Livet går alt, alt for stærkt.
Den lille viser tikker hurtigt, den store tikker hurtigere.
Jeg sidder på mit værelse, og kan tælle sekunderne, minutterne og timerne i min dag. Den har været lang. Der er ikke sket noget spændende. Så det ene minut har bare spist det andet, og jeg har kunnet tegne mig et godt anatomisk billede af det.
Det ligner en finger der klikker på en mus, og en hånd på tastaturet. Grin og jokes, våben og smokes. Kuglen penetrerer min pande, og jeg bliver teleporteret hen i et hjørne, kun få meter fra gerningsstedet, opfordret til at begå vandetta imod denne cybersoldat, der havde sendt mig derhen.
Det er tidsfordriv. Forbrug af tid. Spild af tid. Og imens jeg har travlt med at glemme tiden der langsomt går, og aldrig kommer tilbage, glemmer jeg samtidigt verdenen derude.
Jeg glemmer mine drømme, mine ambitioner og mine evner.
Jeg glemmer de folk, jeg ikke skyder ned.
Jeg glemmer den kvinde, der sidder stille med sine krydsede ben, fordi hun venter på mig.
Jeg glemmer opvaskemaskinen for tredje gang i den her uge.
Og når jeg endnu en gang kommer i tanke om tiden, kæmper jeg mig hen på madrassen, med to selvpåførte blå øjne. Og imens mit korpus ligger i en samling af tæpper og bløde puder, tænker jeg tilbage på det, jeg før i mit liv har opnået og oplevet, og hvor lidt jeg gør af samme i dag.
"Hvis bare jeg blev 14 igen", tænker jeg for mig selv. "Jeg ville gøre alting om igen".
Jeg forestiller mig den store bølle, der står og tramper mig over hånden, blive slået i ansigtet af den hånd, han ikke står på.
Jeg forestiller mig, at jeg husker mine lektier, og kan svare på alt, som læreren spørger mig om.
Jeg forestiller mig, hvordan det er at være omringet af venner, der synes jeg er guds gave.
Jeg forestiller mig kysse den stille, smukke pige i klassen.

Og med den tanke om at ville gøre alting perfekt, hvis jeg fik chancen til at gøre det godt igen, bryder tanken om en uskreven stil, der er til om få dage, ind i mit fredlige kaos.
"Hvis bare tiden ikke gik så hurtigt.." tænker jeg, og lukker mine trætte øjne i.
"Der er nok masser af tid i morgen."