Det er svært at forestille sig.
Jeg har været vant til at trille med mine tommelfingre, og sparke mig selv i hælene, imens jeg går fremad.
Jeg har været vant til at kigge ned i jorden, og ned på mine fødder, i stedet for op på folks ansigter.
Vant til at gøre mig usynlig.
For det har altid været det, jeg har været for det, jeg har kunnet kalde for "dig" i mine tekster.
Men du er ikke nogen, der i virkeligheden findes.
Du er blot tanken om en kærlighed, jeg ikke tror på vil manifesteres.
Og gøre alt, hvad du kan, for at undgå at blande dit olie med mit vand.
Jeg har set på "dine" øjne, men aldrig direkte.
For du kigger aldrig hen hvor jeg er.
Jeg har snakket til dig, men du har aldrig snakket tilbage.
Ikke til mig, i al fald. Måske til din klassekammerat, din bekendte, eller din barndomsven.
Alle de ting jeg har været for det, der har været de forskellige versioner af "dig".
Men nu er du pludselig blevet til noget andet.
I stedet for at forestille det krybende mørke, der blot langsomt trækker sig tættere på,
og på en smertefuld og blændende måde, omringe mig i en klaustrofobisk, vejrtrækningskvælende tåge,
så er du pludselig blevet til et symbol af solskin og håb.
Du er nemlig hoppet videre til en anden farve øjne, et andet smil, og en anden person.
Du er ikke længere en høj blondine, snarere en lav brunette.
Du er ikke en kvinde med sår på håndleddene, du er en pige med orange strømpebukser.
Du er ikke min gamle barndomsven, der aldrig vil se mig som andet end en klump, der græder for meget.
Du er blevet til en pige, jeg aldrig har mødt, men stadigvæk smiler hypotetisk tilbage til mig, når jeg smiler til dig.
Du er igen blevet til det, som du stod for før i tiden, før du blev til den tåge, jeg i dag kender så godt.
En lille, kær skikkelse, der trækker skuldrene tættere imod hinanden, når jeg står overfor dig.
Ikke på grund af frygt eller angst; men på grund af instinkt. Fordi vi danser med hinanden,
i stedet for at kigge efter alle de andre par, der kan finde ud af at træde rigtigt.
Jeg håber at du forbliver et smilfrembringende ord, og en glædesspredende entitet i mine rim, bogstaver, sætninger og vers.
For hvis jeg endnu en gang skal vænne mig til at blive omfavnet af dit mørke, i stedet for at blive draget af dit lys,
så vil jeg en skønne dag glemme, hvordan din varme føles, og hvordan den kan gøre mig til det, jeg burde være.
For ligegyldigt hvor stor man er, så vil man aldrig føle sig hel, hvis man altid kun kigger ned på sine fødder.