ud på hovedvejen.
Ud på hovedvejen, til højre, og hen i den anden del af byen.
For du havde en aftale med dine venner, men I ville gerne hurtigt forbi.
Det havde været så dejlig en dag.
For jeg havde skrevet til dig, spurgt dig om hvordan det gik, og hvordan du havde det.
Men flere gange var det bare min ene besked, der blev vist under den anden.
Og jeg havde vrisset, jeg havde råbt, skreget, og skrevet det ned på papir.
Der var gået flere måneder, hvor det gik op for dig, at du havde glemt at svare, og derefter undskyldt.
Jeg havde tilgivet dig hver gang det skete, selvom det gik mig på. For jeg ville dig det bare godt.
Det var endelig lykkedes mig at trænge igennem dit panser, der bestod af arbejde, venner og familie.
Du havde tid på lørdag, havde du sagt. Og du havde sagt at du glædede dig til at se mig.
Det gjorde mig så glad at høre, for jeg troede, at du ligesom mine venner havde glemt mig.
Så jeg takkede ja til tilbuddet om at mødes, selvom det kun var i et par timer.
For når man bliver udsultet i en ting, vil man give alt for at få den, bare kort.
Det havde været så dejlig en dag.
For du havde med nøgne skuldre stået foran min åbne dør, og spurgt om du måtte komme ind.
Du havde stillet dine små sko ved siden af mine, og grint over, hvor store mine fødder var, i forhold til dine.
"Jeg skal jo være stor, hvis jeg skal beskytte dem jeg har kær", havde jeg svaret med et grin.
Du havde sagt, at du nogle gange også ønskede dig, at der var en til at passe på dig.
Sætningen lod du stå åben, men jeg kunne ikke få mig til at fortsætte samtalen, imens vi gik ovenpå.
Og du havde ligget på min seng og hvilet, imens jeg lavt spillede på min guitar.
Du havde under min musikalske optræden læst nogle af mine hemmeligholdte digte.
Og med stjerner i dine øjne havde du ytret, at du ville ønske, at der var nogen der ville skrive sådan om dig.
Jeg bed mig selv i læben, da du sagde det. For det ville være for pinligt, at respondere med min ærlighed,
Og på barbarisk vis opfylde dinellers så uskyldige drøm med en enkelt sætning.
Det havde været så dejlig en dag.
Men alligevel har vi ikke skrevet eller snakket, siden den dag hjemme hos mig.
Du har været på nettet, på mail og hjemme hver dag, siden den dag, din cykel stod i min have.
Du havde endda smilende vinket til mig, da du satte fødderne på pedalerne, og forsvandt ud mod hovedvejen.
Og jeg havde stået og kigget på de digte, du havde læst, imens jeg optrådte.
Hvorefter jeg havde taget en af min mors lightere, og sat ild til dem udenfor.
For jeg har fundet ud af, at det alligevel var lige meget at bruge så meget tid og kræfter på dig.
For selvom jeg nød at være sammen med dig, og jeg nød, dengang jeg gav dig massage efter din håndboldkamp,
Dengang du havde knuget mit ærme, og alle de gange vi havde arbejdet sammen folkeskolen,
Så var jeg aldrig det for dig, som du havde været for mig, i den tid vi var vokset op sammen.
For modsat mig, der altid har været så alene, så havde du allerede fundet en anden, den dag vi endelig mødtes igen.