Jeg sidder nu endnu en gang her for mig selv i mørket, med en kuglepen, jeg sidder og trykker på, så stiften rytmisk popper ud og ind, til et beat jeg har skabt i mit hoved. Papiret, der ligger på det halvtomme, papirsfyldte hvide bord, der står lige over for mig, er tomt for ord. Det hvide, tynde stykke forfatterredskab er dog fyldt med meningsløse kruseduller, der er blevet tegnet oven på alle de ord og sætninger, jeg ikke følte var gode nok til at beholde. Jeg har ikke produceret noget, der er godt nok til at dele. Ikke noget, der er godt nok til at vise. Min kuglepen er klikket ind, og jeg klikker den nu ud igen, og sætter den ned til det halvfyldte papir. For jeg må bare prøve igen. Noget billedsprog kunne være godt. Måske noget internt, som kun hun ville kunne forstå, men som andre ville kunne føle...
   "Hun er den smukkeste sirene, for både hendes toner og ord er rene"
   Krydset ud. Den er for dårlig. Ubeskrivende.
   "Om du var en protestant proletar, eller en katolsk kæmpenar, ville et ja til dig altid være mit svar"
   Cremet. Ulækker. Ud med den.
   "Dit hjerte fjerner min smerte"
   Og jeg kaster en smule op i munden.

Det er for dårligt. Kliché, stereotypisk og ringe. Og hele papiret er fyldt op med halvhjertede skriverier. Så jeg tager fat i papiret, krosser det sammen, smider den efter papirskurven, der står langt nok væk, til at jeg ikke orker at rejse mig, og tager et af de andre A4-ark, der ligger i en stor bunke på mit bord, og lægger det hen til det sted, hvor deres nu sammenkrossede broder lå for få sekunder siden. Det er ikke det første papir, jeg har smidt ud i den nu halvfulde papirskurv. For ud af alle de papirer, der er fyldt med ord, er der ingen af dem, der er fyldt med gode nok beskrivelser og anaforer for, hvad det er jeg oprigtigt sidder og føler og tænker. For jeg er på ukendte farvande. Min litteratur og mine tekster har altid været om det melankolske og triste liv, hvor man er alene i en pardomineret verden, hvor man ikke hører hjemme, på grund af at man ikke har en hånd at holde i. Og lige pludselig, før jeg vidste af det, så var jeg ikke alene mere. Og når jeg prøver på at skrive om det, så kan jeg ikke få alt det jeg tænker, ned på papiret, modsat den ensomme tristhed, jeg har kendt så godt, i så mange år.
   Jeg kaster nakken tilbage, vender mig i stolen, og kigger hen imod den seng, der plejede at være tom, når jeg ikke lå i den. Der ligger den person, jeg kiggede dybt ind i øjnene, for en halv time siden. Og selvom at hun lige nu ligger for sig selv, så har hun stadigvæk noget af mig inden i sig.
   Jeg bider mig selv i læben. Stolen er det sted, jeg er nødt til at blive siddende på, selvom jeg har lyst til at rejse mig fra dette skrivefængsel, og lægge mig ved siden af hende og smelte sammen med hende, som jeg har gjort så mange gange i den her weekend, hvor hun har været på besøg. Jeg har lyst til at kramme hende tæt ind til mig, og sørge for, at intet kommer til at forstyrre hendes skønne nattesøvn. Men på samme tid har jeg selv lyst til at forstyrre hende, ved endnu en gang at få hende til at føle sig lille, larmende, betydelig og ubetydelig på samme tid.
   Men jeg gør det ikke. For jeg lovede hende, at jeg ville sætte mig ned og skrive mine tanker og følelser ned. Arbejde på noget, der kunne ende med at være mit gennembrud. Få mine tanker ned på det tomme ark, så jeg ikke behøver at være så forvirret over hendes og mit liv, og hvordan de langsomt er ved at smelte sammen.
   For når hun kigger på mig, og siger at hun holder af mig, og gerne vil have, at jeg kommer hen til hende næste weekend, så mener hun det oprigtigt.
   Ligesom hun mente det, da hun sagde "Behold din egen identitet. Vis mig, at du er dig selv, og du ikke bare vil være ligesom mig. ". Hendes ord havde følt som knive i hjertet, der langsomt blev presset længere ind imellem ribbenene, imens hun havde lukket sine trætte A-menneskeøjne i, og trukket vejret en smule dybere, på en måde, der var anderledes end den måde, hun trak vejret på, dengang vi erklærede vores følelser for hinanden.
   Men hvorfor skulle jeg nogensinde aspirere efter at blive ved med at være ligesom mig selv, når denne skønne skabning der nu, i søvnens narkose, har lagt sig i fosterstilling, og omringet sig med den opvarmede dyne, er så meget smukkere end jeg er?
   Er det ikke meget menneskeligt at stræbe efter at blive det, der virker uopnåeligt? Ligesom hende her er, selvom at jeg har opnået hende flere gange?
   Og når jeg sidder og kigger på hende, og bare bliver fortryllet af hendes skønhed, så forvirrer hun mig, når jeg tænker tilbage på de ting, der før er kommet ud af hendes mund. Hun forvirrer mig, når hun snakker om, at hendes lår er grimme på grund af hendes fortid, og at de er for tykke, fordi hun er større end hun plejer at være. Hun kigger ned på sig selv, og ind i sig selv, og fortæller mig, hvor forfærdelig og grim hun er, imens jeg bare sidder og kigger på hende, som om vi ikke snakkede samme sprog.
   Hvordan kan hun sige de ting om sig selv? Forstår hun ikke, at selv de få negative ting hun rent faktisk kan ytre sig om, bare gør hende menneskelig og derved mere tiltrækkende?
   Kan jeg ikke være ligeglad med, at hun engang for lang tid siden, har været såret af en anden mand? For han er ikke mig, og jeg er ikke ligesom ham. Kan jeg ikke være ligeglad med, at hun har unaturlige streger på kroppen, når hun alligevel har lovet mig, at der ikke kommer til at komme flere af dem i fremtiden? Kan jeg ikke være ligeglad med, at hun er så bange for så mange ord, der minder hende om dårlige tidspunkter i hendes rejse, når det bare er ord?
   Selvom det er ord, der betyder så meget?
   Kan jeg ikke bare får mig selv til at være ligeglad med hendes reaktion, og bare hviske i hendes øre at jeg elsker hende, uden at skulle frygte, at hun tænker at jeg lægger for meget i det?
   "Hvad vil det sige at elske mig?" ville hun måske spørge mig. Og jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvad det vil sige at elske, kun at elske med. For ved siden af det faktum, at det er et abstrakt begreb, så er det også et subjektivt et af slagsen. Hvorfor har jeg lov til at elske en ven efter første samtale, men jeg har ikke lov til at elske hende, jeg elsker at elske med? Elsker jeg hende, selvom jeg først næsten lige har mødt hende? Hvis det var kærlighed ved første blik, er det så ikke ensbetydende med, at jeg elsker hende? Fordi at jeg kunne mærke hele hendes væsen, og at det overrumplede mig i sin skønhed? Eller vil det for hende virke som om, at det bare er tre ord jeg ville sige hviske hende i øret, så jeg ville have nemmere ved at trække bukserne af hende?
   Jeg forstår hende ikke. Men jeg er kommet til den konklusion at jeg elsker hende, men ikke vil fortælle hende det. Måske elsker jeg hende ikke, som mine forældre elskede hinanden, dengang de stadig var sammen. Måske elsker jeg hende ikke, som det gamle ægtepar, der blev begravet sammen. Men jeg ved at jeg føler præcis de samme ting, som Romeo følte, da han var sammen med Julie. Så for at få de forbudte ord ud af kroppen, har jeg sat mig hen imod bordet igen, hvor jeg sidder og skriver "Jeg elsker dig" på mit papir. Det går så hurtigt, så følelsesfuldt og så fumlet som muligt. Sætningerne står over hinanden, og under hinanden. Diagonalt og horisontalt. De giver mening, men giver ikke mening. For mine følelser er større, end disse tomme og meningsfyldte ord kan beskrive, og mine digte giver ikke engang mening, når jeg ikke kan være helt åben for hende med mine egne ord. Jeg... jeg... jeg...
   Jeg har brug for at hoste.
   Så jeg hoster.
   Og slim kommer op af min hals.
   Ned på papiret.

Syg.
   Jeg er syg, og jeg har brug for at smide det her papir, der er fyldt med følelser og slim ud, og jeg har brug for et glas vand og et bolsje til halsen... Og jeg har brug for at holde om hende, imens jeg hvisker søde, poetiske ting i hendes øre.
   For jeg kan ikke få det ned på papiret. Men det flyver næsten alt for naturligt ud af mig, når hun smilende kigger mig i øjnene, og spørger om jeg virkelig synes, at hun er sød.
   Vand. Jeg skulle have vand. Og der står et glas på bordet ved siden af hende. Så jeg rejser mig, tager de to skridt, der er hen til hendes seng, løfter glasset op til munden, og kaster den halve liters væske i kæften, uden at trække vejret. Jeg kan mærke det glide igennem mit spiserør, og ned i min mave og mine tarme. Det hjælper.
   Jeg var åbenbart tørstig, men alt for opslugt i mine egne tanker og følelser, til at jeg lagde mærke til, at alt den sved, der havde forladt mig en halv time siden, ikke længere var i min krop. Og at min krop savnede at have en ordentlig væskebalance.
   Og nu står jeg her, lige foran hende, og kigger på hende. Hendes øjne er åbne. Trætte, men åbne, og de kigger på mig, imens hendes mund former et smil.
   "Fik du skrevet?" spørger hun mig, og nusser mit ben med en venstre hånd, hun har fået kæmpet ud fra dynens fængslende omfavnelse. Jeg smiler ved følelsen af kontakten mellem hendes nøgne hånd, og mit nøgne skinneben. Jeg har savnet den, imens jeg ensomt og grublende har siddet i min lænestol.
   "En smule", siger jeg til hende, og kæmper mig ned ved hendes side. Hun kigger mig i øjnene i få sekunder, og pludselig ligger jeg og hvisker de søde ting, jeg ikke kunne få ned på papiret, ind i hendes øre, imens jeg kan mærke, hvordan hun langsomt trækker sig tættere og tættere på mig, og tegner ottetaller på min brystkasse med den venstre hånd, imens hun med højre griber ud efter præventionen, der står ved siden af det nu tomme glas vand, der på ingen måde kan sammenlignes med den mængde af følelser, der finder sted i min mave, imens jeg lægger armene om hende, og sætter mine læber imod hendes.
   En halspastil kan vente. En sygdom og en virus kan vente. Og et papir med snot og ubeskrivelige følelser, der kan gøre min fremtid, kan vente.
   For lige nu vil jeg bare hende. Og så er alt andet lige meget.