Hej, du lille skabning, der ligger med hovedet under min arm.
Har du det godt?
Jeg har det fantastisk, selvom jeg er bange.
Bange for at du en dag føler, at jeg er ligesom ham.
Ham den første.
Ham du åbnede dig op for, for første gang.
Eller, rettere sagt, ham der åbnede dig op.
Imens du ligger med dit hoved på min orange trøje, og purrer, som var du en kat,
og med min hånd, der kløer dig bag øret, håber jeg på, at du tænker, at du har det rart.
Og ikke tænker på, at jeg er ligesom ham.
Jeg håber at du føler, at du kan presse dig helt tæt på mig.
Helt tæt, imens du efterlader små dråber af følelser på min mave.
Og at du kan holde min hånd helt tæt ind til din egen, imens du læner dig over mig, og smiler.
Med de små, søde læber, der nu rører mine.
For jeg frygter, at jeg minder dig om ham,
imens jeg langsomt tager din smukke sommerkjole af dig,
og fascineret siger, at du ligner en gudinde.
Jeg håber, at jeg ikke minder dig om ham.
Ham, der tog billeder af dig, imens du blottet holdt dig selv for maven.
Selvom det nu er dig selv, der nøgent står foran spejlet, med et kamera i hånden.
Og imens jeg smilende kigger på billedet, der blev taget igennem spejlet,
der viser mig disse ellers så velkendte former,
så frygter jeg, at jeg nu sidder på samme måde,
som han dengang gjorde.
Men når jeg ligger med dig, så får det positive lov til at blomstre, ligesom vores følelser.
For selvom at jeg er fyldt med frygt, så føler jeg også håb.
Håb for, at de eneste sår, jeg kommer til at give dig,
er de sting man skal have, for at det blødende sår kan lukkes helt.
For det sidste jeg ville ønske, ville være at minde dig om ham, der ødelagde din smukke rod, imens du stadigvæk voksede.