Neglene bliver kortere.
Pupillerne bliver mindre.
Nervøsiteten bliver større.
Få dage, få timer indtil da.
Så skal jeg være social.
Med en, jeg rigtig godt kan lide.
Tanken om at hilse på hende, stresser mig.
Tanken om at snakke med hende, dræner mig.
Tanken om, at der skulle ske noget,
eller ikke ske noget,
Dræber mig.
Følelserne snurrer rundt i kroppen.
De kan knap nok mærkes. Jeg føler intet.
Undtagen at jeg er bange.
Bange for hvad? At hun ikke griner af en af de
et hundrede jokes,
Jeg har grublet over i flere uger?
At hun rører min hånd, og jeg ikke ved,
hvordan jeg skal reagere?
At hendes læber rører mine, og jeg stivner så meget,
at jeg ikke kan gengælde?
Lammet. Som manden bag teorien om sort masse.
Skrækslagen. Som en hund, når det tordner.
Stresset som en gymnasieelev.
Men for at være ærlig,
Så er jeg bare bange for,
at hun rent faktisk ville kunne lide mig.
For modsat det, at få et afslag,
Så er det ikke noget,
Jeg overhovedet er vant til.