Kære dig.
Jeg skrev dig en besked, men du fik vel aldrig svaret.
Jeg vinkede til dig i supermarkedet, men at du så mig, var vel at spørge efter for meget.
Nogle gange talte jeg med dine forældre, der snakkede med smerte i deres stemme.
Jeg havde holdt øje med dig længe, og ofte var du alt for sent hjemme.
Et lille smil til dig, hvis jeg i skolen kunne ane din krop.
Men en sjældenhed jeg fik lov til at nyde, for du mødte jo sjældent op.
Et brev, to, ti, i din postkasse, hvor jeg skrev hvad jeg havde på hjerte.
Hver dag så jeg efter et i min egen, for hvis dit svar ventede et minut for længe, så kunne jeg ikke bære det.
Du havde råbt til mig, at du ikke ville se og mindes om mig igen.
Med vrede, tårer og åben hånd slog du mig, da jeg spurgte om jeg bare kunne være din ven.
Før eller senere, var du og din duft helt forsvundet.
Uden et svar på mine breve. Til min smerte, var dit fravær ubegrundet.
Jeg havde hørt fra dine venner, at du mente det du sagde, og ondt sendte mig væk.
Dengang ude på gangen, hvor dine øjne lignede, du var blevet tilsølet af blæk.
Opgive dig ville jeg aldrig. Så jeg holdt dine forældre ved selskab, når du ikke var her.
For din eksistens var mere værd end min egen, selv hvis jeg kun ville forvolde dig besvær.
Nogle gange, imens jeg ventede, stillede jeg blomster med dit navn, indeni din have.
Men på de her kolde, snefyldte vinterdage, blev de langsomt brune, syge og lave.
Du svarede på mit sidste brev, der tiggede om igen at se dig og dit gyldne hår.
Snøftet og råbt havde jeg gjort, da du sluttede med at skrive, "Jeg håber at du forstår."
Imod din befaling, havde jeg sat vej imod den offentlige instans, hvor du lå.
Endelig så jeg dig igen, men hvor blev jeg ked af det, da jeg så, at dine arme var blevet så små.
Mine læber rørte endelig dine igen, imens jeg holdte dig, hvor din nøgne hud ikke burde være.
Jeg havde spurgt dig, om du ikke kunne blive hos mig indtil jeg blev gammel. Du svarede bare "desværre."
For dagen efter, var du som et ensomt spøgelse alt for kold, som din hvide, lånte seng.
Og mine kolde tårer varmede din hårløse krop en smule op. For jeg ville aldrig se dig igen.