To tommelfingre op i vejret, to pegefingre mod spejlet. Et spring for at skifte støttebenet, og endnu et tvillingepistolskud imod spejlbilledet af den kvabsede mand, der med et skævt øjenbryn, og et akavet smil, står og stirrer sig selv i øjnene. Et suk resonerer i det fugtige, blå badeværelse, der får det til at føles som om at loftet langsomt trækker sig mod gulvet. Klaustrofobisk. Indelukket. Klamt.
Det er de ord man kunne bruge på at beskrive denne krop man ser afspejlet i denne andendimension. Man ser det uoverbevisende grin der prøver på at skjule en hemmelig gråd, og man ser en hånd køre over det tynde hår, i håbet om at det kan bindes op i en knude, for blot at blive skuffet over, at det bare bliver grebet af tyngdekraften igen, og fremhæver de høje tindinger, den tynde isse, og de triste hundeøjne, der har opfanget det hele.
Der er gået tid. Masser af tid.

For hver dag der er gået, er der spildt tid, der kunne bruges på at skabe glæde.
For hver uge der er gået, er der spildt tid, kunne blive brugt i en andens arme.
For hver måned der er gået, kunne blive brugt på at acceptere den man var, i stedet for at smide en sjettedel af kropsvægten, for bare at den skulle komme stærkt tilbage.
Det enorme tab af tid vejer kroppen ned. Benene kan mærke det, ryggen kan mærke det, og øjnene kan se hvordan det gør det sværere for dem at holde resten af kroppen oppe.

Det er vægtens skyld, det er tindingernes skyld, siger munden mumlende ned i vasken. Så det bliver skjult.
Der bliver taget en tyk trøje på, og hovedet bliver svagt slået ind i det duggede badeværelsespejl gentagende gange, indtil naboen irriteret slår tilbage.
Benene bliver skræmt af væggen der svarede, og de blå fliser der pludselig føltes som om de trak sig tættere.
Så de flygter ind i den lille stue, hvor der ligger gamle, firkantede minder, spredt over det hele, som hjernen dybt inde godt ved kun blev taget på gode dage, på gode tidspunkter, og med dårlige grunde. En falsk fortid, som der virker til at være bedre end den tid den sidder fast i nu.
Hjertet banker hårdt, og prøver på at kæmpe sig op forbi adamsæblet. Det vil ud af det det sidder i, og ind i de billeder der virker så meget gladere og farverige, end det er lige nu, i den lysegrå stue, og den melankolske, blå krop.
Øjnene kan genkende de andre øjne, som de dengang nød at ligge helt op ad, og de kan mærke at de savner dem. De kan mærke at de ikke selv har ændret sig, men at deres andre venner i kroppen har. Og derfor begynder de langsomt at blive vådere og vådere på sine venners vegne, imens polaroidbilledet kommer tættere og tættere på, indtil de ikke kan trække vejret mere. De mærker hvordan at deres venner alle virker rolige, men utilpas. Stille, men larmende. De kan mærke deres venners følelser på sig selv, og derfor græder de. De græder, fordi de sådan ville ønske at deres venner kunne se det lys, som de hele tiden siger der findes. Men i stedet for at lytte til dem der kan se lyset, vælger de at følge deres eget mørke, spilde deres tid, og omfavne hinanden, fordi at de føler sig så alene.